Fra læseklubben DR Romanklubben
Sorg og Camping
Læseklub
Af Rikke Smith. Publiceret 10/10/2011. Opdateret 19/12/2011.
"Hverdagens stille drama i udkantsdanmark" - deltag i debatten om Lone Hørslevs 'Sorg og camping'. Bogen er til debat i december.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
http://www.roskildebib.dk/om%20bibliotekerne/nyheder/nyheder%202012/hoerslev.aspx
Hej Grete.
Og velkommen til, det er dejligt med nye medlemmer.
undskyld det sene svar, men jeg har tænkt meget over dit indlæg, for først kunne jeg slet ikke se sammenligningen - idet jeg kun tænkte på hvor forskellige bøgerne var, men nu kan jeg da godt se sammenligningen, med først og fremmest at det sker på 1 dag, men også med Septimus, det lyder rigtig interesant med pangdangen til katten.
Provinsen
Det kunne være sjovt at tage provinsen op, Michael var lidt inde på det i starten af debatten. Jeg syntes nemlig jeg kan fornemme at der er flere bøger (Det du mister) og måske (siden det blev for pænt, har ikke læst den endnu) som er i samme kategori. Det kunne være sjov at kigge på forskelle og ligheder.
bedste hilsener
Rikke
Lone Hørslev fortæller om Sorg og Camping på P1 i aften kl 21.30, og svarer blandt andet på spørgsmål og kommentarer her fra siden :)
Velkommen iblandt os, Grethe!
Sammenstillingen med Virginia Woolf og Mrs . Dalloway har jeg ikke tænkt, men den er god. Og det styrker også den opfattelse, flere af os har: at Sorg og camping ikke så meget er en provinsbeskrivelse, men en beskrivelse af mennesker med indespærrede følelser.
Katten bliver det helt store symbol her: først spærret indet (en indespærring, Marianne tier om), så går den bersærk, især da den helt bogstaveligt må indse, at den er gået i en fælde. Jørgen kan ikke frisætte den, han bliver ovenikøbet kradset grimt af katten/Marianne i forsøget. Uha uha.
Jeg synes, det er for trist.
Jeg er helt ny som aktiv deltager i debatten i romanklubben, men jeg får lyst til at pege på en vinkel, som ingen af I andre har været inde på, nemlig Lone Hørslevs inspiration fra Virginia Woolf. Jeg har lige sammen med en anden læsegruppe læst Mrs. Dalloway, og det var rigtig interessant at læse Sorg og camping umiddelbart efter. Ligesom hos VW udspiller handlingen sig over en enkelt dag, og meget af den er set inde fra personernes hoveder. Der er tydelige paralleller: Clarissa/Marianne - de kontrollerede og passive som er betagede af Sally/Gunnhildur, de løsslupne og handlende. Fristedet, som de tænker tilbage på – hhv. barndomshjemmet på landet og campingpladsen. Og der er mange flere. En vigtig hovedperson i Mrs. Dalloway, den sindsyge Septimus, som til slut begår selvmord ved at kaste sig ud af vinduet, kunne jeg ikke i første omgang finde en pendant til, men så er der jo katten, den er sindssyg, og mon ikke den fortvivlet har forsøgt at springe ud af et loftsvindue?! Og nu har jeg lige hørt Lone Hørslev sige på Bogforum, at katten er tænkt som en modvægt til Marianne; præcis som Septimus er Clarissa Dalloways alter ego. Så den er god nok!
Kulisserne kunne dog næsten ikke være mere forskellige: En lille vestjysk flække i snestorm i 1985 mod en dejlig forårsdag i London i 1922. Sikkert heller ikke helt tilfældigt. Begge bøger var for mig store læseoplevelser. Det kan Lone H. godt opfatte som en ros.
Du har ret Ole, det er en stor kvalitet, at bogen efterlader så mange spørgsmål til sine læsere.
Jeg er ligeså meget i tvivl som mange af jer er, mht Jannie, om hun overlever, eller om hun starter på en frisk, væk fra sin omklamerende mor.
Til Karen. Jeg har ikke tænkt i sexsuelle baner angående Gunhildur og Mariannne, jeg ser mere Gunhildur som den dominerende, næsten altoverskyggende af de to - ved siden af kedelige Marianne, men kan hun være andet,? jeg mener med Jørgen-Kedelig og de perfekte børn. ? men jo, det ville da pynte hvis hun tog noget ansvar - det ansvar hun tager med "Smørtenoren", var nok ikke det jeg havde i tankerne :-). Men et og andet foregår der mellem damerne, det vil jeg give dig ret i.
Husk at lægge vejen forbi DR-Romanklubben på DRs-hjemmesiden, hvor der ligger et lille interview med Hørslev.
ha en rigtig god aften, med nissebanden og håndbold :-)
Rikke
Hej Karen B.
Jeg har ikke tænkt i de baner. Har vist bare læst deres interesse i hinanden som en "flugtmulighed". Især fra Mariannes side. Og at Gunnhildur (mis)bruger Marianne til at udvise egen ligegladhed og som baggrund at blive "set" på. Hvis Marianne ikke var så trist, så ville Gunnhildur ikke kunne brillere som hun gør. Der er ingen konkurrence. Men jeg ved det ærlig talt ikke.
