Sommerferie

Oprettet: 14.07.2010 - 11:10

Bog: "Sommerferie" af Katrine Grünfeld

Bogens forside

Johanne er gift og har tre børn. Hun forsøger at holde sammen på et selvbillede, modelleret ud fra et glitret ideal om en lykkelig kernefamilie.

Forfatter: 
Katrine Grünfeld
Udgivet: 
2010
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
122
Lån bogen - Køb bogen

Deltag i debatten om 'Sommerferie' af Katrine Grünfeldt. Forfatteren deltager selv i debatten. Bogen er til debat i oktober 2010

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Marianne Agger

    man, 01/11/2010 - 15:09

    Hej Katrine (og alle I andre)

    Ja, så er oktober måned sørme også allerede slut. Nu må vi nok acceptere, at det er ved at være vinter. I hvert fald efterår. Og hvor er landskabet udenfor bare smukt! Vi vil bare lige takke Katrine for at ha' gjort oktober måneds debat rigtig spændende og vedkommende. Personligt synes jeg, det var så fedt, at du gav dig tid til at svare alle indlæggene fra os. Tak for det :-). Jeg glæder mig stadig så meget til at høre dig på Bogmessen. Er det stadig kun Britt, der er interesseret i en gratis billet?

    Mange hilsner fra Marianne

  • Katrine Grünfeld

    søn, 31/10/2010 - 08:48

    Kære Marianne

    Jeg er også selv vild med at læse bøger, hvor man via dialoger får blotlagt hverdagens almindeligheder. Har lige læst "Alle mine venner er superhelte" af Kaufman og "Doppler" af Loe, et par meget korte, skæve bøger, hvor kulisserne er skæve mens dialogerne er "normale". De to morsomste bøger, jeg længe har læst. Suzanne Brøgger kan også være rædsomt morsom - på den begavede og elegante måde. I Modemagasinet In i den her måned bliver jeg interviewet om rollemodeller og forbilleder - og selv om jeg virkelig ikke bryder mig særlig meget om den slags "fan" skriblerier, så er det alligevel en ting jeg kan stå ved: Suzanne Brøgger er min heltinde. Ikke fordi jeg deler alle hendes holdninger, men fordi hun er sig selv. Hun kommer (formodentlig) ikke til at ligge i kisten og græmme sig over at have behaget alle omkring sig. Hun har brugt og bruger stadig af livet. Og hun er umulig at kopiere. Det må være et mere ideelt ideal (måske også sværere da det kræver mod og kamp) end de retoucherede kvindebilleder der tilbydes i stort set alle medier: at være så meget sig selv, at man ikke bedømmer sig selv eller andre efter en færdigmodelleret skabelon.

    Kh

    Kat

  • Connie

    søn, 24/10/2010 - 13:03

    Hej.

    Jeg har ikke så meget at tilføje ang. månedens bog, men kan se at der er flere der får luft for en masse tanker - og det har været rigtig underholdende for mig at læse om, så nu vil jeg lige tilføje et par frustrerende oplevelser, som der måske er andre der kan finde underholdende, og hvis ikke andet kan jeg da grine lidt af det - nu hvor jeg får set det lidt på afstand..

    Vi nåede heller ikke i skoven ( men herregud- vi har jo så meget natur omkring os i det daglige - bare ikke rigtige store skove...) men fik da været kulturelle på den "fede" måde - d.v.s. masser af cafe latte ´og forbrug i storbyjunglen.Fik øjnet et rigtig godt tilbud på luffer - ja nu kan kulden bare komme,købte ved samme lejlighed lige et par til begge mine  piger-  men glemte posen i butikken overfor.

    Selv om jeg havde købt og glemt dem lige omkring lukketid, og faktisk kom igen ved åbningstid, var de bare væk...- ingen havde set dem , og her er det  jeg syntes  at ekspedienten rødmede uklædeligt og flakkede med øjnene da jeg spurgte efter min pose- men no hard feelings- håber da at der er nogle der får glæde af tre par luffer, og så bed jeg hovedet af al skam og gik over og købte tre par nye luffer som jeg klamrede mig til indtil de var videregivet, og vel hjemme i kufferten. Der røg fortjennesten godt nok, men hva`  gør man ikke for at blive en oplevelse rigere ? - og så havde jeg jo opreklameret at de her luffer bare var et kup !!!

