Fra læseklubben Lyrik Læseklubben
Stilhedssang
Læseklub
Af Ole Knudsen. Publiceret 01/06/2012. Opdateret 04/12/2012.
Bogen er til debat i juni 2012
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
Del denne side
smag på bøgerne – en bid om dagen
Hej med jer. Har lige en kommentar mere til "Stilhedssang":
De første par gange jeg skulle skrive titlen på "Stilhedssang" stavede jeg den i flertal. Det må jo havde været det mest naturlige i min tilgang til den, at det var en række af uafhængige digte, som var samlet . Men efter at titlen nu er blevet naturlig at skrive i ental, har det også ændret min tilgang til den. Når jeg nu, i forhold til første gang, slår op i bogen og læser et digt, så har jeg indirekte de andre med som en indirekte del af det aktuelle digt betoning. Så indgangen til værket har ændret sig for mig, den tid "Stilhedssang" har været til udveksling her i Lyrik Læseklubben.
P.S. Så er bogen, "Drømme og dialoger" af Peter Stein Larsen lånt:-) Glæder mig til inspirende læsning
Ja, tænkte det nok. Har dog aldrig fået læst i Peter Stein Larsens bog, har kun læst anmeldelser af den, så næste gang jeg er på biblioteket vil jeg se om den ikke skulle være hjemme - det er altid godt med god inspiration.
Helt enig, "højstemthed og følelsesladet tale" er bl.a. meget andet et legitimt udtryk; kommer eks. til at tænke på Vagn Lundbye, som efter min mening bruger patos kraftfuldt.
Jo, det er det nemlig. Jeg brugte Peter Stein Larsens bog da jeg skrev eksamensopgave på Skrivekunst og synes den er et godt kompas når man både skriver og læser digte.
Jeg er enig med dig i at ordet patetisk virker negativt ladet, men som udgangspunkt er patos jo ikke negativ, blot et udtryk for højstemthed og følelsesladet tale og det synes jeg bestemt hører hjemme i digte.
Tak for indlægget, som fik mig til at genlæse og tænke nærmere over informations anmeldelse. Ifølge anmeldelsen virker det som om at et patetisk udtryk per. automatik er en negation. Jeg tænkte da jeg læste denne sætning fra anmeldelsen "Ak ja. Hvor meget man end må sympatisere med tanken i sådan en tekst, kommer man ikke uden om, at den er patetisk og tynd" at den peger direkte på det højstemte og følelsesladet, som noget negativt (Hvis det altså er denne definition anmelderen henviser til) Men hvis det patetiske henviser til at stilen er opstyltet, overlæsset og klodset, så er det for mig at se mere negativt ladet. Og jeg syntes ikke at stilen i "Stilhedssang" er opstyltet, overlæsset eller klodset, måske højstemt til tider, hvad der også klæder de digte jeg har læst. Der er efter min vurdering doseret fint, og de kontraster du er inde på, syntes jeg også træder fint frem.
Jeg tror at den symbolik og enhedssøgende tendens som du peger kan være en fin retningsorientering i den videre læsning:-)Og så lærte jeg også et nyt ord "autarke" som jeg måtte slå op, og det giver jo mening i forhold til den enhedssøgende tendens du peger på.
Og så et lille spørgsmål til sidst. Er det ikke Peter Stein Larsen der har skrevet en bog om 2 hovedstrømninger i nyere dansk lyrik, hvor den centrallyriske tradition stilles overfor avantgarden?
Jeg læste "Stilhedssang" for flere år tilbage og har fundet et par noter frem som jeg skrev om samlingen dengang:
En samling meget smukke digte, der handler om stilhed og sang, handling og ikke-handlinger, særligt hvad der siges og ikke siges. Digtene kredser om nærvær, tiden, naturen (særligt fugle) og stilhed og lyde. En række citater af bl.a. Camus, Wallace Stevens og fra Salmernes bog er flettet ind mellem digtene.
Jeg har ikke genlæst samlingen, bortset fra nogle enkelte digte, men ud fra disse tænker jeg at Nina Malinowski hører til den centrallyriske tradition som også fx Pia Tafdrup. Tematikken spiller fx på modsætninger, billedsproget er enhedssøgende og hun anvender det, Peter Stein Larsen kalder autarke symboler (fx fugle). Jeg tænker også at det er dette, Informations anmelder vrænger lidt på næsen af - det bliver for "pænt", afrundet. Om man er til denne type digte eller ej, så fremtræder Malinowski som en digter der kan sit kram. Og personligt holder jeg meget af digte, der forener fine sansninger og eksistentielle spørgemål, som dette fra "Stilhedssang":
Igennem fuglens buede brystben
løber vinden, blidt eller voldsomt
Og kun spørgsmålet "hvorfor"
får den til at standse, de hvide
ribben her i sandet, det spørgsmål
som altid kræver svar, men aldrig
finder noget: Hvor ender du og hvor
begynder jeg og hvorfor netop her?
(s. 63).
Jeg har lige fundet nogle anmeldelser og en lektørudtagelse om "Stilhedssang", som måske kan bruges som inspiration. Jeg syntes selv det nogle gange kan være et godt værktøj til at få åbnet, og andre gange er det godt bare at give sig hen til digtene uden nogle fortolkninger. Jeg startede med at læse i "Stilhedssang" uden at havde læst om den i forvejen, og her undervejs i læsningen (og efter refleksioner og indre billeder) har jeg så opsøgt og læst om bogen, under disse links:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/11337:Kultur--Digte-med-talende...
http://www.information.dk/134692
http://www.aakb.dk/ting/object/870976%3A30622006
Digtene i "Stilhedssang" lever videre efter at jeg har læst og lagt bogen fra mig; det har jeg erfaret efter at det er en uges tid siden, jeg læste i den sidst. Det er for mig et tegn på at digtene har noget at sige mig, at de ikke er ligegyldige (hvis man kan sige at nogle digte overhovedet kan være det, i om med at et menneske har sat sig ned for at udtrykke og meddelelse sig til omverdenen) men derimod fanger og indkredser nogle temaer, som f.eks. forholdet til naturen, døden osv. Jeg bliver endnu engang taknemmelig for, at vi har nogle digtere i blandt os, som beriger og hjælper med at slå disse toner an.
Hej med jer, så er det blevet tid til Nina Malinovski, som jeg har valgt, bl.a. fordi hun var og læse op på Odense Lyrikfestival, hvor jeg desværre ikke kunne være tilstede, men jeg hørte at det havde været godt, og derfor ville jeg gerne stifte bekendtskab med digtene, og det gjorde jeg så i går:-)
Jeg blev ramt af digtenes tyste kontrastering i første del af bogen(jeg har læst til side 23). Tystheden harmonerer direkte med fraværet af bevægelse og personer i digtet på side 23, fraværet fyldes dog af dørtrinnets besjæling "dørtrinnet/ savner sin fod". Denne fod kunne godt tænkes at være digter-jegets, som sidder indenfor og kigger ud på dette landskab, som savnes - mon foden træder over dørtrinnet efter digtet er skrevet?