Bragt med tilladelse fra:
Roskilde Amts Avis
Roskilde Amts personaleblad, 3 årgang, juli 1999

Sygehuspræsten gør op med bogholdergud

Sygehuspræst Bente Chemnitz fra RASK er en af de ansatte på sygehuset, som kommer aller tættest på de indlagte. Hun er sjælesørger for både de døende og de som har mistet livsmodet. Hun er også praktisk anviser for de efterladte og synes det er helt naturligt at der er ansat en præst på et sygehus:
- Jeg kan noget andet end en psykolog. Mange af vore patienter går ikke meget i kirke, men de tror på Gud. Vi er et troende folkefærd, som er meget ukirkeligt. Folk går for det meste ikke i kirke med mindre der er barnedåb. Men når de bliver syge og ligger i sengen og de får maden serveret og er bekymrede, så dukker den tro op, som har ligget der hele tiden. Og så ser jeg som præst, at den Gud som er, ikke har så forfærdelig meget at gøre med kristendommen. Men Gud er den gammeltestamentlige Gud, der plager folk, når de er syge. Det er den straffende Gud, der har givet dem en kræftsygdom og så er der jo brug for en præst til at rydde op i det gudsbillede og fortælle om den tilgivende Gud, der ikke sender sygdomme, siger Bente Chemnitz, som understreger, at hun kun kommer, når der bliver sendt bud efter hende.
Helvede er tomt
Siden hun blev ansat d. 16. november sidste år, har hun haft 86 samtaler og her er alle aldersgrupper præsenteret. Hun deler sit arbejde op i to grupper, samtaler med døende patienter og de patienter, som af den ene eller anden grund har mistet livsmodet. - Der vil tit hos den døende ligge en bekymring over, hvor kommer jeg hen, når jeg er død. Jeg kalder det for en helvedesangst. Mange af os har jo noget i vores bagage, når vi kører filmen baglæns og når vi ligger på vores yderste, så er der noget som siger os, at jeg ikke kan komme i himlen. Man kan ikke få en fredelig død, hvis der er angst. Man kan godt smertestille mod smerter, men vi kan ikke smertedække mod angst. og den angst kan jeg hjælpe folk med. Jeg tror simpelthen, at helvede er tomt, siger Bente Chemnitz.
Er de to begreber himmel og helvede virkelig tæt på danskerne? - Folk siger ikke helvede, de siger dernede og deroppe. En dame, som jeg talte med på et tidspunkt, pegede op og pegede ned i en samtale. Hun sagde, derned vil jeg ikke og deroppe kender jeg ikke nogen. Ok sagde sygeplejersken, vi finder en præst, griner Bente Chemnitz.
- Jeg bruger tit og ofte bønnen og beder om tilgivelse for det, som den døende ønsker tilgivelse for. Og det er en kolossal lettelse og så står afdelingen bagefter og siger, hvad har du gjort ved patienten. Men det kan jeg jo ikke sige, for jeg har tavshedspligt, siger Bente Chemnitz og tilføjer, at der bliver bedt mange bønner på et sygehus. Hendes hjælp strækker sig også til de pårørende til de meget syge patienter: - Hvis vi er meget langt henne i forløbet, så tager jeg gerne de pårørende med hen på kontoret og så sidder vi og taler om den døende. Og når folk kan mærke, at jeg ikke er skræmt af døden, så giver det noget fred. Og så får folk tit sagt det, som de egentlig er bange for. Hvordan kan vi hjælpe til sidst og hvordan med det praktiske omkring begravelsen. Jeg foreslår, at vi holder en andagt for den døende, hvor jeg beder om en god sidste tid og en glædelig opstandelse, siger Bente Chemnitz.
Skylden hænger tungt over os
Hun har taget konsekvensen af de mange praktiske spørgsmål og udgiver til oktober på forlaget Aschehoug bogen "Når ægtefællen dør".
- Jeg gennemgår i bogen alt omkring begravelsen. Resten af bogen handler om sorg og har syv sorgfortællinger fra enker og enkemænd, siger Bente Chemnitz. Men også de mennesker, der har mistet livsmodet, kan Bente Chemnitz hjælpe.
- Jeg hjælper folk med at leve. Der er måske tale om mennesker, der har været igennem store operationer og egentlig slet ikke regner med at overleve. Mange er bange for anæstesien og så beder jeg en bøn sammen med dem og lægger deres liv i Guds hænder. Og så bliver folk simpelthen så rørt. Folk er ikke vant til, at man beder en bøn for dem. Når jeg taler med patienter, der ikke kan få livsmodet tilbage, så ligger der tit noget gammel sorg. Eller noget skyld overfor noget. Den der skyld den fylder meget i vores liv..
Hvorfor fylder den så meget?
- De andre nordiske lande har også den tendens. Vi har talt meget om det teologer imellem, men jeg ved ikke, hvorfor vi er så skyldbetingede. Jeg kan godt se nogle mekanismer, der gør, at folk skaber sig sådan et gudsbillede, jeg kalder det for en bogholdergud. Når vores børn gør noget godt, så roser vi og når de gør noget skidt, så straffer vi. Og så laver vi et gudsbillede, der ligner det, det er bare lidt større, siger Bente Chemnitz.
Hvad gør du for at folk skal få deres livsmod igen?
- Jeg prøver at få folk til at fortælle om deres liv. Hvad laver du egentlig, når du ikke ligger her. Og så fortæller folk. De fortæller om deres hjem og mens de fortæller, så vokser livsmodet, fordi de får lyst til at komme hjem. Samtale er en god ting. Det er et meget spændede arbejde, jeg har, siger Bente Chemnitz.
Hun arbejder halv tid på RASK og resten af tiden som sognepræst ved Boholte Kirke.
Hvorfor er du ikke sognepræst på fuld tid?
Det er fordi, man som præst tager et speciale og mit er sjælesorg. Og grunden til at jeg har valgt det, er fordi jeg holder så meget af at snakke med andre mennesker. Alle mennesker har en historie at fortælle, siger Bente Chemnitz og tilføjer med et stort smil:
- Jeg er helt vild med mit fag.
Også RAS har fået sin egen præst. Den 1. maj blev Karen Marie Bøggild ansat som sygehuspræst. Derudover gør hun tjeneste som hjælpepræst ved Svogerslev Pastorat. Ved siden af gennemgår hun uddannelsen for institutionspræster, som betyder, at hun kan arbejde på for eksempel sygehuse eller i fængsler.