Fra læseklubben DR Klassikerklubben
Sult
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 23/03/2009. Opdateret 02/06/2009.
Bogen er til debat i april og maj måned 2009
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
det politiske budskab. DER ER INTET.
Mener så at han læser bogen uden at tage Hamsuns øvrige produktion i betragtning. Hamsuns bøger er for størstedelen ikke ret forskellige. De handler om Hamsun og dermed om alt hvad vi rummer som mennesker. Mennesker som Hamsun dukker om fra generation til anden og vi skal ikke kigge dem i munden.
kun én anden forfatter kommer i nærheden når det gælder sproget og det er Dickens.
Jeg har meget svært ved at forholde mig til fortolkninger af Hamsun for han er kun sprog og følelser. Følelser og sprog.
Det eneste omdrejningspunkt der nogensinde har været i hans forfatterskab er (helt naturligt) ham selv. Han er SÅ ligeglad med os. Men han er essensen af menneskets væsen og uvæsen og han tager os ved hånden, igennem sproget, og leder os ud til kanterne.
Jeg elsker Hamsun og ser ham som verdens absolut største forfatter. Den findes ingen som han der er lykkedes med den perfekte sætning. Han har givet os mange øjeblikke. Fyldt med det potentiale som vores følelser rummer, hvis bare man kunne spole tilbage og gøre lige nu igen. Det er Hamsun i min verden. Lige nu, med volumen på max og hensynet til naboen vel parkeret langt, langt væk. Der er ikke plot eller mål eller retning. Der er kun ham. Smukke grimme smålige klamme ham. Jeg tror det er en stor misforståelse at læse andet ind i hans værker (med enkelte undtagelser). Sult er ikke skrevet for vores skyld. Det var da aldrig meningen vi skulle forstå. Jeg tror at Hamsun tror vi ville springe i luften hvis vi forstod bare en snas af hans længsler. Han er ikke drama men drift. Han giver os adgang til menneskets grundstoffer. Gi los og mærk længsel. At bruge Sult som et politisk manifest er tragisk misforstået. Hamsun sjuskede en scene af og gik så ellers i gang med at flå sig selv i stykker på de præmisser som denne scene nu (tilfældigvis) dikterede. Er Pan kompleks - nej vej. Er den eventyrlig og besættende og bliver man næsten misundelig på de ekstremer vores tossede soldat rummer. Jaaaaaaaaa. Er Victoria episk - hmmmmmmm. Er den genial i sin beskrivelse af længsel på trods af et komplet primitivt plot (mangel på samme). Vi ved fra side 5 de aldrig vil lykkes. Hvorfor tuder jeg så på side 116? Hvordan kan man tro at Hamsun nogensinde har været politisk. Han har aldrig haft en følelse for andre end ham selv. Heldigvis har han så valgt at dele dem med os. Men læg nu ikke for meget i det. Han er geni og det vil ikke være fair at splitte ham ad med teknik.
Og det blev dermed de sidste ord som der blev skrevet om Sult.
Tak til alle jer som har skrevet om bogen, og dermed har været med til at gøre læseoplevelsen størrer. Lige så meget som jeg har nydt at læse bogen bogen, lige så meget har jeg nydt at skrive sammen med jer om bogen.
Jeg skal ikke forsøge at overbevise Anne eller nogen anden om, at hovedpersonen i Sult tror på Gud. For det kan jeg ikke. Men jeg ved, at når jeg selv - som hovedpersonen i Sult - bliver så rasende, vred og bange - da er det for mig liv eller død. Noget der virkelig betyder meget for mig. Deraf slutter jeg, at det også må være sådan for andre.
"…, fuld af det afmægtigste Had, henrykt
af Raseri, raaber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds navn hæst og
indædt og krummer mine Fingre som Klør… Jer siger dig, du HImlems
hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis var til, saa skulde jeg bande dig
slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild"
Margrethe
Først og fremmest skal det slås fast at jeg synes dette var en fantastisk bog.
Jeg fandt det virkelig interessant hvordan hovedpersonen er i stand til at bedrage sig selv til, til stadighed at tro på hvad som helst, der i hans egne øjne sikrer at han bevarer sin værdighed. Han grænser rykker sig betydeligt i løbet af handlingsforløbet, men for ham bliver det småting, der er afgørende for om han alt i alt har sin værdighed i behold eller ej.
Jeg mener at hovedpersonen afspejler mange helt basale træk ved mennesket. Vi forholder os til den situation vi er i og handler ud fra det.
Hovedpersonens forhold til Gud er også bemærkelsesværdigt. Det er udviklingen i hans forhold til Gud der er interessant. Han starter med at frygte for Gud:
· (side 16: ”Hvad om Gud ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske?”)
Derefter føle tryghed ved tanken om Gud:
· (side 19: Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde , hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulle iføre den usle Maddikesæk, kaldet mit jordiske legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Naade at pege paa sin ringe Tjener?)
