Sonet:

Adskilt fra hinanden via huden
ligger vi som nøgne i en krog
af verden; vores store stærke, guden,
Tellus siger på sit eget sprog,

"der findes ingen andre end mig selv."
Og træerne, de hvisker til hinanden
under blå og grå og gule himmelhvælv,
"kærlighed og empati har fanden
skabt, og det var før han faldt naturligvis."
Vi venter alle på en eutoki
der fjerner os fra os og vores glammen;

kryb der lever på den varme apsis,
for vi taler ikke samme sprog. Vi
holder os i nærheden af flammen.