Fra læseklubben Ad libitum
Verdensmestre
Læseklub
Af Pia Weimann Harder. Publiceret 25/01/2011. Opdateret 30/08/2011.
Har du læst Nikolaj Zeuthens samfundssatiriske roman, "Verdensmestre"? Her kan du se, hvad medlemmerne i Ad libitum syntes om bogen.
Bogen var til debat i juni 2011
smag på bøgerne – en bid om dagen
Så blev det sørme juli - og vi kom til vejs ende med debatten om "Verdensmestre" (tusind tak til Pia for at have valgt denne bog til os!!)
Som Christina var inde på for et par uger siden, så ville det have været enormt synd for denne bog/debat, hvis vi kun havde haft 14 dage til den. Så umiddelbart tænker jeg, at vi beholder samme læse-/debatstruktur som hidtil (hvor man forsøger at få læst månedens bog i tiden op til d. 1. og debatten så kan strække sig over en hel måned - hvorefter vi måske falder lidt fra sidst på måneden, alt efter behov...)
Jeg har haft ferie i hele juni til indkøring af Zakarias i vuggestue inkl. en uge med syg baby (og bagefter en uge med syg mor), så jeg håber ikke, jeg har forsømt debatten for meget! Jeg syntes faktisk det var en rigtig god bog, efter vi fik snakket om den og vendt de forskellige temaer/aspekter i fællesskab. Da vi startede, var jeg lidt skeptisk/forvirret over den, men rigtig meget fald på plads hen ad vejen - og hvor er det dog fedt, at en læseklub kan ændre en lidt "lunken" læseoplevelse til noget rigtig godt, efter man har delt den med andre :-D
Nu går Ad libitum på sommerferie i juli og august, imens jeg laver et nyt program klar til os, når vi starter op igen i september. Det kommer ud her i klubben så hurtigt som muligt. Forhåbentlig i denne uge, men måske først i løbet af næste (alt efter hvor hurtigt jeg når igennem de bunker, der har hobet sig op i min ferie!)
Rigtig god sommer til jer alle! :-)
Ja Camilla, jeg er helt enig - det er vigtigt at holde et pusterum, hvor forældrene kan få lov til at have lidt voksentid uden børn. Det gør nemlig, at man er en meget bedre forældre resten af tiden, når man er sammen med sit barn :-) Og som du selv skriver, så hygger barnet sig jo sammen med bedsteforældrene imens - hvilket også er ren kvalitetstid for begge parter! Måske glemmer Anna og Rune lidt det i deres hektiske "vi-skal-klare-det-hele-og-være-verdensmestre-til-alt" hverdag...
Som sagt har jeg ikke børn og kan så ikke helt sige om det var sværere eller lettere at være forældre før i tiden !
Min mor var hjemmeløbende på et husmandsted på Fyn.
Der var nok at se til med frugtplantage, hønsehold og masser af gæster, bl.a. til sygekassen m.v.
Min far var sygekassekasserer, frugtavler og socialudvalgsformand, så der kom mange gæster i mit barndomshjem. Vi - min bror og jeg - skulle hjælpe til både i huset og i plantagen. Vores legeplads(er) var frugtplantagen, skovene og engene omkring landsbyen, så det var leg sammen med andre børn (uden børnehave og overopsyn)...altså en kontrast til bogens familie!!!!
I nutiden er der mere opsyn, og færre opgaver til børnene. Mere legetøj - og måske mere kedsomhed!
Jeg tror ikke at det var nemmere i gamle dage. Der var bare andre udfordringer end der er nu. Tænk fx lige på at babyer gik i stofbleer og at de skulle vaskes i hånden puha. Og ja oftest gik moren hjemme dengang, men nu har vi engangsbleer og vaskemaskine :o)
Jeg forstår rigtigt godt at nogle vælger at have barnepiger eller au pairs som aflastning. Jeg forstår det ikke hvis det er fordi de selv arbejder 80 timer om ugen, men som aflastning forstår jeg det. Jeg vil meget gerne selv opdrage mine børn og være sammen med dem, men jeg må også indrømme at det er rigtigt rart med pustehuller forholdsvist tit. For når jeg får en pause fra min datter, så har jeg meget mere overskud til hende bagefter og iøvrigt har hun i mellemtiden hygget sig gevaldigt hos mormor og morfar ;o)
Ha! Ja Malene du har fuldstændig ret i at legetøjet hos de andre børn er meget mere spændende selvom det er det samme de selv har derhjemme. Og hvorfor er det iøvrigt altid sådan, at når min datter leger med sin fætter så kommer de tit op at skændes om en helt bestemt ske eller skovl eller noget lignende, på trods af at der er 20 skovle, skeer og spande at vælge imellem. Når man tænker efter er det vel egentlig ikke så mærkeligt, det er jo bare tidlige magtkampe, dem er der jo masser af i de voksnes verden også.
Og jo min datter har da også en del legetøj og jeg synes at det er hyggeligt at give hende det. Og vi har klart haft stor glæde af puslespil, babydukker og fjernstyrede mariehøns! Men jeg oplever tit at hun synes at det er mindst ligeså spændende at samle snegle og plukke blomster og grave i jorden. Jeg synes klart at hun skal have legetøj, hun skal bare ikke eje hele BR for så forsvinder glæden ved det. Og iøvrigt så sætter jeg sørme også tit en tegnefilm i dvd'en for at for en halv times fred ;o)
Umiddelbart var det ikke min tanke, da jeg læste bogen, at Anna og Rune bliver mere afslappede og 'klogere' mod slutningen...men jeg vil give dig ret i, at det citat, du har sat ind, Malene, tyder på det. Det er en dejlig, optimistisk afrunding på historien, synes jeg.
Samtidig hører vi kort inden, at deres hyggestunder bliver ødelagt ved den midste lille 'forstyrrelse' af glansbilledet, hvor Anna og Rune stiller sig uforstående overfor, at børnene ikke kan sidde stille og hygge sig på den måde, Anna og Rune gerne vil have det, og at lille Ivan også skal igennem et institutionsskifte. Dette tyder mere på, at de kører videre i samme rille og gentager historien?! (side 134-135).
