Og derefter får hændelsen jo heller ikke nogen videre betydning end den, at den bidrager til at dementere Mortens selvforståelse af at være den omsorgsfulde far som han tidligere har været, side 32.

Desuden har vi jo fået at vide at sukkersygen har angrebet Trines øjne. Hvis Morten ser hende i øjnene, bliver han derfor også konfronteret med hendes sygdom, og det kan han måske ikke holde ud.
vis mindre ...

Og så lykønkser jeg mig selv med at jeg valgte at blive medlem af læseklubben Noget på hjerte. Det ser ud til at I vælger romaner der lige rammer min smag.

Jeg vil begynde med at besvare de spørgsmål jeg rejste i mit første indlæg.
1. Jeg synes at Iben handler fornuftigt, forstået på den måde at hun har sin gode grund til at være Morten utro, set i lyset af den situation hun befinder sig i. Så vidt jeg kan vurdere det, er Morten ret kold over for hendes utroskab, selv om han lige er oppe og markere for skams skyld. Det der er Mortens problem, er blot at Iben tager konsekvensen af sin utroskab og flytter fra ham.
2. Jeg synes også at Henrik er smart. Han forstår at udnytte Mortens svage side, hans manglende engagement både på og uden for tennisbanen, til at score - point på banen og konen uden for banen.
3. Følgelig kræver både tennisspillet og utroskaben et engagement fra Mortens side - og en del strategisk tænkning - før han kan vende situationen og vinde på banen og i parforhold-et. Man kan så diskutere, om det skyldes Mortens engagement eller måske snarere Henriks store tennisambitioner, at Iben vender tilbage til Morten.

Og så vil jeg kort beskrive min oplevelse af romanen. For mig er det en roman om at skrive og læse romaner. Det betyder at mit fokus har været på fortælleren Morten, hans fortælling om sig selv, hans selvforståelse, hans adfærd som fortæller og hovedperson i romanen, og hans forestillinger om romanlæseren. Dette fokus er nærliggende for mig, fordi synsvinklen i fortællingen udelukkende ligger hos Morten. Vi får ikke ret meget at vide om Iben, Trine, Henrik, Göran, Lars, Birgitte, Carsten og Kirsten, som er de navngivne romanfigurer.

Jeg kan i øvrigt godt lide den form for humor, jeg oplever visse steder i romanen. Fx på side 129: "Iben græd, og jeg er tilbøjelig til at opfatte det som menneskelig modning ... vise svaghedstegn ... men nu er Iben altså i gang med at udvikle sig som menneske. Det er stort. Lars har en alt for negativ oplevelse af det, der sker i øjeblikket."
Når jeg læser ovenstående uddrag, får jeg lyst til at digte følgende ind i teksten, lige efter uddraget:
"- Din store løgnhals, Morten, tænker din mandlige læser. I virkeligheden synes du det er skidetræls at Iben står dér og hyler. Det bullshit du skriver, lyder som noget en kvinde kunne finde på at sige i den situation.
Hvad søger du at opnå ved det?

Et andet eksempel på side 31: "Min sidemand, også dansker, sidder hele tiden på spring. Når jeg kigger ud mod gangen, er hans ansigt dér, sympatisk og parat. Ja, skal vi snakke? Men det skal vi ikke."
Hvis man har hang til symboler, kunne man jo i øvrigt tolke scenen sådan, at sidemanden symboliserer læseren der gerne vil i dialog med fortælleren på deres fælles rejse i romanens univers. Sidemanden vil jo også gerne se Mortens avis, det vil blandt andet sige hans tekst.

Jeg vil læse romanen endnu en gang og skrive til harddisken om min oplevelse af den, inden jeg evt. vender tilbage med et uddybende indlæg.
vis mindre ...

Det der med Göran som terrorist, - tja, det kan da godt være. Han er i hvert fald en som dukker op og laver noget "rav i gaden". Og flere gange er han på kant med sine omgivelser.
Måske han er en marginaliseret mand, som har overskredet grænsen for "hvad man gør".
vis mindre ...

Jeg tror Göran er en skytsengel (som der jo står med fed skrift) og også Mortens ideelle jeg/hans dårlige samvittighed!
vis mindre ...

Uanset så syntes jeg romanen blev en del mere underholdende pga. Göran!
vis mindre ...