Etnisk jyde
Han var lige fyldt fire år, da de flyttede. Han kan ikke huske, hvad han vidste om flytningen inden. Kun står billedet af flyttedagen klart, eller brudstykker af dagen. Glimt som føles lige så levende, som når han nu sidder og bladrer i fotoalbummet, det er bare ikke de samme billeder.
Han kunne huske, at de sad foran i lastbilen. De sad meget tæt, der var hans far og deres hund lå på gulvet foran dem. Både hans mor og de to brødre må også have været der! Men det var vinter udenfor, og lastbilvinduerne duggede mens de kørte over Lillebæltsbroen.
Det var begyndelsen på et nyt liv, et helt nyt sted. De skulle overtage det husmandssted, hvor hans far selv var vokset op. Hans far vendte altså bare hjem til sin fødeegn. Men for den fireårige var det et helt nyt liv, her var mange nabobørn. Og han blev sammen med de to lidt ældre brødre sendt ud for at lege, naboens drenge ville også godt lege. Først skulle de dog igennem nogle ritualer. Der skulle grines af jydedrengene og de skulle også prøves af, var der ikke noget med at jydedrengene var lidt i familie med Molbotosserne. Det værste var, når de voksne også deltog i grinerierne. Hans to ældre brødre lod bare som ingenting og gav sig til at lege med de andre drenge. Sådan så det i hvert fald ud.
Den lille derimod havde lyst til at snakke, han ville gerne fortælle alt det han havde på hjertet. Han fortalte løs om de historier, han havde med sig fra oplevelser fra den anden side af Lillebælt. Sammen med nogle større drenge havde de lavet en kanon af en gammel ponytrækvogn. Det lignede en rigtig kanon med kanonrør og hjul, og de havde trukket rundt med kanonen og skudt mod en ‘fjende’ i skoven. Det var den bedste leg han kunne huske. Og alle de andre skulle dele hans oplevelse.
"Nå har den lille jydetamp været med i krigen i 1864." sagde en af de voksne naboer, og alle de andre voksne grinede, så han slet ikke kunne fortsætte med sin historie!
Jydetamp blev hængende i luften, en af de større drenge fortsatte da han ville fortælle resten af historien.
"Jydetamp vi gider ikke høre på alle dine a er. Du må lære at snakke dansk, hvis du vil snakke med os. Gå hjem til din jydemoar. Vi skal spise nu."
Alle de andre børn grinede, og de voksne grinede også. Og han gik hjem uden at sige farvel, han kunne ikke huske, hvad det var børnene her sagde, når de gik, og han ville bare få flere skæld ud, hvis han sagde noget forkert. Derfor gik han bare den lange vej hjem gennem skoven.
Da han kom hjem blev han mødt af deres hund, den slikkede ham glad velkommen og grinede ikke når han snakkede jydsk.
Inde i hans hoved var der en masse historier der skulle fortælles, men det var lidt svært, hver gang han åbnede munden blev der grinet eller der kom dumme kommentarer. Nabodrengen var god at lege med, når de var alene. Så var der ingen kommentarer til hans a’er og jow’er. Storesøsteren var også god nok, men når der var flere blev der grinet og sagt jydetamp.
Han blev allermest glad, når han legede med nabodrengen eller storesøsteren oppe på halmloftet. Det var deres verden, de store gad ikke lege på halmloftet. Det var deres verden helt alene, og heroppe var der ingen som grinede af hans jydske. Meget af tiden sad de og fortalte historier for hinanden. Først fortalte den ene en historie, så fortalte den næste; men det meste af tiden var det ham der fortalte historier om, hvordan det var på den anden side Lillebæltsbroen, og de andre lyttede med store ører, og sad så stille at de næsten kunne høre musene pusle i halmen. Men nogen gange kom de store og afbrød, "her sidder jydetampen med sin kæreste, må du kysse en jyde for far?"