    Da vi kom hjem var huset lukket ned for varme - ( vores styringstabel siger at vi er sidst i december , så vi prøver at indhente det ekstra forbrug vi havde i det kolde forår ) og manden og jeg skulle lige sidde og tø op med dyner , og den meget levende æblegele , jeg overskudsagtigt lige fik bikset sammen før vi tog på ferie, men ak - varmen kom hurtigt da dynesnippen væltede geleen på gulvet. Æv også - så er det lige at jeg syntes at livet er lidt irriterende, men det blev nu hurtigt sat i relief da jeg skulle forholde mig til helt andre og mere tragiske hændelser - som lige fik sat livet i perspektiv. Jo - livet er besværligt , men skønt alligevel.

     

  • Marianne Agger

    fre, 22/10/2010 - 13:02

    Hej Kat og I andre.

    Ved I hvad, hvis I slet ikke orker at skulle indfri alle de forventninger til efterårsferien (som godt nok næsten er slut), så skal I bare gøre som mig: Gå på arbejde :-). Nej, den tid kommer også, hvor jeg selv vil holde ferie i skolernes ferie (min søn er kun 2 år), så arbejde er nok ikke det fedeste alternativ, ha ha. Selvom jeg faktisk nyder, at andre nyder at holde en del af ferien her på biblioteket, hvor der summer af liv og glade dage.

    Katrine, jeg er vild med din måde at (be)skrive på. Jeg kan se  det hele for mig, hvordan du skælder ud på damen med kamphunden (ville jeg også ha' gjort!) og kender selvfølgelig også ligesom alle andre, det der med, at man gerne lige vil vise, at man har overskud til det hele sammen med familien. Især når man har ferie. Og ja, jeg tror også, det er vigtigt, at man liiiige engang imellem har lidt tid til sig selv. Men som du selv skriver, så er vi nok bare forkælede. I virkeligheden er det jo luksusproblemer, vi går og "døjer" med. Vi har så mange muligheder for dit og dat, at det bliver for meget.

    I går aftes nåede jeg lige at begynde på din bog "Mindre pletter", som jeg også straks blev opslugt af. Jeg synes, det er så sjovt i starten af bogen, hvor du beskriver mandens måde at snakke på, mens han kører bil. Nu skal jeg jo passe på, hvad jeg skriver (alle kan jo læse det, der står på nettet..), men i min svigerfamilie er de rigtig gode til at snakke uden egentlig at sige noget. Ligesom manden, når han kører bil (kan ikke lige huske, hvad han hedder). Sådan noget som: "Nææh, de havde nu nogle flotte blomsterkrukker derinde", "Hov, en gul postkasse, jamen det kan man da også ha', ja...." og "Nå, min knap er sørme ved at falde af...ja den er så...". Jeg er meget fascineret over den slags smalltalk (helt seriøst!). Jeg har altid tænkt rimelig meget over, hvad jeg vil sige og hvornår, jeg vil sige noget men egentligt er det bare hyggeligt og befriende at snakke løs. Til en vis grænse selvfølgelig :-).

    Nå, men Lammet, jeg vil helt klart også læse Agassis bog "Open". Alle, der har læst den, er så begejstrede, og jeg læste en meget spændende artikel om den i Politiken, som virkelig gav mig lyst til at læse sådan en sports-biografi, som jeg ellers aldrig læser.

    Kat, din nye bog lyder også spændende. For sådan er der jo også nogle forhold, der er.

    Nå, men god weekend - og god ferie :-)