Til sidst at fornægte og hade Gud:
· (side 125: ”…, fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, raaber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør… Jer siger dig, du HImlems hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis var til, saa skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild.”)
Herefter nævner hovedpersonen så vidt jeg husker ikke Gud igen. Han har fornægtet Gud, og sætter nu udelukkende sin lud til sig selv.
Ja, det er jo en af de gode ting ved den nye litteraturside. Muligheden for at få læsevenner.
Og man burde bare kunne bekræftige en læsevens-anmodning. Måske der er problemer, fordi du ikke er logget på litteratursiden, at den skriver adgang nægtet.
Ellers prøv at send en anmodning til den person som det drejer sig om.
Hej
Jeg vil også gerne være din læseven :-) Når jeg går ind på linket for at bekræfte, får jeg beskeden "adgang nægtet". Hvordan bekræfter man en læseven?
Margrethe
Hej Tove
Spændende at du skriver på saxo.com's skrivekursus:-) Jeg er i gang med flere skriveprojekter. Hvordan fungerer skrivekurset? Egne - eller andres tekster? Skal man binde sig for at læse andres tekster mod, at nogen læser egne tekster?
Jeg tror, det er en rigtig god idé, at få respons på sine tekster i den hensigt at få mere styr på stoffet:-) Eller hvordan er dine erfaringer?
vh Margrethe
Jamen jeg er da også tllmeldt dr-klassikeren, men forventer måske ikke, at der sker så meget før til efteråret?? I hvert fald har jeg blot fået en bekræftelse på min tilmelding.
Og tak til dig Michael, fordi du tager en ekstra tørn som tovholder på klassikerklubben.
Her bliver det ikke til meget læsning p.t., men Spilleren ligger klar i bunken, der har hobet sig op. Det gode vejr og andre ting, bl.a. Saxo.coms skrivekursus, skal også passes.
Hej Henrik
Jeg kunne ikke huske, at han også sjuskede med datoerne -glad at du er enig i, at han søger jobs - halvhjertet.:-)
Ellers er jeg i gang med Spilleren - tegner godt.
Margrethe
p.s. Michael - jeg har meldt mig til dr klassikerne - håber der kommer flere med.
Jeg kan godt følge Margrethes pointe med den halvhjertede jobsøgning. Det gælder f.eks. også ansøgningen om et bogholderjob, hvor han skriver forkert dato.
Henrik eller hythlodaeus - jeg lyder skam (sådan da) begge navne!
Hovedpersonen i Sult siger på sidste side, at han "kan gøre, hvad det skal være....Jeg maatte være en daarlig mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det."
Tidligere var hans arbejdsforsøg halvhjertede - i hvert fald dem jeg kan huske - som da han f.eks. sender en dreng ind med ansøgningen i stedet for at gå selv.
Enig Henrik? eller vil du helst kaldes hythlodaeus - svært at stave til :-)
Irene har selvfølgelig ret i, at fortællingen er knyttet til en bestemt tid og en bestemt by. Det sidste bemærkede jeg, men da jeg ikke kender Oslo, lagde jeg ikke videre mærke til stedbeskrivelserne, som må gøre et stort indtryk på dem, der kender den.
Det er også rigtigt, at vi kun får et lille udsnit af fortællerens liv. Det er jo almindeligt nok, at starte in medias res, midt i handlingen. Men det er mere usædvanligt også at stoppe in medias res. Det er måske en af grundene til, at vi har så svært ved at identificere, hvad oplevelsen egentlig betyder. Der er intet om, hvad der skete senere, hvordan det var med til at forme fortælleren eller noget som helst andet.
Hamsun slår i første linje fast, at ingen kommer umærket fra Kristiania, men læseren må selv hitte ud af, hvad mærket egentlig betyder.
Jeg synes også selv, det er okay med gentagelser, da vi jo skal skrive om vores egen læseoplevelse af bogen. Det var nok bare fordi, at det føltes lidt overvældende at komme med, når så meget og så godt allerede var skrevet. Men tak for jeres godkendelse af gentagelser :-)
Ja måske bliver han testet af Gud, testet som menneske og som kunstner. Men jeg synes også, det er interessant, at det er selve byen Kristiania, som han tager udgangspunkt i. Som om det er selve stedet, der gør noget ved en.
Hele bogen begynder med: "Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den."
Slutningen: "Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, vaad af Feber og Mathed, saa indad mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem."
(Jeg bliver også helt betaget af sproget, der hele tiden fører læseren med sig uden rigtig at vide hvorhen. Fantastisk følelse)
Nå, men mon ikke alle også kender til det at have en periode i sit liv et helt bestemt sted, hvor alting pludselig havde stor betydning. For hovedpersonen endnu kraftigere, da han flere gange er døden nær.
