Fra læseklubben DR Klassikerklubben
Skæbne-anekdoter
Læseklub
Af Ann Luther Petersen. Publiceret 01/07/2009. Opdateret 01/10/2009.
Bogen er til debat i september 2009.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Hej MathildeLouise
Du kan høre en dramatisering af Ringen her
http://www.dr.dk/Kultur/Kulturguiden/Download/Radiodrama/blixen.htm
Rigtig god fornøjelse :-)
Er der er et sted, hvor man kan høre tolkningen af Ringen nu? Ligger den et sted?
Der lukkes nu for debatten af Skæbne-anekdoter, som vi har diskuteret her i september måned.
Ja, jeg tror din analyse er rigtig Ann. Jeg skal indrømme, at de to sidste fortællinger var de mest "mystiske" og indviklede. Jo, ringen er helt klart et symbol på en bundethed (i ægteskabet). Er man ikke bunden uden? Jo, i hvert fald af en afhængighed af andre mennesker og et ansvar for at udvikle sig (og det gør man jo ikke alene -uanset om man er single eller i et ægteskab)...
Ja, det er svært både at give og modtage. Og især at give! Her mener jeg ikke kun penge og andet materielt men også af sit "overskud" af livsmod osv. Jeg ved ikke hvad Karen Blixen mener om Tolstoj, men jeg mener da at hendes livsgerning meget var at give-af sit overskud både på den ene eller anden måde, I voret samfund er der alt for mange der mener, at det skal være "noget for noget". Ja, gerne snyde lidt. Hvem snyder man i grunden?
Generelt: Man kan vel godt acceptere handlingen: Yde/give uden også at acceptere personen, der udfører denne handling?
Men ellers er det tankevækkende, som Bendt gør opmærksom på: at "Det eneste, vi faar Lov til at tage med os fra dette vort Jordeliv, det er det som vi har givet bort".
Mærkeligt. Karen Blixen skriver i et af sine breve fra Afrika, at hun langt ville foretrække at dø frem for at leve i en verden, som Tolstoj forestiller sig den. Og det var netop den praktiske kristendom, hvor man yder og giver og ikke nyder, tager og har, han prædikede (og til dels gennemførte)..
Hun siger endda, at hun aldrig har mødt en intelligengt person, der i den grad er hende usympatisk som Tolstoj.
(Karen Blixen "Breve fra Afrika" - 26ende oktober 1914). Så mon ikke det er lidt ad modum: "Når fanden bliver gammel, går hun i kloster."
Jesper
Jeg citerer fra bogen side 65: "Det eneste, vi faar Lov til at tage med os fra dette vort Jordeliv, det er det som vi har givet bort".
Ja, hvor sandt. Det er det kristne budskab langt borte fra: "Noget for noget." Det vi giver får vi tusindfold tilbage. Og det drejer sig ikke om penge. Ja, Babette bruger alle sine vundne penge, men det centrale er hendes madkunst og det at hun giver af sit hjerte! Helligånden er til sted ved måltidet og der tales ikke om mad eller penge!!
Jeg er først lige begyndt på novellesamlingen. Dykkeren er lidt mystisk, men handler vel for mig at se om Guds skaberværk og så engle! Altså tro på engle. Blixen fabulerer over at fuglene har vinger, fiskene finner og menneske arme og ben. Kun menneskene er ikke tilfredse.Hvorfor? De vil svømme og dykke på havets bund ligesom fiskene og menneskene vil opfinde vinde vinger, så de kan "flyve ligesom fuglene". Englene har vinger eller har de? Der er skrevet meget om engle i historiens løb og de er en del af mange religioner. Det er sikkert, at der er mere mellem himmel og jord end videnskaben ken fremvise, selv om det ikke kan "bevises". Jo, jeg har den opfattelse, at der er engle, der beskytter og hjælper os. Og uanset tro eller viden!. Menneskene kan ikke leve godt uden fantasi. Nu må jeg se hvor meget jeg er med i denne omgang. Næste måned vil jeg genlæse Camus. Det kan blive spændende og det er også tilbage i min egen tid som højskoleelev!