  • Katrine Grünfeld

    fre, 22/10/2010 - 11:58

    Kære alle

    Jeg vil bare sige til jer alle, at jeg simpelthen er så glad fordi I har haft lyst til at læse bogen Sommerferie og endda til at kommentere på den. Nu er det så efterårsferie (for dem med skolebørn) og selv om ferien er både kortere og mindre "prestige" orienteret, så ligger der vel alligevel en del forventninger og krav: om at gå i skoven, samle kastanjer, bage kerneboller, drikke varm kakao og smile til hinanden med varme røde kinder... Jeg stod op her den anden morgen med hjertet siddende i halsen fordi mit indre program om alt det jeg ville nå med mine børn (og havde lovet) flimrede for mine øjne: spille "tegn og gæt", læse Harry Potter, samle svampe - og så skulle jeg også nå at få løbet en tur, gå med hunden, lægge ansigtsmaske og file hæle... hold kæft hvor var jeg i dårligt humør, da jeg stod op og hele huset rodede, ungerne løb højrystede rundt og legede gemmeleg. Jeg havde bare lyst til at lukke døren og gå ud og sidde i stilhed i 1000 år. Hele huset fik et møgfald, jeg tog løbetøj på og var væk i en time. Og måtte jo på løbeturen sande, at jeg trods bevidstheden om at jeg foragter, hader og bekæmper demebladsidealer, snævre kønskonstruktioner, skjulte dagsordner, forventninger og krav, så er jeg selv så befængt med den klæbende kultur at jeg får lyst til at skrige. Og så råbte jeg af en gammel dame, som ikke havde sin kamphund i snor og som hoppede gøende op ad mig - og så fik jeg det meget meget dårligere... Men nok om mig og min efterårsferie, som er blevet lidt hyggeligere efter jeg har erkendt at det det i virkeligheden handler om for mig (og for de fleste andre, vil jeg tro) er at når jeg OGSÅ får skrevet - afsat en timestid til mit arbejde, min alenetid (det kan jo være alt muligt andet end skriveri) så transformorgriffer jeg mig tilbage til et ordentligt og medgørligt menneske igen. Det kan jo også bare være at nappe en lur, eller læse en bog i fred...

    Og hvor er det i grunden banalt (og forkælet, tænker jeg). Jeg sidder netop og skriver på en roman, der har en hovedperson, der gør op med de steoretype kønskonstruktioner. Hun er er kærester med en mand, der drømmer om børn og grillaftener med vennerne med børn - hun drømmer om at rejse og opleve - hun gemmer sig gerne i et skab, når de får uventet besøg. Og hun er et rodehoved.

    Kh

    Kat

  • Britt

    ons, 20/10/2010 - 18:08

    Hej igen

    Efter at have læst mit eget indlæg kan jeg se, at jeg har formuleret mig uklart. Jeg mener ikke, at Johanne ser sig selv som en super-woman, der har styr på tingene (dameblads-typen), men at hun måler sig op mod disse ... og bliver frustreret over sig selv og hvad hun selv har udrettet. At hun har fået tre børn og givet dem en tryg barndom tæller i hendes øjne ikke som "en karriere" - er det derfor, børnene ikke har navne? Fordi de ligesom ikke tæller med? Derimod ser hun Gitte som en af disse succeskvinder; hun er barnløs, fraskilt og kan gøre som hun vil, bl.a. møde spændende mænd ved ferniseringer ... i stedet for at skulle hjem og åbne for en vvs-mand. Øv!

    I sidste halvdel af bogen begynder Johanne også at få opmærksomhed fra mænd. Hun går hele vejen med David, men også andre viser interesse, fx Per i galleriet og Olav til festen. Det er dejligt, og hun vil nyde og nydes.

    Johanne tror hele tiden, at det er hende, der har styringen i forhold til hendes og Jakobs ægteskab. Der, hvor hun går galt i byen, er, at mens hun vælger Jakob TIL, så har han i mellemtiden valgt Johanne FRA. Han tog magten. Og som en af jer andre skriver, så er det meget stærkt, at historien fortælles i du-form - fra Johanne til Jakob. Ingen ved, hvilke tanker Jakob har gjort sig.

    God bog :-).

  • lammet

    ons, 20/10/2010 - 15:17

    Ja det er en herlig film, som vore lokale biograf viste i SENIORBIO !!  Hold op den vakte jubel, da vi allesammen sagtens kunne huske hvordan det var at være først i 30'erne. Så det er nok ikke kun sandheden om mænd men sandheden om mennesker.

    Og nu da jeg er inde og skrive, så vil jeg gerne anbefale Andre Agássi's OPEN.. Det er en rystende selvbiografi skrevet i et flot sprog og meget underholdende

  • Marianne Agger

    ons, 20/10/2010 - 13:39

    Hej alle.

    Nu er oktober jo ikke slut endnu, og der er stadig god tid til at diskutere videre om "Sommerferie", men jeg vil lige minde jer om, at I skal huske at skrive, om I kunne tænke jer at vinde billetter til Bogmessen. Er det kun Britt, der er interesseret indtil videre?

    Jeg glæder mig helt vildt til at høre Katrines interview på messen - især efter vores snak her i Chicks :-).