Om det var lettere at have børn i gamle dage...på nogle punkter måske, men på andre nok ikke. Mange påpeger nutidens samfund, hvor det er nødvendigt at begge forældre arbejder fuld tid, som en af grundene til, at det er så stresset for mange i dag. Førhen var moderen måske hjemmegående, men jeg tror nu ikke, at hun havde specielt meget tid til at sidde og 'ride-ranke' med børnene, for dengang smed man eksempelvis ikke bare vasketøjet i maskinen og trykkede på start. Da skulle man rent faktisk selv vaske tøjet! Det samme gjorde sig gældende med opvask og med hensyn til indkøb, så var det hele ikke samlet ét sted, men man skulle rundt til forskellige forhandlere - og det velsagtens oftere end i dag, da tingene ikke kunne holde sig på samme måde som i dag, hvor alt er stoppet med diverse e-numre. Herhjemme klarer vi indkøbene på internettet om aftenen, når vores datter er lagt. Det er meget hurtigere, men var jo ikke lige en mulighed "i gamle dage".
Så nej, samlet set tror jeg ikke, at det var nemmere at være forældre førhen. Fokus var vel også dengang på børnene, og også dengang var der ting, der skulle ordnes og alt muligt at bekymre sig om. At mange ting bliver husket anderledes og nemmere - det er en anden sag! Jeg kan også godt huske, at der var sne hver jul i min barndom, og at pindeis var dobbelt så store og kostede det halve...men til gengæld kan jeg ikke huske, at det gjorde ondt at føde. Hukommelsen er selektiv. Hvis ikke den var det, så ville det nok være de færreste, der havde lyst til at prøve noget nyt eller noget, der første gang mislykkedes, igen, og så ville vi sikkert stadig sidde og slå to sten mod hinanden for at få ild.
Jeg kunne ikke lade være at trække på smilebåndet, Malene, da jeg læste dit indlæg. For hvor har du ret i, at man husker selektivt i forhold til, hvordan det er at have små børn. Nu er vores børn jo langt over babystadiet, og der har nu indfundet sig den der lidt overlegne tilgang til andre som har små børn: "Ja, ja, så slemt er det vel heller ikke - I skal da bare få hende/ham ind i en rytme - det er da bare helt normalt - slap nu af."
Der er jo ikke noget så nemt som at kloge sig over andres børn. Og det er vel egnetlig også det som sker i "Verdensmestre". Man er god til at finde fejlene hos alle de andre, mens man selv er verdensmester.
Men...jeg tror meget der hos mange småbørnsfamilier har sneget sig bekymringer ind om man gør det rigtigt. Da du Bente, havde børn var der f.eks. ikke alle de manualer/bøger til hvordan man passer, stimulerer, plejer og udvikler sine børn. Børn var børn - ikke en videnskab. Og var der noget kunne man som regel spørre den forrige generation, da de boede tæt på.
Som flere af jer også har skrevet, så er børn i dag et projekt som skal lykkedes med store karakterer. Og det kan give præstationsangst og tvivl på egne evner i forhold til de små.
Nå, jeg må hellere stoppe min lommefilosofering...
Bentes indlæg fik mig nemlig til at tænke på, om det var nemmere at være børnefamilie i gamle dage?
Efter vi fik lille Zakarias har jeg faktisk flere gange tænkt, at jeg nu pludselig sagtens kan forstå, hvorfor man havde ung pige i huset, barnepiger, eller en "Line" (ligesom i Emil fra Lønneberg) hvis man havde råd til det førhen. Det er vel lidt det samme som når folk der har råd i dag har en au pair pige... Men var det mere udbredt i "gamle dage" end au pair piger er i dag? Eller er forskellen måske, at langt flere mødre var hjemmegående dengang end i dag?
Og var det overhovedet "nemmere"? Havde man ikke bare andre bekymringer - for forældre har vel altid bekymret sig på deres små børns vegne? Jeg tænker også, om ikke det er lidt ligesom, når folk husker tilbage og påstår, at det altid var hvid jul, da de var børn - med snedriver op til telefonmasterne, hvert år! ;-) Man husker måske lidt selektivt, når man kigger tilbage...(?)
Bente har skrevet et rigtig spændende indlæg om bogen på klubbens forside. Jeg ved ikke om alle har fået læst det? Så jeg tillader mig lige at copy/paste det herind - kan desværre ikke "flytte det" rent teknisk :-)
BENTES INDLÆG FRA D. 16/6-2011:
verdensmestre-- tja-- det var ikke en af de største læseoplevelser jeg har haft i mit liv, til gengæld var den hurtigt læst.
Som der står i noterne er det en fiktiv historie, ja det må man da håbe., og derfor er den valgt at skrives i 3. person flertal, det faldt nu ikke mig for brystet, og den distance det gir gør vel at man dybest set ikke føler rigtig med personerne, man kommer i al fald ikke ned under huden på dem, de betagtes udefra-- jeg ville jo have foretrukket, at vide lidt mere om hvad dette " verdensmesterpar" egentlig gemte i deres hjerter-- de er jo i den grad styret " af de rigtige meninger", det der sikkert står i " alt for damerne" om hvad der er godt og skidt.Og hvor de ellers har fundet, hvad der er rigtigt på det akademiske børne-opdrætter-plan. Jeg ved ikke helt hvor meget satire der er, jeg tror desværre at der er mange børnefamilier i dag der lever en fantastisk stresset tilværelse, og gør vi nu det rigtige- er der andre der gør det bedre osv.hvor længe må min unge se tv, skal de tvinges til at spise osv-forhold til andre i børnehave osv osv.
