Bjarne Dalsgaard Svendsen

I 1993 udgav jeg min første bog, der hedder "Rejsen til det ukendte". Den solgte ikke ret godt og er forblevet temmelig ukendt. Men for mig har den stor betydning. Dels fordi det var min første udgivelse, men også fordi den har sorgen, min personlige sorg, som undertema.

Jeg gik i gang med at skrive den få dage efter, at min mor døde af kræft. Hun havde været syg i et halvt år og det var en grim oplevelse. Da hun døde, den 1. december 1991, måtte jeg gøre noget, for at få min sorg på afstand. Samtidig var der et dansk forlag, der udskrev en ungdomsbogs-konkurrence. Den 5. december, dagen efter min mors begravelse, gik jeg i gang med at skrive "Rejsen til det ukendte".
Konkurrencen havde deadline to måneder senere. Jeg sad om natten og hamrede løs på min gamle kuglehovedmaskine mens jeg hørte gregoriansk munkesang og drak talløse kander kaffe og røg tilsvarende mængder af cigaretter. Jeg sendte bogen ind til førnævnte forlags konkurrence - og hørte aldrig en disse om den. Det gjorde ikke så meget. Jeg tænkte, at de idioter måtte have tabt den ned bag et kartoteksskab, siden jeg ikke vandt.

Senere, da jeg læste den igen, og indså, hvor god en bog, det er, sendte jeg den til Gyldendal, som gerne ville udgive den. Anmelderne havde delte meninger om den. Én mente, at bogen var en bleg asparges, en anden mente, at den havde internationalt format. Selv var jeg glad for, at den kom ud i verden, for må en sær måde afrundede det dén sorg, jeg følte over tabet af min mor, mens jeg skrev den.

Jeg blev født i 1959 i en lille flække, der hed - og stadig hedder - Svinsager. Dét navn var selvfølgelig en plage - kilde til meget drilleri gennem min skoletid. Nu, hvor jeg er blevet en gammel mand, er jeg glad for at være en Svendsen fra Svinsager. Sådan kan man blive så sær.

Så langt, jeg kan huske tilbage, har jeg vidst, at jeg ville skrive. Eftersom jeg elskede at læse, var afhængig af bøger som en narkoman af drugs, så stod det at skrive bøger for mig som det fornemste og ædleste, man kunne beskæftige sig med.

Jeg skriver de bøger, jeg savnede som dreng. Sådan vil jeg karakterisere dét, jeg laver. For da jeg var i dén alder, hvor man æder bøger til morgen- middags- og aftensmad, manglede jeg bøger af én bestemt slags. Der var de gode gamle, dødspændende klassikere, der var nyere, vedkommende bøger, eksempelvis "Tonakatekutlis Børn" af Kaj Himmelstrup, og "Formanden" af Thøger Birkeland, som var glimrende, betød noget for én, uden at være decideret spændende i den forstand.

Der var selvfølgelig alle Kim-bøgerne, Jan-bøgerne, De Fem-bøgerne, seks kammerater, De tre detektiver osv. osv., og de var gode nok. Ingen nok så velmenende pædagog har fået, eller vil nogensinde få mig til at sige andet, men allerede dengang - hvis man virkelig skulle lægge kortene på bordet - så kunne man jo godt se, at det stort set var den samme kop tynd te hver gang.
Selvfølgelig var de der, de gode, nye, vedkommende, spændende bøger, som f.eks. Mio min Mio, Saftevandsmordet og andre, men der var langt mellem de snapse i hvert fald på det bibliotek, jeg frekventerede. Så man måtte læse dem, man fandt, om og om igen.

Så det er netop dét, jeg prøver på: at skrive spændingsbøger af god kvalitet, med runde, levende figurer, og en vis psykologisk holdbarhed. Og en dag skal det nok lykkes!

Biografien er udarbejdet af forfatteren
Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 18. november 1998  

Debut: 
1993
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Inspiration

Min yndlingslæsning spænder temmelig vidt, hvad der nok ikke er sært for et menneske, der forsøger at ernære sig af at skrive. De bøger, jeg elsker højest, er imidlertid dem, som jeg har kendt længst. Det vil sige "Robin Hood", "Skatteøen", "Huck Finn", "Tom Saywer", Jules Vernes bøger, Rider Haggards "Hun" og "Kong Salomons Miner", H.C. Andersens eventyr (Og i øvrigt alt, hvad han har skrevet, ikke mindst hans roman "At være eller ikke være", som jeg, i uenighed med de fleste H.C. Andersen-læsere, sætter højest blandt hans romaner), Blichers noveller, 1001 nats eventyr, Grimms Eventyr, de tres fortællinger om Sherlock Holmes - men højest af alle de bøger, jeg læste som dreng, sætter jeg "Bombi Bitt og jeg" af Fritiof Nilsson Piraten.

Af forfattere, jeg først stiftede bekendtskab med som voksen, holder jeg især af Franz Kafka, Thomas Mann, Hermann Hesse, men også af Umberto Eco, Stefano Benni og... man kunne blive ved, om ikke uendeligt, så dog i meget lang tid.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg har en vis faible for skøre bøger. De tre skøreste i øjeblikket i min samling er: Dr. Voronoff: "Min Kirtelforyngelsesmetode", Max Nordau: "Moderne Samfundsløgne" og Erik Bøgh: "Jonas Tværmoses Ærgrelser". Dé tre kan i høj grad anbefales, dersom man kan skaffe dem.