Christian Dalsgaard

Opvokset i Århus. Lærereksamen fra Århus Seminarium 1989. Har siden 1989 boet i København. Debuterede marts 2003 med romanen ”Kom igen til Mandalay” på Lindhardt og Ringhof.

Da jeg var dreng havde min ven, Richard, og jeg en hule i et gammelt køkkenskab i kælderen. Dér lå vi så på hver vores hylde, og jeg fortalte historier om drengen Mik, der var helt og fangede forbrydere og gjorde mange andre ting, vi gik og drømte om. Med tiden voksede vi os for store til skabet og hinanden og fandt nye venner og historier. For historier var der allevegne. 

Da de rev den gamle gård ned for at opføre den arkitektoniske similiperle Bispehaven, lavede vi bål og sad omkring det og fortalte røverhistorier, vi fandt på i farten, til det blev mørkt og var langt over både spise- og sengetid. Mine brødre rendte rundt og ledte efter os, og jeg har siden håndhævet historien om, at jeg indkasserede min barndoms eneste endefuld på den konto.
Senere stødte spøgelseshistorierne til. Jeg var helt god til at fortælle dem, men blev selv skræmt fra vid og sans. Det viste sig nemlig, at historierne fik deres eget liv, som de blev fortalt. De ville selv.
Nogle gange kunne fortællingerne løbe fra én midt i det hele og ramme én lige i nakken. Sådan gik det oftest med de historier, der foregav at være den skinbarlige virkelighed. Dem om bedrifterne og egne fortræffeligheder. Alligevel var de bedste historier dem, der udsprang af virkeligheden eller om ikke andet så et oprigtigt ønske om, hvordan den kunne være. Forskellen mellem virkeligheden og fantasiens indpakning viste sig at være en spændende variabel størrelse.
Da jeg begyndte at skrive, fandt jeg ud af, at jeg på den måde kunne få styr på de mange halve og hele historier og fantasterier, der kørte rundt i hovedet. De kunne flettes sammen til et lille selvstændigt univers; en parallel virkelighed, man kunne træde ind og ud af.
Jeg skriver i små bidder; går til og fra computeren mellem andre gøremål. Når jeg sætter mig foran skærmen, er jeg tilbage i historien. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal sidde og vente på, at historien kommer dumpende; den er der allerede; der skal måske bare arbejdes lidt for at grave den frem.
Især mine to første romaner er båret af humor. Personerne og deres gøren og laden beskrives med en godmodighed, der gør det muligt at fremstille deres skrøbeligheder uden at sable dem ned. Jeg var i begyndelsen af mit forfatterskab inspireret af standup’ ens frimodige skyden på alt, hvad der rører sig. Jeg er selv temmelig selvironisk anlagt, og den distance lagde jeg om historiernes personer. På den ene side er humor frisættende og giver plads til de skævheder, vi har som mennesker. Men på den anden side sætter humoren også grænser. Der kan lægges sig et lag mellem handlingen og læseren, så det ikke er selve handlingen, men måden, den fortælles på, der kommer til at fylde.

For at mindske afstanden mellem historie og læser, har jeg de senere år arbejdet med at nedbryde fortællerfilteret. Min seneste roman, Svin, er meget underfortalt. Jeg har fx givet mig selv det benspænd, at der ikke er anførende sætninger. Replikkerne understøttes i stedet af handlinger, hvilket giver historien et filmisk præg. Humoren er bestemt tilstede, men mere underpillet og lagt i selve handlingen og ikke hos min fortæller. Det giver en mere kompromisløs og autentisk fortællestil, som jeg er glad for.

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Publiceret - 11. december 2003
Portrættet redigeres af Horsens Bibliotek 

Debut: 
2003
Land: 
Danmark
Links
Bøger
  • Bog: "Svin " af Christian Dalsgaard

    Bogens forside

    Om brødrene Claus og Helge, der vælger hver deres vej i livet. Da Helge stikker af hjemmefra, skilles de to brødres veje.

    Forfatter: 
    Christian Dalsgaard
    Udgivet: 
    2016
    Forlag: 
    Lindhardt & Ringhoff
    Sidetal: 
    415
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tolk" af Christian Dalsgaard

    Bogens forside

    Skildring af Jonasz, polak opvokset i Danmark, som rives ud af sit bekvemme, passive liv, da han som tolk bliver viklet ind i en farlig sag om smugleri, mafiametoder og kærlighed.