Nu er det flere generationer siden jeg havde småbørn, men jeg havde 4 af dem,ganske vist havde vi ung pige i huset, ganske vist var jeg selv hjemme, da jeg arbejdede i min mands lægepraksis, og han var der selvfølgelig også, ganske vist var der ikke tv, eller computere-så tilværelsen med 4 børn, foregik i fordragelighed, kærlighed, og der var kun nogle ganske selvfølgelige regler, der kunne følges-- hvor må det dog have været et trygt sted for børn-- der var forresten heller ikke børnehaver.
Er ikke sikker på at jeg ville have haft nogle børn- hvis jeg havde læst verdensmestre først.
Tusind tak for dit indlæg, Michael :-) Jeg ved ikke præcis hvorfor, men noget i det du skrev fik mig til at tænke på, om ikke Anna og Rune faktisk bliver lidt klogere til sidst...?
Selvfølgelig har de stadig drømme, men det er der bestemt heller ikke noget galt i. Efter de opgiver livet på Falster og flytter tilbage til Frederiksberg virker de dog mere "lettede", som om de tager livet lidt mere afslappet nu - og har måske indset at de ikke hverken kan (eller behøver) være "verdensmestre" i alt? ;-)
Selvfølgelig er der problemer, selvfølgelig bliver det også hverdag at vende tilbage til storbyen, selvfølgelig skal der kæmpes - men sådan er livet bare nogen gange... Jeg tror dog, at Rune og Anna trods alt kommer klogere ud på den anden side:
"Vi kan overhovedet ikke finde ud af det, griner de. Og det mildner. For hvis de selv kan se det, kan det ikke være så slemt, og gæsterne griner med dem og giver dem små klap på skulderen. Og så begynder Ivan pludselig at grine. Og Emma begynder. Og nu griner alle børnene og alle de voksne som sad de med pandekagestakkene om bordet hos Klumps mor. Ingen husker vittigheden, eller om den var god. Men Rune og Anna mærker som de har gjort det før, at de kan både det ene og det andet. De kan skide og slå på tromme på en og samme gang. Og det må være godt. Det må det." (s. 143)
Puhh, må indrømme at det faktisk er en lettelse med lidt opmuntrende stemning i slutningen af bogen, fordi som Camilla (og andre af jer) var inde på, så synes jeg også af og til det blev lidt hårdt at læse, fordi jeg sad og fik ondt af børnene (især Emma), der sådan blevet rykket rundt og udsat for forældre der hele tiden skiftede mening og nogle meget lidt konsekvente rammer.
Som meget af debatten også har handlet om, er vinklen for mig ideen hos Anna og Rune om "Det Gode Liv". Vel og mærke det liv der tager sig rigtigt ud. Stoltheden over den rigtige lejlighed i den rigtige bydel, de rigtige meninger, at gøre de rigtige ting over for børnene i rette pædagogiske ånd, men hvad er nu der alligevel mangler?
Der er stort set ingen replikker i bogen andet end de klichéer, somde selv og deres omgivelser slynger om sig ("at være i situationen" osv), og alt opleves inde fra deres nærmest fælles hoved og tankegang. På den måde virker det også meget som om, at man ser dem udefra med en ironisk distance. Det er en fin teknik og jeg vænnede mig efterhånden til fraværet af replikker.
Det Store Projekt er børnene, hvor der ikke er plads til at begå fejl - fordi det er først og fremmest gennem børnene man legitimerer sig som rigtigt og moderne afslappet mennesker med de rigtige handlinger og holdninger, i modsætning til, tjahh, de fleste andre. (Som de i den grad også forholder sig til i enhver sammenhæng - og gerne negativt).Tidstypisk?
Se hele min anmeldelse på Bogbrokken
Uhh, dét med legetøj til de små pus rammer et ømt punkt hos mig, selvom jeg altid havde forsvoret at det skulle være et problem :-D
Zakarias har nu lige rundet 10 måneder, og jeg synes allerede at han har alt for meget "skrammel". Og det ironiske? Noget af det bedste han ved er en lille blå, gennemsigtig plastikboks vi har til opbevaring af sutten, når den ligger i tasker, lommer og lignende ;-)
Til vores forsvar har vi dog på ingen måde købt alt hans "skrammel" selv! Vi har bare haft rigtig svært ved at sige nej, når folk med ældre børn har tilbudt os at arve :-p
En anden sjov iagttagelse fra min mødregruppe ang. legetøj er, at vi alle har oplevet at ungerne er meget mere interesserede i legetøj hjemme hos hinanden - på trods af at de har præcis det samme derhjemme, hvor de overhovedet ikke gider bruge tid på det!
Jungle, ren forældre-jungle ;-)
Jeg tror forvirringen kommer af, at "Verdensmestre" er den sidste bog til debat i Ad libitum inden sommerpausen. Derfor er I nok kommet til at skrive et par indlæg på klubbens "forside" http://www.litteratursiden.dk/laeseklubber/ad-libitum fordi der kun ligger en omtale af denne bog - og ikke en hel række som der ellers gør tidligere på sæsonen. Det gør det sværere lige at skelne de to sider fra hinanden i forbifarten. Men jeg kan ligesom Michael heller ikke se, at vi skulle have "gamle" kommentarer til denne bog andre steder i Ad libitum :-)
Men det er (som altid) selvfølgelig meningen, at bogen skal debatteres her - og ikke på klubbens "forside" :-)
Hmm, jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med gamle kommentarer til "Verdensmestre".
Vi to er komme til at skrive to indlæg på forsiden af Ad Libitum om bogen. Og det er jo ikke så smart, at debatten kommer til at ligge to steder.
Så har den også været til debat i DR.Testlæseklubben, da den udkom. Men den er udkommet i 2010, så jeg har ikke kunnet finde nogle kommentarer om bogen fra 2009. Der har selvfølgelig været mange kommentarer i Ad libitum i perioden, men ikke om bogen.
Men det skal skrives, at jeg ikke er den skarpeste til at svare på de tekniske spørgsmål, så det er muligt jeg taler mod bedre vidende. Nå, men i hvert fald er det godt, at så mange har haft en mening om bogen.
Ja, jeg tænker på min barndoms lege i skovene og engene på Nordfyn: Natur, men ikke så meget legetøj.
