Fra læseklubben Ad libitum
Tokyo min elskede
Læseklub
Af Pia Weimann Harder. Publiceret 26/01/2011. Opdateret 04/07/2011.
Seneste indlæg
Del denne side
Log ind
Læseklub notifikationer
Bogbidder
smag på bøgerne – en bid om dagen
Så er vi nået til den sidste dag i marts og skulle derfor være færdig med at debattere "Tokyo min elskede". Jeg beklager meget, at jeg ikke har været så meget på banen. Jeg har dels været syg og dels haft rigtig travlt på arbejdet. Måske er der heller ikke så meget mere at skrive om bogen. Selv om jeg synes, at det er en fin lille bog, er det ikke en bog, der gør et uudsletteligt indtryk på mig, og som Bente skriver er der meget mere gods i Murakamis bøger
Ja, jeg kan jo heller ikke lade være med at tænke på den forfærdelige katastrofe i Japan, nå jeg nu læser i "Tokyo min elskede". Som Bendt og Bente synes jeg også, at beskrivelsen af Amelies bjergtur er den mest fængende og velskrevne episode i bogen. Indblikket i den japanske kultur er spændende, men jeg synes ikke, at det lykkes helt for forfatteren at få personerne til at blive levende. Forholdet mellem Rinri og Amelie er skævt på den måde, at Amelie åbenbart er så optaget af alt japansk, at hendes forhold til Rinri bygger på det japanske "koi", der er et seksuelt forhold, der bygger på venskab i stedet for passion. Rinri's kærlighed til Amelie kan nok bedre betegnes med det japanske udtryk "elan", som dækker over et mere passioneret og intenst forhold. Jeg forstår ikke helt Amelie og synes, at hun er temmelig egoistisk. Hun bruger Rinri så længe, hun har lyst til det og stikker så af.
Japan er vist alle i vore hjerter nu med de forfærdelige katastrofer: Jordskælv, oversvømmelse og a-kraftkatastrofe. Jeg har ikke været i Japan, men en nær afdød veninde har været der et par gange og skrevet om sin rejse i et flot hæfte. Jeg læste med glæde om den meget fremmedartede kultur og undrer mig over den tilsyneladende "ro" japanerne har i bogen og i den nuværende katastrofe.
Jeg undrer mig lidt over forfatterens holdning til Rinri. Hun vil ikke binde sig - kun være forlovet - og elsker både Japan og Rinri. Men giftermål: Nej! Hun har rødder i Belgien - vil tilbage til Belgien/sin søster -og kan alligevel ikke slippe Japan/Rinri. Har det noget med Rinri at gøre (eller hende eget selv: at sige ja eller nej) eller er det et skisma i hendes dobbeltkultur. Ja, der tales pt. om assimilation af Søren Pind. Det er efter min mening noget vrøvl. Det er umuligt at "slette" sig egen kulturelle baggrund. Det har jeg selv oplevet i mit liv med mødet med andre kulturer/mennekser fra bl.a. Rusland og Afrika! Og godt det samme. Vi kan og skal lære af hinanden og må se hvor vores egen kultur er hul (kun pølser, øl og kolonihaver. Ok. Kolonihaver er udmærket) - og kunne både give og modtage! Det er kunsten. Bogen lærer os meget om japansk tankegang og sætter vores egen jagt efter penge, status og "evigt liv" i relief...Ja, turen op på det fascinerende og barske bjerg Fuji er "bjergtagende"..
Jeg synes det er en sød lille fortælling om kærlighed og kulturer. Fortællingen flyder stille og roligt frem og er både humoristisk og velskrevet. Fortælleren har en åben indstilling til den til tider besynderlige japanske tankegang og bevarer glimtet i øjet, når hun fortæller om mærkværdige vaner som f.eks. da Rinri vasker sig før han går i bad for ikke at besudle badevandet. Det er kosteligt! Hvor er det dog bare skæbens uforståligt forfærdelige ironi, at man et sted i bogen læser Amélies kommentar om at "der sjovt nok ikke var noget jordskælv" i Tokyo, da hun er der. Det var næsten ikke til at bære at se den linie, som giver en utilsigtet verfremdungs-effekt - altså det fænomen at forfatteren river læseren ud af fiktionens verden for at minde om virkelighedens rædsler. Mine tanker går til alle ofrene for katastrofen i Japan mens jeg læser bogen færdig. Min dybeste sympati og medfølelse til de stakkels mennesker, som jeg tror vi alle ville ønske, vi kunne gøre noget for.
Tokio, min elskede- af Amelie Nothomb
En 21 årig belgisk kvinde vender tilbage til Japan, hvor hun har tilbragt de første 5 år af sit liv, dels for at få indfriet sine drømme om Japan, og dels for at lære sproget. Det sker ved at lære en ung japansk mand fransk-og som det selvfølgelig sker, de forelsker sig.
Jeg synes at man lærer mere om Japan, end man kommer til at kende de to unge mennesker-på mig virker de ganske ligegyldige og overfladisk beskrevet.( det er en selvbiografi, så hun ønsker måske ikke at afsløre mere, end det hun gør) Der går ikke rigtig í dybden , og man føler ingen særlig interesse for de to mennesker.
Bogen er en er erindringsbog,og det der står stærkest er nok beskrivelsen af hendes ” faren vild” i de sneklædte bjerge, ikke nogen ufarlig tur, men jeg synes heller ikke at hendes alder passer på beskrivelsen af hendes ”mareridt”- tror at de fleste 21 ville panikke totalt, men hun klarer strabadserne med moden overlegenhed- så mon ikke det er set lidt i back- spejlet, at hun har skrevet bogen i en lidt senere alder. Jeg finder ikke hendes tilgang til ” kærligheden” til den unge mand, særlig moden.
Så for mig er det nok introduktionen til Japansk kultur, der gør bogen lidt interessant.
Til gengæld har jeg slugt alle Murakamis bøger med glubende appetit. Han kan skrive.
Velkommen til den første forårsmåned - ihvertfald på kalenderen - og til en ny bog. Jeg er stadig ikke helt færdig med "Tokyo min elskede", men er klar om et par dage