Jeg synes, det er så fedt at bogen bare er et udsnit af hovedpersonens liv. En vigtig, lærerig og følelsesladet periode. Barndommen er ligegyldig (for en gang skyld) og fremtiden er også ligegyldig. Det er det her sted og den her periode, der rykker ham som menneske.
Jeg får lige lyst til at samle op på det spørgsmål, som Irene rejser. Nemlig at man gentager, hvad andre har skrevet, fordi læseoplevelser har været den samme.
Dertil vil jeg skrive, at jeg næsten aldrig har oplevet at to mennesker har haft den samme oplevelse med en bog. Som regel vil en læseoplevelse altid være et unikt møde mellem læseren og bogen, som ikke ligner andres møde med den samme bog.
Derfor syntes jeg det er rigtig godt, at alle som har læst bogen i klubben også skriver deres oplevelse af den. Man behøver nødvendigvis ikke at indgå i en debat, men bare at dele læseoplevelsen med andre er også godt.
Hovedpersonen i Sult vil udfordre sig selv. Gud har udvalgt ham og han må udfylde sin rolle."Havde Herrens Finger pegt paa mig? Men hvorfor just paa mig?"(18) - "Men der Gud havde berørt mig med sin Haands Finger, lod han mig være og berørte mig ikke mere og lod mig intet ondt vederfares" (19).
Hovedpersonen pjalter omkring i Kristiania som så mange andre også gjorde ved overgangen til det nittende århundrede. Han bor til leje - søger arbejde - skriver fremmedgørende artikler - bliver forelsket uden at realisere forelskelsen - og lever uautentisk. Han har ikke råd til mad og tigger. Hans artikler bliver ofte afvist. Og han 'digter' om noget, det ikke burde være nødvendigt at 'digte' om. Håbet er så stækt rodfæstet i ham, at det til tider bliver hans virkelighed. Han lover damen med kagerne - en dag - at købe dem allesammen, selv om han ingen penge har. Han ber om indpakning af tæppet, fordi der er værdifulde vaser indeni. På denne måde opretholder han også sin stolthed i andres og ikke mindst i sine egne øjne. Hvem kender ikke til at lyve for ikke at tabe ansigt.:-)
At opretholde livet er det samme som at være forfatter for vores hovedperson. Alt det hovedpersonen oplever i Kristiania af modgang er en rejse - eller med et finere ord en eksistentiel krise - der modner ham til at tage ansvar for sit eget liv og sin egen bestemmelse - læs: Guds bestemmelse. At han til sidst får arbejde på båden og tilbyder sig selv helt og helhjertet læser jeg som, at nu er han endelig klar til at udfylde det hulsom Gud har efterladt i hans nervesystem. At blive voksen og tage personligt ansvar for sit liv.
Sproget ikke at forglemme. Et unikt sprog som flyder og eksploderer i hovedet på en. Sult er unik.
Jeg nyder rigtig meget debatten her på siden - bliver inspireret - og kommer sikkert også til at gentage nogles kommentarer. Det vigtigste er vel at holde liv i debatten - eller?:-)
Hej Irene
Jeg synes bestemt ikke, man skal holde sig tilbage med kommentarer af frygt for at gentage andre. Vi formulerer os jo allesammen forskelligt, så ethvert bidrag er da velkomment og kun med til at holde debatten i gang.
Hvad slutningen angår, opfatter jeg den egentig ikke som hverken en falliterklæring eller en tilfældighed - jeg mener, at han tidligere i bogen har nævnt skibshyren som en mulighed. Jeg tror, at han mere eller mindre ubevidst erkender, at hvis han skal overleve - som menneske og som forfatter - så skal der altså brød på bordet, og hans stolthed byder ham selv at tjene til den basale overlevelse. Jeg tror ikke, han opgiver drømmen om at skrive, men indser, at præmisserne må være nogle andre, for ellers vil han rent fysisk gå til grunde. Hele opholdet i Kristiania ser jeg også som en tilstand, som han lærer noget af, men som han ikke kan forblive i uden at dø som menneske og kunstner.
Svært at komme med og følge med i debatten, når man ankommer lidt sent. Så jeg beklager, hvis jeg gentager for meget.
Men altså er jeg også begejstret for Sult.
Selvom jeg ikke har medlidenhed med hovedpersonen hele vejen igennem, er der dog flere steder, hvor jeg virkelig føler med ham. Som da hans fod bliver kørt over - da synes jeg næsten ikke, det var til at holde ud, hvor smertefuldt uheldig han var.
Da jeg læste den, tænkte jeg overhovedet ikke på, at sulten skulle være selvvalgt, men fornemmede dog også, at han kunstnerisk leger lidt med lidelsen undervejs.
Jeg synes egentlig ikke, at han bare kunne rejse og så få det bedre. Han forsøger trods alt at få jobs undervejs - også andet end som forfatter. At han får job på skibet til sidst virker på mig lidt som en tilfældighed, heldet og håbet tilsmiler ham. Jeg blev helt lettet.