    Efter vores debat har jeg virkelig fået lyst til at se den aktuelle biograffilm "Sandheden om mænd", der handler om en ung mand (i 30'erne, så er man vel stadig ung, siger den 32-årige, ha ha), som er bange for at vokse fast i villa, vovse og volvo og dropper sin jævnaldrende, skrukke kæreste og forelsker sig i en meget yngre pige. Læs evt mere her: http://ibyen.dk/film/ECE1075926/anmelderne-er-vilde-med-sandheden-om-maend/

    Nå, men god læselyst og efterårsferie til jer, der er så heldige at have det :-)

  • Barbara (ikke efterprøvet)

    tir, 19/10/2010 - 11:23

    Spændende debat om rigtig god bog som jeg læste i min SOMMERFERIE. Derfor er den ikke længere helt present. Jeg husker dog ikke at have følt den irritationen overfor hovedpersonen,  i andre beskriver. Nærmere en stor "tristhed". Har netop læst Trude Marsteins Intet at fortryde, der omhandler de samme temaer og problematikker. den kan varmt anbefales!

  • Michael Krarup

    søn, 17/10/2010 - 20:56

    Du kan se min anmeldelse, og anbefaling af Sommerferie på min blog Bogbrokken

  • Britt

    søn, 17/10/2010 - 14:24

    Hej chicklit læseklub

    Jeg er med i en anden læseklub, men tillader mig at "gæsteoptræde" her, da jeg længe gerne har ville læse bogen og nu har chancen for at debattere med andre læsere/forfatter, hvilket altid giver nye perspektiver og synsvinkler - det har allerede været givende at læse debatten "so far".

    Jeg kunne rigtig godt lide bogen. Ligesom Marianne har jeg også læst "Det skete" af Roné og havde også den i baghovedet, mens jeg læste. Der er mange ligheder: kvinde i slut30'erne/start40'erne, tre børn, skilsmisse-barndom, seksuelt frustreret, vi er på Fanø, kaninhuller, hovedpersonen tager afsked med sin mand - enten ved død i "Det skete" eller overvejet skilsmisse i "Sommerferie",  Er det en tilfældighed?

    Som flere af jer andre synes jeg også at kunne genkende Johanne-typen fra hundredvis af damebladsartikler gennem tiderne om de her kvinder, der magter at køre top-karriere, være supermor til 2-3 børn + bonusbørn + fælles børn, netop har gennemrenoveret huset, er slank og lækker og kan tale med om de nyeste bøger og film ... og samtidig være lykkelige. Puha, jeg bliver træt. Og hvis man måler sig op mod disse kvinder, så kan man da kun blive frustreret og sætte spørgsmål ved sit eget liv, hvilket Johanne også gør!

    Flere af jer synes, at Johanne har den største skyld i forhold til bruddet med Jakob. Jeg synes faktisk, Jakob er ganske afvisende og tvær i begyndelsen af deres ferie, og hvor Johanne er den, der tager initiativerne og ser glæden i samværet med familien. Det ændrer sig dog, enig! Ultimativt er det svært at se en redning af et forhold, hvor begge er utro: hun har været utro tidligere og er det igen med David. Jakob har uden tvivl noget kørende med Gitte - der står et sted noget i retning af, at Johanne og Gitte har den sammen form for hoste, men hvem tænker på smittekilden.

    Rent læse- og sprogmæssigt kunne jeg godt lide det helt-ned-i-detaljen hverdagsagtige, det meget stemningsbeskrivende og minimalistiske. Jeg lagde tidligt mærke til de manglende børnenavne - hvorfor egentlig? Jeg mener, selv perifere figurer som ferniseringsgæster har navne.

    Jeg kunne også godt lide humoren, der til tider går hen og bliver helt Nynne-agtig, fx fremlæggelsen af Ramløsa-reklamesloganet (sjovt!).

    PS. Jeg kommer helt sikkert til Bogmessen :-)

     

  • Katrine Grünfeld

    fre, 15/10/2010 - 09:25

    Kære Merete

    Mange tak!

    Jeg tror jeg bliver nødt til at sige som Hemingway vist formulerede det...havet er et hav, fisken er en fisk... men der er helt klart et regnskab i forhold til redningsaktionen i Thailand som rumsterer. Jeg er også blevet spurgt om fuglene og fuglefobien har betydning. Det er vel samme svar som med vandet, men forhåbentlig er disse billeder (småhistorier) med til at skabe en slags underlægningsmusik i mol - hendes indre kaos, klaustrofobi og længsel

    God weekend

    Kh

    Kat

  • MereteTrap

    tor, 14/10/2010 - 13:59

    Kære Katrine og I andre.