Det har du ret i, Ole J - drømmene der indleder de forskellige personers afsnit, er det stærkeste og mest foruroligende i bogen. Her sker der noget særligt.
Som Moldt og Karen Bertelsen skriver, så er der mange ubesvarede spørgsmål i "Sorg og Camping".
Begår Jannie selvmord? Bliver Gunhildur hos hans eller kommer hun hjem til Thomas? Er Marianne seksuelt tiltrukket af Gunhildur? Hvad stod der i brevet fra banken til Jørgen?
Jeg synes absolut ,at det er med til at hæve bogens kvalitet, at vi selv kan tænke over, hvad der videre sker.
Drømmene i starten af afsnittene, synes jeg også er ret spændende. Så efter at have læst romanen grundigt denne gang, er jeg blevet ret glad for den og ville nok give den 4 ud af 6 stjerner.
Det der hos mig trækker ned, er at jeg ikke kunne huske ret meget efter første hurtig læsning, og jeg blev heller aldrig grebet af den, så jeg havde svært ved at lade den ligge
Nogle gange synes jeg at der er alt for mange og unødvendige sammenligninger, men netop denne som Ole gør opmærksom på er fin. Mest fordi vi på den måde får at vide hvordan Marianne har det med Jørgen: "Jørgen tygger sin mad så grundigt at man må tænke på kværne og cementblandere. Tunge ting". Det er altså Mariannes oplevelse af og syn på Jørgen.
Derefter følger sætningen: "Og Marianne kunne se at han tænkte."
Men han får lov at sidde med sine tanker. Hun er ikke den der spørger.
Tænker han mon på brevet eller på at hun har sagt at hun vil skilles?
Forresten: Er jeg den eneste, der fornemmer en sexuel tiltrækning i Mariannes betagelse af Gunhildur?
Både i Mariannes drøm, i hendes helt umiddelbare glæde, når hun ser hende eller berører hende, eller nyder hendes absolutte ligegladhed med småborgerlige forventninger til pæne pigers opførsel?
Sorg og camping er jo ikke opløftende læsning.
Alle disse mennesker, som lever så isoleret fra hinanden side om side, uforløstheden og de skuffede drømme.
Egentlig tænkte jeg, at det ikke er så vigtigt, hvor og hvornår bogen foregår, disse uforløste skæbner findes alle vegne og til alle tider. Det handler om en hverdag, der binder personerne fast i mønstre, ingen ønsker. Men her er scenen sat, og den grå realisme er ikke til at komme uden om. Håbet om at blive lykkelig set og lykkelig ubegrænset bliver hele tiden perverteret - vi kan heller ikke se de andre rigtigt, eller lade være med at indgrænse. Den provinsialisme sidder inde i vores hoveder!
Vildskaben (katten) prøver måske at slippe fri, men går netop derfor i fælden så grundigt, at den ikke er til at få fri igen.
Mon det lykkes for "det islandske vulkanudbrud" af en kvinde, der nærmest som i distraktion lukker øjnene for den hendøende danske provins?
Mon Jannie overlever, eller går hun ind med vilje ind i et voldsomt selvmord? Der fører jo åbenbart ikke nogen snespor bort fra den carport, hun sætter ild i. Eller er det kun en hævn og et håb om en ny start et andet sted.
Thomas, den overforkælede egoist, som alle kan blive enige om at nære afsky for - er hans drøm om et andet og mere nærværende liv end småborgerligheden ikke lige så vedkommende som alle de andres?
På trods af det mange steder spændende og ukonventionelle sprog og især billedsprog, var jeg fra start ikke særlig begejstret for bogen og hverdagstrummerummen, snarere lidt træt og irriteret. Men jeg oplevede i min lokale romanklub, at bogen faktisk var vældig god at snakke ud fra, hvilket jo også er en kvalitet.
Så er jeg endelig klar til ar være med i debatten.
Jeg læste bogen i sommer, vist på en campingtur. Det er helt sikkert gået for hurtigt, for da jeg nu skulle igang med den igen, kunne jeg ikke huske ret meget, hverken handling eller personer.
Derfor har jeg denne gang tvunget mig selv til at læse den langsomt og i mindre bidder. Det giver noget helt andet, for ligesom i Helle Helles romaner står der der rigtig meget imellem linierne. Men man kan selvfølgelig godt komme i tvivl om kvaliteten og holdbarheden, når man kan læse den uden bagefetr at kunne huske den.
Angående snakken om hvor meget det betyder, hvor romanen foregår, så er jeg tilbøjelig til at give Connie ret i, at det ikke betyder så meget med geografien. Det er nok mere det sociale niveau, der betyder noget, og det kan jo være forskelligt både på landet og i byen.
