Sort hund

Oprettet: 25.04.2012 - 18:04

Bog: "Sort hund" af Torben Munksgaard

Bogens forside

Da Bernhard stjæler Alberts hund, sætter han gang i en lavine af begivenheder - Det ender ikke alene med, at han kan beholde hunden, men han får også Alberts kone og de lever lykkeligt sammen

Forfatter: 
Torben Munksgaard
Udgivet: 
2012
Forlag: 
Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 
326
Lån bogen - Køb bogen

Bogen var til debat i Smagsdommerne d 26. april, men hvad synes du om bogen? Klik ind og deltag i debatten.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Tanne123

    lør, 28/04/2012 - 22:04

    Jeg glædede mig virkelig til at læse Torben Munkgaards SORT HUND. Jeg var overbevist om en bog med SORT humor med så SORT en forside. Jeg er efterfølgende ikke vanvittig skuffet, men jeg er så sandelig heller ikke så vanvittig underholdt.
    Vi møder i bogen brødrene Victor og Alfred, også den ensomme Berhard. Alle mænd har det tilfælles, at de er midaldrende og temmelig ulykkelige - eller i hvert uforløste i det liv de lever. Så uforløste at de har kvalme!
    Gennem bogen bliver vi lidt klogere på, hvorfor de er uforløste, men mændene bliver aldrig rigtig præsenteret. Jeg får aldrig nok kendskab til dem, og får derfor aldrig rigtig sympati eller interesse for dem. De keder mig faktisk og er mig temmelig ligegyldige.
    Vi får klichefyldte tilbageblik på drengen med den alt for dominerende mor, den patriarkalske far og på konen, som kastrerer sin mand med sin selvstændighed. Ahhh hørt og læst før!
    På trods af at personerne ikke siger mig meget, og handlingen snegler sig afsted, kan jeg godt lide enkelte passager og scener, hvor Torben Munksgaard belyser noget i tiden. F.eks. måden hvorpå mændene klarer/ reagerer på deres problemer og ensomhed. De drikker, ryger eller horer!! Selvmedicineringen holder følelses- eksplosionen fra livet. Mændene i SORT HUND har absolut ingen kontakt til dem selv. De er selvdestruktive og udvikler sig ikke før en hund fører dem i "kærlighedens arme", hvori forløsningen ligger.
    Er det så vores overvågede velfærdssamfund og tidens kvinder, som gør disse mænd identitetsløse og destruktive. Måske!!!
    Torben Munksgaard byder på mange af den slags problemstillinger i SORT HUND. Hvordan finder vi lykken. Ja vi forsøger nok alle at finde den ved hjælp af materialisme, penge, skønhed, sex og ungdom, men SURPRICE.... Det er ikke der lykken venter. Anerkendelse og tryghed skaber fremkommelighed til lykken.
    To af mændene i bogen skal også lytte til deres "indre djælvestemme", personificeret i Mr. Ronny og "Pikken" (de irriterer mig voldsomt), som vil vise dem på vej - vejen til et mere ærligt liv.
    Alt bliver godt til slut.
    Med hjælp fra en hund og en endeløs række af tilfældigheder bliver der byttet rundt på puslebrikkerne og alt falder på plads.
    Hos mig falder alt dog ikke på rette plads.... Og SORT HUND får pladsen bagerst i boghylden. Desværre.

  • Vibeke M.

    lør, 28/04/2012 - 10:52

    Dette er en hvad jeg vil kalde en finurlig bog. Jeg følte mig godt underholdt og den er meget let og hurtigt læst. Figurerne er måske lidt “flade”, eller også er de bare karikerede. Det er ihvertfald en grotesk morsom bog. Jeg oplever den, som hverdagen beskrevet igennem et filter, der gør at det hovedsageligt er det skæve og groteske der står frem, så som at brænde et hus ned - med børn i - for at få en chokoladekanin....