    Jeg har slet ikke fået skrevet denne måned, har simpelthen haft så travlt med at anmelde bøger (der kommer så mange spændende nye bøger her om efteråret :-))

    Jeg kunne rigtig, rigtig godt lide sommerferie og jeg må sige at det satte mange tanker i gang hos mig. Jeg er selv en del af skilsmissestatistikken, med delebarn og ny kæreste som jeg nu forsøger at bygge et liv op sammen med. Jeg føler at min nuværende kæreste og jeg har meget bedre chancer for at bygge et godt liv op sammen, netop fordi vi ikke har andre idealer end at være lykkelige sammen i vores lille familie, og sætte pris på de små ting. Vi har begge nogle erfaringer med i bagagen, og ved at græsset ikke er en sk... grønnere på den anden side af hegnet - det er bare noget andet græs!

    Jeg har en lille bemærkning til din bog, Katrine. Det drejer sig om at Johanne og familie oplevede tsunamien og at hendes mand reddede hende. Det virker meget symbolsk - som et slags billede på Johanne og hendes mands forhold i det hele taget. Johanne virker jo stadig som en druknende kvinde, og måske redder han hende ikke denne gang?

    Der er i det hele taget meget vand i din bog. Manden og børnene tager til Lalandia, Johanne elsker med Divad ude i vandet, der er tsunamien og der er alle brandmænende på forsiden. Er det et bevidst valg fra din side - altså disse symbolikker - eller er det bare mig der overfortolker? :-)

    KH Merete

     

  • Katrine Grünfeld

    tor, 14/10/2010 - 08:51

    Kære Lammet

    Jeg er glad for at du, trods din irritation over hovedpersonen, alligevel er glad for bogen. Jeg kan godt forstå at du tænker, at Johanne virker småsyg i hendes handlingslammelse - jeg tror, det er en folkesygdom. At når vi ikke kan leve op til lykkeidealerne, så bliver vi passive og fejlfindere - det bøder partneren og børnene så for. Det er nok min intention at skrive Johannes tanker og følelser så usentimentalt som muligt ellers tror jeg, jeg ville kaste op. Ved at minimere fortolkninger og følelser, men samtidig blæse problematikkerne op, håber jeg, at det bliver klarere hvilke selvskabte forhindringer, Johanne skaber. Hun kunne jo vælge at få en god sommerferie, hvor hun tog ansvar for initiativer og intimitet.

    God dag til dig

    Kh

    Kat

  • Katrine Grünfeld

    tor, 14/10/2010 - 08:41

    Kære Marianne

    Tak for dine pæne ord og gode tanker.

    Jeg tror, vi mangler ærlighed... mod til at indrømme at vi føler uformåenhed i forhold til de krav der stilles/ vi selv opstiller, at vi tør indrømme vores mørke sider: jalousi, misundelse, mindreværd, ensomhed etc. som er "almindelige og naturlige" dele af den menneskelige selvbiografi. Jeg tror, mange er bange for at blive afslørede i ikke at være så pæne og lækre som de forsøger at give sig ud for - og det er denne tagen sig bedre ud end man egentlig føler sig, som forplumrer enhver ærlighed og intensitet mellem mennesker. Hvorfor skal det være så svært at turde stå ved sine egne skævheder, det er sgu' da det, der gør folk spændende. Livet er jo ikke en popularitetskonkurrence. Jeg tænker altid på (når det generer mig at en eller anden "ligegyldighed" ikke bryder sig om mig) at hvis man har personlighed og giver udtryk for den, så er det naturligt at nogen siger fra, men dem der så vælger en til, de ved hvad de får og kommer til at holde af den "rigtige" mig.

    Nå, det var vist et lille sidespring. Jeg er ved at skrive en roman om en kvinde, der er kærester med en yderst neurotisk mand, og det er altså sjovt at skrive om.

    Jeg er inspireret af rigtig mange forfattere. Har lige læst "Min kamp" af Carl Ove Knausgård og den var guf. Duras, Mann, Ekman, Brøgger - jeg har vist i øvrigt skrevet en liste, som ligger under min forfatterprofil her på litteratursiden.

    Kh
    Kat

  • lammet

    ons, 13/10/2010 - 17:23

    En dejlig bog, som jeg læste i en fart. Godt sprog og en tilpas opslugende handling.

    Men jeg må indrømme at jeg ikke særlig godt kan lide hovedpersonen. Jeg vil spørge om hun med vilje er fortalt som om hun har en psykisk lidelse ? jeg syns at hun meget ligner en borderline- patient. Hendes manglende evne til at fastholde sociale forbindelser, hendes afstandtagen fra sine børn og hendes mangel på omsorg, og på commitment, og hendes vaklen mellem en slags følelse og totalt afsky for ægtemanden.

