Fra læseklubben Blandede Bolcher
Stedmorens dagbog
Læseklub
Af Karen Kærgård. Publiceret 21/07/2009. Opdateret 02/11/2009.
Bogen er til debat i oktober måned
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Som nogle af jer andre, blev jeg også irriteret i løbet af bogen. Personerne virkede for entydige og uden nogen dybde eller nuance i deres karakterer. Så bogen fængede ikke rigtig mig og i forhold til hendes andre bøger, blev jeg faktisk ret skuffet. Hun skriver selvfølgelig godt og hendes skrivestil er god, ideen med at moderen kommenterer datterens dagbog synes jeg egentlig er god, men det fungerer ikke helt alligevel, hvilket jeg personligt synes er virkelig ærgerligt, da der ellers er tale om en dygtig forfatter.
Ups! Det kunne da godt være, at hun har villet skrive en farce. Men i så fald synes jeg ikke, det er lykkedes særlig godt. Dertil er historien efter min mening for ond.
Jeg syntes egentlig også, at de psykologiske forklaringer var interessante og fungerede godt. Til gengæld er jeg ikke imponeret, når det drejer sig om de psykiske portrætters troværdighed. Sappho er altså lidt for naiv, steddatteren for udspekuleret ondskabsfuld, Gavin for vattet/godtroende og Emily reagerer slet ikke nok på sin datters "forvildelser" og smerte.
Måske er det mig?? Måske er personerne så irriterende entydige, fordi det skal være en satire???
Uanset hvad har Fay Weldon skrevet bedre bøger!
tjooo det kan da godt være der er lidt farce over det. Min største kritik af bogen, går dog på opbygningen. Det virker for mig som om Fay Weldon gerne ville have spændende psykologiske aspekter frem i bogen. Faktisk tror jeg hun har studeret lidt Freud/ Jung og tænkt, aha lad os prøve at skabe nogle karakterer med den og den egenskaber og derefter hældt dem ned i en, efter min mening, lidt tynd historie-suppe. Da historien er kogt færdig indser Fay Weldon skriver at de psykologiske pointer ikke står tydeligt nok frem, og derfor opfinder hun moderen og kæresten som får til opgave at beskrive det hun ikke formår at udleve i fortællingen. KOM IGEN siger jeg bare! Er jeg for hård?
Jeg har nok ikke taget romanen helt så alvorlig. Er der ikke lidt farce i den? Selvom jeg er da er sikker på, at Weldon har et budskab til os. Jeg kom også til at tænke på en hundjævels bekendelser.
Handlingen i Stedmorens dagbog er en smule fortænkt men det virker godt med alle de psykologiske forklaringer. Emily og Barnaby er velfunderede teoretikere men holder teorierne?
Mit indtryk af Fay Weldon, som stammer fra et ret lang interview for snart mange år siden er, at hun er ret desillusioneret.
Jeg fik læst resten af bogen på ferie i Paris. Min irritation blev mindre, men desværre også mit engagement i bogen. For findes der så giftige listige steddøtre og så godtroende fædre?
Fay Weldon er godt nok som sædvanligt god til at udlevere de vage konfliktsky mandfolk.
jeg blev i den grad også irriterret over den handlingslammede hovedperson, og tillige over hendes mand. Jeg synes tilmed at det er en irriterende og vag afslutning der i sidste ende er mellem hende og manden. En afslutning som ikke byder retfærdighed til de implicerede parter- jeg savner fanden i voldskhed!
Fay Weldon har efterhånden udgivet en hel skribe romaner. Jeg har langt fra læst alle, men "Praxis" og "En hundjævels bekendelser" er gode - godt nok efterhånden - gamle bekendtskaber.
Det er nok til, at jeg med det samme genkaldte mig skrivestilen og den særlige vittige "Fay Weldon"-tone. Hendes bestemte skrivestil fornægter sig ikke her godt halvvejs i bogen.
Jeg må dog sige, at det irriterer mig lidt, at der tilsyneladende stadig ikke er sket så meget med kønsroller - men det er der måske stadig ikke i England?
Det irriterer mig i hvert fald, at en så intelligent pige tilsyneladende er så naiv og lader sig udnytte på den måde. Det irriterer mig dog endnu mere, at hendes psykolog-mor er så halvhjertet, når hendes datter endelig tager sig sammen til at blive vred!
Jeg er noget skuffet over både plottet og fortællestilen. Jeg synes ærligt talt at det er lidt kedeligt at høre moderens kommentarer til datterens dagbog.
Jeg blev ikke rigtig fænget. Jeg havde måske for store forventninger, da jeg for mange år siden læst en hundjævels bekendelser af samme forfatter, som jeg fandt hylende morsom.