Christian Skov

Født: 1922.
Debut: Ungdom vandrer ad snørklede stier. 

Født d. 22 maj 1922 i Løjt, Sønderjylland. Vokset op på øen Als, Sønderjylland. I en treklasset skole til konfirmationen, derefter i plads på en gård, stak af og kom ind i 3.mellem i Nordborg, hvor jeg fik realeksamen. Kontrolassistent 1940 – 43. Lærereksamen fra Tønder Statsseminarium 1947. Lærer, senere overlærer. Afsked i 1969 for at leve som forfatter. Som lærer har jeg undervist i Hobro, Vester-Sottrup, Virum og sluttelig i Sønderborg.

Skal jeg nævne hovedværker, kan det være ”Stranden ved Spar Es”, ”Ingers hvide ben”, ”Majaften” og ” Høstnætter”, alle romaner bortset fra ”Majaften”, der er en novellesamling.

Litteratur om forfatterskabet:

99.4 Skov, Christian
Fregerslev, Peter: I hænderne på tiden : læsninger i Christian Skovs forfatterskab
Gyldendal  : Syddansk Universitetsforlag, 2007. - 157 sider. 

99.4 Skov, Christian
Christian Skov - læsninger i forfatterskabet
redigeret af Anders Abildgaard Nielsen, Dennis Gade Kofod.
Anblik, 2007 .- 181 sider

Martin Møller: Christian Skov
I : Danske digtere i det 20.århundrede.Bind 2,Gad, 2001 pp. 422-432.

Sørensen Villy: Beatrice-prisen 1993.Villy Sørensens tale for Christian Skov 26.11.1993
I : Rungstedlundbilleder. Det danske Akademi 1988-1995, Gyldendal,1995, pp.308-314.

Mortensen, Elna: Herfra min verden går
Rids af forfatteren og hans værker.
I : Litteraturmagasinet Standart nr. 2 (1994),pp.4-5.

Davidsen, Mogens: Den blufærdige refleksion – om Christian Skovs Inger hvide ben.
I : Prosa fra 80´erne til 90´erne, red. Anne-Marie Mai, Kbh,1994, pp.85-94

Hvidtfeldt, Erik: En stilfærdig digter.
I : Dansk Udsyn nr. 5 (1991), pp.277-282.Mortensen,Elna: Herfra min verden går

www:
Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi
Internetudgave af Aage Jørgensens bibliografi fra 1989 med senere suppleringer 
 

Biografien er udarbejdet af forfatteren. 
 

Debut: 
1945
Land: 
Danmark

Kontaktoplysninger

Christian Skov Frihedallé 63 6400 Sønderborg

Bøger

  • "Endnu er markerne frosne" af Christian Skov

    Bogens forside

    Syg og afkræftet ligger Christine på hospitalet og genoplever sit liv,  uden helt at kunne skelne mellem drøm og virkelighed

    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    127
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Høstnætter" af Christian Skov

    Alene, anderledes og altid bange for soten og dét med pigerne, foretrækker Jes at være sin egen, så egentlig mærker han slet ikke, at han ER anderledes

    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    146
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Majaften" af Christian Skov

    Noveller om sønderjyder i krigen og efter. Om mennesker, som går i stykker, fordi verden kan være ond og brutal

    Udgivet: 
    1990
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    110
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Ingers hvide ben" af Christian Skov

    Gennem en drengs barnlige bevidsthed opleves forholdet mellem faderen og hans nye veninde, og de mindste nuancer opfanges og tolkes i sære fantasier

    Udgivet: 
    1989
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    101
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Stranden ved Spar Es" af Christian Skov

    Om en lille pige, der lever i sin egen fantasiverden, fordi hendes tilværelse er trådt under fode af en brutal voksenverden

    Udgivet: 
    1984
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    139
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Ved silden" af Christian Skov

    Fortællinger der foregår i og omkring den lille sønderjyske by Svenstrup

    Udgivet: 
    1977
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    136
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Hjemkaldelsen" af Christian Skov

    Noveller.

    Udgivet: 
    1976
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    141
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Tønnesen i forårssol" af Christian Skov

    Poetisk skildring af en mand, der er blevet indlagt på et sindssygehospital, hvor han lever i sin egen verden, fuld af fantasier om stævnemøder med en kvinde

    Udgivet: 
    1974
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    102
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Regnvejrsaften: noveller" af Christian Skov

    Indhold: Ommøblering ; Afsked ; Februar ; Vinduesplads ; Regnvejrsaften ; Adoption ; Indslag ; Historietime

    Udgivet: 
    1980
    Forlag: 
    Attika
    Sidetal: 
    130
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Hein dør" af Christian Skov

    På dødslejet genoplever en landmand episoder fra sit jævne og lidt triste liv i Sønderjylland i begyndelsen af 1900-tallet

    Udgivet: 
    1968
    Forlag: 
    Gyldendal
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Mit svar til Pilatus" af Christian Skov

    Roman med besættelsen som baggrund

    Udgivet: 
    1946
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    131
    Lån bogen - Køb bogen
  • "Ungdom vandrer ad snørklede stier" af Christian Skov

    Udgivet: 
    1945
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    107
    Lån bogen - Køb bogen

Læs forfatteren

Det følgende er 1.afsnit af en endnu ikke færdigskreven bog:

Nylig er gnu-kalven født, den har kunnet rejse sig, moderen har snuset til den er så på vej væk, kalven følger efter, kommer af sted på sine umedgørlige ben og må åbenbart hele tiden være klos op ad hende, den smyger sig ind til hende, når det lader sig gøre, nylig har den set den mor, den har været inde i, må vel nu fornemme, at den er der som sig selv, den er kommet om foran moderen, da hun er standset, kommet om til hovedet, må have fornemmelsen af, at det er der, den skal have moderens bevågenhed, men moderen ænser den ikke, har ikke øjnene hos den, har stået stille et øjeblik, men er så igen på farten videre fremover, fulgt af kalven, der hurtigt er bagude, vaklende, åbenbart kun med moderen for øje. Åbenlyst kun besat af ikke at slippe moderen af syne, besat af, at moderen ikke må blive væk. Mere sikker er kalven ikke på de stilkede ben, end at de ekser under den, og den falder, er dog straks oppe, stavrende videre. På ny har moderen gjort holdt, nu for at græsse, på ny må kalven hen til moderens hoved, men moderen græsser uanfægtet, inden den fortsætter fremad med kalven efter sig. Og nu har hun yderligere fart på, kalven kan ikke følge trop, længere og længere bagude er den, med svigtende ben som før, den styrter som før, men som før er den kommet op, igen anstrengende sig til sin yderste formåen for at indhente moderen, det lykkes ikke, igen vil benene ikke bære kalven, der falder, men så igen har rejst sig, moderen er nu langt, langt forude og synes ikke at have i sinde at standse længere. Kalven går atter omkuld, bliver et øjeblik liggende, tydeligt for udaset til at komme på benene endnu en gang, forsøger det alligevel, det har den så kunnet, kommer dog ingen vegne, har åbenbart endelig opgivet at indhente moderen, har åbenbart vidst, at det ikke er den beskåret at kunne det, den synker om, den løfter hovedet, ser efter moderen, der er langt, langt, langt borte, og der kommer en lyd, en sprød brølen, nogle gange høres denne lyd, så ikke længere, kalven hoved synker ned i græsset.
- Du har igen drømt.
Det er Astrid, der siger det, Christine ser hende stå ved siden af sengen.
En drøm har det så kun været.
Det er på hospitalsstuen, Christine er.
Ikke på Afrikas savanne.
- Det var, som du græd, siger Astrid.
- Var det? siger Christine.
- Hvorfor? Spørger Astrid.
Christine får ikke svaret.
- Drik noget, siger Astrid. Du ved, du skal drikke meget.
- Du får en frisk forsyning, siger hun.
Og Astrid fatter om glasset, der står på bordet ved siden af sengen – og er her ikke længere – er her igen – med glasset, som hun rækker til Christine, der svælger nogle slurke og sætter glasset fra sig. Og Astrid er henne ved det nærmeste vindue – så ikke der – så ikke herinde, uden at Christine har set hende blive væk gennem den altid åbne dør mellem hospitalsstuen og gangen uden for stuen, men stadig har hun synet af gnu-kalvens frugtesløse forsøg på vedvarende at være hos moderen, stadig hører hun lydene, der kommer fra den, efter at den har måttet opgive at følge efter hende og må være uden forklaring på, hvorfor det er, som det er, alene med sin spørgen.
Hun ser alle de andre gnuer, de voksne, kalvene, i en ustandselig strøm er de på vej tæt forbi kalven, intet tegn er der på, at de ser den, det er også, som kalven ikke har øje for dem, da den løfter hovedet, efter at den er sunket om, det er, som den ikke er i en verden, hvor de kan opfattes, som den ikke kan opfattes i deres verden, i hundredtal strømmer de forbi kalven, i hundredtal er de der, ingen standser, hos dem er der ingen hjælp for kalven, hos ingen er der hjælp, det er den lille kalvs kår – så er det igen Astrid, Christine ser, Astrid, der er ved sengen, uden at Christine har set hende vise sig i den altid åbne dør, som hun ikke har bemærket hendes forsvinden gennem døren, da hun sidst var herinde, Astrid fjerner Christines dyne og erstatter den med et lagen, som det jævnligt sker, og har så sine øjne ved glasset på bordet ved siden af sengen.
- Drik endelig, siger hun.
Og igen siger hun:
- Du ved, du skal drikke meget.
Så er det, som hun ikke ved, hvad hun mere skal sige, mens hun bliver stående og ser på Christine.
Så er hun væk.  

Inspiration

Hvad yndlingslæsning angår, kan jeg nævne Herman Bang, Albert Dam, Samuel Beckett og Pär Lagerkvist – men der er mange andre.  

Priser og legater

1980: Sprogforeningens litteraturpris
1984: Herman Bangs mindelegat
1988: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat
1991: Henri Nathansens fødselsdagslegat
1991: H.V. Clausen og Johan Ottosens legat til fremme af danskheden i Sønderjylland
1991: Knud Nissens legat
1991: Statens kunstfonds livsvarige ydelse
1991: Poeten Poul Sørensen og fru Susanne Sørensens legat
1992: Drassows hæderslegat.
1993 Det danske Akademis Beatrice-pris
1994: Kritikerprisen
1995: Indstillet til Nordisk Råds litteraturpris
1998: Albert Dams mindelegat
2002: Marcus Lauesens Mindelegat
2008:  Martin Andersen Nexø Fondens Pris

 

Til top