    Hvis ike, så er det forfærdeligt synd for hende, manden og børnene. Sikke et spild af liv og af tid. Og sikke lidt ægte kærlighed, der ser ud til at være i Johanne. Vel egentlig kun hendes kærlighed til sommerhuset og Fanø.

    Gad vide hvorfor hun har fået 3 børn, der skal da masser af overskud, mod og kærlighed til at få børn. Og gad vide hvorfor hendes mand holder ved hende i de mange år, de har været sammen ?

    Men tak for en tankevækkende bog, som holdt mig længe vågen et par aftener/nætter.

  • Marianne Agger

    tir, 12/10/2010 - 22:04

    Ja, overskriften på mit indlæg lægger sig op af de kommentarer, I andre har skrevet til "Sommerferie". Det der med, at vores generation vil det hele uden at gå på kompromis med noget som helst. Vi skal være 100 % lykkelige hele tiden, nå dit og dat og se skønne og sexede ud samtidig. Som du skriver, Connie, så går det i sidste ende ud over børnene, at vi ikke længere er vores ansvar bevidst. Jeg synes, at mange bøger og film pt. handler om den problemstilling, men det er selvfølgelig ikke så underligt, når det nu er den tid, vi lever i. Helene fra september måneds bog var jo også et godt eksempel på en egoistisk kvinde, der først og fremmest søgte sin egen lykke. På den ene side er det også fint nok, for selvfølgelig skal man da sørge for at have et fantastisk liv, men på den anden side, så synes jeg, at når man har sat børn i verden, så har man et kæmpe stort ansvar for først og fremmest at tage vare på dem! Som du også siger i dit interview, Katrine, så virker det som om, at mange opgiver for hurtigt og ikke kæmper nok for deres parforhold. Selvom man selvfølgelig ikke skal blive sammen, hvis man hader hinanden eller overhovedet ingen følelser har for hinanden. Det kan da være en kamp at bevare et godt familieliv/parforhold. Især hvis man glemmer at nyde hinanden og livets små øjeblikke i kampen mod at pleje karrieren, ambitionerne, fritidsinteresserne, osv. Jeg synes, det er som om, at alle ligesom fastholder hinanden i en eller anden illusion om, at alt fra hus og have til karriere og familieliv skal være tip-top i orden. Og så skal vi alle have så travlt og være så vigtige, at hvis man ikke fiser rundt konstant, så er man bare helt ved siden af. Hvorfor er det så svært at slippe den kontrol og bare tage tingene lidt mere afslappet?

    Nå, men Katrine, tak fordi du har skrevet denne meget interessante og tankevækkende bog :-). Den er meget sigende for vores tid, og du har et fedt og fangende sprog. Jeg vil helt klart læse "Mindre pletter" også.

    Er interesseret i at høre, hvem/hvad du selv er inspireret af? Hvem læser du fx selv?

  • Katrine Grünfeld

    lør, 09/10/2010 - 15:42

    Kære Anne-Mette

    Mange tak.

    Der er en del kvinder, som har skrevet til mig at de genkender sig selv i Johanne - dog kun i brudstykker, skynder de sig at tilføje (og heldigvis for det). Især, det at være underlig fraværende, ugidelig og uformåen i forhold til børnene - måske fordi "man" har nogle helt forskruede idealer om at være en god mor.  At lave en perleplade kan trække al energi ud af mig - når den bliver lavet som et forsøg på at være en nærværende og aktiv mor. Men den hænger så flot i vinduet som bevis på gode familierelationer... Mine stakkels børn kan så heldigvis glæde sig over at jeg nyder at fortælle underlige historier.

    God weekend

    Kh

    Kat 

  • Anne-Mette Sohn...

    fre, 08/10/2010 - 19:58

    Det er ved at være et par måneder siden, jeg læste bogen, men jeg kan huske, at jeg blev ved med at tænke, at det var en rigtig god bog, og at jeg synes rigtig godt om den måde den var skrevet på. Jeg kunne godt lide den der lidt underspillede og antydende stil, hvor man ikke fik detaljer penslet ud, men mere selv skulle fornemme stemning og bruge sin forestillingsevne. 

    Jeg tænkte også meget undervejs, at nu må Johanne da tage sig sammen. Som f.eks. hvor manden og børnene tager til - er det Legoland? Det er meget svært for mig at forestille mig, at hun vælger sin familie fra, men jeg kan godt fornemme at hun er en kvinde i dyb, dyb personlig krise. 

