Bernard Karawatzki

Født den 2. oktober 1938 i Warszawa (1).

Flygtet med familien fra de tyske tropper til USSR i 1939.
Levet i en ghetto (landsbyen Kurzeniec i Hviderusland) fra 1941 til 1942 (2).
I de store skove hos partisanerne fra sommeren 1943 til vinteren 1944.

Fra 1944 til 1948 i et jødisk børnehjem og skole for forældreløse børn i Vilnius (Litauen)(3).

Almen skoleundervisning i Vilnius og fra 1949. Samtidig musikundervisning i musikskole med violin som hovedfag.
Studentereksamen i 1956 og samtidig diplom som kvalificeret lærer på musikskoler for børn.

I 1957 en stor begivenhed: jeg fik lov til at vende tilbage til Polen, hvor jeg blev født.
Fra 1958 til 1964 studier ved Musikkonservatoriet i Warszawa. Studiet afsluttet i 1964 med titelen Master of Arts (4).
Fra 1959 til 1969 arbejde som professionel musiker i forskellige orkestre.

Arresteret i 1969 for udbredelse af forbudt litteratur i Polen og USSR. Idømt 3 års fængsel. Dommen blev senere reduceret ved amnesti til halvandet år. Jeg blev sendt til Polens strengeste fængsel i byen Strzelcy Opolskie, hvor jeg blev tvunget til at arbejde på en skofabrik. I dette fængsel var der et orkester. Alle fanger kunne spille i orkestret, men kun jeg - den eneste professionelle musiker - fik ikke lov til at spille violin. Jeg skulle straffes hårdt. Gennemsnitsdomme i fængslet var 17 år. Der var aldrig nogen flugtforsøg fra dette fængsel bygget for hårde kriminelle og politiske fanger (5).

I 1971 udnyttede jeg en chance fra myndighedernes (6), idet alle mennesker af jødisk afstamning skulle forlade Polen. Jeg blev statsløs sammen med min familie, og vi valgte Danmark som mål. Jeg fik asyl i Danmark som politisk emigrant.

Otte dage efter min ankomst til Danmark fik jeg lov til at spille i Tivolis symfoniorkester som assistent. I oktober samme år (1971) vandt jeg en violinkonkurrence og blev dermed medlem af Sjællands Symfoniorkester. I skrivende stund spiller jeg fortsat i dette orkester.

I 1973 begyndte jeg at komponere. Jeg følte, at min viden om komposition var ikke tilstrækkelig, og derfor begyndte jeg at studere komposition hos professor Ib Nørholm.

Min første bog - "Jernulven" blev udgivet hos Borgen i 1977. Og derefter fulgte mange andre bøger.

1 Præcis kl. 03:39:15 - til information for astrologer.
2 De jøder, som ikke var i stand til at flygte fra ghettoen, blev i september 1942 skudt, og mange af dem brændt ihjel levende - til information for nazister i Danmark.
3 Min far blev ved en "fejltagelse" og uden rettergang arresteret og indespærret 5 år i en fangelejr i Sibirien - til information for de danske kommunister.
4 Det samme som cand. mag. - til information for interesserede.
5 I forhold til de polske fængsler er de danske et rent paradis. Læs min bog "Jernulven"!
6 Alle jøder skulle forlade Polen senest i oktober 1969. Dette også til information for alle danske antisemitter .

Oprindelig publiceret ForfatterNet Østerbro - 20. januar 2000  

Debut: 
1977
Bøger
Læs forfatteren

Navlestrengen

For anden gang klippes navlestrengen over:
Først, da jeg kom til denne verden,
Og nu, da du forlader denne verden,
Efter 90 års erfaringer i livet.

Du ved alt om udmattelsen og de korte glæder,
Livets tunge, smeltende korthed,
Dødens hængedynd og beruselse,
Ufrivillig fordrivelse under krigen.

