Det følgende er 1.afsnit af en endnu ikke færdigskreven bog:

Nylig er gnu-kalven født, den har kunnet rejse sig, moderen har snuset til den er så på vej væk, kalven følger efter, kommer af sted på sine umedgørlige ben og må åbenbart hele tiden være klos op ad hende, den smyger sig ind til hende, når det lader sig gøre, nylig har den set den mor, den har været inde i, må vel nu fornemme, at den er der som sig selv, den er kommet om foran moderen, da hun er standset, kommet om til hovedet, må have fornemmelsen af, at det er der, den skal have moderens bevågenhed, men moderen ænser den ikke, har ikke øjnene hos den, har stået stille et øjeblik, men er så igen på farten videre fremover, fulgt af kalven, der hurtigt er bagude, vaklende, åbenbart kun med moderen for øje. Åbenlyst kun besat af ikke at slippe moderen af syne, besat af, at moderen ikke må blive væk. Mere sikker er kalven ikke på de stilkede ben, end at de ekser under den, og den falder, er dog straks oppe, stavrende videre. På ny har moderen gjort holdt, nu for at græsse, på ny må kalven hen til moderens hoved, men moderen græsser uanfægtet, inden den fortsætter fremad med kalven efter sig. Og nu har hun yderligere fart på, kalven kan ikke følge trop, længere og længere bagude er den, med svigtende ben som før, den styrter som før, men som før er den kommet op, igen anstrengende sig til sin yderste formåen for at indhente moderen, det lykkes ikke, igen vil benene ikke bære kalven, der falder, men så igen har rejst sig, moderen er nu langt, langt forude og synes ikke at have i sinde at standse længere. Kalven går atter omkuld, bliver et øjeblik liggende, tydeligt for udaset til at komme på benene endnu en gang, forsøger det alligevel, det har den så kunnet, kommer dog ingen vegne, har åbenbart endelig opgivet at indhente moderen, har åbenbart vidst, at det ikke er den beskåret at kunne det, den synker om, den løfter hovedet, ser efter moderen, der er langt, langt, langt borte, og der kommer en lyd, en sprød brølen, nogle gange høres denne lyd, så ikke længere, kalven hoved synker ned i græsset.
- Du har igen drømt.
Det er Astrid, der siger det, Christine ser hende stå ved siden af sengen.
En drøm har det så kun været.
Det er på hospitalsstuen, Christine er.
Ikke på Afrikas savanne.
- Det var, som du græd, siger Astrid.
- Var det? siger Christine.
- Hvorfor? Spørger Astrid.
Christine får ikke svaret.
- Drik noget, siger Astrid. Du ved, du skal drikke meget.
- Du får en frisk forsyning, siger hun.
Og Astrid fatter om glasset, der står på bordet ved siden af sengen – og er her ikke længere – er her igen – med glasset, som hun rækker til Christine, der svælger nogle slurke og sætter glasset fra sig. Og Astrid er henne ved det nærmeste vindue – så ikke der – så ikke herinde, uden at Christine har set hende blive væk gennem den altid åbne dør mellem hospitalsstuen og gangen uden for stuen, men stadig har hun synet af gnu-kalvens frugtesløse forsøg på vedvarende at være hos moderen, stadig hører hun lydene, der kommer fra den, efter at den har måttet opgive at følge efter hende og må være uden forklaring på, hvorfor det er, som det er, alene med sin spørgen.
Hun ser alle de andre gnuer, de voksne, kalvene, i en ustandselig strøm er de på vej tæt forbi kalven, intet tegn er der på, at de ser den, det er også, som kalven ikke har øje for dem, da den løfter hovedet, efter at den er sunket om, det er, som den ikke er i en verden, hvor de kan opfattes, som den ikke kan opfattes i deres verden, i hundredtal strømmer de forbi kalven, i hundredtal er de der, ingen standser, hos dem er der ingen hjælp for kalven, hos ingen er der hjælp, det er den lille kalvs kår – så er det igen Astrid, Christine ser, Astrid, der er ved sengen, uden at Christine har set hende vise sig i den altid åbne dør, som hun ikke har bemærket hendes forsvinden gennem døren, da hun sidst var herinde, Astrid fjerner Christines dyne og erstatter den med et lagen, som det jævnligt sker, og har så sine øjne ved glasset på bordet ved siden af sengen.
- Drik endelig, siger hun.
Og igen siger hun:
- Du ved, du skal drikke meget.
Så er det, som hun ikke ved, hvad hun mere skal sige, mens hun bliver stående og ser på Christine.
Så er hun væk.