At den foregår i 80'erne, tror jeg er ret væsentligt. Det blev vel kaldt "fattigfirserne" fordi der skete en opstramning af økonomien,og der var arbejdsløshed. Lønnen steg ikke så hurtigt som i 70'erne, men mange sad i huse med renter på helt op til 20%, og derfor var der mange tvangsauktioner.
Samfundet var på vej fra industrisamfundet og ind i videnssamfundet. De små købmænds kunder blev "troløse" og handlede andre steder, hvilket jo også ramte Jørgen. Udviklingen gjorde nok også mange mennesker usikre. Man risikerede at miste sit arbejde, og samtidig blev man vidne til at andre klarede sig uden som fx Thomas. Jørgens frustration over "Ungdomshuset" er også et godt billede på brydningerne i samfundet på det tidspunkt. Nu vi er ved Jørgen, kan det da godt være, at han er kedelig (eller sagt mere postivt:meget stabil), men det var vel netop det Marianne i sin tid søgte efter. Jeg vil ikke forsvare Laurits ret meget, slet ikke med hans forhold til Jannie, men det var vel Marianne, der besøgte ham og ikke omvendt. Ellers vil jeg vende tilbage til personerne, når jeg er færdig med bogen.
Sproget i romanen synes jeg skal roses.Fx når Jørgen nederst på s. 25 tygger sin mad, så man tænker på kværne og cementblandere. S. 108 øverst med manden, der var så fed-----, som en dej hæver ud over skålen. Eller s. 134: Når først cremen-------------, som sammenligning med hendes forglemmelse af mandens fødselsdag. Og endelig de 2 biler på s. 143, der stod som brikker i et Matadorspil.
Jeg er noget i tvivl om, hvor mange stjerner, den skal have, men det kommer jeg tilbage til.
Først vil jeg minde jer om interviewet med Lone Hørslev fra Bogforum . Link lagt i indlæg fra Anya her på siden d. 18 / 11 . Jeg har selv lige lyttet med, og føler mig meget klogere på mange af de emner båder Karen , Moldt og Michael og andre har bragt på banen i den forløbne uge, så hvis I vil have forfatterens bud på hvad der er med den kat , og om modsætningerne i bogen, så kan jeg kun anbefale jer at trykke på pod cast knappen . Der er rigtig mange gode spørgsmål der får en ny vinkel , når forfatteren forsøger at besvare læsernes spørgsmål.
Jeg vil lige personligt knytte et par kommentarer til debatten om den handlingslammelse der præger både Marianne og Jørgens forhold. Forfatteren får tydeliggjort deres krise i deres parforholdet ved at bringe Thomas og Gunhildur ind som modvægt til det trivielle liv i købmandsbutikken..
Jeg syntes iøvrigt ikke der er forskel på provins boere og storbymennesker, andet end de ydre rammer. Jeg mener at det er almen menneskelige problemstillinger der tages op i romanen, og menneskene / typerne der er aktører i handlingen er jo lige så forskellige som mennesker er ( hvad enten de er proviensielle eller storbybohemer ) .
Jeg arbejdede i mine yngre dage på Vesterbro , og fandt også her " Landsbysamfundets provinsielle sladder mekanismer", som jeg også kender fra min tilværelse i Marstal på Ærø, så jeg vil afskrive at der skulle være forskel på provins og storby mentalitet. Det er de enkelte mennesker det kommer an på , og her findes jo også bohemer og originaler i provinsen. Kulturen er også her,- det foregår måske bare i et andet tempo ? -
Jeg har erfaret at det kommer helt an på om det er "goère eller stoppere" ( mennesker der siger ja eller nej til tilværelsens udfordringer) der omgiver `en i hverdagen.
Ang. mændene i bogen - Jørgen / Thomas - brødrene der fremstilles lige netop som modsætninge . Jørgen som den ansvarsbevidste der altid har måtte kæmpe og klare ærterne selv, og Thomas som den forkælede lillebror der bare lever tilværelsens ulidelige lethed. Han får et hus,han vælger at ville være forfatter, og finder en kone der gider forsørge ham , han opgiver ægteskabet da der opstår forskellige forventninger til forholdet. Jeg finder det meget svært at finde sympatiske træk hos ham, ligesom Laurits da også er en rigtig luskebuks , der også stikker af , da han har prøvet div. kvinder i byen. Føj for en type .
Ang. sammensmeltnings ideen som ville gøre Marianne og Gunhildur kunne blive en helstøbt person. Godt set, men nok liddt ddræbende hvis det skete i denne historie, for er deres forskelligheder ikke netop fremdriften i fortællingen ?
Måske vi får opklaret om de har påvirket hinanden så meget at de i en evt. fortsættelse af historien kunne fremstå som stærke kvinder begge to ? - forfatteren udelukker ikke at der kunne komme en to er .
Janni og hendes moderbinding er også en interessant ende at tage op i denne debat, men hun handler da til sidst i romanen. Gad vidst hvordan hendes liv har udfoldet sig siden 1985 ?
Hendes mor er jo et helt kapitel for sig, og ja- en rigtig offer rolle. Godt beskrevet, men uudholdelig at være sammen med.
Ang. årstallet er forfatterens forklaring at der var nød til at være afstand til hendes nuværende liv.
