Uddrag fra ” Fede fugle lever livet farligt”, udgives 2002, forlaget GAD.

Fem minutter før lukketid kommer Ivar larmende ind af døren med en kvinde i hver hånd. Han sparker til en abrikos på gulvet, så den smasker og siger hov, det der var altså ikke for at demonstrere, men her har du så endelig os tre tilfredse mennesker. Må jeg præsentere dig for min kæreste Rebekka og hendes kusine, den søde Tudse.

Begge kvinder slår som på kommando en høj latter op og Ivar, der har lys cotten coat med stramt bælte på, ser påtaget surt bagud. Fortsætter med fortrolig stemme, det støvregner. Føj for den lede hvor det støvregner og se, der bliver sorte pletter på vores pæne frakker. Tusind­vis af pletter. Selv støvregn er efterhånden fyldt med noget tjæreagtigt skidt, hvor den så har det fra. Hvem skal jeg sende renseri regningen til, Vorherre eller den siddende regering? Jeg kunne godt have lyst til at sende den begge steder hen, på en gang. Jeg mener, for provokatio­nens skyld. Var det ikke fordi mit humør er så godt, som det nu er, skulle de bare se. Rens af tre styk cotten coats, det bliver mindst fem hundrede kroner, måske nærmere en tusind krone seddel eller lidt derover. Jeg mener hvis det skal gøres pænt, hvis lommer med mere...så koster det.

Rebekka, der har en lille hvid hat med en dum kvast på, afbryder ham og siger, renseriarbej­de har vi fremmede til. Ikke for at udnytte dem, men for at holde priserne nede på et fornuftigt plan. Det har politikerne da i det mindste indset. Vi burde hilse på enhver fremmed som vi ser på gaden. Han kunne teoretisk set være en renserimedarbejder. Den slags tænker jeg tit på, ja bare at i ved det. Hun rækker hånden frem imod ham og fortsætter, jeg er Ivars kæreste. Du kan tro, at jeg har glædet mig til at møde dig. Det har min kusine for øvrigt også.. Hun er tit kommet forbi forretningen, har set den smarte ejer, men turde altså ikke at gå ind.

- Hvorfor ikke, siger han og skæver til kusinen, der ganske rigtigt er høj og lys, men alligevel ikke specielt nordisk at se på. Hun er sminket med noget grønt omkring øjnene. Især omkring det højre, der ser reptilagtigt ud. Som om hun kun er ca. 40 % vågen, men alligevel på sin vis følger ganske godt med i alt hvad der foregår omkring hende.

- Selvfølgelig turde jeg gå herind, protesterer hun. Tjatter ud efter Rebekka og fortsætter, men jeg havde ingen ærinde. Manglede ikke noget, jeg mener ikke lige i det øjeblik jeg kom forbi. Senere måske, men så gad jeg altså ikke at gå tilbage.

- Ah, siger Rebekka, det er en dårlig undskyldning. Man mangler altid et eller andet, om det så kun er noget til nogle få kroner. Jeg kunne remse de første hundrede ting op som jeg lige på stedet har brug for. Men du er for genert, det er det der er galt. Kom genertheden til livs før du bliver hæmmet af den. Ja, se ikke sådan på mig. Generthed er som bekendt en logisk konse­kvens af overdreven forsigtighed, det ved enhver. Det er en kendsgerning Tudse.

Henvendt til ham fortsætter hun, min kusine er så genert at hun ikke engang....

- Det passer altså ikke, siger Tudse, hvis der nogen....så er det dig selv.

- Hvordan kan du vide, hvad jeg var ved at sige, ler Rebekka og retter på hatten.

- Så, så, siger Ivar, kysser hendes hånd og fortsætter, kan i to piger nu være søde imod hinanden, ellers skal jeg snart få sat skik på jer.

- Vi er da søde, siger Rebekka, men sæt alligevel skik på os, åh gør det Ivar. Henvendt til Alex fortsætter hun, det her er noget som vi leger. Det er vores måde at kommunikere på. Sådan har vi det. Men hvad må du ikke tro om os, forhåbentlig ikke det værste. Vi lover at forbedre os, det gør vi altså.