Fra læseklubben Lyrik Læseklubben
Virkeligheden kommer til byen
Læseklub
Af Ole Knudsen. Publiceret 02/08/2009. Opdateret 28/11/2009.
Bogen er til debat augsut 2009
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Så er Viggo Madsen repræsenteret på www.forfatterstemmer.dk
med digtet “Smuk som en regnbue i en genbrugsbutik” fra Virkeligheden kommer til byen, og "Landskabets fremadskridende skønhed set gennem nattogets vinduer” fra samlingen Luns af det levende, Jorinde & Joringel, 2009
Hej Thomas - tak skal du have.
Jeg ved ikke om jeg syntes den er lukket, men den er i hvert fald sine steder ikke umiddelbar tilgængelig. Ellers syntes jeg der er en fin balance mellem drømmeagtige zen øjeblikke og den skinbarlig virkelighed.
Til sidst vil jeg komme med en - måske halsbrækkende - sammenligning. Mens jeg sidder og skriver dette kommer Dan Turèlls "Karma Cowboy" ridende ind udefra mit sinds vilde stepper. Temaet: øst/vest, som eksplicit toner frem i "Karma Cowboy", ser jeg udfoldet implicit hos Viggo Madsen.
hej ole - god analyse af 'virkeligheden kommer til byen'.
jeg synes digtsamlingen er ret lukket og utilgængelig, men glimtvis får jeg samme oplevelse som dig: "Og så alligevel er der helt klare formuleringer, som rummer en tyngde der lyser gennem mit analytiske, reflekterende filter, og bare står der og sender poetisk energi gennem kroppen."
"Længe har jeg følt dig-
du fosforlyse måne,
stjernerne og den evige
digters sejr over døden."
Vi er i nu midt september og ifølge bossen Ole Knudsen, er det nu : Jens August Schade, flanøren fra Skive ;) med sans for fruentimmer, smøger og sjusser er på tapetet. Jeg kan godt se, at vi nu er lidt tilbage i tid hvad det poetiske landskab angår når jeg læser i Hjertebogen !
Hej jens. Dejligt at du vender tilbage til læsepulten, og vil være med til at udveksle læseoplevelser.
Ja, Viggo Madsen fik begejstringen frem i fingrenes dans over tastaturet; det er virkelig også en god digtsamling, som efter min vurdering er en af den slags der ikke har et endeligt facit, men som løbende kan tages ned og kaste nye vinkler og poetiske billeder af sig.
Den bog som kom op af posen, efter ”virkeligheden kommer til byen” blev ”Hjerte-bogen” af Jens August Schade, som er til debat i sep. Men efter den syntes jeg det er god ide at sætte Christian Dorph til udveksling og debat; den vil jeg glæde mig til at læse.
'Når virkeligheden kommer til byen' med Viggo Madsen, er vist gået rent ind ! Hvor er den kølige let tilbagelænede betragten ? I er jo opslugte drenge ! Dejligt, at se ! Nu melder efteråret sig og jeg håber på, at kunne vende tilbage til læsepulten sammen med jer, der har holdt fanen højt sommeren over ! Jeg springer på næste bog ! Bliver det Christian Dorph's sidste digtsamling... eller hvad har du i posen Ole ?
Jeg er enig med dig, Rune i at ”Virkeligheden kommer til byen” er en fremragende digtsamling, der spænder sig ud, og som helhed både er fragmenterende og samlende på en gang. Du bruger ordet ”selvflænsende”, hvad jeg går ud fra dækker en form for hudløst ærlighed el.lign. Et andet begreb jeg også får lyst til at sætte på samlingen er sårbar kølighed.
Der er mange sprogbilleder der ligger forankret et sted i bevidstheden efter læsningen af digtsamlingen, der i sin mangfoldighed alligevel giver mig et klart indtryk af at udspringe fra et og samme sted – det er måske det der med et andet ord også kaldes den personlige stemme.
"Virkeligheden kommer til byen" er en så god digtsamling, at den tør være "dårlig". Sådan er en af mine mange konklusioner om den (den første jeg så vælger at skrive ned for at få et udgangspunkt frem for en masse flygtige forsvindingspunkter) og det skal ikke forstås på den måde, at jeg finder noget dårligt i den i ordets egentlige forstand, men derimod at det som til tider bedømmes som værende dårligt: det fragmenterede, noget skødesløst sluppet fra erindringen-agtige her har en fornem position som værende der hvor tingene får sit udløb, sit udspring i mine øjne eller sagt på en anden måde: der hvor tingene får lov til at flyde over af sig selv.
Bogen er dybt inspirerende og jeg har iøvrigt læst den temmelig mange gange og vil helt sikkert læse den mange gange endnu. Den har denne forfriskende, modige og samtidig voldsomme og nærmest flænsende karakter. Selvflænsende kunne være et ord bygget på den. Jeg har sjældent læst noget hvori humoren så tydeligt også er forsvar, så utvetydigt indrømmer sig selv som værende det. Jeg vil ikke sætte citater fra den ind i den sammenhæng, da jeg mener, det vil stjæle noget af læserens eget mulige engagement.
Der er en kvalitet i bogen, der er så strålende, jeg ikke kan sætte de rigtige ord på, men det er noget i retning af, at fortællingen, den samlede helhed af en fortælling, er en spejling af sin egen mangelfuldhed, og at denne mangelfuldhed bliver fremhævet som værende en styrke, når modet til at nærme sig den er ærligst. Noget i den stil.
Følelsesmæssigt er samlingen ekstremt stærk. Blandt de stærkeste jeg har oplevet at læse. Hvis jeg skulle sætte et billede på hvordan læsningen føles er der en slags skiftevis lindrende viften, en voldsomhed a la en bjørneklo svunget imod en og en overrakt sitrende rede af intensitet. Umuligt at komme nærmere i ord. Men heldigvis ikke med alt andet. Virkelig fremragende bog ganske enkelt.
Hej, jeg vil lige komme med nogle refleksioner over ”Virkeligheden kommer til byen” af Viggo Madsen, og det første der springer mig i øjnene, inden jeg overhovedet har fået åbnet bogen endnu, er omsalget med den elegante naragtige type, der som en balletdanser skrider indover coveret og videre på vej ind i mørket – lige der hvor ”Virkeligheden kommer til byen” står og lyser op, med finurligt snoede typografi og sart lyserød farve. Der er noget grumset drømmeagtigt over dette cover der som det første mødte mig i mødet med bogen. Efter at havde åbnet bogen og læst i den, ser jeg en fin sammenhæng mellem coveret visuelle udtryk og digtene inde bag. Det er ikke helt til at få styr på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed, hvad der er barok humør og hvad der er oplysende eksistentielle klarsyn. Og så alligevel er der helt klare formuleringer, som rummer en tyngde der lyser gennem mit analytiske, reflekterende filter, og bare står der og sender poetisk energi gennem kroppen. Her tænker jeg specielt på et af mine egne poetiske ynglings steder i bogen: tidens krumning - / dagen står bøjet over sin spand / smuk som en engel / og træt som et uddødt dyr” (side 13). Her formår digteren at fange øjeblikket i evigheden eller evigheden i øjeblikket eller øjeblikkets evighed eller… Denne poetiske sekvens står i starten af samlingen, hvor specielt de første digte rummer en alvorlig tone, en eksistentiel ydmyghed der for mig at se rummer erkendelsen af at livet sætter sine spor. Jeg kan ikke lade være med at opleve digtene som et forsøg på at fastholde livet, samtidig med at det tabte må erkendes i øjeblikket - i livet nu og her.