Både Tove og Hythlodaeus påpeger, at Ringen virker som om den ikke rigtig hænger sammen med de andre fortællinger. Tematisk har den da også mere tilfælles med Vinter-eventyr, der bl.a. berører temaet frihed vs. "fangenskab".
Dette tema er meget tydeligt i Ringen, hvor Lovise ønsker at bryde ud af det sikre ægteskab og bevæge sig væk fra de kedelige "får", hun altid har færdedes iblandt og i stedet gå nye veje, hvor mere spændende og farlige muligheder lurer.
Med hvorfor Ringen er kommet med i Skæbne-anekdoter kan jeg ikke lige regne ud ;-)
Hythlodaeus har ret i, at det her er de enfoldige, der bliver mest berørt af festmåltidet, som i dets forsonende kraft nærmest overgår troen. Det bliver sublimt og går op i en højere enhed - et åndeligt og sanseligt paradis på jorden, som de har valgt ikke at sætte ord på, men som de heller ikke evner at sætte ord på.
Da Philippa synger ”Don Juan” sammen med Achille Papin opleves kunsten også som sublim af Papin, men Philippa intimideres af hans kys og tør ikke leve sit kunstneriske potentiale ud. Papin skriver senere i sit brev, at Philippa vil komme til at henrykke englene i Paradis med sin kunst. I slutscenen siger den grædende Philippa det samme til Babette. Gad vide om Philippa ikke i lige så høj grad taler til sig selv og græder over sit eget forspildte talent – i det øjeblik er hun meget tæt på Babette både åndeligt og fysisk og kunne måske øjne et lille og ufarligt paradis på jorden, men det er for sent.
Hvor er du god til at komme med disse små remindere. Faktisk kan man allerede nu på DR-klassikerklubbens hjemmeside downloade fortællingerne. Jeg har lige hørt "Ringen", og det er ikke en oplæsning af historien, men en meget spændende dramatiseret fortolkning af historien.
Reminder:
Blixen historier i radioen de næste 2 søndage. Første gang den 6.september er det Alkmene. Næste søndag den 13.september er det Ringen. Begge gange på P2 kl.11.30.Og kan man ikke der, genudsendes de lørdag aften kl.22.30 vist.
Jeg håber, at høre Ringen næste søndag. (Nu på søndag kan jeg desværre ikke, fordi jeg får familiebesøg og vi skal i Parken og se Landskamp med bl.a. smukke Ronaldo.)
Jeg sprang Babette over, da jeg - denne gang - læste skæbnehistorierne. Og det fortryder jeg lidt efter at have læst jeres spændende indlæg om kunst og publikum. Men det bliver så en anden gang.
Tove tager en interessant tråd op: Hvilken rolle spiller publikum for kunsten? I en vis forstand bliver kunst jo først til kunst, når den får et publikum, der anerkender den som sådan.
På den anden side er det måske ikke et ubetinget gode: Löwenskjold er den eneste, der anerkender måltidet som kunst. Han kan analysere det (Det er jo skildpaddesuppe!) forstå det og sætte det ind i den rette historiske sammenhæng (den berømte parisiske restaurant) men han er også den, der berøres mindst af det.
Menigheden forstår derimod ikke en snus af det hele, og de har endda besluttet sig for på forhånd, at de overhovedet ikke vil diskutere (og dermed forstå) maden/kunsten. Alligevel er det dem, der forløses ved kunstens magi. De bringes sammen i et fællesskab, får løsnet tungebåndene og talt ud om gamle konflikter.
Kunsten har nok brug for et publikum, men Blixen synes på den anden side at mene, at den har sin største virkning på den enfoldige, der tager oplevelsen til sig uden for mange spørgsmål og analyser.