    Så er der personerne:

    - hvor af 2 af dem har et alter ego eller måske er det bedre at betegne dem som følgesvende. Den ene er som “barndomsvennen” vi næsten allesammen på et eller andet tidspunkt har opfundet, men den her er så bare ikke forsvundet, men blev “hængende”. Eller er det mere som djævlen på skulderen? Den anden er også en klassiker - en pik som diskuterer med sin ejermand. Hvad der er mindre klassisk - er, at pikken er ganske bibelkyndig - finurligt:-)

    - Bernhard, som beskrives som et menneske, der opfører sig ordentligt - selv om natten. Det er så det, der kendetegner ordentlige mennesker, fordi det mest “skumle” de fleste af os gør sker om natten? Stof til eftertanke. Bernhard laver ikke mange ridser i lakken på hverken sig selv eller den verden han lever i - undtagen at stjæle hunden. Ærligt talt, så er Bernhard kedelig og hans liv er kedeligt - indtil - ja læs det selv.

    - Alberts kone Helena - eller jeg skal nok hellere skrive, Alberts måde at opleve sin kone på. Set igennem de briller er hun nok den mest utiltalende kvinder jeg har set beskrevet i lang tid! Albert mener, at hans kone Helena fornægter ham, nedgør ham ved at forlange en 2-3 timer for sig selv. Gør han det fordi han elsker hende rigtigt meget eller er det det modsatte af at elske nogen? Han bliver også rasende på hende fordi hun ikke tager makeup på, når hun skal ud og spise sammen med ham, men gør det når hun går i byen med veninderne. Har han ret? Hvad er meningen med at være sammen som par?

    Min favoritpersonage er helt sikkert Viktor, som ikke kan få lov til at sige sit job op fra at sælge verdens sundeste hollandske kager og som er i dyb fornægtelse af sit alkoholmisbrug og sit infantile behov for at tale om sig selv hele tiden til andre - især til Albert. Viktor er også den eneste jeg oplevede som besiddende bare en snert af optimisme - indimellem en masse negativisme, som han bestemt også indeholder. Men, han kan trods alt begejstres indimellem og så bliver han MEGET begejstret.

    Jeg oplever, at hovedparten af personerne er utilfredse, ulykkelige, vrede eller lider af en stor portion livs-tristesse. Det virkede lidt forstemmende på mig - så gudsketakoglov for Viktor:-)

    Der er også finurlige bi-personer som fx. en filosofisk julemand, dog med et noget anti-jule præget livssyn!

    Jeg faldt over en far-figur, der beskrives som: "Han arbejdede i mediebranchen og var mediemenneske helt ind til benet. Hans credo var: “Vores eneste udfordring er, at den moderne verden er beboet af stenalder hjerner med civiliserede vaner”. Det var ikke nogen kritik af mennesker, snarere en erkendelse af, at ville man underholde eller engagere, måtte man appellere til laveste fællesnævner, men lade som om man gjorde det modsatte". Her er det virkeligt sjove(og finurlige:-), at man skal huske, at forfatteren er søn af den næsten legendariske mediemand Frode Munksgaard:-)

    Hvor vidt man er til bøger, hvor der tilsidst lissom er en facitliste - sådan á la: “Værs’go’ her er svar på det hele” er en smagssag, men sådan en bog er det her i høj grad. Men, der findes noget, som jeg kan fundere videre over bl.a.: Faldt huset sammen? Var det derfor hun fik lungebetændelse? Til slut er der få “løse ender” - men dog nogle - og det skal forfatteren have tak for. Alt i alt er moralen: Der er kun den mening med livet, som vi selv putter ind i det! Tak for at minde os om det - snip snap snude....

  • Janus Dyg

    ons, 25/04/2012 - 23:29

    ”Sort hund” er mit første bekendtskab med Munksgaard men bestemt ikke det sidste. Det er en letlæst men stærkt underholdende bog, der både stiller spørgsmål til det moderne menneske og vores samfund, og måske giver den et bud på, hvad vi skal gøre (eller ikke gøre) for at blive lykkelige.

