Jeg er født i 1947 og voksede op i et lille fiskerleje. Min far havde egen kutter og var væk på fiskeri måneder ad gangen. Når han kom hjem, gik han på jagt, og det skete, at jeg kom med. Jeg var tosset med dyr, og der var altid en stor talende papegøje, volierer med forskellige fugle og en jagthund i huset, i perioder tamme ræve og harekillinger, og hønsegården var et skræppende mylder af høns og ænder og af og til også kalkuner og gæs. Vi var fire piger, og jeg var nummer to. Til min fars store skuffelse kom der aldrig en dreng. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være så vild og uartig, at han kunne være stolt af mig i hele byen. Det kostede mange endefulde. Bøger har altid været utrolig vigtige for mig. Min første børnebog hed Her bor jeg, og jeg var overbevist om, at jeg virkelig kunne læse, hvad der stod i den. Tre andre bøger har særligt påvirket mig lidt senere i opvæksten. Hvordan mor ? af Inge og Sten Hegeler. Jeg fatter stadig ikke, hvordan den bog overhovedet havnede i huset. Den var enorm interessant, fordi emnet var strengt forbudt, og beskrev meget hemmelige ting. Min mor var religiøs (Jehovas Vidner), og den slags talte man ikke om. Nybyggerbørn handlede om en flok heroiske unger i den amerikanske vildmark. Det var hårdføre og handlekraftige børn, der overlevede det værste. Bogen befandt sig altid et sted i mit værelse, og jeg ejer den stadig. Den sidste bog, Bibelen, tiltvang sig tid i mit liv, men det var min mors valg. Jeg skulle egentlig ikke være forfatter, snarere dyrepasser eller skuespiller, men på besynderlig vis vandt jeg en stilekonkurrence og et helt leksikon, og det var let nok, for jeg elskede at skrive og gå i skole, så slap jeg for religionen så længe. Efter realeksamen rejste jeg til Skotland et år, senere kom jeg på seminariet og endte med en uddannelse som talepædagog. I forbindelse med den afsluttende eksamen udkom min første bog Motorik og Sprog i 1976. Det satte gang i de gamle forfatterdrømme og resulterede i bøger for såvel børn som for voksne. Jeg er gift og har en datter, der er flyttet hjemmefra, bor på en gammel bondegård og har stadig masser af dyr, opdrætter islandske heste, har hunde, katte og høns og bor lige op ad skoven, der vrimler med grumme og uhyggelige historier. Livet med dyrene og tæt på naturen samt arbejdet med mennesker som talepædagog er vigtige inspirationskilder, når skrivefeberen raser. Jeg tror mange forfattere først og fremmest skriver for sig selv. For hver afsluttet bog er der en ny drøm i mig om at skrive og beskrive flottere og mere lysende klart, end jeg gjorde i den, der lige blev færdig.
Biografien er udarbejdet af forfatteren Oprindelig publiceret ForfatterNet Århus - 1. november 2000
Debut:
1976
Læs forfatteren:
Strandvaskeren. Der var bare brug for tømmer nok til et solidt bundbræt. Ikke andet. Det var det eneste, Mettes skrin manglede. Nemt nok. Finde et grundstødt skib og snuppe et stykke bundplanke. Simpelthen. Strandfogeden gik sine sædvanlige vagter, men ikke ligefrem i mørkningen. Stormen hylede omkring Kresten, bølgerne smed hvidt skum, tang og rester af tønder og kasser op på strandkanten. Det var ikke andet end pindebrænde. Han kneb øjnene sammen, blikket fejede horisonten efter skroget af et skib. Med ét holdt det fast. En langstrakt form skvulpede i vandkanten. Han kiggede sig om. Ingen andre var i nærheden. Kun mågerne, der gyngede i stormens kastevinde. Han gik nærmere. Jo tættere på han kom, jo mere klart blev det, at det blot var skikkelsen af et menneske. Det lå ubevægeligt og gennemblødt. Dødt. Helt sikkert. Alligevel trådte han forsigtigt nærmere og pirkede til strandvaskeren med en kæp. Manden var gråbleg og opsvulmet, huden skrabet og såret af ujævn havbund. Hans klæder var sønderrevne, og øjnene stirrede stift fremad. Som om de alligevel besad et liv af deres eget. Men støvlerne ! Godt nok revnede, men gode. Ridefogeden, storbonden, strandfogeden havde støvler. Ingen andre. Kresten kunne ikke lade være med at studere dem. Til sidst bøjede han sig og trak. I begyndelsen varsomt. Han ville ikke. Og ville. Lirkede. Trak kraftigere til. De var som suget til fødderne. Han blev vild. Stormandsstøvler ! Der ville blive set, og der kunne trampe, så det kunne høres på gulvet i en gildesal. En mand med støvler som dem ville der blive snakket om. De var sgu ikke til at få af. De skulle. Han trak kniven, flænsede i mandens dyngvåde bukser, hev stoffet af og halede. Det hjalp ikke. Kresten hadede manden for det. Tog kniven og begyndte at skære, save og hugge. Skinnebenet gav langsomt efter. Det sidste kunne brækkes. Levret blod, sener, knoglesplinter sprøjtede på tøjet og i håret. Han bankede støvlerne mod en sten og fik endelig slået de dødsstive og vandopsvulmede underben ud. De lå tilbage i mørkningen og lyste på bredden. Han vendte ryggen til og skyndte sig fra stedet med støvlerne under armen. Hastede op ad klitterne og øgede farten. Lyden bag ham tog til. Slubrende. En hæs hvisken mindede om råb, der blandede sig i vinden. "Giv mig mine støvler, giv mig mine støvler !" lød det for Kresten. Han småsnublede og løb, til han nåede gården. Smækkede og haspede døren bag sig og åndede ud. Et øjeblik efter vibrerede døren af slag.
Inspiration:
Anne-Grethe Dahms´ yndlingslitteratur er bl.a. de islandske sagaer og bøger af Herbjørg Wassmo, Sara Lidman, Kerstin Ekman, Barbara Wood, Margaret Atwood og Sigfried Lenz
Priser og legater:
1988: Kulturministeriets initiativpræmie for "Den vilde jæger"