    Forfatter: 
    Christian Dalsgaard
    Udgivet: 
    2008
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    270
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Leonoravej" af Christian Dalsgaard

    Bogens forside

    Da der indbydes til vejfest på Leonoravej i det nordlige København, bliver der afdækket mange interessante ting, efterhånden som festen udvikler sig, og maskerne falder.

    Forfatter: 
    Christian Dalsgaard
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    250
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Kom igen til Mandalay" af Christian Dalsgaard

    Bogens forside

    Henrik og Jens, gamle klassekammerater, som har problemer med kærligheden og livet i al almindelighed, tager på en tur til Lolland, hvor de møder mange besynderlige mennesker og kommer ud for mange

    Forfatter: 
    Christian Dalsgaard
    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    283
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Uddrag fra Svin:

Lørdag d. 19. oktober 1968

Han glider på trinnet. Foden rammer det næste. Det giver knasende efter og knækker. Knæet slår ind i træstammen, og hagen knalder ned i det nærmeste bræt. Gammelt råddent lort og smagen af varmt blod i munden. Foden sparker ud efter støtte, mens bagsiden af hånden tørrer over læberne. Der kommer røde striber hen over håndryggen. Han får fodfæste og støder sig op, så overkroppen kommer ind over hulens bræddegulv. Ligger med kinden mod det fugtigkolde træ og lytter til sin hivende vejrtrækning. Han ruller om og kommer op at sidde med ryggen mod stammen. Den hvide skjorte er smurt ind i grønt algeslam og blod. Skide lige meget.
Stemmerne er langt væk nu. En fjern summen, der lige så godt kan komme inde fra hovedet. Stemmerne og snoren, der smælder ind mod flagstangen. Kirken ovre bag træerne. Flaget er hejst til tops nu.
Kirken var fyldt. Og blomsterne lå hele vejen ned gennem midtergangen, så man var ved at falde i dem på vej ud. Kranse og buketter med hvide og sorte bånd og skrift i sølv og guld.
Familien forrest. Mormor, der blev ved med at se på ham. Uden at sige noget. Morfar, der klappede ham på skulderen og så ned i jorden. Og på bænken bagved sad morbror Vagn og tante Trisse. Morbror Vagn havde sine læsebriller på og bladrede frem og tilbage i salmebogen med en knitrende lyd, mens han rømmede sig.
Han lægger hovedet tilbage og ruller det fra side til side mod den ru stamme. Den ene side. Dér ligger Hostrup og kirken. Den anden. Dér ligger markerne og vejen mod Solderup. Lige fremme ligger gården under ham med det lange hvide stuehus med rødt tegltag. Heroppefra kan han se tagryggene på staldbygningerne bag huset. Og flagstangen, der stikker op fra midten af gårdspladsen.
Abildgaard. Det samme, som han selv hedder. Helge Abildgaard fra Abildgaard. Det står med svungne bogstaver, bukket i rustent jern, omme på gavlen.
Ovre til venstre kommer maskinhuset med værkstedet, og helt ude i enden af længen ligger Sibirien. Der bor Niels.
Rutebilen kommer inde fra Tønder. Ud for gården sætter den farten ned. Han ved det også, Frederiksen. Nikkede mærkeligt den anden morgen, da Helge stod på. Prøvede at se flink ud. Og Sten og Ole og Lise sad der, som de plejede, og turde ikke se på ham, mens han kantede sig ned gennem den slingrende midtergang, ned på bagerste række til Torben, der sad og røg.
Helge skubber hånden ned i lommen og trækker lighteren op. Cigaretterne ligger i den anden lomme og er blevet mast i de pæne bukser. Han får en ud af pakken og tænder lighteren. Den tænder hver gang. En Ronson med hans navn indgraveret. Han fik den i konfirmationsgave af mor og far. For to år siden.
Han tager fat i en gren og trækker sig op. Gulvet knager under ham. Der ligger lysebrune blade på græsset. Nu falmer skoven trindt om land, sang de. Men det er flere uger siden, de har høstet. Det skal jo gøres, sagde far og kørte mejetærskeren, så længe der var lys, mens Niels kørte den gamle Ferguson med ladvognen, og han selv var ude med mad og kaffe.
Ude bag bøgetræerne ligger grisenes hus. Familien Christensen, som nogle kalder dem. Dem, der ikke kender dem. For alle andre er de bare grisene. Og man kan godt se det på deres små runde øjne, der stirrer på én, og deres fede kinder og opstoppertryner. Et lille husmandssted med nogle få tønder land, som en ø i Abildgaards jord. Hverken til at leve eller dø af, men sælge vil de ikke.
Nu får han snart knallerten, og så er det slut med at se på Oles griseøjne hver morgen i rutebilen. Torben har købt en Puch togear, men han vil hellere have en Kreidler. Brugt, selvfølgelig, og så lave den, som han gerne vil have den. Han havde egentlig ikke regnet med, at det ville blive sådan. At han kunne få en. Han har skrabet tre hundrede kroner sammen, og det er blevet svært at spare op nu, når der også skal være til smøger. Men nu vil far lægge noget til. Sådan bare. De stod og læssede ensilage, og så satte far greben i bunken og lænede sig op ad den, til Helge også holdt pause. Det med den knallert, den skulle der nok findes det sidste til. Så var far i gang igen med greben.
Sådan har det været det sidste stykke tid. Bare arbejdet sammen uden at sige noget særligt. De vidste begge to, hvad der skulle gøres, og det andet gav ikke mening at pære rundt i. Hun lå derinde i soveværelset, og det kunne de alligevel ikke gøre noget ved. Og der blev ikke mindre arbejde, når hun ikke længere tog hønsene og haven og køkkenet og alt det andet, de var nødt til at deles om nu. Og det var selvfølgelig derfor, det med knallerten. Som om det skulle hjælpe.
Han smider skoddet og træder tungt på det ned i bræddegulvet. Det knager. Måske kan man trykke, til det flækker, så man falder ned gennem hullet. River sig på vej ned og får splinter over det hele, før man lander nede i de våde blade og brækker benet. Han trykker med foden, men gulvet holder.
Det er vel fem-seks år siden, de byggede hulen. Der var nogle brædder tilovers, fra da de skiftede den ene gavl på laden, og så havde mor spurgt, om de ikke havde lyst til at lave en hule af dem ude i den store eg. De fik lov til at tage søm i værkstedet, og far hjalp med at save de tykke brædder over, mens de lå deroppe og bankede søm i. Og da de var færdige, kom mor med kurven med mariekiks og saftevand, som de hejsede op i en snor.
Men de gider den ikke mere, og om ikke så længe vil den rådne helt op og falde ned, og stumperne smidt om bag værkstedet eller blive smidt på bålet, når de brænder haveaffald. Rådnet og brændt.
Og han var med til at bære hende ud til graven. Han kan stadig mærke varmen i håndfladerne af tovet, hun trak efter sig ned i jorden. Til kisten landede med et bump, og han tænkte, hun slog sig.