Jeg læser ikke fortællingerne fortløbende og mangler stadig "Storme", men jeg vil gerne fremhæve "Babettes gæstebud", som jeg synes er lidt af en perle. Hvor fordomme om tjenestepiger kommer ind henne, kan jeg ikke se. Til gengæld synes jeg, at Blixen skriver med humor og ironi om de to livsfornægtende søstre og den lille menighed. For mig er pointen - som hytlodaeus er inde på - at Babette ikke får levet sin kunst og sit potentiale ud. - Men siger fortællingen også, at kunsten intet er uden et publikum? Dette "nadvermåltid" gør noget ved menigheden, men det er kun Löwenhielm, der er kender og anerkender Babettes værk som kunst, og Babette vil ikke rejse tilbage til Frankrig, hvor hun har mistet sit publikum.
Også filmatiseringen af "Babette gæstebud" er et lille mesterstykke, som jeg vil anbefale.
"Ringen" læser jeg som en slags syndefaldsmyte, hvor Lise mister sin uskyld på flere planer. Jeg kan godt lide den lille fortælling, men synes også den falder uden for de andre og måske nærmere hører hjemme i en af Blixens andre bøger.
Hvis, eller når det er en præmis i ”Den udødelige historie”, at Clay er fantasiløs og uvidende, accepterer jeg ham som figur i teksten, men alligevel blev min læsning lidt halvhjertet. Historien virker for konstrueret og ikke overbevisende, og jeg kan ikke helt få fat i pointen. Måske forsøger Blixen at bevæge sig op på et metaplan, som jeg ikke kan gennemskue.
Generelt synes jeg, Blixen har skrevet en del vedkommende fortællinger som f.eks. Sorg-agre, Alkmene og En herregårdshistorie, men efter ”Skæbneanekdoter” vil jeg konkludere, at man skal ”plukke” i hendes forfatterskab med stor omhu. Så jeg må delvis medgive Jespers ”sidst og dårligst”. Dog har jeg stadig ”Storme” til gode, hvilket vist er en central historie i samlingen. Men den får vente lidt. Små bidder, som Ann skriver.
Ok til at vi har forskellige læseoplevelser.
Hvor kommer det "fantasiløse" ind?
Margrethe, din tolkning af Ringen lyder umiddelbart fornuftig, men det jeg efterlyste var mere en ide om, hvorfor historien er med i en samling om forholdet mellem kunst og virkelighed. Så vidt jeg kan se, er der ikke ret meget andet end omslaget, der holder den sammen med de fire andre historier.
Mht. troværdigheden af Clays påstand, så går den altså temmelig meget videre end manglende kendskab til eksistensen af skrevne historier. Han påstår, at han aldrig er blevet konfronteret med NOGET der er opdigtet eller ikke virkeligt. Ret usandsynligt efter min mening.
Men det er naturligvis klart, at vi skriver om vore læseoplevelser. Bare fordi Blixen ikke kan overbevise mig, så kan hun sagtens overbevise dig.
For mig betyder Ringen - i den sidste novelle - at historien gentager sig - går i ring. Det kan godt være, at Louise føler sig fri den FØRSTE uge i sit ægteskab med Konrad. Men så dukker "spøgelserne op" og hun konfronteres med sin egen historie og sådan fortsætter det......
Jeg tror på, hvad jeg har læst i de fem blixen historier. Også at skriveren - i den udødelige historie - ikke kender skrevne historier. Mange - også i dag - kender ikke skrevne historier, gætter jeg. Da jeg gik på universitetet lærte jeg om en fransk undersøgelse, der konkluderede at folk lyver om 3 ting: sex, hvad de har læst og hvor tit de går i bad. Man kan så håbe på, at det har ændret sig med årene:-)
Skæbnen spiller en væsentlig rolle i historierne. Men et decideret budskab kan jeg ikke umiddelbart finde.
Jeg er som Jesper ret skeptisk over for bogen. Når jeg læser skønlitteratur er jeg i princippet villig til at tro på hvad som helst, hvis forfatteren kan gøre personerne og handlingerne troværdige inden for de opstillede rammer, men det lykkes ikke for Blixen her.
