Fra læseklubben Ad libitum
Tamburlaine skal dø
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 04/01/2010. Opdateret 02/03/2010.
Bogen var til debat i februar 2010
"Louise Welshs stofbehandling og stilbeherskelse er lige så fuldendt som datidens høviske manerer. Hendes nye roman, sin korte længde til trods, får utrolig meget med. Den skotske forfatter er så afgjort ved at markere sig i engelsksproget litteratur." Lars Ole Sauerberg, JyllandsPosten d. 7. april 2006
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse af bogen i Bogrummet
Portræt af Louise Welsh på The British Councils hjemmeside for Contemporary Writers (engelsk)
smag på bøgerne – en bid om dagen
Der må være sket en smutter i min mail, fordi jeg har misset de sidste par indlæg - det må I meget undskylde! :-)
Jeg samler til bunke med jeres forslag til bøger og er selvfølgelig glad for at høre, at flere også følger mere eller mindre anonymt med i debatten.
Jeg bliver dog samtidig nødt til at sige, at det ikke er så spændende for resten af os (aktive) deltagere, hvis alt for mange "bare er med på en kigger". I en almindelig læseklub ville man jo heller ikke møde op for bare at sætte sig stille i et hjørne - man er jo med både for at lytte til andres tolkning af bogen men i høj grad også for at dele sine læseoplevelser med andre og høre deres feedback.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man blander sig i samtalen! Der har aldrig i denne klub været noget "krav" om, at man skulle gå meget analytisk til værks for at deltage - alle input er velkomne :-) Og det gør også oplevelsen noget sjovere (og mindre "ensom") for de af os, som allerede deltager aktivt.
jeg har læst et par bøger af en afgansk forfatter: atiq rahimi : aske og jord- samt: den tålmodige sten- begge to hjertegribende bøger- som bliver ved med at beskæftige ens tanker længe efter at de er stillet tilbage på hylden-
og så må jeg lige sige at selvom i ikke hører meget fra mig- så læser jeg med glæde( som oftest ) alle de foreslåede bøger og følger vildt med i jeres kommentarer- som af og til er meget interessante- selv er jeg ikke meget for at dissekere helt ind til benet- nok fordi man dengang jeg frekventerede gymnasiet ikke rigtigt var kommet igang med at analysere alle tekster-man man kan jo nyde god litteratur på mange måder- so I do it my way.
Jo, martsbogen fanger mig. Og helt korrekt: Vi bør være mere aktive, også med bogforslag!
Jeg har erkendt, at jeg vist er i undertal med min begejstring over denne bog ;-) Men det er helt ok - man kan jo ikke ramme plet hver gang. Måske kan det i stedet for bruges som en opfordring til, at I griber chancen og kommer med forslag til, hvad vi skal læse, når jeg skal lægge klubbens program og efterlyser titler fra jer. Det er kun meget få forslag, der kommer ind på den måde, så der skulle være god mulighed for at få indflydelse ;-)
Jeg håber marts-bogen fanger jer noget mere og glæder mig til at tage hul på den debat sammen med jer om et par uger.
Desværre, jeg blev ikke grebet! -Håber på den næste bog.
Og selvfølgelig velkommen til vores to nyeste medlemmer i klubben, Niels og Ann :-)
Tove omtaler en anmeldelse i Sentura, så I får lige linket, hvis I skulle være nysgerrige :-)
Ja, det er rigtig, at den næste bog er et bestillingsarbejde - men det er altså et tilfælde, at jeg endte med at lægge de to bøger lige efter hinanden. Jeg har læst "De 199 trin" for lang tid siden og kunne godt huske, at der var tale om et bestillingsarbejde, men var ikke opmærksom på det i forbindelse med "Tamburlaine skal dø".
Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt "Tamburlaine skal dø" i sig selv er et regulært bestillingsarbejde...? Jeg læser efterskriften som om, Louise Welsh blev inspireret til at skrive bogen pga. et andet bestillingsarbejde til det omtalte forlag - men måske tager jeg fejl :-)
Helt alene er du ikke Malene. Jeg har lige læst Senturas begejstrede anmeldelser af Louise Welsh's romaner. Det ændrer dog ikke min oplevelse, men jeg synes, dit spørgsmål om bestillingsarbejde er interessant. Jeg kan ikke gennemskue, hvilken indflydelse det har haft på Louises Welsh's arbejdsproces eller min læseoplevelse, men mere generelt vil jeg sige, at jeg tror, det både kan være en fordel og en ulempe, selvfølgelig alt afhængig af hvor meget kunstneren tænder på opgaven og om han/hun fortryder undervejs i processen.