Der blev i udsendelsen fra bogforum spurgt til forfatterens research til romanen.
Hun svarede interessant at hendes skriveproces mest er at lade pennen flyve indenfor en ramme, og at hun kun havde brugt bolig magasiner og madopskrifter fra Karolines 2 èr , og hvor rammer hun bare tiden godt med enebær gryde og Kir royal : )
Umiddelbart kunne det, der foregår i det meste af bogen, udefra se ret trivielt ud. Men ved at Lone Hørslev lader os se trivialiteterne indefra de fem hovedpersoners tanker, er der pludselig lig i lasten, hemmeligheder, forbudte drømme og bristede illusioner på spil. Og fem verdener, der er ved at krakelere.
Om Lone Hørslev kan skrive? YES! Der er godt nok tempo og swung og saft og kraft i den talesprogsagtige måde, hun skriver på med ord, der understreges med brug af både kursiv, STORE bogstaver og parenteser. Der er rablende sætninger og skønne ordsammenstillinger a la "den blødhed og spændstighed, som kun ungpigebryster og kogte, pillede æg har". Værsågod!
Du kan se hele min anmeldelse på min egen blog, Bogbrokken.
Det med rødstrømperne var bare en strøtanke. Sikkert opstået af spørgsmålet om: hvorfor netop 1985. Der er ikke i bogen noget der bare minder om rødstrømpebevægelsen.
Den stærkeste forældreprofil er Jannies mor. Hende er der heller ikke meget rødstrømpe over.
Lad os glemme rødstrømpetanken, den hører vist ikke hjemme i bogen her.
Karen: sammensmeltning er sjov tanke. Den er jeg med på.
Moldt, du har nok ret, det kunne tyde på at det mere er Marianne der har brug for Gunhildur, måske er det et mere overfladisk venskab, som Karen er inde på.
Gunhildur kunne sagtens være en stikke- af-type.
En sammensmeltning til en person! interessant tanke, jeg tror sagtens man kunne speje Gunhildur og Marianne i hinanden.
Og Karen, jeg tror du har ret mht Mariannes forældre, at de har forsøgt at bestemme over hende - ellers ville hun ikke have valgt en mand som Jørgen
Rikke
Hvis man foretog en sammensmeltning af Gunhildur og Marianne kunne man måske få en heltstøbt person ud af det? Gunhildur med det lette, flagrende, frie og tilfældige liv, hvor man viger udenom problemerne, og Marianne, der er virkelig bundet i et fuldt planlagt liv uden megen sjov.
Det virker som om, de kun har et overfladebekendskab - de taler i hverfald ikke om problemerne, men forstår måske hinanden bedre på det følelsesmæssige plan?
Tidsmæssigt må de være døtre af rødstrømperne, men hører vi så meget om forældregenerationen? Jannies mor giver ikke sin datter megen plads til frihed, men forsøger at dirigere hende. Marianne gør oprør mod sine forældre ved selv at vælge Jørgen, så de må også have forsøgt at bestemme over hende.
Hej Rikke. Du skriver at de har glæde af hinandens selskab. Det har de også, ihvertfald på campingturen, hvor det er grin og en slags frihed. Men er de fortrolige? Taler de om problemerne? Jeg kan ikke gennemskue det.
Gunnhildur siger et sted, at hun stikker af fra smerten - som hun gjorde som barn fra skadestuen.
Er det ikke det hun gør? Heller ikke hun har en mening eller ide om hvad det altsammen - livet - går ud på. Thomas gider hende ikke mere og vil skilles og hendes eneste våben er flugt! Er det sådan, at det "frie liv" hun viser Marianne på campingturen bare er en livsløgn? Som jeg læser det beundrer Marianne hende, men når man tænker over det, så er det lidt mistrøstigt at det er det smarte og de hurtige replikker der gør indtryk på Marianne. Man kan godt forstå at Marianne kan savne det i sin egen natur, men som evt. forbillede har Gunnhildur ikke megen substans. Eller hvad?
Tidsmæssigt kunne de vist være børn af rødstrømperne. Er der en ide med dét?
Gunhildur og Marianne er et rigtig godt tema at tage fat på.
Jeg ser også Gunhildur som Karen gør, hvor impulsivitet og tilfældigheder er meget nært knyttet til hende. Mon ikke også det er det eneste man har brug for, for at komme væk fra Løkken?
På campingturen til Blåvandshuk, hvor Gunhildur og Marianne bader nøgne (uha, nøgne, afklædning) og hvor Gunhildur siger Kom vi løber, da de hopper i vandet. Hvilket hun i bogstaveligste forstand også gør senere hen. Mariannne prøver også på det, at løbe, men det kommer bare ikke længere end til smørtenoren Lauritz.
Alle Kvinderne prøver at slippe væk, er det ikke osse tilfældigheder der gør at de er havnet i Løkken? Marianne for at slippe væk hjemmefra og Gunhildur, en meget impulsiv handling at blive gift med Thomas. ?
