Husk også at I kan læse et sammendrag af Smagsdommernes diskussion fra i torsdags eller se hele klippet på klubbens side på dr.dk.

Stille dage i Mixing Part burde komme med en advarsel til kvindelige læsere i fast parforhold med mand: Læs ikke denne bog, når din mand er i nærheden – den gør en irritabel på hele det mandlige køn generelt!

Selvom min mand på ingen måde minder om Bror Telemann - endnu en kriseramt Loe-hovedperson født i 60’erne - endte jeg alligevel med at blive lidt olm på ham, når han kom forbi, mens jeg læste.

Det ændrer dog ikke på, at Loe igen har skabt en interessant og virkelig morsomt skrevet roman, hvori en del temaer tages op. Her er bl.a. parforhold, utroskab, jalousi, virkelighedsflugt og far/søn-forholdet på spil – hvis man da har lyst til at kaste sig ud i analyser. Det vil jeg ikke kaste mig ud i her, selvom det er svært at lade være – ja, hovedpersonen lægger endog selv op til det, når han siger, at ’alt er lag’.

Men selvfølgelig er Telemann i krise, som de andre Loe-mænd, ja – men han er måske også bare ultra egoistisk, barnlig, provokerende og dybt usikker på sig selv, samtidigt med at han mener, at han er den eneste, der ser klart! Han er pinligt barnagtig i sin fascination af Nigella Lawson og sit irrationelle had til Tyskland (”Den sædvanlige bayerske jodlesummen i baggrunden”), han er så opfyldt af basale fysiske behov. Han er en pisse dårlig far (”Jeg tror du bliver en kastebold i systemet” siger han til sin 8-årige søn), han har ingen selvdisciplin what so ever – han minder mest af alt om en utilpasset teenager med stjernedrømme. Han søger det originale, men alt det ’teater’ han taler så meget om er bare de sædvanlige klicheer og platituder. Han starter ud med blot at synes lidt kriseramt – men den totale nedsmeltning nærmer sig med hastige skridt og tager til slut fuldstændigt over.

Det er rigtig irriterende – og vældigt sjovt fortalt. 

Umiddelbart virker denne bog ikke helt så sort som Loes tidligere romaner – man kunne måske endda tilsnige sig at kalde den hans mest realistiske – især omgivelsernes reaktioner på Telemann er meget virkelighedstro. Her er ingen ludo-spillende elge, intet bankebræt, ikke nogen fuglebesatte ældgamle spejdere og hvad der ellers er dukket op af skæve karakterer i Loes forfatterskab. Den eneste, der i sandhed virker ude af trit med virkeligheden, er Telemann selv. Og alligevel så er denne roman præcis lige så syret som de tidligere! Der er geniale små humoristiske indslag – som fx når den tyske Bader taler og der simpelthen blot står ’Tysk, tysk, tysk, tysk, tysk’ – dette afspejler, at Telemann ikke forstår et ord tysk. Der er et helt kapitel, hvor Telemann fører en hel samtale med Bader på denne måde og blot gætter sig til, hvad sidstnævnte siger:

”Tysk, tysk, tysk.

Du svarer ikke på mit spørgsmål.

Tysk tysk?

Om du må holde mig i hånden? Glem det.”

Formen på romanen er en lille geni-streg i sig selv, idet den flot afspejler Telemanns teater med sine mange replikskifter, hvor der aldrig står fx ’sagde Nina’, men hvor det er op til læseren at dechifrere, hvem der siger hvad (og er man galt på den, ændrer det jo ved hele forståelse af samtalen). Og indledningen med den håbløse, Google-oversatte ’Imail’-udveksling sætter flot den humoristiske tone an.

En roman som det, på trods af at den kun tager et par timer at læse, er svær at fatte sig i korthed om. Herfra lyder anbefalingen: find de to timer i kalenderen og afsæt dem til Loe – men sørg for, din mand ikke er hjemme.

”Erling…hvem siger du…Erling Lo?”

Sådan var reaktionen næsten altid for ca. ti år siden, når jeg forsøgte at dele mine læseoplevelser af norske Erlend Loe´s anden roman på norsk ”Naiv.Super,” som gavmilde norske venner havde sendt mig.