Vi fandt selv på "legetøj".
Vi "voksne" vil også have "alt muligt". Vi vil købe og smide væk! Bliver vi lykkelige af det. Nej, vel!
der kører ligesom to trends med kommentarer, der er kommet mange flere kommentarer efter dem der står anført som seneste kommentar- og de der er kommet senere har jeg fundet på et sted hvor trenden går tilbage til 2009, tror at de må være smækket ind et forkert sted.,, og så får man jo ikke hele discussionen med, når den fremtræder to steder, eller er det mig der er galt på den!!
Hej Bendt
Ja børn spejler sig i deres forældre. Rune og Anna udstråler usikkerhed og de hviler ikke i sig selv fornemmer jeg og det tager børnene selvfølgelig på sig. Og når de samtidig stiller krav om alt muligt, skaber de usikre og forvirrede børn som mister modet.
Det kan hurtigt komme til at lyde lidt hippie-agtigt, men ro, god karma og selvfølgelig faste rammer og konsekvens er bare det bedste. Selvfølgelig giver jeg min datter legetøj og jeg tænker da også over at købe noget som stimulerer hendes evner, men når alt kommer til alt, så er hun super lykkelig med en spand, en skovl og et mudderhul :o)!!!
Kære Camilla
Ja, du er inde på det rigtige mht Emma. Jeg har ikke selv børn, men jeg har været lærer i mange år og jeg synes også, at forældrene stiller for høje krav til Emma og sig selv. Samtidig er der slingrekurs.
Jeg forstår på en hvis måde forældrene med alle de "krav" omgivelserne kommer med hver dag og alle de mangetydige svar f.eks. medierne og eksperterne kommer med angående opdragelse og sund kost m.v.. Børn skal også have lov til at være børn - og være sig selv noget af dagen!
Niks hun er til at starte med et normalt velfungerende barn som trives i institutionen. Jeg tror at hun hygger sig rigtig godt i børnehaven med Emil og jeg tænker at det er fantastisk at hun har en god legekammerat. Skide være med at hans mor er lidt fanatisk, det er børnene da lige glade med!
Det skærer mig i hjertet når jeg læser hvordan de gradvist gør Emma mere og mere trist og usikker. Børn kan tydeligt mærke når forældrene er usikre og det er Rune og Anna i den grad. Denne usikkerhed gennemsyrer deres valg og deres opdragelse af børnene. Det med at de hele tiden ændre strategi i forhold til hvordan de skal gribe tingene an, er kun forvirrende og frustrerende for Emma. Stakkels barn, hun mangler konsekvens og faste rammer. Men jo Rune og Anna handler i den bedste mening, det er bare misforstået.
Ligesom jer andre, kan jeg genkende mig selv i Rune og Anna til en vis grad. Jeg handler også ind imellem usikkert over for min datter og hun mærker det straks. Og jo jeg kommer også til at tænke på når jeg læser bogen, om jeg i virkeligheden jeg selv er som dem. Men nej heldigvis ikke, for de er stærkt karikerede. Men jeg genkender stadig mange ting i deres liv som minder om mit eget, og det er netop derfor bogen er så velskrevet og i den grad giver mig stof til eftertanke og gør mig rasende.
Hej. Jeg blander mig lige lidt i debatten selvom jeg ikke er medlem af "Ad libitum". Jeg skal føde om 6 uger og derfor regner jeg ikke med at læse romaner det næste års tid :o) Men jeg har lige læst "Verdensmestre" og den rørte mig så meget at jeg har lyst til at blande mig i debatten.
For det første vil jeg sige at jeg undervejs i min læsning nogengange blev så irriteret og rasende over Rune og Anna at jeg måtte lægge bogen fra mig og rase ud til min kone ;o) (som også har læst bogen).
Med hensyn til Flytningen til Falster, så kender jeg flere par som har gjort noget som minder om dette. Det giver derfor meget god mening for mig når Rune og Anna vælger at prøve lykken et andet sted, selvom deres valg virker noget overilet.
De er stressede og trætte og løbet sur i hverdagen og der skal bare ske en ændring. Dette kan jeg også til tider godt nikke genkendende til fra mit eget liv med børn som skal hentes og bringes og fuldtidsjobbet som skal passes og ikke mindst de høje huspriser i hovedstadsområdet.
Jeg må indrømme at jeg engang imellem tænker på om vi skulle flytte langt væk, bo godt og stadig have råd til at gå ned i tid og dermed ned i tempo i hverdagen. Jeg gør dog ikke alvor af tanken, for jeg vil ikke isoleres og undvære min familie. Så jeg har bare valgt at gå ned i tid :o)
Så den del af bogen virker meget realistisk for mig.
Jeg glemte lige en lille detalje, som jeg må have med.
Jeg mener bestemt ikke, at der er noget som helst galt med Emma. Hun har et fantastisk venskab med Emil, men fordi Rune og Anna ikke kan lide Emils mor, så overfører de det til Emmas venskab, som de anser for usundt. I mine øjne handler det om, at de føler sig utilstrækkelige i forhold til Emils mor. Det kan godt være, at de griner af hende og al hendes bioøkologiske mad, bestikhistorien og så videre, men samtidigt er de dybt misundelige over, at hun formår at holde fast i sine principper, og at hun 'orker' det! De føler sig mindreværdige og vil derfor gerne have hende ud af deres liv. Det kan de bare ikke, fordi Emmas bedste ven er Emil.
At Emma siger, at hun "bare gerne vil være voksen"...jeg tror bare, at hun vil bestemme selv, og da det er de voksne, der bestemmer, så vil hun være voksen. Måske forstærket af, at der kommer så mange modsatrettede (eller bare hele tiden ændrede) udmeldinger fra Rune og Anna. Jeg tror mere episoden er med for at vise, hvordan Rune og Anna straks tror, at der er noget galt, når Emma siger sådan. Ikke for at indikere, at der rent faktisk ER noget galt.