Gunhildur og Marianne fremstår i bogen som veninder, de fremstår som noget nær det mest ægte i bogen, de har glæde af hinandens selskab. Men det er også veninder, der har det til fælles at de har nogle bovlamme mænd, der bliver tøsefornærmede over en glemt fødselsdag og en kedelig Jørgen, der virker handlingslammet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på politimandens kommentar, da Gunhildur bliver meldt savnet:
"Vi ser ellers en del til den slags, Kvinder der render deres vej"
Er det mon en konstatering fra mændene side? at de er vandt til at se kvinderne løbe deres vej? og at de alle er handlingslamme?
Rikke
Hvad mener I om Gunhildur? Er hendes tilværelse ikke præget af tilfældighedernes spil? At hun kører efter byer, der begynder med V, synes jeg er et godt billede på, at hun ikke har nogen plan med sit liv, men at hun lever i nuet. Det er sikkert det impulsive, frie liv, som Marianne drømmer om - hun føler jo Løkken stramme i høj grad. At Mariannes one night stand med Laurits får hende til at føle, at hun lever, er også et eksempel på det.
Nu er det jo ikke alt, der kan googles.
Kære venner på biblioteker rundt om i landet, I kan måske forsøge jer med Skriv- og rejsekalenderen eller andre almanakker, Politikens Årbog for 1986 el.lign (dengang måtte man jo afslutte redaktioner af årbøger i god tid inden årsskiftet), vejret i DK gennem tiderne - eller andre fantasifulde indgange til den historiske virkelighed. Jeg aner ikke, om der er noget at finde, men det kunne da være sjovt at høre, om I finder noget (på den gammeldaws maner). Men måske er datoen og provinsbyen bare et "tilfældigt" valgt fixpunkt i tid og rum (eller noget helt privat?). Denne præcisering holder jo i hvert fald handlingen fast som et nedslag i en virkelighed - et realistisk snapshot af en gruppe menneskers hverdag og tanker et eller andet sted på et eller andet tidspunkt - ikke?
Nu har jeg forsøgt at google datoen 30/11 - 1985, Caroline. Umiddelbart dukker der ikke noget spændende op på den dato. Bortset fra nogle indlæg på Litteratursiden om "Sorg og camping:-)
Måske handlingen bare skal foregå en eller anden dag, og om det er den ene eller anden dag er vel underordnet, - tror jeg.
Men det er godt greb, at lade historien tage udgangspunkt i fødselsdagen og så fortælle personernes historie i tilbageblik. Det virker ok. for mig. Måske nærmest som et spil, hvor alle aktørerne hænger sammen og påvirker hinandens skæbne på godt og ondt. Hvis en viger bort fra den slagne vej (Gunhildur) vil det også have indflydelse på de andre personeres livsbane.
hold da op for en god debat der er i spil her på siden. Jeg har været bortrejst en uge, en uge i provinsen, intet mindre, dog ikke Løkken.
Mændene og Kvinder i bogen, god debat her på siden, jeg kan kun nikke genkendende til beskrivelserne af dem,
og katten på loften, jeg kom også til at tænke på Ulven, men hvad mon katten står for? den indre natur, som Moldt skriver?
Skal vi afholde livedebat om bogen?
bedste hilsener
Rikke
Jeg vender tilbage.
Michael, jeg valgte at begynde med mændene i mit første indlæg - bare for at starte et sted. Det rokker ikke ved - efter min mening - at mændene er mere negativt beskrevet i deres handlinger overfor andre mennesker end kvinderne er. Jørgen er undtagelsen - han virker mere handlingslammet, og jo Moldt - jeg fik også stor medlidenhed med ham, da han var i Ribe med familien.
Romanen er nok ikke helt virkelighedstro, men beskriver en del af virkeligheden for mange. At romanen foregår i udkantsdanmark er nok med til at understrege den problematik.
At romanen foregår i 80`erne fik mig til at tænke på "Fattigfirserne" - der også ligesom "udkanten" er med til at understrege det triste, ensomme, det stillestående lag i bogen.
Jeg vil gerne have lidt hjælp til at forstå, hvorfor det er vigtigt at romanen foregår den 30. november 1985. Jeg oplever problematikken og personerne som arketypiske og at nerven i fortællingen ikke er særlig knyttet til den dato og det bestemte årstal. Men måske er der noget jeg har overset ?
Caroline
Så er jeg også på banen, og det er faktisk anden gang jeg skal debaterer bogen, så jeg vil starte med at kopiere noget fra de indlæg jeg havde med i læseklubben Chicks i oktober måned. Evt. interesserede i den debat vi havde der , kan jo læse de mange kommentarer, og der kom en rigtig sjov debat ud af boglæsningen der endte op med at handle meget om mad , og 80èr opskrifter : )
Jeg læste bogen første gang i min sommerferie (som ikke foregik på en campingplads , men i svigermors sommerhus i nordjylland) .
