Fra læseklubben Lyrik Læseklubben
stakkels bobcat
Læseklub
Af Ole Knudsen. Publiceret 29/06/2009. Opdateret 22/09/2009.
Bogen er til debat i juli 2009
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
Del denne side
Log ind
Læseklub notifikationer
Bogbidder
smag på bøgerne – en bid om dagen
Og nu ligger der lydfiler fra Odense Lyrikfestival med Camilla Christensen på www.forfatterstemmer.dk
Camilla Christensen på Odense Lyrikfestival d. 6 marts. Se program på www.odenselyrik.dk
Tak for dit indlæg Rune, det var inspirerende at læse.
Jeg har lige været i sommerhus, og sad der i haven med fuglefløjt og bølgeskvulp i baggrunden, og læste bl.a. i ”Stakkels bobcat”.
Jeg sad og læste på kryds og tværs (som med Peter Laugesen) og fjerde del var det sted der mimede omgivelserne jeg sad og læste i mest direkte. Som Niels Lyngsø nævner i ”At notere himlen” bevæger motivet i fjerde del fra dinosaurer til fugl; og det sidste digt, hvor fugleungen bryder ud af ægget er en ny fødsel.
Kombinationen af det fundamentalt eksistentiel: At spise, drikke, trække vejret etc. og så ordene Stakkels bobcat, mejetærsker, campingvogn, transformatorstation etc. i første del, giver en spændstighed der harmonerer med samlingens centrifugerende bevægelse.
I tredje del (s 48 og s 59) nævnes stilladset der omkranser huset. Jeg ser bl.a. stilladset som et billede på eksistensen skrøbelighed, det kommet til udtryk i sætningen ”Stilladserne der klatrer videre(…)drukket(…) (s 59)
Det er værd at bemærke at stilladset klatrer videre, som et moderne babelstårn. Det ser jeg som et billede på det syge, egocentriske menneske der bryder grundlæggende grænser.
Det er som om noget må dø til sidst – smuldre – for at nyt liv kan komme frem.
Som helhed er det en svimlende samling digte, der bevæger sig i mange forskellige lag, fra en undersøgelse af det uudgrundelige i første afsnit, til længslens og kærlighedens tvivlsomme vilkår i andet afsnit, over tredje afsnits suite der handler om ankomst, afsked og erindring med et ”jeg” og et ”han” som gennemgående figurer, til fjerde og sidste afsnit hvor det handler om at komme overens med barndommen (”At notere himlen”
Jeg ser samlingen som en art cyklisk bevægelse, mange forskellige vækster der skyder frem ind og ud mellem hinanden, naturfænomenerne havet (i det første digt) og luften (i fjerde del), og blandet med bevidstheden om disse grundlæggende fænomener, skrives der på hverdagen med bl.a. jegets noget yngre niece etc.
Der etableres også en spændstighed i ordene ”Baglæns” og ”forlæns” på henholdsvis side 11 og side 53, det er som om at samlingen til tider kæntrer i sin vilde syntaks.
Jeg kan helt tilslutte mig den vurdering af samlingen som du kommer med Rune, om at den aldrig bliver færdig udtømt for nye vinkler og betydninger, den falder vel aldrig helt på plads, men vil med sin frodige struktur, gentagende danne nye mønstre. Det er i hvert fald den fornemmelse jeg har indtil videre af ”Stakkels bobcat”. Samlingen vil altid have en sprække ind eller ud til noget jeg aner, men aldrig helt og holdent kan begribe – og det er vel poesi.
P.s. Det digt som jeg nævnte i foregående indlæg kan jeg nu se er en sammenblanding af digtet på side 53 og side 39.
Denne sætning er det som jeg tænker efter at have læst "Stakkels bobcat" nogle gange. Det er en massiv intensitet og en til tider ubrydelig lukkethed (det er et spørgsmål om smag, men jeg synes det er stærkt med enkeltstående "umulige" udsagn som i mine øjne repræsenterer det unikke ved den med udsagnet lidt ligesom en fugls fløjten) der inviterer mig med på denne stormomsuste rejse, dette skib, som denne bog er. Citatet i starten af bogen:
"Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden - hverken dag eller nat frå man søvn i øjnene - da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det."