Historien om dykkeren bygger på modsætning mellem at stræbe mod det højeste og at dykke efter skønhed, men jeg oplever den stadig kun som en ide, der ikke er udfoldet. Værst er det med ’Den udødelige historie,’ hvor vi skal tro på, at en driftig købmand og hans kloge, berejste skriver aldrig har hørt om eksistensen af historier, før de løber tør for regnskabsbøger. Eksperimentet (virkeliggørelsen af kunsten) kunne være interessant, hvis ikke den tåbelige præmis havde ligget i baghovedet hele vejen igennem.
Jeg er enig i, at novellerne kredser om forholdet mellem kunst og virkelighed. (Måske med undtagelse af ’Ringen.’ Har nogen et bud på dens betydning? for på mig virker den som en bagatel, der var blevet til overs og sat ind i samlingen uden nogen god grund.) Jeg er ikke sikker på at Blixen har et entydigt budskab, for historierne udfolder forskellige aspekter af problematikken. I ’Stormene’ bliver Malli nok lidt småskør af at leve sig ind i et teaterstykke, men samtidigt sætter det hende i stand til at redde skibet, besætningen og sig selv fra den visse død, mens Clays iscenesættelse af virkeligheden efter sit eget forgodtbefindende naturligvis er et overgreb på Virginie og Povl. At de begge bliver fornemt betalt ændrer jo ikke på, at det er et ”Indecent Proposal.”
Positivt er budskabet derimod i ’Babettes gæstebud’, hvor hendes kunst bliver en frigørende kraft, der endelig kan løse op for uudsagte modsætninger og gamle konflikter. Hvorvidt virkningen varer ved efter måltidets afslutning kan jo altid diskuteres, men at maden i første omgang bringer deltagerne sammen er vel klart nok. Jeg synes ikke som Jesper, at historien bygger på fordomme om tjenestepiger, hverken hos søstrene, læseren eller Blixen. De kan være gode eller dårlige til at lave mad, men at tro at en tilfældig kogekone har Babettes evner, svarer vel til at antage, at den malersvend, der er ved at ordne ens paneler, i virkeligheden er van Gogh.
Alt i alt var bogen en skuffelse, der kun tog sig svagere ud ved denne anden gennemlæsning. Babette ville jeg gerne anbefale til andre, men resten er der ikke meget ved.
Jeg har - som Ann - også set på kunst/liv eller virkelighed/fiktion - i Storme og Den udødelige Historie:
Storme
Virkelighed og fiktion
I Storme blandes virkelighed og fiktion sammen. Shakespeares roller glider ind i hverdagen og praktiseres af Malli og hr. Sørensen. Og af Malli ombord på skibet, der er ved at synke.
Malli opsøger hr.Sørensen på byens hotel og fremfører "..nogle af de roller hun havde lært sig.."88
Og hr. Sørensen fører Malli ind i Ariels rolle - på en grov og uforskammet måde. Og Malli citerer "...jeg har bragt jer til Vanvid, Det er i et saadant Mod, at Mennesker sig hænge eller drukne".Der er så stille, at man kan høre en knappenål falde på gulvet "et Minut blikstille" hvorefter hr.Sørensen giver hende "Klapsbagpaa" 91. Her blandes rollen sammen med private følelser.
Og Malli var ikke bange - da skibet var i færd med at synke - da de arbejdede for overlevelse. I Kristianssands avis stod: at en heltinde - en kæk pige forhindrer - ved sin hurtige og modige indsats - en skibskatastrofe - hvor en damper ellers ville kollidere i en konfrontation, der ville have ført til tab af menneskeliv.
I "brølende Sø, hushøje Brændinger" vender jomfru Ross skuden. Hun giver ordrer til mandskabet og sætter igen gang i pumperne. Hele natten - time efter time - mens skibet synker - kæmper hun sammen med Ferdinand, som udfører hendes befalinger. Næste morgen - efter at stormen har raset natten igennem - bjerges Sofie Hosewinckel - en brav piges ufattelige indsats. 95.