Jeg gen læste den så igen her i efteråret, og da jeg ikke umiddelbart har nye synsvinkler , starter jeg med at kopiere uddrag herfra; Mit indlæg handlede mest om mine refleksioner over forfatterens skrivemåde , altså går mine overvejelser ikke kun på indhold men også på skriveformen;
"Jeg opfatter Lone Hørslevs meget ligefremme talemåde , og meget mundtlige fremstilling i den måde hun skriver på, som et greb hun bruger bevidst for at vi læsere netop kommer ind i hovederne på de medvirkende.
Sætningerne bliver konstrueret. Altså bliver punkteringerne , , netop lidt abrupte , fordi den måde vi tænker på , ofte foregår i abrupte spring med mange associationer undervejs ?
Noget andet jeg først bed mærke i ved anden gennemlæsning , var den efterlysning der er på første side. Den er indrammet med en sort sørgerand, og forbigik helt og aldeles min opmærksomhed i sommers, men nu kan jeg se den indleder bogen med at forudgribe begivenhedernes gang.
Jeg har også pludselig set hvordan Lone Hørslevs måde at beskrive sine medvirkende på ofte er forbundet med hvad personerne er optagede af .
Forfatteren skaber menneskene ved at beskrive mere end udseende og tanker . Hun går også ind på deres interesse område / hobbies .
F.eks. Jørgen , der gerne ville læse historie, men det er der ikke penge i , så blev han købmand, men beholdt interessen for historie og gamle dage , og udfolder sig bl.a. i Ribe med foredrag om sin viden , for en mere eller mindre lydhør familie . Beskrivelsen af mand og kone der sidder og læser vidt forskelligt er bare så genkendeligt for mit eget vedkommende. Jo - hun kan noget med at ramme folk på " kornet " hende Hørslev.
Brormand Thomas der er litteraturstuderende , og efter bacheleren opgiver , og vil være forfatter ( ha ha - det er vidst en lille genkendelig måde at ville leve sit liv på i de kredse ) - og i løbet af de to beskrivelser for Lone Hørslev mere end antydet et tema om søskende jalousi, så fik han da lige et hus af mor hvor solsorten kan sidde og synge ubekymret, og Jørgen der altid har måtte klare sig selv...
Jeg syntes også det er så fint at Søren Ulrich Thomsens digt samling " Cityslang" bliver inddraget i handlingen, som et vendepunkt i Mariannes bevidsthed, og den er vel om noget med til at hun bliver klogere på sig selv ?;
Bare den måde hun får fortalt om Gunhildurs islandske accent i det danske . Hun udtaler underbukser med u `erne som i ugle - fænomonalt lydligt beskrevet - kom lige til at tænke på en islandsk kollega jeg havde engang , og kunne sagtens genskabe mig tonen i hendes sprog ( dansk med islandsk dialekt ) -"
Til slut i dette indlæg , vil jeg lade min begejstring boble over med roser til den der har valgt denne bog ,den er en selv følge som nomineret til DR romanpris 2012.
Jeg er som det fremgår af ovenstående også en af de mange der bare er glad for de små hverdagsdramaer, - især dem der udspiller sig i provinsen. Jeg skal lige tænke over Grete ( Moldt ) og Michael s indlæg før jeg kommenterer på dem, men jeg vender tilbage , for det er da bare en super god historie, med rigtig mange løse ender. Hvad mon der videre skete med alle de medvirkende ? Jeg får bare lyst til at høre mere.
Hej Michael. Du har ret i at der er forskel på storby og provins. Alene at sne inde (eller ude) som de her mennesker gør, kunne vel ikke ske i storbyen. Ikke på denne isolerede måde, som der er beskrevet.
Man kan så spørge: er det provinsen (udkanten) der gør dem til de mennesker de er - eller er menneskene der gør provinsen til det, den er?
Hej Moldt, - jeg opfatter helt klart personerne i bogen som meget troværdige. Selvfølgelig er de gjort noget mere karikerede end virkeligheden måske kan bære. Og dog...for efterhånden som bogen skrider fremad, bliver konflikterne mere og mere tydelige, og kommer til at styre personernes følelsesliv helt og aldeles. Og hvis vi skal snakke provins, så er min firkantede teori, at der i visse miljøer i provinsen er grobund for at man hurtigt kan blive sat i nogle båse og cirkler som det er svært at komme ud af. Mens man i en storby kan have flere strenge at spille på.
Jeg tror at personerne i bogen, har malet sig selv op i nogle hjørner som de ikke kan overskue at komme ud af. Simpelthen fordi at mulighederne ikke er der i byen, og dermed i deres bevidsthed.
Angående mændene, Karen, så er det selvfølgelig rigtigt at det er forfatteren som tillægger dem nogle knapt så flaterende egenskaber. Men det syntes jeg nu også hun gør ved kvinderne. De er da heller ikke helt på højde med deres liv, og det sted i livet, hvor de drømmer sig hen.
Og det er jo herligt på en eller anden måde. For det er jo konflikter, uforløste følelser, bristede håb og forhåbninger om noget andet/bedre der driver historien fremad. Sådanne nogle bøger elsker jeg at læse, - syntes ofte der er meget mere drama i dem, end i en krimi.
