Fra læseklubben Ad libitum
Svalerne i Kabul
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 24/06/2010. Opdateret 10/08/2011.
Bogen var til debat i juni 2010
"'Svalerne i Kabul' er mindre handlingspræget og mere reflekterende end de to andre romaner. Forløbet er bygget op omkring samtaler, hvor personernes dybe fortvivlelse kommer til orde i Yasmina Khadras sædvanlige fornemme sprog fyldt med præcise billeder og mageløse sammenligninger [...] Han kender det, han skriver om. Og nok så afgørende: Han er kritisk uden at blive bombastisk. Det er en sjælden kunst, men Mohammed Moulessehoul behersker den til fuldkommenhed." Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten d. 23. juni 2009
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse af bogen i Bogrummet
Yasmina Khadra er et pseudonym for Mohammed Moulessehoul. Læs forfatterportrættet på Wikipedia (engelsk).
smag på bøgerne – en bid om dagen
Som ny i klubben drister jeg mig til at blande mig i koret efter - lidt sent - at have fået læst bogen, som jeg synes voksede undervejs. Til at begynde med var jeg momentvis irriteret over sproget (jævnfør indledningen nedenfor, som jeg finder noget overgjort), men det fandt ligesom sit leje hen ad vejen - eller jeg vænnede mig til det.
Jeg er ikke meget for den der vægtning af bøger, hvad for en er "størst" og "bedst", men når man (som Suzanne) også har læst Under en strålende sol, er det svært at lade være med at sammenligne de to, det delvis fælles tema taget i betragtning. Og jeg er nok enig i at Hosseinis bog som værk betragtet i sin helhed står stærkest, men i beskrivelsen af Taleban-regimets undertrykkelse og det smittende vanvid den førte med sig blandt folk, synes jeg Svalerne griber. Den klaustrofobiske fornemmelse forplantede sig til mig som læser, og stemningen var ikke svær at leve sig ind i, hele følelsen af håbløshed og menneskeforagt. Jeg ser faktisk bogens styrke ikke så meget i dens handling som dens stemning, selvom de to ting selvfølgelig hænger sammen. Og det tjener forfatteren til ære - og til ros.
God sommer (glem ikke bøgerne!)
Søren
Jeg er lige blevet færdig med bogen, og jeg har under min læsning identificeret mig med alle personerne, det være sig kvinder eller mænd. Bogen er velskrevet og du føler dig som læser medinddraget i dagligdagen og al dens rædsler. Der er mange stærke scener, fx imamens prædiken om vestens fordærv og Islams fortræffeligheder, og forestil dig at mand og kone ikke kan gå en tur på gaden uden at blive standset, udspurgt og udsagt for overlast.
Kh
Susanne
Kære Bendt
Jeg er igang med at læse bogen igen (selvom den er tynd tager det lidt tid, og aftenerne er pt fyldt med diverse afslutnings kom sammen fæelsspisning og rundbold arrangementer :-) , men det er ret skægt, for jeg havde slet ikke tænkt at fangevogteren gør oprør mod systemet. Jeg havde egentlig tænkt, at han gjorde for egen vindings skyld. Alligevel synes jeg, du har ret - det er jo en slags oprør mod systemet og han føler nok bogen igennem en tiltagende lede - det vil jeg være opmærksom på, når nu jeg læser mere i aften - tak for det :-)
Hilsen Tina og god weekend til alle
Tak Tina. Det giver jo god mening og understøtter vel også kun det dokumentariske.
Kære Tove.
Ja, det er da lidt sært at skrive under kvindligt pseudonym. først tænkte jeg at det var et salgstrick, da kvinder har en tendens til helst at læse (og købe) litteratur skrevet af kvinder - ja undskyld, men det er altså min ret klare fornemmelse:-). Men så læste jeg i den wikipedia artikel, som Malene har henvist til, at forfatteren var officier i den Afganske hær, og skrev under (kvindeligt) pseudonym for at undgå militær censur.
Det er da ret interessant.
Hilsen Tina
Ja, jeg vil give dig ret, Tove. Romanen er netop meget dokumentarisk, selv om det er fiktion og så gør det ikke så meget, at vi ikke kryber så meget ind i personerne. Landbyen/landsbyerne bliver jo næsten en person med den kulisse af kvinder bag sløret i hjemmene og mændene udenfor, der sætter dagsordenen. Jo, du har også ret mht. kvinder: Det er dem der giver håb. Kun fangevogteren gør oprør og igen: Jeg skal ikke røbe slutningen -kun sige at den er tragisk!
Romanen er netop en skrildring af et samfund med meget faste normer og et retssystem, der er os fjernt med et religiøst system, der kontrollerer og straffer. Således er musik nærmest forbudt, og der er strenge straffe for selv de mindste overtrædelser. Et religiøst politi så at sige! Jeg har selv besøgt museet i Horsens Statsfængsel og tænker også på fortidens hårde straffe i Danmark.
I dagens Danmark er det mest de urimelige tidsubestemte straffe og de lange varetægtsfænglinger, der er kritisable! Og dog skal vi ikke så langt væk for at se anderledes straffe og retsregler: Sydeuropa, Østeuropa for slet ikke at tale om Rusland og længere væk: USA!