Hvis det var selvvalgt og han til sidst knækker og mister sin stolthed?, så skal rejsen fra Kristiania vel ses som en opgivelse.... Eller hvad? I så fald en opgivelse af hvad? Drømmen om at blive forfatter... Eller kan slutningen ses både som opgivelse og håb ... måske har han lært noget af denne sulterejse... som menneske, men også som forfatter tænker jeg på. Ved ikke om noget at dette giver mening.
Jeg vil også lige nævne humoren, som jeg faldt meget for. Hans mærkværdige stolthed og det med at være stor i slaget er virkelig morsomt fortalt. Jeg holdt meget af hovedpersonen, når han begyndte på alle sine små historier, som han tit selv blev forundret over selv at have begyndt. (i sig selv morsomt) For mig var der ingen tvivl om, at han af natur var forfatter, hvilket jeg synes var et meget rørende og elskeligt karaktertræk hos ham.
Vil også gerne sige tak til Michael for at overtage tovholderrollen. :-) Super dejligt, nu da jeg har tid til at være med igen.
Kære klubmedlemmer
God påske.
Jeg har nu igen forhåbentlig tid til at læse og går i gang i morgen med at genlæse Sult. Og glæder mig.:-)
Med hensyn til hvilke bøger klubben skal læse, har jeg foreløbig valgt at læse dem, der bliver foreslået, som jeg finder spændende. For af alle de bøger i har foreslået, finder jeg dem ALLE interessante. Og så er det ligegyldigt om jeg læser romanen for1. eller 2. gang. Og bliver der foreslået en bog, som jeg måske ikke lige har tid eller lyst til at læse, springer jeg bare over og læser en anden for mig selv. I går så jeg f.eks.- med stor fornøjelse - Titanic på dr1 for 2. gang. Og det var bestemt ikke kedeligt. Tværtimod føler jeg, at jeg dvælede mere i filmen i går og fik tid til at beundre og værdsætte den livskraft, som filmen også rummer. Og det giver energi.:-)
Om Sult er et bevidst kunstnerisk eksperiment (Auster) eller om det er kunst, vil jeg have i baghovedet, når jeg genlæser den. En ting er sikkert. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det føles at være rigtig sulten, for jeg har aldrig prøvet det. Det må være utrolig grænseoverskridende og også farligt. Jeg tænker også på de stakkels desperate mennesker, der sultestrejker i håb om ikke at blive hjemsendt til deres lande.
Og tak Michael at du har påtaget dig opgaven at holde sammen på os. :-)
Margrethe
Det lyder spændende, så måske kan jeg få læst "Angst i kunsten". For mig at se er der stor forskel på angst og frygt. Vi kan frygte at blive syge, en ulykke osv. (konkret begivenhed). Angst er mere uhåndgribelig og det er vigtigt, at vi har hinandens støtte, hvis angsten opstår. Jeg tror også at kristentroen kan give styrke i hverdagen. Både en tro/tillid vi får fra hinanden, f.eks. fra min kæreste og min bror og den tro/ro kristendommen giver!
Apropos denne debat kan jeg ikke lade være med at nævne, at jeg lige har læst "Angsten i kunsten" ved Rasmus Nejst Jensen. Ti danske kunstnere, bl.a. Naja Maria Aidt, Kirsten Thorup og Ib Michael fortæller om deres oplevelser med angst, og hvilken indflydelse den har på deres hverdag og kuntneriske virke. Bestemt interessant læsning.
Ja, jeg er enig. Sult er ikke kunst. Mister man identitetet og stoltheden mister man sig selv og kærligheden til livet/næsten. Så er der kun tomhed og nihilisme tilbage og det kan man ikke leve på. Selv er jeg kristen og tror på det kristne budskab om næstekærlighed og tro på livet. Skræller man et løg lag for lag er der intet tilbage, og det kan man, som Henrik Ibsen siger ikke leve på! Kald det livsløgn. Jeg kalder det aktiv kristendom i tro og kærlighed.
Tak for jeres reaktioner på Auster, ikke mindst til dig, hythlodaeus - dit indlæg lyder meget rimeligt for mig.
Så har jeg fået læst Auster i Kritik-udgaven (nr. 101, side 57-64). Jeg ved ikke om det er helt samme tekst som i filmhæftet, men i hvert fald optrådte den citerede passage også her.
Jeg er ikke enig med Auster i, at sulten er et bevidst kunstnerisk eksperiment. Frivilligheden består, som jeg ser det, i muligheden for at opgive drømmen om at slå igennem som forfatter, men sulten er ikke resultatet af, at forf. en fredag eftermiddag har besluttet sig for at sulte og derfor smidt penge og mad i skraldespanden. Det er rigtigt, at sulten kan afsluttes, men kun gennem et samtidigt tab af identitet og stolthed. Men det er utvivlsomt rigtigt, at fortælleren som intellektuel i høj grad tager mentale notater til senere brug og i den forstand er meget bevidst om, hvad sulten gør ved krop og sind.