Angående Vestjylland/provinsen er jeg ellers rigtig postiv. Har også haft gode ferier i det jyske. Lige så trangt og lavt til loftet der kan være i Jørgen og Mariannes stuer, ligeså højt er der til himlen ude i det fri.
Hej Michael. Jeg opfatter også de her personer som livs-uansvarlige, måske bortset fra Gunnhildur, som dog forsøger at gøre noget, omend på en kluntet måde. De andre sumper rundt i hverdagen uden større tanker om livet og alle de muligheder der ligger foran dem, og som de kunne kaste sig ud i, hvis de havde blot en lille smule omtanke for verden udenfor dem selv.
Jeg har også tænkt på ulven på loftet i "Ulven"! Er det mon et tilfælde?
Det er Marianne, der ved et uheld spærrer katten inde på loftet? Hvordan forstå dét, hvis vi antager at den repræsenterer den indre natur? Hvad jeg er helt med på.
Jørgen griner, da hun fortæller at katten har haget sig fast i hende. Hun får et grineflip, da Jørgen og Laurits kæmper med katten. Hvorfor?
Af alle de her personer er Jørgen vist den eneste der har noget man kan kalde en interesse - altså noget der ligger ud over hverdagen, nemlig at være historiekyndig. Synd for ham at ingen af de øvrige på nogen som helst måde kan trækkes ud af deres mørke. Måske er det da kedeligt at høre snak om Danmarks historie fra før Gorm den Gamle, men Marianne gør ikke det mindste lille forsøg på at dele interessen - eller forstå hvad Jørgen har gang i. Er hun for krævende, for egoistisk, for intetsigende?
Jeg har lyst til at høre andres tanker om de her personer.... om de er troværdige, provins eller ej?
Hej Michael
Jeg synes ikke, det er mig, der er hård ved mændene, men forfatteren, der er det.
Du er enig med mig omkring Thomas, kan jeg se. Laurits er der vist heller ikke meget positiv at sige om. Han bedrager sin bedste ven, og forfører en ung pige, ja udnytter hendes ensomhed, hvorefter han fyrer hende pr. brev. Tiltalende er han ikke, og forfatteren skriver ikke positive ting om ham. Han kunne måske være beskrevet mere nuanceret.
Jørgen er bestemt mere positivt beskrevet, dybt ansvarlig som han er, men han er ikke i kontakt med sine følelser.
Folk taler sikkert ikke mere med i hinanden i København eller Århus, men det er mere oppe i tiden at beskrive Udkantsdanmark - hvad det så er.
For øvrigt er det meget dejligt at campere ved Blåvand, skulle jeg hilse at sige.
Jeg tænker at børnene er så usynlige fordi de voksne har så rigeligt i deres eget morads. Og måske fordi de er de børn man forventes at få i et par forhold, ligegyldigt om de interesserer en eller ej.
Katten er lukket inde på loftet, ligesom følelserne. Den får poten i musefælden fordi den roder rundt og ikke kan finde ud, ligesom dens mennesker ikke kan finde ud. Den er også blevet behandlet dårligt af nogle som ikke kunne se andet end deres eget behov for sjov, ligesom Laurits kun kan se sit behov for at få noget udenoms "sjov".
Jeg faldt også over det med børnene, at vi ikke hører så meget til dem. Men ok. i 70erne var børn jo heller ikke så meget i centrum som de er mange gange i dag.
Det er rigtigt, at det jo ikke er jublende lykke som kendetegner personernes sindstilstand gennem bogen. Dog er der en herlig scene, hvor Marianne og Gunnhildur løber i vandet på campingpladsen. Der er de lykkelige som jeg læser det.
Syntes du er lidt hård ved mændene, Karen. For mig at se, så er alle personerne i bogen kendetegnet ved, at de er sunket langt ned i provinslivet, uden at tage ansvar for deres eget liv. De går rundt i nogle cirkler som de har gået rundt i mange gange før uden at være i stand til at se nye veje. Den eneste som lytter til sig selv er Gunnhildur, hvilket bringer hende i kambolage med Thomas. Og ja, han er da en kedelig person. At give hans kone skylden for hans drikkeri og manglende evne til at skrive.
Men de andre kvinder i bogen, syntes jeg også er kendetegnet ved en manglende evne til at gøre dem selv lykkelige. Om det så er samfundets/provinsens skyld eller andet, ved jeg ikke lige.
Måske forfatteren har valgt at Gunnhildur skal være fra Island for at markere en slags urkraft/naturlighed fra landet med den barske og utæmmede natur. Hun er vel som en slags vulkan, vild og uforudsigelig. I en periode kan man putte et låg på hende. Men gør man det, vil hun senere eksplodere med en endnu størrer kraft.
Hej Moldt
Katten giver mindelser til sidste år roman "Ulven". Residerede den ikke også på loftet?
For mig at se respræsenterer katten og omtalen af panteren den indre "skyggeside" eller den indre natur eller følelser, der ikke kan komme til udtryk. Det er lidt morsomt, at Jørgen og Laurits kæmper med at tæmme vildkatten.