Malli var ikke klar over, at hun var i den virkelige verden - midt i en skibskatastrofe. Malli troede, at hun var skuespiller i Shakespeares drama - at hun spillede Ariel (luftånden) og at Prospero var hendes mester. I teaterstykket er der en Ferdinand. Og det var Ferdinand i Shakespeares drama - Malli råbte på - da hun var midt i skibskatastrofen. Og også i Shakespeares stykke findes en Ø, hvortil de uskadte bliver bjergede.
Malli sender guldmønten - som hun har fået af sin far - med i afskedsbrevet til Arndt - den skal Arndt have til minde om hende.
Og næste gang Malli sejler ud, gør hun det ikke i et teaterstykke, men i virkeligheden - ud i døden.. "Farvel, Arndt. Din paa Jorden utro og forkastede, men i Døden, i Opstandelsen, i Evigheden tro."
Den udødelige historie.
Virkelighed - fiktion
Elishama vil - gerne opfylde Mr.Clays ønske om, at - virkeliggøre en fiktion - føre den opdigtede historie ud i virkeligheden - fordi (Esajas's) profeti/fiktion truer - Mr.Clays forretning? "....Hævn kommer. Gengældelse fra Gud....".159.
Sømandshistorien er fiktion så længe den er en historie, der cirkulerer imellem fattige sømænd. Men i det øjeblik at sømandshistorien/fiktionen bliver spillet af de tre 'skuespillere' - drengen, Virginie og den gamle Mr.Clay - bliver fiktionen BÅDE et teaterstykke og et stykke virkelighed. For Mr. Clay er 'opførelsen' virkelighed og for drengen er 'opførelsen' virkelighed. Men for Virginie er 'opførelsen' et teaterstykke, hvor hun spiller en rolle. Og Virginie har på den måde 'overtaget' Mr. Clays tråde til majonetdukkerne.
Og herefter er 'alle' glade. Profeten Esajas's profeti går i opfyldelse. Mr. Clay har fået ro - efter at historien er blivet realiseret: "Når en Historie blev gjort til Virkelighed, fik Sjælen Ro." 212. Og Mr. Clay bliver herefter - om ikke helt rask - så kan han sove igen - og piber og hvæser ikke mere. "Og Sorrig og Suk skal fly" 213
Drengen er den eneste i verden, der kan fortælle historien fra begyndelsen til enden, men han vil ikke. "Jeg ville ikke fortælle det...for 100 Gange fem guines",siger han 215. Men drengen er blevet en oplevelse rigere.
Og Virginie har fået hævn over sin families gamle dødsfjende - sin fars morder. 199.
(fortælleren siger 214, "...at Elishama ....var loyal til Døden mod sin Herre..." - men hvor står der, at Mr. Clay er død?)
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Saufe er nødt til at dykke for at udøve og realisere sin kunst. Og hvorfor begår Malli selvmord? Der skal nok være flere eksempler på, at virkelighed og fiktion er uforenelige størrelser i det blixenske univers?
Det blixenske sprog er ikke-flydende. Når jeg - for sjov skyld - har forsøgt at gætte næste sætning i hendes tekst - er jeg altid kommet galt afsted. Og det er krævende at læse en tekst som er så uforudsigelig.
At der er mange fortællerstemmer i flere af novellerne er også et blixensk træk. Netop i historien om drengen - der ville have vinger - men som endte nede hos kuffertfisken - kuffertfisken, som blev hans mentor - var det nemt at identificere sig med kuffertfisken. Men jeg tror, at jeg talte 5-6-7 fortællerstemmer og det kræver også noget at holde rede i dem hver især.
Troen på livet OG kunsten - begge dele - genoplives i kraft af de historier, hun fortæller, mener jeg. Der er f.eks. noget formildende ved, at mennesker kan lære af en kuffertfisk.
Konstrueret og opstyltet som også hendes eget liv var - i hvert fald efter hun var kommet hjem fra Afrika, forekommer flere af historierne, som hun med et misvisende udtryk kalder anekdoter. Jeg har specielt dykkeren i tankerne, en tynd historie, som knækker på en helt ulogisk måde om kring kuffertfiskens udsagn. For mig er det også i orden at kuffertfisken taler, men at det er helt uden indre sammenhæng med resten af historien er ikke i orden. .
