Anette Steinbrüchel

Født: 1942 i København.
Debut: Kære Lotte. 

Har gennem en årrække levet i Schweiz. Bor nu i en gammel præstegård på sydvest Fyn.

Biografien er udarbejdet af Anette Steinbrüchel
 

Debut: 
1994
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Flyvefisk" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    Fortælleren Nanna bor et besynderligt sted mellem et ocean og en motorvej. Ydermere er hun og kæresten samt nogle meget aparte familiemedlemmer blevet besat af flyvefisk, [...]

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    2004
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    260
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Fede fugle lever livet farligt" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    Alex, der har arvet sin mors købmandsbutik, vil helst passe butikken i ro og mag fra sin lænestol, men kunderne forstyrrer - også med deres personlige problemer

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    2002
    Forlag: 
    Gad
    Sidetal: 
    174
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Engle med fabrikationsfejl" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    Den 1. december 1996 kommer en mand, Andreas Süslow, til Berlin i et ikke nærmere defineret ærinde.

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Højbjerg : Hovedland
    Sidetal: 
    170
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Tyrker søger kærlighed" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    I en vinterkold by går en ung fyr omkring i et underlig ligegyldigt forhold til sin kæreste Iris, mens han lever af job i sære, Kafkaske omgivelser

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    2000
    Forlag: 
    Forum
    Sidetal: 
    162
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Al den snak om vinger" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    I et underligt højhus lever 75-årige Kalle og en del andre mennesker, passet og bevogtet af Sonja, en engel med skinnende vinger. Kun hun ved hvorfor de er der

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    1999
    Forlag: 
    Aschehoug
    Sidetal: 
    184
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Berlin Lichtenberg transit" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    Den 1. december 1996 kommer en mand, Andreas Süslow, til Berlin i et ikke nærmere defineret ærinde. Gennem en måned fører han en minutiøs dagbog over mennesker han møder, tanker han gør sig

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    1997
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    170
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Søndagsbarnet" af Anette Steinbrüchel

    Gamle fotografier afslører for Cæcilie et familiedrama med en gammel mand, der nu er døende og fortryder, at han afskar forbindelsen med en søn i Jugoslavien. Cæcilie opsøger den glemte søn...

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    1996
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    156
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "David Rafns blomster" af Anette Steinbrüchel

    I et iskoldt, dehumaniseret samfund flakker en mand rundt, ved en computerfejl berøvet sin hukommelse. Et erindringsfragment om blomster styrer hans færd

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    1995
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    153
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Kære Lotte" af Anette Steinbrüchel

    Bogens forside

    Kirurgen Kim har haft mange affærer, men er rystet, da hans kone tilsyneladende har én. Han kører til Italien med en ung pige, og kommer efter en uge hjem til virkeligheden....

    Forfatter: 
    Anette Steinbrüchel
    Udgivet: 
    1994
    Forlag: 
    Hovedland
    Sidetal: 
    253
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Uddrag fra ” Fede fugle lever livet farligt”, udgives 2002, forlaget GAD.

Fem minutter før lukketid kommer Ivar larmende ind af døren med en kvinde i hver hånd. Han sparker til en abrikos på gulvet, så den smasker og siger hov, det der var altså ikke for at demonstrere, men her har du så endelig os tre tilfredse mennesker. Må jeg præsentere dig for min kæreste Rebekka og hendes kusine, den søde Tudse.

Begge kvinder slår som på kommando en høj latter op og Ivar, der har lys cotten coat med stramt bælte på, ser påtaget surt bagud. Fortsætter med fortrolig stemme, det støvregner. Føj for den lede hvor det støvregner og se, der bliver sorte pletter på vores pæne frakker. Tusind­vis af pletter. Selv støvregn er efterhånden fyldt med noget tjæreagtigt skidt, hvor den så har det fra. Hvem skal jeg sende renseri regningen til, Vorherre eller den siddende regering? Jeg kunne godt have lyst til at sende den begge steder hen, på en gang. Jeg mener, for provokatio­nens skyld. Var det ikke fordi mit humør er så godt, som det nu er, skulle de bare se. Rens af tre styk cotten coats, det bliver mindst fem hundrede kroner, måske nærmere en tusind krone seddel eller lidt derover. Jeg mener hvis det skal gøres pænt, hvis lommer med mere...så koster det.