Det undrede mig, at børnene slet ikke bliver set. Den generation af børn bliver ellers beskyldt for at være forældrenes projekter. Det kan man absolut ikke sige, at de er i denne roman, Eller tager jeg fejl af generationerne?
Ja Jannies mor er også let genkendelig for mig. Hun forsøger at styre sin datter med alle midler. Er det derfor hun opgiver kokkeskolen i Ringkøbing?
Hej Karen
Hvad tænker du om katten på loftet? Og hvad skal man mene om, at "udbryderen" er en islænding? Er der mon en ide med det?
Jeg har det, som du, også sært med at børnene er så fraværende. Som om de ikke har interesseret forfatteren. Det er ellers den generation forfatteren selv tilhører.
Iøvrigt synes jeg at Jannies mor er rigtig godt beskrevet.
Personerne i romanen holder bestemt ikke af hverdagen, hvad enten den er kommet til dem ved et tilfælde, eller de selv har valgt den. De vil gerne ses, som de personer, de er, også med de håb og drømme, de har. De taler ikke rigtigt med hinanden og så er det klart, at man bliver ensom.
Børnene bliver ikke set, de er altid fraværende, enten på campingpladsens legeplads, eller hos Lisbeth for at se film. De er små "kødengle". Et forslag til Marianne kunne være, at hun næste år tager børnene med til at hænge julepynt op.
Mændene er et kapitel for sig. Thomas, den forkælede, som tænder af, da hans fødselsdag bliver glemt, og som beskylder Gunhildur for at være årsag til hans drikkeri - et ynkeligt offer!
Jørgen, den pligtopfyldende, der aldrig har gjort oprør imod forældrenes magt, og nu har bind for øjenene overfor Marianne, og er så forkrampet i forsøget på at redde købmandsbuttikken. Så gør dog noget mand.
Og Laurits, der snyder og bedrager, selv sin gamle kammerat.
Hvad mon han er offer for? Det kan undre, at de ikke gør noget for at forandre deres liv, skabe deres eget liv. Gunhildur, der er impulsiv gør noget, men er hun ikke i gang med at begå endnu en fejl?
Hvad er det med provinsen og de indestrængte følelser. Hvad er det med Gunnhildur, og hvad med Jannie?
Lone Hørslev er jo ikke den første danske forfatter som dykker ned i den danske provins for at finde forliste drømme og skjulte længsler og håb.
Men om den danske provins giver dårligere vilkår for at leve sit følelsesliv ud end storbyens pulserennde liv, er måske en hård konklussion at drage. Men med udgangspunkt i "Sorg og Camping, kunne det være interessant at tage snakken.
Kære Michael (og alle andre)
Fortvivl ikke - man kan høre samtalen med Lone Hørslev om 'Sorg og camping' på DR Læseklubbernes store BogForum-temasite www.dr.dk/bogforum.
Hørslev-samtalen - og masser af andre samtaler fra årets bogmesse - kan lyttes/downloades her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Events/Bogforum2011/Podcast/20091130162125a.htm
God fornøjelse!
KH Anya
DR Læseklubberne
Jeg nåede ikke at høre Lone Hørslev på BogForum, - desværre.-(
Men jeg kan godt genkende den samme følelelse som dig, Rikke med Soda Steam og Dansk naturgas. Ja, det var tider dengang, og i barndommens dunkle lys står alt jo rosenrødt og klart. Syntes at Lone Hørslev er rigtig godt til at fange den stemning og det miljø som der var engang.
Dog ligger der jo en eller anden undertone og noget udefinerbart i hele historien, - syntes jeg. Kan det nu være så godt, og går det ikke galt på et tidspunkt. Og uden at afsløre for meget, kan jeg jo godt skrive, at der sker ting og sager, specielt sidst i bogen.
Jeg er godt igang med Sorg og Camping. Jeg er blevet rigtig glad for Hørslevs beskrivelser af personerne i bogen. Man kan vist roligt sige at det er et (udkandts)hverdagsdrama, om det er et stille et, ved jeg ikke endnu.
Men, som sagt, er jeg meget betaget af beskrivelserne om Jørgen og Marianne og alle de andre. Og ikke mindst Hørslevs indskrivning af samtiden på, jeg er på noglelunde samme alder som Lone Hørslev, og jeg kan tydeligt huske de ting hun beskriver, som på side 70; " Og Jannie imiterede fru Christoff og lige på en studs og what do you have in your takse..." Det er jo som taget ud af min spæde ungdom, hvor vi sad klisteret til skærmen når Naturgas blev sendt, (jeg husker tydeligt Fru Christoff´s ordvalg til køb af slik;: Guf).
Og hvad er der med Hørslevs "Og" i bogen?, det giver historien en helt bestemt slags flow og en sammenhæng, der gør det ganske naturligt.
Helt bestemt en bog jeg er blevet rigtig glad for.
Hvad havde Lone Hørslev af spændende ord at sige på Bog Forum?
"Sorg og camping" glæder jeg mig rigtigt meget til at skrive om. Håber også at nå og høre Lone Hørslev på den bogmessen i Forum næste weekend.