Ja, det er mændene, der har magten og er i fokus, men er det ikke kvinderne, der bærer håbet videre - om at tingene kunne være anderledes? Måske netop i kraft af deres tilbagetrukne position er de ikke udsat for samme "hjernevask" som mændene, jf. hvad Bendt skriver.
Sproget, f.eks. i indledningen: "Et sted langt borte svinger en tornado sin flæsekjole i en skrækindjagende dans som en troldkvinde i trance, dens hysteri formår ikke engang at fjerne kalkstøvet på de to palmer, der stritter med bladene mod himlen som armene på en korstfæstet........." er til tider ret fantastisk og går lige til grænsen af, at det netop ikke bliver for meget. Jeg får en stærk oplevelse af heden og støvet samt af, at der også ligger onde varsler i luften.
At personerne ikke kryber ind under huden på en, synes jeg, netop er en styrke. Jeg får fornemmelsen af, at vi får beskrevet en ganske almindelig hverdag og nogle tilfældige, almindelige mennesker i Kabul, men der er jo hundredvis af lignende skæbner. Jeg ved det er fiktion, men opfatter det alligevel næsten dokumentarisk som beskrivelsen af helt folk. Jeg synes bogen er helt sin egen og ikke skal sammenlignes med andre.
Er der nogen, der ved hvorfor forfatteren skriver under et kvindeligt pseudonym? Det har undret mig lidt.
Det var en dramatisk og uhyggelig bog om et tyrannisk system. Jeg vil nok give jer ret i, at det måske ikke er den bedste bog om Afghanistan ift personskildringer, men bogen var rystende. Jeg har også læst andre bøger om netop Afghanistan.
Der fokuseres nok mener på mændene og især på fangevogteren (skal ikke røbe slutningen), men som jeg engang hørte sagt af en dansk fangevogter på et af vore meget lukkede fængsler: "Hvis man tror, at man lave om på systemet, så må man tro om. Det er systemet der laver om på en selv!" -Hvis det er rigtigt, så er det et dystert budskab! Jeg tror ikke helt på det. Det nytter at kæmpe imod. Det fattede frihedskæmpere under 2. verdenskrig og det gør mange mennesker idag -på trods af systemerne. F.eks. at gå imod dødsstraf i USA. Jeg kender nogle mennesker i USA, der gør det. Og det koster!!
Jo, det kan give drøje hug at gå imod strømmen - men det kan være nødvendigt!
Også i Danmark koster det. F.eks. kan man få ubehagelige, anonyme brev. Det har jeg prøvet..
Hej Suzanne
Ja, det er helt sikkert mændene som er i fokus - men diskvalificerer jo ikke nødvendigvis en bog ;-) (fnis fnis). Ellers er jeg faktisk enig med dig. Personerne fangede heller ikke rigtigt mig, men måske er det heller ikke meningen at vi skal komme ind under huden på de enkelte personer i bogen. Måske skal vi bare have en lille flig af nogle tilfældige menneskers hverdag i et regime, så forfærdeligt at man ligeså godt kan have det fulde slørings udstyr på også indenfor. Det betyder alligevel ikke noget, hvem man er.
Slutningen tog fusen på mig (ikke et ord mere om slutningen - det ville være synd at røbe for meget, før vi alle er færdige med at læse!!!), så jeg vil lige læse bøgen igen, for som jeg skrev før fangede bogen mig ikke i starten, og første halvdel var pligtlæsning.
Glæder mig til at læse, hvad I andre har at sige om Svalerne i Kabul.
Hilsen Tina
,
Hvis jeg sammenligner med en anden bog om kvinderne i Afghanistan i samme periode, nemlig "Under en strålende sol", så synes jeg ikke denne fanger nær så meget.
Jeg føler ikke, jeg får en fornemmelse af Zunaira. Det er mere mændene, der er i fokus, men jeg bliver heller ikke rigtig fanget af dem som personer. De kommer ikke under huden på mig. Derfor bliver bogen aldrig rigtig vedkommende på trods af det barske indhold.
Suzanne
Hej Tina
Det er bare helt i orden, at du springer over denne måneds bog - tak fordi du giver besked. God fornøjelse med dine andre bøger.
Hilsen Tina :-)
Kære alle
Jeg beklager meget mit lange fravær i debatten. Svalerne i Kabul ligger nu endelig i min taske og jeg glæder mig til at komme i gang med at læse bogen og jeres kommentarer.
Hilsen Tina
Hej.
Jeg læser ikke med på "Svalerne i Kabul".
Jeg er nemlig lige i gang med en del andre gode bøger, og har derfor svært ved at finde tiden.
Hilsen
Tina
Så er bogen læst. Den er god, velskrevet, barsk, uretfærdig, rørende og "nødvendig". Undervejs oplevede jeg megen harme, men ender også op med at have stor respekt for romanens kvinder, svalerne.
Mere vil jeg ikke sige, før andre er blevet færdige med bogen