Både kærlighed og solstråler
Præsenterer sig i fortrolighed,
I klingende lyde, kvidren og stønnen
Spejler de sig i æteren, i evigheden.

At virkeliggøre og afbryde tanker,
At snappe efter vejret,
Blive fri af det hele. Alt det kender du nu
Foran dødens uendelige landskaber.

I harmoni med evigheden
Renses din samvittighed,
Mens dine tankers klarhed svigter.
Mens mørket og lyset forenes.

Mor, et nyt liv venter forude,
Og mens alle din krops celler dør bort,
Afsendes alle dine gerninger,
Tanker og forstand til et nyt liv.

Forklaring? Unødvendig!
Skyld? Ubetinget!
Forpligtelser? Ikke længere.
Tankeflugt? Obligatorisk.

Det lysner igen, og mine øjne
sløres af tårer. Alt blænder,
Fordi jeg stadig lever. Dine øjne…
De er lukkede, men ser tydeligt.

Alt er begrænset af tiden.
Oh, Mor, når du møder Herren
Spørg ham, hvorfor han vågnede
Og forvandlede sig til Universet.

Nu ved du meget mere end jeg.
Herren er både synlig og usynlig.
Nu går du Ham i møde for alvor.
Livet og døden er ens.

Jeg besøgte dig igen. Du sov. Roligt.
Da jeg gik, sov du videre. Stille.
Jeg vækkede dig ikke. Måske drømte du
Om dit møde med englene. Jeg sover for lidt.

Fortabt, rådvild, grædefærdig er jeg.
En vidtstrakt kraftesløshed overvælder mig. Forvirring.
Skal jeg springe i det bundløse dyb?
Skal jeg købe noget for at trøste mig selv?

Jeg taler med engle.

- Hvorfor græder I, kære engle?
- Vi skal fødes i en menneskekrop…
- Det er jo midlertidigt!
- Heldigvis…

Nu når du snart til livets kilde, Mor.
Du har sagt farvel til to af dine børnebørn.
Nu ved du med sikkerhed, at de elsker dig.
Det er så vigtigt at vide. At være elsket…

Vent lidt, Mor. Skynd dig ikke!
Vent et øjeblik! Har du travlt?
Du har ikke sagt farvel til mig.
Taler du også med englene?

Du sover næsten uafbrudt. Engang imellem
Åbner du øjnene, genkender mig og sover videre.
En sygeplejerske kommer med en kop kaffe til mig.
Tak skal du have, du gode sjæl.

Lille mor, du trækker vejret lydløst -
Som en fisk på stranden.
Engang imellem åbner du munden -
Du minder virkelig om en fisk…

Hvor er du dog ensom, min kære lille mor.
Jeg tror ikke du taler med Gud.
Det er kun din stærke, udholdene krop
Som kæmper for at overleve.

En af sygeplejersker trykkede min hånd.
Hun ønskede at vise mig sin medfølelse.
Alle sygeplejerskerne holder af dig, mor.
De deltager med hjertet i din afsked med verden.

Du er så stille, så stille, min lille mor.
Kun engang imellem sukker du.
Snart siger du farvel til din krop.
Et stille, ydmygt farvel.

Endelig vågner du, og du genkender mig!
Du give mig et tegn med hånden.
Jeg giver dig vand at drikke.
Du falder i søvn med det samme igen.

"Vilstu trinken mamele? - spørger jeg dig.
"Ich weis nit" - svarer du stille.
Og du sover igen. Tiden er ikke kommet…
Engang imellem har jeg lyst til at løbe væk.

En skrækkelig orkan ramte hele landet.
Dræbte, lemlæstede, skræmte…
Du hørte slet ikke vinden.
Du sov, sov, sov…

Jeg har set dig igen i en drøm.
Du var frisk, glad, aktiv.
Men folkeregistret nægtede at acceptere din eksistens.
Jeg vågnede med tårer i øjnene.