Birgit Filskov

Født: 1941.
Debut: Lyset/ Drømmen/ Døden. 

Født 7.4. 1941 i Borris, Vestjylland.

Uddannet bygningsmaler. Medlem af Danske Skønlitterære forfattere. Siden 1965 bosiddende i V. Åby ved Fåborg.

Har skrevet digte siden midten af 50´ erne. Digte i Hvedekorn siden 1964. Medvirket i Victor B. Andersens Maskinfabrik, Sidegaden, samt digte i Gyldendals Magasin.

Biografien er udarbejdet af forfatteren.  

Debut: 
1975
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Johanne

Jeg cykler over til Williams gård, cykler ned ad stien, forbi den hvide gård, som Johanne bor i, og tænker, at hun kan se mig, idet jeg suser forbi – hvis hun er der, hvis hun står bag ved en af ruderne, der vender ud mod gårdspladsen.

Jeg bliver til Johanne i samme øjeblik, går ind i hende, ind bag ved hendes hud, ser mig selv og alting med Johannes øjne.

Hun går væk fra vinduet, ud af rummet, ned i haven, der er på den modsatte side af stuehuset. Hun lægger sig under en gul parasol, der står midt på plænen. Det er hendes mors parasol, tænker jeg – eller, det er hendes mors skygge.
Hendes mor er ovenpå, står ved vinduet i kvistværelset, står og ser ned i haven. Hun er i en silkeagtig, mørk kjole, der knitrer og rasler, når hun bevæger sig, når hun går. Hendes hjerte under kjolen dunker hårdt.

Johanne selv er i skyggen under parasollen, eller hun er under sin hats skygge. Hun er hvid og bleg, har hvide, runde arme og hvide, kraftige lår; hun har en sur, tvær mund; hun ruger.
Der er et blåt bånd omkring pulden på hatten; de løse ender fra båndet falder ned fra skyggen. Hun tager hatten af, rejser sig fra tæppet, hvor hun har ligget under parasollen – går væk fra den, går tværs over græsset, op mod terrassen, op mod det hvide stuehus, mærker solens varme stik på sine arme og i sit ansigt og ned ad de bare lår under shortsene… så drejer hun hovedet og ser tilbage over skuldrene mod parasollen, der er placeret over tæppet, hvorpå der ligger en opslået bog. Bagved er en række hybenbuske med udsprungne, hidsige roser. Der er et hegn eller en afgrænsning ud imod de åbne marker.

Jeg tænker, idet jeg cykler ned ad stien, at Johanne kan se mig, kan se min ryg, hvis hun står ved det vindue, der vender ud mod stien? Hvis hun hurtigt skynder sig at gå gennem gangen ind i det andet rum? Hvis hun hastigt vender sit ansigt bort fra vinduerne, der vender ud mod gårdspladsen?
Hun har nået terrassen, går ind ad den åbne glasdør, kommer ind i stuen. Moderen er ovenpå, er i kvistværelset, går frem og tilbage deroppe; hendes mørke silkekjole kniter og rasler; hun har en broche, der forestiller en margerit, til at sidde i kjolens udskæring, der hvor halsen begynder; den skærer og stikker. En gang imellem holder hun op med at gå frem og tilbage, og kjolen holder op med at knitre og rasle. Så standser hun ved vinduet, står og ser ned i haven, trommer nervøst med sine spidse, røde negle imod vinduespladen – ser, at Johanne ikke er under parasollen mere, at hendes hat med det blå bånd omkring pulden ligger på tæppet ved siden af bogen, hvis blade bladrer videre af sig selv.
Hun er inde i huset, er i køkkenet, står stille på gulvet. En hveps summer forstyrrende i et af vinduerne. Hun skænker et glas saftevand fra en kande, der står på køkkenbordet ved siden af vasken, tager en af de smurte boller, der ligger på tallerkenen, der står ved siden af kanden, og gumler i sig. Hun ser ud af vinduet, ser en pige komme cyklende forbi, og hun får det indfald, at hun måske kan finde ud af, hvem pigen er, hvis hun skynder sig ind på faderens kontor og kigger ud ad det vindue, der vender ud mod stien, som pigen er på vej nedad.

Min bluse er en rød klat på stien. Johanne kan ikke se mig, tænker jeg, kan slet ikke se mig tydeligt. Hun kan kun se den røde klat, der drejer til venstre, hvor broen går over åen. Jeg gør et lille hop og bump med cyklen og kommer op på broen og tænker, at jeg nu kun er en lillebitte prik på hendes nethinde.
Jeg standser, da jeg er ude midt på broen, trækker det sidste stykke over… Johanne kan ikke se så langt, kan ikke se over til Williams gård: Men han er den eneste derovre. Og måske tænker hun, at når jeg kommer cyklende ind på gårdspladsen, så bremser jeg med en hvinende lyd, så springer jeg af cyklen, så hvirvler det tørre støv og grus op, så skurrer og rutsjer cyklen hen ad en mur, idet jeg stiller den fra mig.

Hun vender sig fra vinduet – går ud af kontoret. Hendes mor er ovenpå, går frem og tilbage deroppe. Moderens silkekjole rasler; brochen, der sidder på hendes kjole, skærer og stikker ind imod hendes magre hals. Johanne går gennem stuen, kommer ud på terrassen, ser den gule parasol tegne en mørk cirkel på plænen. Hatten ligger på tæppet under parasollen ved siden af bogen; dens blade har selv bestemt, har bladret videre af sig selv. Hun kan ikke huske, hvor hun er kommet til, kan ikke huske.
Hendes mor trommer med sine spidse, røde negle – ser en pige, som ligner Johanne, gå tværs over plænen, hen imod en gul parasol. Pigen har en rød solbluse på, er i beigefarvede shorts, har kraftige, hvide lår under shortsene. Under parasollen ligger hatten på tæppet ved siden af bogen. Bagved er en række hybenbuske med hidsige, røde roser. Det er et hegn eller en afgrænsning ud imod de åbne marker.

Jeg cykler ind på gårdspladsen til Williams gård, bremser, springer af cyklen. Gruset og støvet hvirvler op i hvidt lys. Cyklen skurrer og rutsjer hen ad muren, idet jeg stiller den fra mig. Jeg går ind i bryggerset og banker på køkkendøren.  

Inspiration

Yndlingslæsning
Jeg har, så langt jeg kan huske tilbage, været optaget af at læse digte. Det har altid givet mig noget, og inspireret mig til at komme videre.
Til mine yndlingsdigtere hører Rainer Maria Rilke, Edith Sødergran, Gustaf Munch- Petersen, Tove Meyer.

Prosaforfattere, jeg gang på gang vender tilbage til, er J. P. Jacobsen, Peter Bichsel, Herta Müller.