Jeg kan godt følge din følelse af, at Rune og Anna har givet lidt op omkring side 120, Malene. I mine øjne får det bare den konsekvens, at de slapper lidt mere af, hvilket smitter af på børnene, så det hele kører lidt mere glat. De slækker på kravene - både til dem selv og til børnene, og derved kan de nyde det hele lidt mere.
Bendt er inde på, at Rune og Anna ikke rigtig kan acceptere, at reglerne for Emma ikke nødvendigvis er ens i hjemmet og i børnehaven (eller andre steder). I mine øjne er det at stille temmelig høje krav, som det nærmest er umuligt at efterleve for omverdenen, og ved at stille det krav, giver de dem selv en urimelig stor byrde i form af kontrol af, om det hele nu går rigtigt til (og det vil uværgerligt føre til, at der er 'noget galt'). I andres øjne (og givet i Rune og Annas) er det måske mere et spørgsmål om konsekvens i opdragelsen af Emma, og de synes sikkert, at de har ret til at bestemme, hvordan andre skal opdrage Emma, hvor jeg mener, at børn fuldt ud er i stand til at forstå, at der er forskellige regler alt efter, om de er hos forældrene, i børnehave eller et tredje sted. Faktisk mener jeg, at bare er en del af opdragelsen at lære netop det.
I mine øjne er Rune og Annas problem helt grundlæggende, at de stiller for høje krav til dem selv, børnene og deres familieliv. En ting er, at have forskellige meninger om børneopdragelse (det har alle - selv folk uden børn!), men som også Bendt er inde på, er ferien et glimrende eksempel på, at det går galt, når de har for høje krav og forventninger. Enhver læser må sidde og ryste på hovedet, når de læser om deres forventninger under planlægningen af ferien. Hvad er det, der får dem til at tro, at børnene vil blive til små tegneseriefigurer fra en Disneyfilm, bare fordi de er på ferie?
Jeg ved ikke, om det blev klart beskrevet, men jeg prøver at skelne mellem egentlig opdragelse og krav/forventninger. Kan denne opdeling give mening for jer andre, og er I i så fald enige i, at det primært er kravene og forventningerne, der er noget galt med?
Om forfatteren er snedig...efter min mening: I HØJ GRAD!!! Faktisk synes jeg er det er svært at skrive ret meget om bogen - uden at komme til at lyde som Rune og Anna!
Når jeg har anbefalet bogen til venner (hvilket jeg har gjort, for jeg synes, at historien holder hele vejen - måske lige Ivan er for meget en 'birolle', men ellers) har jeg beskrevet den som en humoristisk skrevet historie om et forældrepar og alle deres tanker og bestræbelser på at være 'perfekte'. Jeg har især fremhævet den måde, hvor man som læser sidder og griner og ryster på hovedet af Rune og Anna - samtidigt med at man kan genkende stort set det hele enten hos sig selv eller i omgangskredsen! Det har en lille kant af karikatur, men ikke mere, end at det stadig er realistisk.
Jeg synes, at bogen er skøn. Den gør det umuligt at diskutere 'udefra', fordi enhver kritiker vil komme til at lyde fuldstændig som Rune og Anna - og komme til at føle sig som dem! Som du er inde på, Malene, så bliver alle ens gode intentioner og principper testet hen ad vejen, og jeg vil undre mig, hvis ikke alle forældre er nødt til at "slibe de skarpe kanter" af principperne efterhånden, som de udfordres af børnene. Derfor er det hele så genkendeligt, men samtidigt vil de fleste nok sidde med den følelse af at være lidt 'bedre', end Rune og Anna. Det gør jeg i al fald - og BINGO: Der var jeg lige Rune og Anna! Fantastisk skrevet af Nikolaj Zeuthen... Jeg kan identificere mig med Rune og Anna og så alligevel slet ikke!
Jeg sad lige og så de tidligere indlæg til denne bog igennem, og så slog det mig, at der nu er gået 14 dage af denne måned. Det vil sige, at en omlægning af læsestrukturen ville betyde, at vi nu skulle være færdige med 'Verdensmestre'.
Det er muligt, at det havde formet sig anderledes, hvis alle havde været forberedt på, at bogen skulle være færdigdebatteret nu, men jeg synes i al fald ikke, at jeg er klar til at lægge den fra mig allerede?!
Jeg havde dog en helt anden oplevelse af beskrivelserne omkring s. 120. Jeg tænkte ikke, at de lød til at nyde livet lidt mere men nærmere, at det lød som om de havde givet lidt op over for Emma:
"Emma har fået fjernsyn op ved sin seng og en dvd-afspiller som hun selv kan betjene. Hun ser flere timer hver dag, og Ivan der er fyldt to, kan i lange perioder godt være rolig og se med. Rune og Anna foreslår indimellem at de kan gå ud, men Emma synes hurtigt hun bliver kold. Der er heller ikke rigtig noget at lege med derude. Hun vil helst være inde."
Er det bare min naive "nybagt mor"-holdning, der siger mig, at børn ikke bør sidde og se flere timers fjernsyn hver dag? Og slet ikke lillebroren på to år? Eller er det helt normalt (og et af de principper jeg vil komme til at give køb på hen ad vejen? ;-)
Bendt er inde på, at "nissen flytter med" - og det gør den jo som oftes, hvis man bare prøver at flygte fra den (og glimrende vist af forfatteren med historien om deres ferie sydpå, hihihi). Men er der egentlig noget "galt" med Emma? Eller har Rune og Anna opdigtet det hele...? Man siger jo også, at der sjældent går røg af en brand uden at der er ild i den. Men hvad kom egentlig først? Anna og Runes fokus på Emmas "skadelige" venskab med Emil efterfulgt af eksperimenterne med forskellige tiltag (med kulmination i flytningen til Falster, hvor pigen bliver rykket bort fra alle nære venner/familie) - eller var Emma lidt utilpasset med manglende sociale kompetencer til at starte med?