Rebekka, der har en lille hvid hat med en dum kvast på, afbryder ham og siger, renseriarbej­de har vi fremmede til. Ikke for at udnytte dem, men for at holde priserne nede på et fornuftigt plan. Det har politikerne da i det mindste indset. Vi burde hilse på enhver fremmed som vi ser på gaden. Han kunne teoretisk set være en renserimedarbejder. Den slags tænker jeg tit på, ja bare at i ved det. Hun rækker hånden frem imod ham og fortsætter, jeg er Ivars kæreste. Du kan tro, at jeg har glædet mig til at møde dig. Det har min kusine for øvrigt også.. Hun er tit kommet forbi forretningen, har set den smarte ejer, men turde altså ikke at gå ind.

- Hvorfor ikke, siger han og skæver til kusinen, der ganske rigtigt er høj og lys, men alligevel ikke specielt nordisk at se på. Hun er sminket med noget grønt omkring øjnene. Især omkring det højre, der ser reptilagtigt ud. Som om hun kun er ca. 40 % vågen, men alligevel på sin vis følger ganske godt med i alt hvad der foregår omkring hende.

- Selvfølgelig turde jeg gå herind, protesterer hun. Tjatter ud efter Rebekka og fortsætter, men jeg havde ingen ærinde. Manglede ikke noget, jeg mener ikke lige i det øjeblik jeg kom forbi. Senere måske, men så gad jeg altså ikke at gå tilbage.

- Ah, siger Rebekka, det er en dårlig undskyldning. Man mangler altid et eller andet, om det så kun er noget til nogle få kroner. Jeg kunne remse de første hundrede ting op som jeg lige på stedet har brug for. Men du er for genert, det er det der er galt. Kom genertheden til livs før du bliver hæmmet af den. Ja, se ikke sådan på mig. Generthed er som bekendt en logisk konse­kvens af overdreven forsigtighed, det ved enhver. Det er en kendsgerning Tudse.

Henvendt til ham fortsætter hun, min kusine er så genert at hun ikke engang....

- Det passer altså ikke, siger Tudse, hvis der nogen....så er det dig selv.

- Hvordan kan du vide, hvad jeg var ved at sige, ler Rebekka og retter på hatten.

- Så, så, siger Ivar, kysser hendes hånd og fortsætter, kan i to piger nu være søde imod hinanden, ellers skal jeg snart få sat skik på jer.

- Vi er da søde, siger Rebekka, men sæt alligevel skik på os, åh gør det Ivar. Henvendt til Alex fortsætter hun, det her er noget som vi leger. Det er vores måde at kommunikere på. Sådan har vi det. Men hvad må du ikke tro om os, forhåbentlig ikke det værste. Vi lover at forbedre os, det gør vi altså.  

Inspiration

Jeg er en stor beundrer af Johannes V. Jensens sprog. Når han i Kongens fald fortæller om den døende Axel, midt i den danske sommer, ved man jo knapt hvad man skal stille op med sig selv, på grund af Aksels forfærdelige skæbne og sommeren omkring ham, åh nej..... Efter min mening tangerer filmskaberen Stanly Kubrick, i blandt andet Barry Lyndon, Johannes V. Jensen på mange væsentlige punkter. Man mere end føler historiens vingesus, menneskets evige historie.

Som Kubrick siger i slutningen af filmen Det var under George III’s kongedømme at disse mennesker levede og sloges. Gode eller onde. Smukke eller grimme. Rige eller fattige, nu er de alle lige.

Isaac Bashevis Singer, W. Heinesen og Per Smidl er alle fine fortællere. Især Singer mestrer en detalje rigdom, der næsten tager pusten fra en. Efter min mening skriver han noget i stil med at forme en hed bolche masse. Han hiver lidt, trækker lidt, smider hele massen ned på bordet og fortsætter forfra, til både konsistensen og formen passer ham bedst.

Per Smidl siger “ Paradis grønt “ , så man studser og synes at man hører ordet for første gang i sit liv. Paradis grønt, fjernt og livsbekræftende. Man tænker uvilkårligt, sådan må Paradisets have være. Nej snarere, sådan håber man inderligt at den er.