Når personerne eller historien aldrig når ind under huden på mig, er det måske netop, fordi jeg oplever en form for dokumentarisk distance. Jeg kan egentlig godt se Marlowe som en interessant historisk figur, men for mig kunne en kort artikel have været lige så relevant.
Noget andet, jeg finder spændende er, at jeg lige har hentet næste måneds bog "De 199 trin" og opdager pudsigt nok, at det også er et bestillingsarbejde - endda vist også med et historisk islæt. Jeg har snust i bogen og tror på en god oplevelse, men I hører nærmere til marts.
Du er altid mere end velkommen til at blande dig, Michael! Og jeg kan godt høre, at jeg vist er i mindretal, når jeg faktisk følte mig godt underholdt med bogen ;-)
Jeg har dog tænkt lidt over den (måske) manglende "hensigt", som flere af jer oplever - og hvad det kan skyldes. Hvis jeg skulle komme med et bud, så tænker jeg, om det er fordi bogen udspringer af et bestillingsarbejde? På s. 147 nævner Louise Welsh, at det var et bestillingsarbejde fra et forlag (Canongate Books), som gav hende inspiration til at skrive denne kortroman. Forfattere skal selvfølgelig have deres idéer og inspiration et eller andet sted fra - men kan det mon være derfor, nogle af jer synes, der mangler en rød tråd eller tydelig mening med bogen? Er det dét der skinner igennem og påvirker jeres læseoplevelse?
Jeg tillader mig lige at skrive lidt i jeres debat. For hvor er det dejligt at blive bekræftiget i at andre har det ligesom en selv! Jeg læste bogen for et par år siden, og de tanker I har skrevet omkring meningen med historien kan jeg helt tilslutte mig.
En letlæst historie, hvor jeg også var forvirret over hvad det egentlig var forfatteren havde gang i.
Det er da ok. med en røverhistorie, men så skal den måske være skrevet lidt bedre end i det her tilfælde.
Hvis jeg skal være flink, så er den vel at sammenligne med et stykke slik af mindre kvalitet. Det har bestemt sin berettigelse en sen aftentime, hvor der ikke er andet i skabet. Men det er så det!
Jeg vil give dig ret i, Malene, at bogen var ubesværet at læse, og selvfølgelig var jeg da lidt nysgerrig efter at vide, hvem der udgav sig for Tamburlaine. Og det var jo et drabeligt opgør mellem Blaze og Marlowe. Om det var forsmået kærlighed eller jalousi over sin egen manglende formåen står lidt hen i det uvisse.
Men jeg sad med en tomhedsfølelse bagefter, og når jeg skrev "hensigten", mente jeg nok mere korrekt: Hvad har forfatteren på hjertet. Hvorfor fortæller hun denne historie? Hvilke følelser og tanker ønsker hun at sætte i gang hos læseren?
For mig skal plottet/handlingen og/eller personerne i bøger helst gribe mig og blive nærværende for at blive interessant. Men lige som Tove blev jeg aldrig grebet af personerne i denne bog. De stod som nogle skabeloner, men blev aldrig rigtig af kød og blod.
Suzanne
Jeg er helt enig med både Suzanne og Tove i, at sproget og tiden/miljøet er skildret helt enormt godt! Alting stod meget levende for mig, imens jeg læste bogen - kunne næsten lugte stanken og fornemme den kaotiske stemning i gaderne. Jeg synes, forfatteren var god til at krydre historien med små eksempler, som gjorde det meget livagtet. F.eks. på s. 84 da den uerfarne dreng får stjålet sin pung - en dyr lærestreg...
Men så tror jeg også, vi holder op med at være enige om vores læseoplevelse - hvilket jeg kun synes er godt af og til ;-) Jeg synes nemlig, læsningen gled nemt og ubesværet. Siderne vendte næsten sig selv, imens jeg undrede mig over mysteriet om, hvem der udgav sig for Tamburlaine. Og jeg havde aldrig forudset, at det var Blaize! Der var jo næsten en skjult kærlighedshistorie om en forsmået/misundelig elsker gemt i den drejning.