    Nå, det er som sagt noget tid siden, jeg blev færdig, så jeg kan ikke huske så mange detaljer. Katrine, jeg vil glæde mig til din kommende bog. Jeg synes rigtig godt om din måde at fortælle en historie på. "Sommerferie" fangede ihvertfald min opmærksomhed. 

    Mvh, Anne-Mette

    PS. Jeg kommer heller ikke til messe, så jeg er ikke interesseret i at vinde billetter. 

  • Katrine Grünfeld

    man, 04/10/2010 - 12:14

    ja

  • Katrine Grünfeld

    man, 04/10/2010 - 11:56

    Kære Michael

    Skønt at du har mod på at stikke næsen frem blandt os chicks! Men det er jo, sådan som jeg ser det, heller ikke kun et "dame" tema. Præcis som du nævner, handler det jo også i høj grad om det skide græs på den anden side af hækken... som formodentlig ikke er grønnere, men blot har en anden farve. Og det er jo alle mennesker, der drømmer om, eller forestiller sig at de har fortjent et eller andet, som de fleste ikke engang kan sætte ord på, men som i hvert fald nok både er mere spændende og lidenskabeligt. Desværre skal den spænding nok findes i det nu, man befinder sig i, som du også nævner. Hvis I er interesserede, ligger der et interview med mig om Sommerferie og lykkeidelaer her på litteratursiden.

    Rigtig god, luftig efterårsdag

    Kh

    Kat 

  • Michael Linde Larsen

    man, 04/10/2010 - 08:51

    Havde egengtlig aldrig troet, at jeg skulle skrive/debattere i læseklubben Chicks. Men...alle klubber på litteratursiden er jo åbne for kommentarer for medlemmer af siden. Så det benytter jeg mig lige af.

    Det er ved at være noget tid siden jeg læste "Sommerferie". Men jeg kan sagtens genkende de tanker du har fået på læsningen, Connie. Jeg syntes også, at hende Johanne var lige lovlig ambitiøs på hendes egne vegne, - og meget iloyal over for sin familie.

    Nå, men grunden til at jeg farer til tasterne, er fordi jeg i weekenden har set den fremragende filmatisering af bogen "Revolutionary Road". Bogen læste jeg sidste år, men det er først nu jeg har set filmen.

    Temaet i filmen er meget det samme som i "Sommerferie". Nemlig det her med, at græsset altid er grønnere på den anden side af hækken, og at vi er bestemt til noget andet end lige præcis den livssituation vi er i her og nu. At der må være noget andet, end det jeg har nu. Men sæt nu, at det ikke er tilfældet, sæt nu, at der ikke er nogen, som har lovet os andet, end det vi har.

    Den problematik syntes jeg også bliver foldet ud i "Sommerferie". For Johanne har jo på afstand og set ovenfra det hele. Hvorfor skal det sættes på spil? Og jeg er ganske enig med dig, Connie, at det er børnene som kommer til at betale for Johannes søgen efter noget mere. Som jo så forøvrigt ikke viser sig at være noget overhovedet.

    Så selv om det vil være uretfærdigt at sammenligne "Sommerferie" med "Revolutionary road", så syntes jeg at bogen er en rigtig fin skildring af et moderne dansk parforhold i krise. En krise som bliver forstørret i ferien, hvor man har tid til at mærke hinanden og sig selv. På en måde er det jo socialrealisme, men ikke på en kedelig måde, da den også er rigtig godt skrevet.

  • Katrine Grünfeld

    søn, 03/10/2010 - 22:18

    Hej Connie

    Tak for dine ord, jeg nikker mange gange. I "Sommerferie"  har jeg været nysgerrig efter at undersøge længsel - og den længsel endte med at leve i kvinden Johanne, et menneske ude af stand til at tage ansvar for sit liv/sin længsel. Samtidig var jeg også drevet af en irritation i forhold til tidens klynk: "Jeg føler mig ikke lykkelig, der er ingen lidenskab længere, han ser mig ikke... Måske er det en kvindeting, men jeg tror egentlig det er en mennesketing - at man ikke kan skabe sig en ordentlig tilværelse, nærhed og intimitet til et anden menneske hvis der er for mange forventninger, krav og færdigformulerede manuskripter.

    Som du måske har lagt mærke til, så har børnene ingen navne. Og jeg giver dig helt ret i at det altid er børnene, der taber. De skal jo uanset udfaldet blive i familiefængslet - om det er som dele børn eller som statister i de voksnes jagt på lykke og perfektion. 