På s. 86-87 fik jeg nemlig lidt den tanke, at hvis Emma virkede stresset på forældrene, så var det måske fordi de overstimulerede hende og gav hende alt for meget at forholde sig til. Nederst på s. 86 er der ikke den mad, det legetøj, den aktivitet/stimulans som pigen ikke kan få - og det er måske simpelthen for meget for hende at rumme? Det er jo også på s. 87 at vi hører om skænderiet, hvor hun grædende forklarer Rune og Anna, at hun bare vil være voksen ligesom dem - og hvad ligger der i dét? Hvad er det ved voksenlivet, hun syntes er så tiltalende? Rune og Anna virker jo ikke specielt afslappede og lykkelige med alt det, de synes, de skal leve op til (være "verdensmestre" i!) Så hvorfor vil Emma så gerne være voksen?
Emma har helt sikkert noget at tumle med, men selvom jeg heller ikke har svaret, så tror jeg altså, at Rune og Anna kigger det forkerte sted hen, når de ser Emil og hans mor som roden til problemet. Og måske overreagerer de endda?
Jeg er fuldstændig enig i, at bogen er meget underholdende! Der var bare nogle steder, hvor jeg undrede mig og syntes, at historien begyndte at falde lidt fra hinanden. Men jeg var bestemt også rigtig godt underholdt undervejs :-) Faktisk kom jeg på et tidspunkt til at tænke på, om forfatterens ikke er enormt "snedig"?
Sad I andre ikke også og rystede godt og grundigt på hovedet af Anna og Rune af og til? Jeg kom nogle gange til at tænke på, om forfatteren faktisk fik "lokket" mig som læser til at lave samme stunt som Anna og Rune - nemlig at kigge på andre og deres måde at være forældre på/takle livet som børnefamilie og pludselig føle mig meget bedre til det end dem ;-) Sådan lidt: "Ihh, hvor er de da også dumme - hvorfor kan de ikke se, at alle de skift i regler om spisevaner/tv/sengetider osv. bare forvirrer de stakkels børn". Ja, go'morgen! Jeg kan sikkert bare vente mig til Zakarias bliver ældre, så kommer mange af vores "principper" herhjemme sikkert også til at stå for fald af og til ;-)
Men jeg synes altså samtidig godt, at vi kan føle os lidt "bedrevidende". Jeg synes nemlig, at I alle tre (Christina, Michael og Bendt) har fuldstændig ret, når I kommer ind på scenerne fra institutionen og det med forældre, som kun har fokus på deres eget barn. Jeg tror, ligesom Christina, at Anna og Rune forsøger at se problemer, hvor der ikke er nogen - eller i det mindste puster nogle ting op, som slet ikke er så store. Man kan jo altid støve noget op, hvis man virkelig ønsker det! Jeg er dog heller ikke enig med den måde Emils mor tackler forældrerollen på (har I andre måske fjernet alt bestik fra jeres køkkenskuffer?! ;-), men jeg synes bestemt det lyder som om Anna og Rune overreagerer. Og de gør det da heller ikke nemt for deres børn med alle de institutionsskift på så kort tid!
Også jeg synes bogen er interessant på mange måder.
Jeg er selv nomade og har boet mange steder i Danmark (København/Århus, Hjørring og Mors for at nævne nogle steder.). Og nu Hammel.
Det vigtigste er en vennekreds og et godt hverdagsliv: At blive accepteret af venner og naboer, at have en dejlig hverdagsrytme og blive acceptreret både for det du gør (arbejde) eller som pensionist i dit "fritidsliv"!!!
Der er altså fokus på "det gode liv", men bliver familien accepteret på Falster og falder familen "til ro"?
Nej vel. Rytmen ændres der ikke på - eller kun lidt - men regler og normer (og undertiden et frikvarter med "mindre regler" for hvad der er sundt og godt for børnene) følger med fra København til Falster.
Som lærer (fhv. friskolelærer) forstår jeg godt at det er svært at være forældre, der tænker på "deres børn" og ikke på fællesskabet i klassen uanset om det nu er i en folkeskole eller friskole (eller i en børnehave). Hvad er "mine regler" og hvad er "reglerne" i børnehaven?
Bogen er fyldt med humor. Jeg tænker på deres "ferierejse" (hvor de absolut ikke kan slappe af og godtage at ikke alt "fungerer" optimalt). Også diskussioner om hvad der er sundt: Biodynamisk mad og "rigtigt" tøj m.v.!!!! De vakler fra et standpunt til et andet. Og børnene bliver forvirret.
Jeg tænker også på at det bliver mere og mere hårdt at være lærer eller pædagog med angreb fra forældre, politikere osv.
Jeg kan ikke lade være med at blande mig i debatten om "Verdensmestre", da jeg syntes det er en fremragende bog som spider den moderne storbyfamilie med alle dens krav og forventninger til det perfekte liv. De vil det hele, - ja, man kan sige, at de vil være verdensmestre i livet.
Men jagten på lykken og det perfekte bliver et projekt i sig selv, og en evig jagt hen imod en eller anden tilstand ude i fremtiden som aldrig dukker op. Det betyder også at de sjældent når at sætte sig ned og fokusere på alt det som er lykkedes for dem - og glæde sig over det.
Jeg syntes forfatteren formår at skrive med såvel indsigt som ironi omkring familiens kvaler. Det er virkelig satiere på højt plan. Specielt bed jeg mærke i scenerne henne i børnehaven, hvor de forlanger at deres barn er helt specielt og derfor skal have en helt speciel opmærksomhed fra pædagogerne. De betragter ikke sig selv (og deres barn) som en del af et størrer fællesskab. Det vigtigste bliver at sætte sig selv i scene.
Falsterflytningen syntes jeg også virker troværdig, da det er drømmen om lykken på landet som her bliver foldet ud. Eller måske jeg skulle skrive "foldet sammen".
For græsset er jo ikke altid grønnere på den anden side af hækken. Og måske lykken alligevel er her og nu og ikke et andet sted.