(Prædikerens Bog, 8,16-17)
fik mig til at tænke på at visdommen med hvilken visdommen skal forstås gør det til et paradoksalt spørgsmål. Og netop paradokser er et nøgleord i denne samling. Der tales om det oprindelige på en herligt uhøjtidelig og ophævende måde, når der f.eks. skrives om, at der fortælles om vejbred, at den nedstammer fra dinosaurerne. Trangen til analyse og dens til tider lidt for tætte familierelation med kontroltrangen udstilles men på en overordentlig spændende måde idet den ikke som i visse samlinger gøres til skamme men mere blot vises som den (efter min mening) menneskelige almindelighed som den er. Menneskets natur slår knuder på sig selv for at prøve at vise sig selv kunne man sige.
Et af højdepunkterne i samlingen er i dialogen mellem forfatteren (formoder jeg) og hendes niece i teksten "Det er et mirakel at vi ikke synger 2". I den er der virkelig fokus på hvor meget der kan siges med få ord ikke bare om de to implicerede men om verdensbilleder, nærhed, funktion kontra passion, om misforståelser og ømhed for hverandre og ikke mindst om hvordan det velkendte rent sanseligt kan få en helt op at køre mens en anden falder i søvn. Det er en lille genistreg i mine øjne at niecen falder i søvn til sidst. Hvorfor vil jeg lade være op til andres tolkning at nyde.
Jeg har det i det hele taget med den her samling som med dem jeg virkelig holder af: De kan virkelig pisse mig af, forvirre mig, fortrylle mig, forandre mig, forsøge at kontrollere mig og vice versa men aldrig kede mig. I det hele taget er det rart at læse en bog som jeg ikke lige bliver færdig med lige foreløbig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre andre meninger/oplevelser af denne bog, da den derved ville åbne sig mere, er jeg sikker på.
I øjeblikket har jeg ikke lige bogen foran mig, men jeg vil alligevel lige skrive hvad jeg kan huske fra læsningen af ”Stakkels bobcat”, suppleret med læsning af to anmeldelser. Noget af det første jeg kommer til at tænke på er hentet udenfor bogens univers, nemlig fra første linje i Mikael Josephsens digtsamling ”Pokalhjerte”, som lyder: ”Jeg vil fortælle historien præcis som jeg har glemt den.”
Dette citat syntes også, på en eller anden måde, at kunne bruges på ”Stakkels bobcat”.
De billeder som efter læsningen af ”Stakkels bobcat” klarest træder frem for undertegnede er digter – jegets erindringsbilleder, smerten over tabet af den elskede og barndommens land. Der er en ømhed i de ellers forcerende og (til dels) aggressive digte, hvor jeget som en anden desperat, kaster om sig med vilde, smukke billeddannelser. Denne desperation, som kæmper for at komme ud at tabet og videre, komplimenteres af erindringen om en uskyld hos barnet. Her tænker jeg især på et digt hvor billedlige brudstykker af et redskabsskur, bedstefaren o. lign. toner frem og samtidig på en eller anden måde tipper baglæns.
Erindringen bliver brugt til at skyde digter – jeget gennem øjeblikket – hvor digtet manifesteres – og derfra ind i et håb om fremtiden – som (måske) kan lindre smerten over tabet af den elskede. Selvom temaet kan virke voldsomt, syntes jeg at det er smukke insisterende digte, der ikke fornægter smerten og det (vedtaget) grimme, men (måske netop) i sin skånselsløshed formår at skabe en samling livgivende og flerstemmige digte.
Til sidst vil jeg henvise til to anmeldelser af ”Stakkels bobcat” fra henholdsvis information og kristelig dagblad
http://www.information.dk/41946
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/230668:Kultur--Svigt-og-haevn