Inspiration

Jeg har altid syntes, at sproget er et fantastisk værktøj. Jeg er dybt betaget af store danske forfattere som Pontoppidan, Nexø og Blixen, der for mig repræsenterer en sproglig rigdom, der nok kan gøre én noget dugnakket. Men også forfattere som Tove Ditlevsen og Martha Christensens evne til at beskrive fine nuancer med ganske enkle midler er en misundelse værd. Af lyrikere må nævnes Dan Turell, som min gode ven Michael og jeg hørte på plade og oplevede på Viby Bibliotek, da vi var fjorten. Eller Benny Andersens Svantes Viser i Poul Dissings fortolkninger. Af nyere litteratur står Karl Ove Knausgård højt på listen. Han favner det helt nære og tilsyneladende banale og det store og abstrakte, og stoffets store omfang giver plads til oplevelsen af ikke bare en historie, men selve livet. Jakob Ejersbos afrikatrilogi har også et fantastisk flow og en kompromisløshed, der engagerer og inspirerer, ligesom Kim Leine kan noget sanseligt og pokker i voldsk, jeg beundrer. Og så er der hverdagen. Hver dag oplever jeg mange situationer og fortællinger, der hver især sætter noget i gang. Jeg bruger sjældent situationer eller personer direkte, men ofte kan jeg i bakspejlet se elementer fra det ene og det andet i det, jeg skriver. Jeg tror på, at jo mere autentisk tilstede, jeg er i min historie og i mine personer, jo mere ægte fremstår de for læseren. Af den simple grund, at vi som mennesker har så meget til fælles, og at litteratur som al anden kunst er brobygning mellem os.