Generelt vil jeg da gerne anbefale Austers læsning, som giver en interessant vinkel på bogen. Specielt fandt jeg konklusionen interessant, nemlig at Sult er en af de første romaner, der tager tesen om Guds død alvorligt. Når man ikke længere tror på nogen frelse i det hensides eller på en dybere mening med de lidelser, man udsættes for gennen livet, så lurer den eksistentielle meningsløshed lige under overfladen. Når løget skrælles er der jo ingen kerne: Til sidst er der bare ikke flere lag, så tomheden er tilbage.
Ja, det er svært at være kunstnerisk aktiv på tom mave jvf. Maslows behovspyramide. Ja, Hamsum flirtede med nazismen ligesom f.eks. højskoleforstander Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole og i dagens Danmark er der desværre også mange mennesker med en "klar dig selv holdning". Mere og mere privatiseres, gøres individuelt og fællesskabet og solidariteten har det skidt. "Skatterne ned og gebyrer/selvbetaling op. Tage fra de fattige og give til de rige". - er nogle af tidens tendenser. Nu er det tid for et nyt opgør med superliberalismen! I bogen af Hamsum får vi jo ikke medlidenhed med den sultende. Han har "næsten" selv valgt sin sult/fattigdom!????
Tja, i hvert fald har han ifølge bibliotek.dk udgivet en tekst med samme titel i Kritik. Men om det er en forkortet version eller lignende ved jeg ikke.
Jeg har vist ikke fået udtrykt mig præcist nok.
"Kunsten at sulte" er et lille hæfte på ca. 30 sider, der er indlagt i kassetten til filmen på dvd. Der står, at det kun kan erhverves i forbindelse med filmen/dvd'en, så jeg tvivler måske på, at det har været trykt i Kritik.
Auster henviser iøvrigt også til "En sultekunstner" af Kafka, men her kommer jeg på glat is, men gør mig nogenlunde de samme tanker som Michael. Udover at være et tidsbillede og en roman om (selv?)-fornedrelse af mennesket, er "Sult" måske også udtryk for, at kunstnergeniet må lide og martres for at kunne udtrykke sin sjæl.
Jeg har bestilt Auster (jeg går ud fra, at du mener hans artikel i Kritik?) så jeg vil vente med at kommentere frivillighedsaspektet til jeg har læst ham.
Derimod er jeg umiddelbart enig i, at der ikke er meget social indignation i romanen. Fortælleren hører aldrig til samfundets mindste - dem har han faktisk et stort behov for at tage afstand fra og dybest set også en grundig foragt for. Romanen er et studie i, hvad der sker med krop og psyke, når den presses til det yderste, men den har ingen mening om, hvorvidt det er politisk rimeligt, at nogen sulter. (Fortælleren klager over sin skæbne, men det ses netop som en guddommelig uretfærdighed mod ham, ikke et samfundsmæssigt problem, der kan gøres noget ved.)
Jeg syntes du stiller et godt spørgsmål, Tove - nemlig hvorfor at hovedpersonen vælger at blive i Kristiania og sulte. Hvorfor vil han ikke sit eget bedste, og forlader byen tidligere i forløbet.
Og hvorfor drikker Jeppe? og hvorfor vælger Ole Jastrau at gå i hundene i "Hærværk" af Tom Kristensen? og hvorfor skriver Henrik Stangerup også om slangen der gnaver i "Slangen i brystet"?
Måske han handler som han gør ud fra en romantisk forestilling om at ægte kunst bliver til på en tom mave. Måske han handler som han gør, fordi han drømmer om det store gennembrud.
Eller måske han også har en selvdestuktiv orm i brystet der gnaver og piner ham.
Jeg er aldrig kommet ind i Paul Austers forfatterskab, så det kan jeg ikke sige så meget om.
Men jeg kan også henlede opmærksomheden på Hamsuns flirten med nazismen, og det efterfølgende retsopgør med ham. Det er fantastisk beskrevet i bogen "Under guldregnen" skrevet af hans kone Maria Hamsun (som forøvrigt også var medlem af det norske nazistparti).
Så fik jeg læst "Sult" og vil gerne rose den, Michael. Det er en stærk bog om skam, stolthed, ydmyghed, ydmygelse og fornedrelse. Undervejs tænkte jeg, som Bendt, på Maslows behovspyramide. Man kan ikke formulere en åndstanke, når kroppen skriger af armod.
Hvor meget af bogen er mon selvbiografisk?
