Lone altså - du kan ikke tillade dig at fortælle at Inger Wolf også har skrevet en ny bog. Hun er en af dem jeg SKAL have på hylden, så nu er det både Adler-Olsen, Wolf og Blædel der skal indkøbes indenfor nærmeste fremtid.

Eghom's bog:

Jeg er nu over halvvejs. Historien fanger mig stadig, men kom til at tænke over en kommentar jeg fik fra en bekendt den anden dag. Hun var startet på "Vold og Magt" uden at have læst om Dicte før, og jeg må give hende ret i hendes påstand om at man SKAL kende personerne (Dicte, Bo, Rose, Wagner osv.) rigtig godt INDEN man læser "Vold og Magt" for der er godt nok ikke mange detaljer om dem. Det er selvfølgelig en af de ting der er så farlig med en "serie", da de næsten skal læses i rækkefølge.

Uhhh.. Jeg er så tilbage på banen.

Jeg er lige begyndt på bogen - hurtigt kommer vi igang med bomberne på side 3. Det går sørme stærkt.

Jeg ligger ikke skjul på at jeg er en af dem der ELSKER Egholm - og alt hvad hun skriver - jeg æder det råt.
Vil selvfølgelig forsøge at være kritisk under vejs.

Men altså - jeg er tilbage. Skriver mere når jeg når længere i bogen.

Jeg er ikke helt enig. Jeg sad tilbage med en følelse af skuffelse. Jeg kan ikke sige præcis, hvad der skuffede mig, måske var mine forventninger for store.

Tillykke til Elsebeth Egholm.

Med vold og magt er klart den mest helstøbte roman i serien om journalisten Dicte - og en af de bedste krimier jeg har læst meget længe.

Det er der mange grunde til. Plottets mange spor og personer løber sammen i en ubesværet helhed og historien er fortalt med en effektiv energi, der fungerer uden at blive sjasket eller for jabbet. Det er faktisk først når du har læst den, at du opdager, hvor meget knald der rent faktisk har været på.

Man engagerer sig i personerne fordi karkatererne har flere lag. Der bliver plads til at nogle af bi-personerne er forbeholdne overfor vores heltinde Dicte - ikke mindst hendes søn Peter Boutrup. Det er med til at give hende flere facetter, ikke mindst fordi han står ved sine forbehold hele bogen igennem - og tager konsekvensen af dem.

Men også skildringen af Dictes jalousi overfor fotografkæresten er fin. Uden at det tager over, står hendes tvivl om hans troskab flot og klart som et vilkår, for den kærlighed hun har til ham.

Dicte fremstår som mere sårbar og mere menneskelig end før. Det klæder hende og er godt gået af Egholm.

Samtidig er bogen fri for den svaghed som har præget et par af de tidligere romaner - nemlig Dictes behov for af egen fri vilje og uden hensyntagen til normal sund fornuft at løbe ind i et individuelt showdown med gerningsmanden til sidst. Det har skurret voldsomt i et par af de tidligere bøger - men Dictes hang til at gå egne veje virker mindre postulerede her, selv om der måske godt et eller andet sted kunne være brugt et par overvejelser mere på, hvad hun kunne bruge sin gamle politi-ven Wagner til. Men det er en lille skønhedsplet.

Læs den. Den er spændende, velskrevet, velkomponeret og der er virkelig nogle karakterer man engagerer sig i. Er du nybegynder i Egholms univers - så læs ihvertfald den forrige - Liv og legeme først. Det vil give dig endnu større udbytte af med Vold og magt.