Hver dag fortalte han derhjemme, alt hvad han havde oplevet, eller næsten alt. De første gange fortalte han også, når han var blevet drillet. Hans mor blev gal på hans vegne; men hans far smilede bare og sagde at sådan var drenge, det gik nok over. Så det var mest de gode historier han fortalte hjemme ved aftenbordet eller når han gik ved siden af ude i marken og fortalte til sin far og mor.
Sådan fortsatte det længe, efterhånden blev hans jydske ord færre og færre men jydetamp hang ved ham. Da han blev ældre blev han bedre til at forsvare sig, nu kunne også hans næver tale, og de talte vist ikke jydsk. I hvert fald blev de forstået. I fjerde klasse var der en rødhåret klassekammerat som i stedet for hans navn altid sagde jydetamp, hvis der ikke var en lærer i nærheden. Og nogle af lærerne gik med på spøgen og grinede højlydt når han blev kaldt Jydetamp. De kaldte ham, vores jydske ven; men det var ligeså irriterende. Hans far ville ikke gøre noget, han skulle bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet!
Så en dag på vej hjem fra skole, skete der noget. Den rødhårede klassekammerat kom kørende forbi med et par andre børn og de begyndte at drille med ‘a jydemoar fra heden’ og de blev ved. Han kørte efter de tre og indhentede dem, kørte op på siden af ham fra klassen, gav ham et rigtigt skulderskub, så den rødhårede røg i grøften og væltede. Nu gik det meget stærkt, inden de to andre vidste hvad der var sket, blev der slået en hel masse gange, og den rødhårede sad hylende tilbage i grøften.
Det fortalte han heller ikke noget om derhjemme, men han havde lært, at ordet ‘jydetamp’ kunne slåes væk fra de andres munde, lige indtil en dag hans klasselærer tog fat i ham og trak ham til side.
"Jeg har fået klager over dig, du banker de andre på vej hjem fra skole. Jeg vil ikke have at den værste slagsbroder på hele skolen går i min klasse. Du er jo en fornuftig dreng, hvorfor gør du det? Han kunne godt lide sin lærer, det var heller ikke almindeligt at hans lærere spurgte hvorfor de gjorde tingene. Normalt blev der bare givet ordrer. Men hun spurgte og hun fik hele forklaringen.
Hun satte sig ned på gulvet ved siden af ham og forklarede hvorfor de ikke måtte slås, men hun kunne også godt forstå ham. Hun spurgte om de skulle lave en aftale, han skulle holde op med at banke de andre, så ville hun hjælpe ham med at få udryddet ordet ‘jydetamp’.
Han holdt op med at banke og nøjedes kun med at forsvare sig nogle gange. De fleste gange kunne hans rappe svar klare problemerne. Og han kunne mærke at hans klasselærer havde talt med flere af de andre børn. Hun havde måske også talt med de andre lærere, særlig de to der også grinede og kaldte ham jyde.
‘Jydetamp’ forsvandt fra hans verden, men han fik aldrig respekt for de voksne som havde grinet af ham, mens de sagde ‘bette jyde’ eller ‘jydetamp’, den eneste undskyldning var, at de ikke vidste bedre.
Mange, mange år senere forstod han også, at når andre dengang nedgjorde ham, for det han var, var det fordi de inderst inde ikke var ret store!

Bjarne Kim Pedersen 2001

11.09.01
På denne sorgens dag
hvor terrorens djævel
kommer flyvende fra den blå himmel.
Gad vist
hvis Gud der vil frelse
selvmordsterroristerne?
I dette mørke
må vi alle tænde et lys,
små lys
side om side
kan lyse op
og blive til et flammende minde
for alle de døde.
Et klart lys
der også må lyse
på hævnens time.
Den sorte røg
sværter uskylden
støvet lægger sig
centimetertykt over vores verden
på en dag som denne.
Støvet over
freden
kærligheden
forståelsen for hinanden,
elfte september totusindoget
en dag
du altid vil huske.

Bjarne Kim Pedersen 2001