Men mest af alt så elsker jeg, når en bog gør mig nysgerrig! Min viden om Christopher Marlowe er også meget begrænset og strækker sig mest til, hvad jeg tilfældigt har samlet op, når jeg har læst bøger/set udsendelser om Shakespeare (der jo var samtidig med Marlowe). Og efter denne bog lykkedes det uden tvivl forfatteren at gøre mig nysgerrig. Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om Marlowe og hans liv/skuespil.
Suzanne spørger, hvad bogens hensigt er... Og jeg ved ikke, om jeg synes, at alle bøger/historier skal have et klart "formål". Selvfølgelig skal forfatteren have noget på hjerte - men hensigten/formålet behøver ikke stå lysende klart for mig bagefter, hvis bare jeg har haft en god læseoplevelse. Der kan være mange god oplevelser med en god bog; man kan blive klogere på livet, lære noget nyt, opdage nye side af sig selv - eller som her (for mit vedkommende) blive nysgerrig og videbegærlig efter at udforske et emne man ellers ikke kender så meget til på forhånd. At det så er helt individuelt, hvad der udløser denne nysgerrighed, er jo kun noget af charmen ved litteratur ;-)
Og hvis romanen f.eks. får Tove til at overveje temaer som ytringsfrihed i kunsten, så synes jeg ikke nødvendigvis, det behøver at være "søgt". Bogen har jo på en eller anden måde fået emnet til at dukke op i Toves tanker. Så er det slet ikke sikkert, at det var forfatterens intention (jeg tror heller ikke, det var Louise Welshs mening) - men det hænger jo stadig sammen med Toves læseoplevelse.
Jeg beklager, men må tilstå, at jeg også denne gang har svært ved at finde begejstringen frem. Selv om jeg læste forfatterens kommentar, kender jeg ikke nok til Christopher Marlowe og hans Tamburlaine eller andre skuespil, til at min nysgerrighed blev vakt. Men fremover er der da en klokke, der vil ringe, hvis jeg støder på navnene igen. Så det er, hvad jeg positivt har fået ud af romanen. Miljø- og tidskildringen har også nogle fine kvaliteter, men jeg blev aldrig grebet af hverken personerne eller historien.
Jeg kom til at tænke på, om romanen har paralleller til os i dag? Umiddelbart ville man jo aldrig blive dømt pga. af ateisme, ligesom vi også skelner mellem kunstneren og hans værk. Og dog - kunstnere må stadig gå under jorden rundt omkring i verden, og diskussionen om selvcensur er aktuel. Jeg tror nu ikke, det har været Louise Welsh's budskab, men det er måske det, jeg synes, kunne gøre romanen lidt vedkommende. Måske er det for søgt?
Jeg fik ikke læst kommentarerne først. Til gengæld var jeg på nettet og fik læst lidt om Christopher Marlowe, inden jeg nåede ret langt.
Bogen havde svært ved at fange mig. Til det positive hører, at forfatteren er rigtig god til at give et stemningsbillede af London på den tid. Man kan næsten mærke stanken i sine næsebor og se hovederne på stagerne. Sprogligt fanger hun også datidens sprog, så man får en fornemmelse af, at den kunne være skrevet i 1500-tallet. Dog tror jeg ikke, at datidens skribenter ville være så direkte i beskrivelsen af deres seksuelle eskapader. Men måske tager jeg fejl.
Men hvad er hensigten med bogen? Marlowes død er aldrig blevet opklaret, og der har været mange (konspirations)teorier om hans død. Dette er så endnu et bud, og man kan læse den som en sådan. Men hvad skal man bruge det til? Jeg blev i hvert fald hverken klogere eller berørt af indholdet.
Suzanne (suza0037)
Igen er det lykkedes mig at efterlade bogen derhjemme, imens jeg sidder på arbejdet :-p Men en hurtig opfordring til de af jer som måske ikke er gået i gang/helt færdige med bogen endnu.
Bagerst har forfatteren skrevet et par kommentarer om den virkelige Christopher Marlowe, og hvad man ved om hans død. Personligt syntes jeg, det var rart at læse, inden jeg kastede mig over selve bogen. Louise Welsh har selvfølgelig skrevet en roman og digtet sin egen historie, men jeg synes den harmonerer fint med hendes indlæg om virkelighedens Christopher Marlowe.