TEKSTUDDRAG: BILLEDSKABT. Skønlitterær roman udkom på forlaget ATTIKA 20. januar 2010. Billedillustration af Kim Ramholt

Tekstuddrag fra romanens DEL 1 om barnet Ragna.

Ord til et ydre sprog er nu også blevet en naturlig del af hende. Hun taler på sin mors sprog, sin fars sprog og på det sprog, som Astrid og alle andre omkring hende taler.

Hen ad vejen oplever hun at kunne få en tanke og et ord til at blive til en lyd, de voksne kan forstå. Den uendelighed og nærhed, der hidtil har været inden i hende selv, bliver forandret. Uendeligheden bliver mindre og det nære trækker sig efterhånden længere væk. Til hun bliver trukket udenfor. Ud mellem de andre.

Ofte når hun, især i den senere tid, spørger om noget eller bare giver udtryk for sine tanker om dette eller hint, ler de voksne meget. Eller også bliver de nogle gange meget stille. Det synes hun er noget mærkeligt noget. Som den anden dag da hun spurgte til snedker Lasse.

  ”Hvorfor går han så underligt?”

  ”Han kan ikke holde balancen,” svarede mor blot undvigende.

  ”Jamen hvorfor er der så ikke nogen, der hjælper ham?”, ville hun vide.

  ”Ti nu stille med den snak.” Mor tog hende hårdt i armen.

  ”Den forbandede sprit,” mumlede Onkel Åke med tunge øjne.

Hun skulle lige til at spørge om hvad sprit var, da hun kom til at se på sin mors vrede øjne.

Men hun forstod stadig ikke, hvorfor der aldrig var nogen, der hjalp snedker Lasse. Så da hun skulle bede aftenbøn samme aften, fortalte hun manden med rosenperlerne, ham der hang på væggen i mors og fars soveværelse, at han da godt kunne tage at hjælpe til en gang imellem, når nu han selv var så heldig at være kommet i himlen.

  ”Det er jo ikke alle, der kommer det,” så meget havde hun da forstået. ”Og hvis man selv har overskud, skal man dele med andre. Det siger far selv.”

  ”Nu tier du stille med alt det klogesnak og lægger dig til at sove. Nu er det nok og godnat,” skændte mor og slukkede for lyset.

De voksnes verden er mærkelig. Alligevel gror hun langsomt til i denne verden, for til sidst at blive et med dens velkende lyde, dufte, syn og de følelser det giver.

Til en dag hvor det er blevet vinter igen, hvor hendes far henter den store slæde frem. Med sin store krop hiver han den frem fra mørket bagerst i det trange skur. Sparkstøttingen kan ikke bruges, for sneen er mange steder for løs. Han sætter hende i favnen på Simon i en stor pose af fåreskind. Kulden får næseborene til at fryse let sammen, mens deres vejrtrækning sender dampende skyer ud i luften i hver sin takt. Det ser sjovt ud, synes hun, og fanger ud efter sin fars ånde, mens han putter hende i posen. Hans uldne hue sidder skævt, og han slipper hende et øjeblik for at sætte den på plads. Broren sidder og holder om hende. Under protest ganske vist, men han gør det og glemmer for en stund sin modvilje, fordi farens nu hurtige spark fra slæden får dem fremad i susende fart. Det er en fantastisk følelse, fordi det er første gang, hun oplever at faren tager dem med ud alene, og fordi det er et af de ganske sjældne øjeblikke, hvor broren rører ved hende uden at slå, nive eller spytte. Hun kan næsten være i fred, når faren er til stede. Næsten. Og hun vil sværge på, at hun kan mærke en velvilje til hende strømme fra hans lille varme krop og over i hendes, mens hun mærker hans faste greb om hendes liv inde i den tykke pose. Men hun er ikke sikker, og nøjes med at lege, at det er sådan det er. 

Inden de tager af sted, har hun til sin forundring set sin mors øjne forandre sig fra at være fjerne og se igennem hende med det lysegrå, til at blive mørkere blålige og se på hende på samme måde, som hun havde set på Rosetta, da hun fik hvalpe. Moren er usædvanlig længe om at få hende i tøjet, og tager hende på skødet flere gange. Det får hende ubevidst til at række ud efter moren. Men så sætter moren hende ned igen. I stedet vender hun sig mod sin far, og så kommer hun op.

Hun ved endnu ikke, at den verden hun kun lige har lært at kende efter at have været overladt så meget til sig selv, og som nu føles som den eneste verden hun nogen sinde har kendt, er på vej til at blive taget væk i et snuptag.

Taget væk og erstattet af noget andet. Noget der er på vej med fortrængte erindringer om gammel sorg, vrede, angst og ensomhed.

Følelser hun ikke kan sige med ord, men som vil sende indre strømme af sted med gråd, til hun giver op og holder op med at græde. Sende strømme med raserianfald, hvor hun vil rive sit skind til blods, smide med sine legesager, rykke i sit sengetøj, ja alt der kommer indenfor rækkevidde, vil blive smidt rundt med og flået i, til udmattelsen vil få overtagelsen. Følelser af strømme med smerte i hals og mave, til hun kun kan forlade sig selv, for til sidst at ende med en tunghed i kroppen, der ikke vil gå væk.