Nå, det blev lidt spredte tanker og ikke alle helt tekstnære. Men den korte historie er, at jeg var glad for bogen og jeg syntes den er et godt bud på en fin lille samtidsroman som tager temperaturen på den moderne storbyfamilie. Eller hvad?
Godt, at du kunne bruge min tilgang til formen, Malene.
Med hensyn til at Rune og Anna flytter til Falster, så kan jeg godt følge dig, men jeg tror på historien, og filmen knækker ikke for mig. Jeg bliver derimod lidt irriteret på Rune og Anna, fordi de ikke får tænkt sig om, inden de flytter.
Som jeg ser det, prøver de ganske rigtigt at flygte fra alle problemerne, men jeg ser også et stort håb om et bedre liv i deres flugt. Ligesom de romantiserer deres ferie, tror jeg også, at de romantiserer livet på landet (måske netop fordi de ikke selv er opvokset der?!). Måske føler de også, at de er nødt til at gøre noget drastisk, hvis deres forhold skal holde. Kort inden de flytter får vi at vide, at de begge tænker på at gå fra hinanden (side 114).
Omkring side 120 får jeg faktisk også en følelse af, at det i en periode går ganske godt for dem. Der er ikke så meget at leve op til, og de slækker lidt på reglerne overfor Emma, og det hele glider lidt nemmere. De virker ikke lykkelige - der er stadig en stemning af tomhed, men det hele virker mindre anstrengende.
Med hensyn til Ivans rolle i historien kan jeg bedre følge din følelse af "hvad skal han?". Jeg havde ikke været så bevidst om det, før du påpegede det, han kan godt virke lidt 'overflødig'. Jeg ser historien gentage sig med Ivan - især tydeligt da Ivan også skal skifte institution! På trods af alle deres overvejelser og 'trial & error', så har de ikke rykket sig en tøddel. Måske er det det, Ivan skal vise os?
Hvad er det i øvrigt med de institutionsskift? Som jeg ser det, så er hele problematikken omkring institutionen og Emma/Emil indbildt. Eksempelvis siges det på side 97, at Anna og Rune anser Emmas glæde, når de henter hende i børnehaven, for at være et udtryk for tapperhed - at hun tager sig sammen i børnehaven. For at mig lyder det som om, at de ligefrem leder efter tegn på, at Emma ikke trives. Hvis man på den måde søger, så skal man også nok finde! Men hvad er det, der gør, at de er kommet ind i den tankebane?
Noget andet (ud over flytningen/flygtningen til Falster) som jeg har spekuleret over er Ivans rolle i historien.
Er den kære lillebror næsten ikke bare en biperson i forhold til Emma og forældrene? Og var det overhovedet nødvendigt for selve handlingen at skrive ham ind i historien?
Allerførst må jeg lige sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg fik læst resten af bogen færdig med Christinas indgangsvinkel til 3. person fletalsformen. Det, der før havde irriteret mig og forekommet at være distancerende, gav meget mere mening, når jeg så det som et billede på Rune og Annas "fælles front"/forældreenhed.
Men Falster?! Hvorfor i alverden flyttede de dog i den grad på landet? Dér knækkede filmen for mig, og fortællingen mistede i mine øjne rigtig meget af sin troværdighed.
Nu bor jeg selv i København, arbejder på Frederiksberg og er født og opvokset på Lolland, så jeg burde på alle mulige måder være "på hjemmebane" hele bogen igennem, og man skulle næsten tro, at jeg selv havde valgt den! Men jeg har simpelthen svært ved at tro, at virkelighedens Rune og Anna'er (for de findes helt sikkert), ville flytte/flygte på dén måde. De kender jo ingen på Falster, har ingen omgangskreds/venner/familie i nærheden men rykker alligevel hele familien op uden tøven og flytter. Hvis de selv var opvokset på Sydsjælland, Møn, Lolland eller endda Falster, så var det straks noget andet - men de kommer jo fra Birkerød og Emdrup.
Eller er det bare mig, der synes, det er utrolig grænseoverskridende at rykke hele sin familie og verden op og flytte til et ukendt sted i provinsen, hvor man ikke kender en sjæl? Som det jo også sker for Rune og Anna, tænker jeg, at man hurtigt kan føle sig meget alene som tilflytter ude på landet med flere kilometer til nærmeste nabo, øde roemarker og modvind alle vegne ;-) Men så hjælper hverken årstiden de flytter på eller deres stædige afvisning af Annas kollegers invitationer og venlighed jo heller ikke særlig meget på sagen...
Køber I andre forfatterens "twist" med at rykke familien så langt væk fra alt og alle de kender - eller synes I ligesom mig, at det virker lidt overdrevet?
God pointe omkring at læse næste måneds bog de sidste 14 dage af en måned og så være klar til debatten fra d. 1.
Det giver jo i sidste ende samme resultat, som hvis vi rykker det to uger ind i måneden...
Måske skal vi bare holde fast i den struktur vi har været vant til, hvor debatten starter omkring d. 1. i måneden for dem, der er klar, og så kan man byde ind efterhånden, som det nu passer en bedst. Jeg ved, at der også er medlemmer, som starter en sæson med at låne/læse ALLE bøgerne på én gang og så hopper ind i debatterne efterhånden, som de starter. For dem ville det jo ikke give mening at skulle vente til d. 14. i måneden, hvis de allerede er klar længe inden da.
