KROKODILLETÅRER

Drip-drippedrippe-drip-drippedrippe-drip.
Evindeligt drippedrippe-drip ned i lyskassen uden for vinduesglassets snavsede, mælkede flade.
Indenfor dødens stilhed.
Ovenover ligger huset, kæmpestort, buldersort, i hvile. Forladt for en tid giver det sig klagende i konstruktionen.
Nedenunder, i kælderen, kold, klam, støv i hvile, dødens stilhed. Kun regnvandets drippen i lyskassen udenfor.
En bilmotor trækker sig op ad bakken. I svinget udenfor fejer lyskeglen henover murfladen, slipper en stråle ind gennem det snavsede kældervindue.
Indenfor reflekteres den først i en række høje skabe med glaslåger. Mat, for det er lang tid siden nogen har bekymret sig om at pudse glassene, men kraftig nok til at spejle sig i glasøjnene på fuglene der står stift på deres pinde inde i skabet - ugler, spurvefugle, nogle andefugle, en råde og den i livet så vimre kongefugl.
Strålen slipper fugleøjnene og fejer over bordet med stakke af papirer under gråbrunt, fløjlsblødt støv. Under bordet, helt henne under den ene bordende, med snuden halvt ude, styrkes den i mødet med endnu et par øjne, gule, stive, døde, trodsigt sendes den videre mod bagvæggen.
Her fanges den af en skællet hale, ledes hele vejen ned over en skællet ryg, ud over en skællet snude, glimter i en ubrudt dobbeltrække gullige, sylespidse alligatortænder, kastes op mod et halvtåbent øje.
Sendes videre med svækket styrke ind i hjørnet mellem alligatoren og endnu et skab. Fanger først en sko, en velpudset brun lædersko, så det øverste af en sok, grå med mønster, så et stykke blottet skinneben med hårvækst, et krøllet kamgarnsbukseben, en jakke, kamgarn som bukserne, opknappet, afslørende en tynd uldsweater, farven i mørket er som levret blod, en lys skjorte, intet slips, og så en hals, strakt i vejret som ville den dreje hovedet helt ud af strålens rækkevidde, men halsen er ikke lang nok, strålen rammer en barberet hage, springer over hvor munden må være, er ved at forvilde sig ind i nogle sorte næsebor i en næse som er underlig forvreden, mast, op mod et brustent øjeæble. Ud af næseborene løb en gang en tynd, mørk strøm. Strømmen er nu stivnet og mat.
Inden strålen endelig dør ud, reflekteres den som en sidste gestus i alligatorøjet. En tårer - eller?