Hvad får et sådant menneske til at holde sig oprejst - måske håbet, men håb på hvad? Jeg synes, der er noget uforløst ved romanen, som jeg måske er blevet lidt klogere på efter at have læst i Paul Austers "Kunsten af sulte". Citat:
"Denne roman kan ikke engang påberåbe sig at have nogen forsonende social værdi. Skønt SULT placerer os lige mellem ulykkens kæber, tilbyder den ingen analyse af denne ulykke, indeholder ingen opfordring til politisk handling. Hamsun, .............. , beskæftigede sig aldrig med de klassemæssige uretfærdigheds problemer, og hans fortæller-helt er, ligesom Dostojevskis Raskolnikov, ikke så meget en underdog som et monster af intellektuel arrogance. Medlidenhed spiller ingen rolle i SULT. Helten lider, men kun fordi han har valgt at lide. Hamsuns kunst er af en sådan art at han på det strengeste forhindrer os i at have medfølelse med sin hovedperson. Fra starten bliver det gjort klart at helten ikke behøver at sulte. Løsningen eksisterer, om ikke i byen, så i det mindste i det at rejse bort. Men holdt oppe af en besættende, selvmorderisk stolthed afslører den unge mands handlinger til stadighed en foragt for hans egne bedste interesser."
Hvad mener I om den påstand, at personen selv har valgt at sulte, at han eksperimenterer med krop og bevidsthed på grænsen til døden? Gør han det evt. i kunstnerisk øjemed?
Jeg vil ikke modsige I andre, men Paul Auster tilføjer nogle nye aspekter, som jeg ikke fuldt ud kan redegøre for her. "Kunsten at sulte" er blot et lille vedhæft til dvd'en, som jeg har lånt, men endnu ikke set. På dvd'en skulle også ligge en samtale mellem Auster og Hamsuns barnebarn.
Det kunne være spændende, hvis andre havde lyst til at læse og kommentere Austers synspunkter.
Helt enig Bendt, - der er flere som skal på banen og rose "Sult" af Hamsun. Og dem som ikke endnu har læst denne fremragende bog, skal skynde sig at gøre det. Efter endt læsning skal de så skrive her på siden, hvor god den er.
Jeg kan nemlig slet ikke forestille mig, at nogen mennesker ikke vil blive grebet helt ind aller dybest i deres sjæl af dette mesterværk.
For når det kommer til stykket er vi jo alle nøgne, sultne og sårbare. Piller man de basale livsnødvendigheder fra os går vi i opløsning. Og det som er forkert i dag, er måske rigtigt i morgen.
Men som du vidst også skriver, Bendt, så har der også altid været megen stolthed over det at være fattig. Man vil klare sig selv, og det er flovt at be' om hjælp. Nok ikke så meget i dag, som det var i 1890erne's Kristiania. Der var selvfølgelig heller ikke så meget hjælp at be' om!
Et menneske kan miste sit, hus, sit arbejde og sine sociale relationer, men hvis først det mister sin stolthed er der ikke mere tilbage.
Kære Bendt og I andre medlemmer af klassikkerklubben:-)
Det har desværre trukket lidt ud med at finde nogle nye bibliotekariske tovholdere til klubben. Men jeg håber inden påske, at de to som næsten har sagt ja:-) vil springe ud her på siden!
Og så vil de også samle op på de bøger som I har foreslået, og vælge nogle nye bøger.
Men Sult er jo også til debat i både april og maj, så det skal nok nåes.....
Jeg håber meget, at I holder ved, for jeg er sikker på at der ligger mange spændende bøger og "snakke" her i klubben i den kommende tid.
Ja, jeg håber at der snart kommer flere på banen, så der kan opstå gode samtaler. Og jeg glæder mig til at se listen over nye bøger.
Det var vist Jacob Haugård, der sagde: "Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge". Castorp kobler dumhed og sygdom sammen. Ja, jeg tænker på, at også et arbejde, hvor der ikke er arbejdsglæde, kan give stres og dermed sygdom. Så sagen er ikke enkel. Og nogle siger ligefrem, at sygdom kan være Guds straf. Helt sikker er det at det fysiske og psykiske hænger samme. Er du glad for dit liv? Trøster du dig med cigaretter, spiritus, narko eller uforpligtende underholdning? Bliver du mobbet på din arbejdsplads?Du (Margrethe) har ret i dine betragtninger over at lægerne lever af vores sygdomme -selv om forebyggelse må være et must. Jeg er ikke i tvivl om, at et refugium (hvilested) kan være forebyggende og helbredende, selv om Castorp måske er et eksempel på falsk "tryghed" og Sanitoriets behov for penge! Det er jo et luksussanitorium. (Jeg ser lige, at mit indlæg står under Sult.. Det er jo en forkert kategori - Ja, vi må lære det nye system at kende).