Det er også rigtig, som Christina skriver, at hvis vi korter en debat-periode ned til kun at være den sidste halvdel af måneden, så kan det pludselig være meget kort tid til at komme hele vejen rundt om bogens indhold og emner - især hvis man har en masse andet, der skal nås ved siden af. Og det stiller faktisk et endnu større krav til klubbens medlemmer om at "være på" i de to intensive debatuger sammenlignet med i dag, hvor vi har en hel måned til at snakke løs. Modargumentet er selvfølgelig, at med en hel måned, så kan debatten glide lidt ud i sandet, hvis der går for langt mellem kommentarer og indlæg (sådan som det vist har været tilfældet de sidste par måneder), men det er jo heldigvis noget, vi selv er herrer over ;-)
Lad os i hvert fald bare slippe debatten for juni måned løs for dem, der er klar ;-) Så vil jeg prøve at tænke over mulige strukturer hen over sommerpausen (samt indsamle erfaringer fra nogle af de andre klubber). Og så ser vi, hvor vi lander, når vi tager hul på efterårssæsonen til september. Heldigvis er det jo ikke værre end, at vi bare kan lave tingene om igen, hvis det ikke fungerer optimalt for os ;-)
Skønt med en ny vinkel på bogens form, Christina! Tusind tak for det! Dine tanker omkring Anna og Rune som en samlet (Forældre-) enhed gav mig et helt nyt syn på bogen - hvor jeg før var lidt irriteret over 3. person flertalsformen, fordi den virkede lidt "distancerende" på mig, så har jeg fået en ny indgangsvinkel nu. Glæder mig til at læse resten af bogen med de "briller" på :-)
Mht. titlen vil jeg gerne være helt igennem bogen inden jeg "rigtig" mener noget - men min umiddelbare tanke var også at det handlede om forældrene... Tror jeg skal have vendt sidste side og tænkt lidt over bogen som helhed, inden jeg har et endeligt bud :-)
Og Bendt, du hopper bare på så snart du har mulighed for det - god læselyst :-)
Jeg har en kommentar til læsestrukturen. Som jeg ser det, behøver det ikke være så firkantet med en regel om, at vi skal læse de første 14 dage af en måned og diskutere de efterfølgende 14 dage. Faktisk synes jeg, at strukturen allerede er sådan bare med omvendt fortegn. Vi læser bogen i de 14 dage op til, at diskussionen går i gang d. 1. i en måned, og ofte falder folk fra, efterhånden som de skal i gang med den næste bog.
For mig fungerer denne struktur fint, for jeg kan godt lide at have mere end 14 dage til at diskutere bogen. Hvis der kun er 14 dage, kræver det, at alle deltagere er meget aktive i de 14 dage, for at diskussionen når "hele vejen rundt om bogen", og det må jeg indrømme, at jeg ikke helt tror på vil ske. Jeg tror, at diskussionerne vil blive kortere og mindre interessante, men jeg er naturligvis med på at teste det. Hvis den anden struktur passer alle andre bedre, kan det jo også betyde, at der netop kommer mere gang i diskussionerne.
Kære alle. Jeg vil bestille7låne junibogen på biblioteket. Håber jeg kan få en hurtigt. god ide med læsning først (14 dage) og så debat.
Hej alle debatører.
Jeg er tilbage igen efter et længere fravær, og jeg glæder mig til at diskutere 'Verdensmestre' med jer. Jeg synes, at det er en rigtig god bog, som Pia har valgt til os, og jeg ser frem til at høre, hvordan I andre har oplevet den!
Med hensyn til 3.-person-flertalsformen, så synes jeg, at den virker rigtig godt! Jeg kommer ikke til at tænke på eventyr, sådan som du beskriver, Malene, men det får mig til at opfatte Anna og Rune som to meget ens mennesker. Nærmest som ét menneske! De bliver en helhed eller en enhed, hvilket også er et af deres store problemer, som jeg ser det. Efter at de får børn bliver de Forældre - med stort F (igen et ord, der ikke skelner mellem de to individer), og deres liv tager en drejning, hvor de kommer til at savne dem selv som individer, hvor de i høj grad kunne gøre, som de ville, og hvor de i højere grad kunne styre det, de blev målt på.
I mine øjne har Anna og Rune et altoverskyggende problem, der netop ligger i denne 'målen' af andre. Til at begynde med er de meget glade for at kunne bo 'det rigtige sted' med 'de rigtige møbler' og så videre. Disse værdier afslører, at de går meget op i, hvad andre tænker om dem. Hvilket igen i mine øjne er udtryk for usikkerhed og dårligt selvværd.
Denne usikkerhed og det dårlige selvværd tager de med sig ind i forældrerollen, hvor de hele tiden søger bekræftelse på at de er gode nok og måler sig op mod andre og især Emils mor, hvor de føler, at de vinder på sammenligningen.
Noget helt andet: Jeg vil gerne høre, hvordan I andre opfatter titlen "Verdensmestre"? Er det Rune og Anna, der forsøger at være verdensmestre i børn og deres opdragelse? I at leve livet korrekt og til fulde? Eller det Emma og Ivan, der skal gøres til verdensmestre i livet via den perfekte opdragelse?
Bogens forside med billedet af børnene kunne måske tyde på, at det er det sidste - børnene, der skal rustes på bedst mulige måde til at mestre verden. I så fald kan jeg godt forstå, at Anna og Rune konstant render rundt med en skræk for, at de ikke slår til. At ville være perfekt som forælder (eller i nogen anden sammenhæng for den sags skyld) må immervæk lægge et vist pres på én!
Ja som Pia rigtig nok skriver på klubbens forside, så det mig der overtager Ad libitum igen her i juni :-) Men jeg kan lige så godt starte med en indrømmelse... Jeg er ikke heeeelt færdig med bogen! Der er pludselig meget "hverdag" der skal nås og på plads, når man skal tilbage til arbejdslivet med en lille krudtugle på 9 måneder derhjemme ;-)
Jeg skal dog nok sørge for at blive færdig hen over weekenden og så tage fat på den egentlige debat i næste uge. Men først kan jeg jo smide et par tanker ud til debat ang. formen:
Hvad synes I om den her "tredje person flertal" fortælling? Det er meget usædvanligt i romaner og fik mig til at tænke på en slags "eventyr" - altså lidt a la: "De onde stedsøstre brød sig ikke om Askepot..." eller "Da dværgene kom hjem fandt de Snehvide..." Kan I følge mig? Og hvad betød det for jeres læseoplevelse? Jeg synes nemlig tit at den slags eksperimenter med form kan ende med at tage fokus fra indholdet, selvom forfattere vel tvært imod gør det, fordi de mener det vil fremhæve/underbygge deres budskab.