Uddrag fra romanen: Førstehjælp til en brumbasse, 2000

"Jeg gør det."
"Vent nu lige lidt. Er du sikker på, at det er ansvarligt?"
"Det her har aldrig handlet om, hvad der er ansvarligt, så nu handler det om, hvad jeg synes, der er bedst."
"Du kender mig, og jeg vil kalde det umoralsk."
"Moral er noget for dem, som har for meget tid. Vi høres ved."

Før hun kunne nå at svare, var jeg ude ad døren. Det var få ord, men man kan ikke forhandle om følelser. Så afgjort heller ikke, når de gælder et barn. Hun havde virkelig ydet sit bedste, og det var ikke nok. For at det ikke skulle være løgn, måtte hun altså også være det tavse vidne til flugten. Min stakkels advokat.
Jeg tog hen til børnehaven og hentede ham. Han glædede sig til at komme ud at flyve. Vi havde talt om det så tit, men jeg havde ikke drømt om, at dommen skulle blive anledningen. På den anden side er der ingen anledning, der kunne være bedre eller mere overbevisende. Hans glæde var særligt stor, fordi det var vores hemmelighed.
Nu er det tre dage siden. Fly til Luxemburg. Derefter med tog over den tyske grænse. Og så til fods ind i Rheinland-Pfalz med et par overnatninger i det fri på vejen til Trier. Et strejftog gennem historien og myterne. Jeg aner ikke, hvor mange kilometer vi har tilbagelagt. Men det betyder heller ikke så meget. Årstiden er på vores side. Det er sommer.
Først over højdedragene med de endeløse grønne vinranker og de umodne druer i små, dugperlede klaser. Derefter langs floderne med udsigt til borgruinerne, brunsorte, svedne af århundreders sol. Han var ikke til at standse med sine spørgsmål om riddere, jomfruer og troubadourer. Mine svar har ikke altid været lige korrekte. Historie, myter og lovlig meget af min egen fantasi. Jeg har sikkert også virket lidt fraværende, mens fortællingerne stod på. Når et barn og en voksen er henvist til hinanden i længere tid, er det tit, som om man taler med sig selv. Man nyder nærheden, men glemmer ofte, at man har en tilhører.
På den sidste strækning hen mod aften i dag blev han for første gang virkelig udmattet. Jeg måtte bære ham på ryggen, hvor han faldt i søvn med hovedet på min højre skulder. Anstrengende, men selv med ham som ekstra bagage kunne jeg holde dampen oppe i roligt og støt tempo. Man har mere ud af at gå. Der er tid til at lægge mærke til omgivelserne og tænke over det, som bliver sagt. Og han synes om det med sine seks år.
Nu ligger vi endnu en gang i soveposen og tæller stjerner. På et højdedrag mellem vinranker.