Ja, før i tiden var det en skam at få almisse fra fattigvæsenet og hovedpersonen har denne holdning til almisse. Samtidig en stolthed. Han skal nok klare sig selv og det er jo hans egen skyld. Jo, holdningen var den, at de fattige selv havde skylden for deres fattigdom eller det måske var "Guds straf" eller lignende. "Klar dig selv holdningen "har stadig grobund i visse kredse. Også blandt danskere, der måske ikke har så meget. Fattigdommen skyldes "de fremmede". Jo, "Danmark for danskerne" og så er alt godt! Jeg synes nu stadig at mange personer i bogen har en ligegyldig og overfladisk forhold til sult og fattigdom. Der gives ikke ved dørene - og gerrrighed/nærighed trives godt...Måske ikke lige den også lidt fattige værtinde -og dog! Jeg er helt enig med jer andre i, at hovedpersonen ikke altid er lige sympatisk.
Sygdom og dumhed: læs:overtro?
Er sygdom knyttet sammen med dumhed i Trolddomsbjerget? Sygdom i betydningen overtro?
Den 'kloge' Settembrini holder et alenlangt foredrag for Castorp og Joachim om emnets.123-126 - men jeg kan ikke finde ud af, om han mener, at dumhed og sygdom er forbundne størrelser. Om han mener, at man er dum, hvis man er syg? Han mener, at sygdom er hæslig og bedaget - men er den også dum?
Settembrini siger, at midlet mod sygdomme er kampen/arbejdet.. .."arbejde for jorden, for menneskehedens ære og interesser, og dag for dag på ny hærdet i denne kamp vil hine magter befri mennesket fuldstændigt og ad fremskridtets og civilisationens vej føre det mod et stadig klarere, mildere og renere lys."s. 124
Det er lidt mærkeligt dobbeltmoralsk, at Settembrini - der selv er mindrebemidlet og - foruden de andre patinter - også er uden arbejde - 'prædiker' for arbejde som middel mod sygdom. En ting er, hvad der er sygdomsmæssigt realistisk - objektivt måleleligt - en anden ting er, om lægerne har brug for patienternes sygdom - læs: penge?
Margrethe
Hold da op en masse spændende indlæg her allerede er. Jeg glæder mig mere og mere til at læse "Sult", men gemmer den lige til vi er kommet ind i april måned.
Jeg kan godt følge Bendts betragtninger, men jeg opfatter nu ikke fortællerens omgivelser som så ligegyldige over for ham. Fattige udlejere må jo også tænke på sig selv, og der er adskillige som gerne hjælper ham, da det først går op for dem, hvor slemt det står til.
Lige så ofte er det hans egen stolthed, der står i vejen for at få hjælp, men skildringen af denne stolthed er ramt lige på kornet. Sådan må det være i en tid, hvor socialhjælp er en almisse og ikke en rettighed: Det bliver ydmygende at bede om hjælp - især når man synes man hører til i andre cirkler.
Jeg har ikke læst så meget af Stangerup, men forbindelsen til Hærværk er tydelig - bl.a. også i den forstand, at tingene allerede ved bogens begyndelse er forfærdelige, og at det alligevel - selvom det burde være umuligt - bliver ved med at blive værre og værre.
Sult er jo en ren håndgranat af en roman, der eksploderer lige op i læserens ansigt fra første til sidste side. Et mesterværk – simpelthen.
Skildringen af selve sulten er fantastisk. Fortælleren svinger mellem apati og vanvittigt overmod fra det ene øjeblik til det andet, mens hans legemlige og åndelige kræfter svinder ind for hvert lavpunkt. Første gang kan han stadig rable en ordentlig artikel af sig, men derefter skriver han ubrugelige skitser – hvis han da overhovedet får skrevet – og han må forlade sig på medlidenhed og tyveri. Selv da han flere uger i træk er i relativ tryghed i Vaterland er han ude af stand til at producere noget ordentligt.
Dybt interessant er det også følge, hvordan fortælleren skridt for skridt får skrællet civilisationens fernis af, hvordan han hver gang får skubbet grænserne for, hvad han vil gøre for at få mad og husly. Umiddelbart kan det undre, at lavpunktet skulle være at modtage penge fra Ylajali, men det hænger vel sammen med, at hun som den eneste har behandlet ham som et ligeværdigt menneske. Da også hun ser ham, som han ser sig selv – en fattig, fortabt stakkel – bliver det ham for meget.
Romanen udmærker sig også ved, at den ikke forherliger fattigdommen. Tværtimod er det en stridbar og ubehagelig og person, der står nøgen tilbage som menneskets kerne. Det er en person, som man kan have medlidenhed med, men som det er svært at synes om. Angsten for at møde værtinden, der har husleje til gode, og trangen til at spille stor i slaget, når der endelig er lidt at gøre godt med, er ramt lige på kornet.
For mig - som for Castorp - er romanen blevet en opdagelsesrejse - om tidens åndelige strømninger:begyndende psykoanalyse, sygdomsfacination, terrrorpolitik og en slags humanistisk oplysningsfilosofi. Og ind i Berghofs tid: erotiske og åndelige oplevelser ud over det sædvanlige.
