@Maja: hm, ja, det er svært at finde en entydig fortolkning på sætningen "Vera dræber diverse mennesker og betaler bøde til det trøstende politi" og jeg kan godt forstå, at du har undret dig meget over det. Det har jeg også selv gjort over en stor del af romanen. Det er vist svært at undgå, når jeg ser på den, som jeg ville gøre med en mere traditionel roman, for det her er jo virkelig en historie, der sprænger alle rammer.

@ Me Munk: Du skriver, du havde en manglende lyst til at engagere dig i Vera. Jeg ville egentlig gerne, men havde meget svært ved det. Når der ofte i fortællingen bliver peget på, at Vera er blevet opfundet (af forfatteren? af nogle andre?), så får jeg samme fornemmelse, som når jeg ser en film, hvor hovedpersonen pludselig kigger direkte på kameraet og taler til det: jeg bliver revet ud af fiktionen og får svært ved at leve mig ind i fortællingen.

Når det er sagt, så er jeg meget imponeret over Hammanns kreative omgang med sproget - det er virkelig noget ud over det sædvanlige, synes jeg. Men historien om Vera er en stor mundfuld - og nok ikke én, jeg vil gabe over igen lige foreløbigt ;-)

Jeg havde ikke læst ”Vera Winkelvir” tidligere, og mens jeg læste, havde jeg en manglende lyst til at engagere mig i vera, måske fordi hun mindede mig om en blanding af alle de ynkelige kvindeskikkelser fra 1970’erne, selv om romanen er skrevet 20 år senere.  Især Vita Andersens ”Tryghedsnarkomaner”. Jeg kom også til at tænke på den mandlige hovedperson i Svens Holms ”Syg og munter” og alle romanerne om LSD-terapi. Jeg er ikke i tvivl om, at vera er sat i verden af forfatteren for at eksperimentere med hende. Hendes navn staves med lille, hun er ikke en person., men en stemme. Som kvinderne i 70’erne (og i dag??) går hun ofte til frisør og hun rejser på charterrejse(flirter med tjeneren) i 1. del, mens hun bliver mere og mere syg i 2. del. Det, som er mest frygtindgydende at læse, er, at hun er helt alene. Hun er ikke i stand til at tale med nogen, forfatteren lader hende kun skrive, spille film o.lign.. Selvfølgelig er der også noget ”Plastic” (Mette Thomsen) over hende, og når man læser om alle de nutidige kvinder, som deltager i stylingkurser hos Gun-Britt Zeller, ja, så er der selvfølgelig også det aspekt, som gør denne klassiker moderne.

Hvad vil Kirsten Hamann? Gads Danske Forfatterleksikon ”Litteraturens stemmer” foreslår ”længslen efter kærlighed og tavshed”, ”det eneste jeg beder om er at få lov til at være et menneske”. Vera demonteres og afvikles i løbet af romanen, står der. Er der ikke sket noget, som har gjort kvindernes liv mere menneskeligt siden de kom ud på arbejdsmarkedet i 60’erne. Rødstrømper og speltmødre? De seneste danske romaner skrevet af kvinder giver ikke meget håb.

Maja, jeg vil give dig ret i, at det er en meget speciel læseoplevelse, man får med Vera Winkelvir. Hammann skildte sig med denne roman virkelig ud fra mængden.
Læs mere om hende og romanen her

Jeg  ved godt, jeg er lidt hurtigt ude, men jeg har allerede læst Vera Winkelvir og vil nu give min mening til kende, jeg skal selvfølgelig nok lade være med at afsløre handlingen.

Vera Winkelvir er  en dagbogsroman, hvor man følger Vera Winkelvir i et halvt år, nemlig fra juni til december. Hvad har jeg så fået ud af at læse bogen? Ikke noget, andet end at jeg har en masse spørgsmål, for jeg må indrømme, at jeg ikke forstod bogens handling, og jeg har godt nok aldrig læst en så mærkelig bog som denne før. Jeg undrer mig over dette: Hvad menes der med, at nogen har opfundet Vera Winkelvir? Hvad er fortællerens forhold til Vera Winkelvir og læseren? Jeg har flere spørgsmål, men dem venter jeg ved til debatten kommer i gang for alvor.

Heldigvis var bogen ikke så lang, så jeg fik den hurtigt læst, men jeg tænker lidt på, om det er mig, der bare ikke fatter en brik, eller om der mon er andre, som har det på samme måde?  Jeg håber ikke, jeg har skræmt jer andre.