    Handlingen er sat i byen K., der ganske let lader sig identificere som København; med Ø-kvarteret, hvor den velstillede Albert bor, og N-kvarteret, hvor kontanthjælpsmodtageren Bernhard bor. Alberts liv er på mange måder helt normalt med både kone, børn og arbejde. Ligeledes er Bernhards liv helt almindeligt – han er kontanthjælpsmodtager og drømmer om et bedre liv. Da Bernhards hund lige er død, ender han med at stjæle Alberts hund, og dette tyveri bliver starten på omvæltningerne i begge hovedpersoners liv. Hunden har været det eneste, der holdt sammen på Alberts på overfladen gode liv, og det går herefter i stykker. Modsat fører hunden Bernhard ind på nye veje. De to mænds veje krydses, uden at de dog møder hinanden, og de ender med at bytte plads, på en måde der ofte er set i litteratur og film. Hvad og hvordan det sker, vil jeg ikke røbe her.

    Bogen indeholder en del satire over vores moderne samfund med al dets bureaukrati, lovgivning, registrering, IT-problemer (som er ”dette samfunds sorte hul”), diagnosticering og konstruerede fællesskaber, og avisernes forsider taler om atomkrig, terrorisme og solens fremtidige udbrænden. Flere af bogens personer kæmper en eller anden kamp med mærkværdige bureaukratiske systemer, der for eksempel gør det svært for Albert ”at tænke klart i sit eget land”. Dette ”Kafkaske” tema kunne måske være uddybet lidt i romanen, men bliver kun antydet. For spørgsmålet synes at være, om de bureaukratiske net er så determinerende, som de måske kan forekomme? Tyveriet af hunden sætter en lang række hændelser i gang, som personerne lettere apatisk lader sig rive med af – ingen af dem vælger aktivt deres eget liv, men først til sidst lægger apatien sig, og de finder sig til rette med deres nye liv. At personerne er så apatiske, og uden kamp lader tilfældighederne bestemme, er måske ikke helt plausibelt, men man accepterer dog hurtigt denne præmis for fiktionen, fordi historien derved drives hurtigt fremad.

    Torben Munksgaard skriver let og flydende, og der er adskillige sjove og tankevækkende sproglige udfoldelser. For eksempel blæser det ”så kraftigt, at man skulle tro, at en utålmodig gud sad og bladede i en verden, han ikke gad læse”. Alberts liv beskrives med vendinger som ”eksistentielt coitus interruptus” og ”tilværelsens asymmetriske uretfærdighed”. Og Julemanden (ja, han er også med!) beskriver det moderne menneske som ”ligevægtsnarkomaner (og) osmosefår”. Der er altså masser af satire og samfundskarikatur til stede gennem hele bogen, men den skygger aldrig for historien og personernes udvikling.

    Giver Munksgaard så opskriften på det lykkelige liv? Nej, det gør han ikke. Men han synes at sige, at vi godt kan lade tilfældighederne råde, for i sidste ende går ”det store skæbneregnskab op”. Hvis tilfældet vil, at man skulle falde over ”Sort hund”, kan man i hvert fald roligt lade sig rive med.

  • Susanne Nerup

    ons, 25/04/2012 - 18:05

    Er vores liv styret af tilfældigheder eller er der en (hemmelig) plan for det? Forfatteren leger med min forståelse. I det meste af romanen får man den opfattelse, at alting er tilfældigt og kaotisk - det er først i den allersidste del det går op for én, at brikkerne så at sige passer sammen og alle rollerne er byttet om. 

    Personerne skildres med ironi og distance - og selv om de er fulde af ord om sig selv, bliver man alligevel ikke rigtig klog på dem.

    Jeg blev lidt irriteret over alle de handlingstråde romanen indeholder, mest fordi en del af dem ikke følges op - de eksisterer blot som muligheder, og jeg spekulerer på, om ikke romanen var blevet bedre, hvis de ikke havde været der. Det gælder især tråden om Alberts mulige kærlighedsaffære med politimanden Miklasson.

    Sci-fi-temaet tegnes meget utydeligt - jeg synes ikke det er det vigtigste i romanen.