TIDEN smuldrer for mig, når jeg læser Trolddomsbjerget. Den KAN ikke læses hurigt. Jeg håber dog ikke, at jeg drages så meget ind i sygdommens verden, at jeg først vender tilbage på litteratursiden om 7 år.:-) (ligesom Castorp først vender tilbage til lavlandet efter 7 år.)
Jeg har læst både Bendts og Henriks inlæg om Trolddomsbjerget med stor interesse og vender tilbage - måske først om 14 dage.
Margrethe
Ja, du har ret Michael. Der skrælles lag på lag af hovedpersonen og det handler ikke kun om sult -men om selve identiteten. Hvem er jeg? Hvor er mine værdier? Hvad tror jeg på? ( jvf. også Henrik Ibsens billede: Et løg med en masser lag). Han vil ikke stjæle, lyve eller tigge -men gør det alligevel. Og hvor er medmennesket -din næste? Hvor er næstekærligheden?
Sult fortsat....
Bendt associerer Sult tilbage til sin egen og sin fars beskedne barndom - smukke tanker - ligesom Sult også minder mig om min fars nøjsomhed. Jeg er blevet lidt klogere på mig selv - bilder jeg mig ind - efter at jeg har fået kendskab til min fars fattigdom. Jeg tænker mere over, hvor midlerne kommer fra og håber, at jeg er blevet mere ydmyg og taknemmelig for det, jeg har. Et godt helbred - psykisk og fysisk.
Budskab: ulighed (tak Michael) - en mand i opløsning - en beskrivelse af menneskesjælen, som ikke før er set - jeg tror, du har en pointe Michael:-)
Det er grumt at måtte erkende det, men vi er ikke lige - heller ikke i vores moderne Danmark. At vi er så ulige kan bl.a. læses af, hvor gamle vi bliver. Jeg tror, at alder er betinget af - BÅDE gener og miljø.
En fin analyse/anbefaling af Sult - tak Michael - som er meget inspirerende. Hamsuns "desperate kamp for fodfæste" - kan både opleves af ung og gammel, tror jeg - fylder mig med ydmyghed og så at Hamsun havde det MOD ALLEREDE i 1890. Ufatteligt.
margrethe
p.s.og nu et par dage off til at læse Trolddomsbjerget - som jeg glæder mig til at læse - god læselyst derude.
For nogle år siden, skrev jeg en anbefaling af Sult her på Litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/temaer/sult-af-knut-hamsun
Og som I kan se, så var, og er jeg rigtig begejstret for bogen. For mig at se, giver bogen ikke kun anledning til tanker omkring den ulige fordeling af goderne i verden. Men lige som meget syntes jeg, det er et hudløst ærligt portræt af et menneske, som får skrællet alle sine lag af. Bliver mere "nøgen" end nogen af os nok nogensine har været. Det er et psykologisk portræt af en mand som går i opløsning. Og en skildring af et sjæleliv (hvis man kan bruge det udtryk) som ikke tidligere i litteraturen var beskrevet på samme måde i, da den udkom i 1890.
Hvis ikke Hamsun havde skrevet Sult, så tror jeg heller ikke at Tom Kristensen kunne have skrevet Hærværk. Og Henrik Stangerups forfatterskab havde nok heller ikke været det samme, - gætter jeg på.
I hvert fald bruger Hamsun sig selv i en grad som er helt speciel.
Det er svært på at give og at modtage. En gang så jeg i Polen en tigger. De fleste gik forbi ham, men en fattig bondekone fandt en mønt i sit forklæde. Ja, det var helt bibelsk og måske kendetegnende for hvor tid: De fatttige giver til de mere fattige og mange rige holder på deres rigdom og vil ikke give. Jo, det er svært at give i en verden, hvor frygten og angsten dominerer!
I dagens Danmark klynker de rige over skattetrykket og en "skattereform" tager fra de fattige og giver til de rige. En omvendt Robin Hood, så at sige! Vi har heldigvis stadig et velfærdssamfund, hvor "de stærkeste skuldre" hjælper de fattigeste, de syge og de hjemløse -men hvor længe? I Afrika skal man betale for al medicin, hos lægen og på sygehuset og er man fattig og syg er der ikke langt til døden, hvis man ikke har en god familie eller venner i udlandet. Det gælder også i USA og Rusland (mere eller mindre) og nogle ønsker også et "klar dig selv-samfund" i Danmark. Det er tankevækkende at læse Hamsum roman, hvor hovedpersonen sulter, ofte er hjemløs, hvor hygiejnen er "en by i Sibirien" og hvor værdigheden er røget. (Hvad med Maslows behovspyramide?) Han ønsker ikke at tigge eller at stjæle (men gør det alligevel). Enkelte hjælper ham, men mange giver ham sparket. Hovedpersonen skifter mellem vrede, håb og optimisme og "vanvittige fantasier". Han er "forfatter og skribent". men kun sjældent lykkes det at få penge for hans skriverier. Tiden er 189o - men temaet er desværre tidløst.