    Og ja, jeg er ved at skrive en bog, der handler om... jaaa..øhh - den hedder "I mørke ser man ugler" og er en heltindeberetning.

    Rigtig god aften

    Kh

    Kat

  • Connie

    søn, 03/10/2010 - 18:00

    Jeg ser først nu - hvor bogen er læst- at omslaget et et nærbillede af brandmænd, og jeg skal da lige love for at hovedpersonen får brændt mere end nallerne i sin higen efter spænding i tilværelsen.

    Jeg syntes det er en meget rammende historie der udstiller den forkælede Johanne, og med hende hele den generation af forældre der vil det hele ( karriere og lykkeligt familieliv, og kun når det halve, og netop derfor ikke føler sig lykkelige.)

    Måske skal Johanne helt derud hvor hun brænder sig, før hun får set sin tilværelse udefra ?

    Og måske har hun  netop ikke har fundet sin rette hylde,som en af gæsterne til David / Divads  ferniseringen bemærker.

    Jeg syntes det er  sørgeligt og forstemmende at det først går op for hende - eller går det i det hele taget  op for hende ?- da manden vælger at ville forlade hende, og børnene .

    -Hun reagerer i hvert fald  igen egoistisk på sidste side,  i sidste afsnit ved at bemærke ; " det værste jeg kan forestille mig,er at leve videre uden det vigtigste vidne til mit liv." Er hun da bare en æstetiker der vil have vidner ? 

    Hun bliver ikke fremstillet særlig sympatisk hende Johanne, og selv om Jakob da også har sine fejl, syntes jeg at jeg gennem den fortalte historie får mest sympati for ham. Manden  har fået nok. Det kan jeg godt forstå efter at have læst om alle hendes eskapader. vi høre jo knapt så meget om hans, så det er selvfø`lig ikke helt retfærdigt at dømme hovedpersonen så hårdt.

    Måske er der noget kønspolitisk i bogen, som der ikke rigtig kommer helt  frem ? Er Johanne nu helt afklaret med at det er okay at det er manden der skal dyrke karrieren, og hende der tager forældreorlov, og aldrig får afsluttet uddannelsen, og er det stadig sådan at det mest er mændens  karriere der satses på, fordi  de oftest  tjener mest ? 

    Nå men noget helt andet er at der er børn i det ægteskab, og mon ikke  det er  dem der må betale den højeste pris for forældrenes frustrationer over livet ?

    Det virker altid ekstra sørgeligt  på mig når de voksne ikke vedkender sig deres ansvar som man jo får og har, når man vælger at sætte børn i verden ,( men det er måske fagidioten der kommer op i mig med dette synspunkt  jeg er jo uddannet  børnehavepædagog i det forrige århundrede..., og vil altid have mest sympati for børne synsvinklen.)

     Jeg syntes iøvrigt det er en fin skildring af parforhold i krise , men det er også en sørgelig bog, fordi jeg som læser helst vil kunne have bare lidt  sympati for hovedpersonen , og den sympati kan godt nok ligge på et meget lille sted.

    Dybest set er Johanne jo  bare er et produkt af sin egen historie, og det undskylder jo mange af hendes reaktions mønstre.

    Jeg kan desværre ikke deltage i bogforum i år,og er derfor heller ikke interesseret i at deltage i lodtrækningen,  men ønsker jer der deltager -  held og lykke  ;-) og også god vind fremover til forfatteren Katrine Grunfeld. Jeg vil med glæde følge din videre karriere. Er der flere bøger på vej ?

  • Marianne Agger

    tir, 21/09/2010 - 13:06

    Hej alle.

    Ja, vi gentager successen med at have forfatteren med i debatten: Katrine Grünfeld diskuterer med os i oktober :-). Fedt, hun også vil være med. Velkommen! Katrine skal interviewes af Litteratursiden til Bogmessen i november, og her vil vores debat blive inddraget. Spændende, hva'? Nå, men I kære chicks, har mulighed for at vinde 2 billetter til Bogmessen i Forum i København den 12.-14. november 2010. Hvis I bare skriver i jeres indlæg til "Sommerferie", at I gerne vil vinde en billet, så trækker vi lod om de 2 billetter, når debatten er ovre den 31. oktober. Så der er altså mulighed for, at 2 af jer kan vinde 1 billet. Så skriv løs :-).

    Mange hilsner fra Merete og Marianne.