Siden er antallet af danske læsere så velfortjent vokset i takt med de danske oversættelser. Erlend Loe behøver mao. Ikke nærmere præsentation.

Hans seneste roman, Stille dage i Mixing part, har, som det fremgår, i bedste Loe-stil en drillende titel. Tænk blot på romanerne Fakta om Finland og Muleum.

Mixing Part , viser det sig, er resultatet af en maskinoversættelse af den tyske by, Garmisch-Partenkirchen, hvortil det norske ægtepar Nina og Bror Telemann (begge primo fyrrene) og deres tre børn rejser på ferie.

En mailudveksling på engelsk mellem ægteparret Telemann og den tyske vært, der tilsyneladende ikke forstår engelsk og givetvis derfor anvender et oversættelsesprogram (Google?), indleder romanen.

Udover den humoristiske titel er også karakteren Bror Telemann velkendt i en Loe´sk kontekst. Telemann, som hans kone Nina kalder ham, er antihelten, den lidt barnlige og studentikose mand med grandiose forestillinger og drømme om egne evner, men som i bund og grund formår så lidt.

Bror Telemann er helt igennem både irriterende, håbløs og morsom, som når han fx i tide og utide presser sin modvilje mod alt, hvad der er tysk ind i de fleste sammenhænge.

Hvordan var Zugspitze så?

Fantastisk. Vi så det højeste punkt i Tyskland.

Okay.

Og så kunne vi se langt ind i Østrig.

Javel, ja. Så I nogen masseoptog af mennesker i uniform?

Åh, gider du lige?

Bror taler og forstår ikke meget tysk, men det gør Nina Telemann, der tilmed underviser i sproget til daglig. ”Lost en translation”? Tja. Om end Bror Telemann med familie nok er snarere ”lost in communication”. En typisk ægteskabelig dialog kunne fx lyde sådan her:

Hvad med dig?

Ja, hvad med mig?

Fik du skrevet noget?

Ja, jeg fik skrevet en fire-fem ord ned.

Godt.

Nej, det er ikke godt.

Okay.

Så er scenen sat. Og i bogstaveligste forstand, for Bror Telemann er dramatiker og er vel noget nær besat af teater. I al fald sine tanker om teater.

Sproget, der for størstedelens vedkommende består af et replikskifte uden angivelse af hvem, der taler, får tilmed mig som læser til at føle, at jeg i en eller anden forstand er i teatret.  Og der er dramatik på programmet i Mixing Part.  Stol på det.

Flere gange undervejs kom jeg til at tænke på ironien i titelligheden med Hemingways Stille dage i Clichy, hvor Hemingway og hans forfatterkollega, som bekendt og især skildrer deres erotiske erfaringer med diverse kvinder i Paris.

I Mixing Part er der også erotik på færde, men navnlig af den fortrængte slags. Og især for Bror Telemanns vedkommende, hvor den britiske tv-kok Nigella Lawson fylder en del i hans drømme og fantasier. Mere skal ikke afsløres.

Om jeg var underholdt? Absolut. Jeg morede mig tilmed flere gange, navnlig i første del af romanen.

Som underholdning på togturen (udgivelsen er tilmed i et praktisk A5 format lige til skuldertasken) eller til en stille (!) aften på sofaen, kan jeg afgjort anbefale Stille dage i Mixing part.

Med al respekt for Susanne Vebels oversættelse vil jeg dog ikke tøve med at anbefale bogen på bokmål (den type norsk, der ligner dansk mest).

Jeg har læst hhv. Naiv.Super og Tatt af Kvinnen (da. Kvinden flytter ind) på bokmål. Og der er altså noget med Erlend Loe´s humor og klangen af bokmål, som går rigtig godt i spænd (prøv det!).

Dog synes jeg, at Stille dage i Mixing part bliver lige ”stille” nok.

Jeg får mao. ikke så meget med mig, som tilfældet var med de to tidligere romaner, jeg har læst. Og jeg er tilfældigvis en læser, der gerne vil udfordres lidt hhv. have min verden beriget med et eller andet.

Det skal imidlertid ikke ligge Stille dage i Mixing part til last.

Som Bror Telemann siger:

”Jeg hader folk, der forstår og indser og når til erkendelse og alt muligt. Vi er som vi er, og så ikke mere med det.”

Måske kan det også være alt rigeligt. Til tider.