ÅH ET PAR ØL...

Et ordentligt brag, da døren blev åbnet.
”Hej. Jeg er hjemme.”
 
Lidt efter, høje bjæf. Et nyt brag.
Flere bjæf fra hundehvalpen.
Han gik ud i gangen.
Her sad Jens på 15 midt på gulvet.
Og forsøgte at få sine støvler af.
”Hvad var det for et brag?”
”Det var Ari, der væltede mig!”
”Ari?”
”Ja, Ari væltede mig.”
”Kan en hundehvalp vælte dig?
Ari er kun 3 måneder.”
”Ja.”
”Hvor meget har du drukket?”
”Åh, et par øl.”
Ari hoppede glad op på hans arm.
Så kunne han nå ansigtet med tungen.
Hunde-hvalpe-glæde.
Endnu engang væltede han.
”Det er løgn. Du har drukket mere end 2 øl.”
”Åh, måschee en 5-6 stykker.”
”Jens, se at få støvlerne af. Du skal i seng.
Kom Ari. Du bliver fuld af at slikke ham i hovedet!”
Lidt senere gik døren til stuen op med et brag.
Den knaldede ind i fliserne ved brændeovnen.
”Entré!”
”Hvor meget har du drukket?”
”Måske sy…    syv øl.”
”og hvad mere?”
Han mumlede et eller andet. Han stod og svajede.
Nu spurgte hans mor.
”Hvad har du drukket.”
Samme svar.
Kunne de da ikke fatte det.
”Jeg går på badeværelset.” sagde han og gik uden at vælte noget.
”Husk en spand!”
”Jeg skal ikke brække mig.”
”Nej, ikke endnu.”
Moren tog over, da han ledte efter en spand.
”Gå ind. Jeg kommer med en spand.”
Hun kom med spanden, og hjalp ham med at få trøjen af. Den sad fast om hans hoved. Hun kom til at grine.
”Hvad er sjovt.”
”Du skulle se dig selv.”
Han lagde sig ned. Hun lod lyset brænde. Og døren stod åben.
Lidt efter kunne de høre gylpelyde, og et plask fra spanden.
”Ramte du spanden?”
Kun en mumlen som svar.
Faren var der hurtigt.
Han ramte.
Endnu et par gange. Gylpelyde og et plask. Det var ulækkert at høre på. Den eneste trøst var, at han lå i sin seng.
Og de var her.
Efter endnu et par gylpeomgange var spanden stinkende ulækker.
Moren tømte spanden og kom tilbage.
Han var vågen.
”Åh, min seng kører rundt.”
”Flyt nu alt dit ragelse på gulvet.
Du rammer måske ikke spanden næste gang.
Din lærer bliver ikke begejstret for bræk på dine skolebøger.”
Snart efter hørtes tunge åndedrag fra den berusede søvn.
”Jeg bliver oppe et stykke tid for at se. Så han ikke ligger og søber i sit eget bræk.”
Faren sagde ikke: ”Bliver oppe og passer på, at han ikke bliver kvalt i sit eget bræk.” Men det var det, han mente.
Mens han sad og arbejdede ved computeren - tænkte han på den cykeltur, Jens måtte have haft.
En fredag aften lige efter midnat.
Først igennem den lille by. Cykelstien med de høje kantsten.
De fire kilometer mørk landevej, godt nok havde han lygter på.
Men en bil kunne ikke forudse en fuld mands sving.
Han var så beruset, at hundehvalpen kunne vælte ham!
 
Samtidig var der en gammel hukommelse, som gnavede i fædre-samvittigheden.
Han var 16 år på det tidspunkt og gik i II. Real.
Klasserne på skolen havde fået en tradition for at holde åbne klassefester eller årgangsfester i ”Damernes Hus”.
Det var deres betegnelse for Kvindeligt Arbejder-forbunds lokaler.
Når der blev holdt fest, blev der konkurreret om flest solgte kasser øl. Rekorden lå vist et sted i tyverne.
Først spiste de arrangerende klasser sammen. Bagefter var der åben adgang.
Der blev drukket igennem.
Festet og røget en del stærk tobak. På et vist tidspunkt af aftenen var murene udenfor besat af unge, som havde fået for meget og skulle støtte sig til væggene.
Dagen efter blev fliserne spulet med en haveslange!
Det var efter sådan en fest, han var på vej hjem.
Hans forældre boede 10 kilometer væk, så det var en længere køretur på en 2-gears Puch.
Han var meget fuld.
På et tidspunkt kunne han mærke brækket stå op i halsen.
Han stillede knallerten og tog hjelmen af. Gik lidt væk og tissede. Nu kom det…
 
….
”Guud hvor var det ulækkert. Det værste var det, der kom ud af næsen.
Og han havde hverken vand eller lommetørklæde. En hånd på panden ville gøre underværker…
Han skulle ikke ha’ taget den rom og cola, som en eller anden havde budt. Det var også mere rom end cola…”
 
…
 
Han vidste ikke, hvor længe han stod eller sad i vejsiden.
Heldigvis kom der ingen biler.
Nu var det vist overstået, men hvor pokker var knallerten?
Han gik længe, men kunne ikke se den.
Igennem alkohol-tågerne kom der en eller anden form for logik.
Han fandt en kæp og lagde den på vejen.
Først ledte han til den ene side.
Så den anden side.
Nu flyttede han kæppen til modsatte side af vejen.
Her var den. Han havde stillet knallerten ude midt på vejen.
 
Han fik hjelmen på, og kørte hjem.
 
Tankerne om denne tur fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Inde på værelset snorkede den unge mand. Han havde ikke været i nærheden af flere bræk-omgange.
 
Næste morgen var hans første ord.
”Undskyld for i går aftes.”
En lang snak ved morgenbordet. En halv flaske Malibou havde gjort noget ved den unge mand. Meget mere end fire, fem øl!
Men det med trafikken gav røde kinder.
Han fik også historien, fra dengang far var ung.
Nej.
Farmor og farfar havde aldrig fået noget at vide om knallert-turen.
Men han skulle huske at spørge, om de vidste noget.

Første kapitel af Bøllevinger