Som så ofte (altid?) mangler der hjerteblod og ærlighed i hendes tekster.
Babettes gæstebud er også en tynd,tynd historie, der bygger på påståede fordomme om tjenestepigers kunnen og viden. Det er et trick, Blixen gerne bruger, hun tvister en fordom, men hvad nu, hvis hun gør regning uden vært? Hvis fordommen er hendes egen og ikke læserens? Så er tvistningen hul, og fordommen, hun ville angribe, bliver bare sat i relief.
Dykkeren bygger på hendes fordom om Islam. Hun mener, at "muhamedanere" er "tørre" trods deres lidenskabelighed, islam mangler et lyrisk element, der kan blødgøre "muslimers tros-iver og nidkærhed".
Denne form for rationalisme gør ofte "muslimerne utåleligt doktrinære".
(Dette har jeg fra Niels Henrik Arendt "Gud er stor! Om Islam og kristendom. Forlaget Amis, 1994, s. 54-5).
Saufe repræsenterer det rationelalistiske og samtidig naivt fanatiske i Islam i sine reflektioner over engle. Thusmu repræsenterer det naivt poetiske, i Blixens øjne snarere en kristen, herunder gammeltestamentlig holdning.
Nå, jeg skal ikke nu gå længere ind i en analyse af denne indviklet konstruerede fortælling, men alle dens underfortællinger og fortællerniveauer. Blot konkludeere, at brød man sig ikke om karen Blixen før man læste den, er man ved denne historie blot bekræftet i noget, der mindre og mindre er en fordom og mere og mere en dom: hun er uvedkommende, både som person og som forfatter.
Jesper
Kan man være kunstner og samtidig være lykkelig?
Hvis man vier sit liv til kunsten, vil man så - eftersom man altid vil stræbe efter det umulige – aldrig blive lykkelig? Og er lykken ensbetydende med tilfredshed, ro, ikke at stræbe? Hvordan er modsætningsforholdet mellem livet og kunsten?
Det var nogle af de spørgsmål, jeg sad tilbage med efter endt læsning af Blixens Skæbne-anekdoter. Jeg synes, hun kommer godt omkring i krogene, når hun behandler forholdet mellem kunsten og livet. Og jeg er meget imponeret af hendes sprogbrug. Jeg blev hensat i en hel speciel verden via sproget, da jeg læste ”Skæbne-anekdoter”.
Novellerne er små appetitlige bidder – uhmmmm!
I længden tror jeg dog, jeg ville køre lidt træt både i sproget og i hendes ”kinesisk æske”-princip, hvor en fortælling indeholder mange historier, der så at sige ligger inden i hinanden som æsker.
Jeg nåede dog ikke et mæthedspunkt, men nød alle fem noveller i fulde drag. Blixens univers gør, at jeg ikke havde noget problem med at forestille mig en fisk, der taler :-)
Hvordan har I andre det med Blixens fantastiske univers, der virkelig kræver, at man lader fantasien flyde frit?
Mine favoritter blandt de fem noveller er Babettes Gæstebud og Den udødelige Historie. I førstnævnte er det bl.a. beskrivelsen af måltidet og kontrasten mellem livsnyderen og kunstneren Babette og så de to søstre, der kan leve på en sten, som fascinerer mig.
Og Den udødelige Historie kan jeg godt lide bl.a. fordi, selve fortællingen og dens tilbliven og eksistens tematiseres – den holdes i live ved at blive fortalt, men derigennem ændres den også.
Jeg kan dog ikke helt få styr på Blixens pointe. Siger hun, at fortællingen (kunsten) er så stærk, at man ikke kan styre den, som mr. Clay forsøger på? Eller er hendes pointe, at det er selve livet, der griber ind i fortællingen og derfor er stærkere end kunsten? (jf. at Virginie og Povl bliver forelskede.)
Jeg synes ikke, at kunsten og livet står i så stærk modsætning i denne novelle, som i fx Storme, hvor Malli kun lever i kunsten frem for i det virkelige liv, hvilket medfører et dødsfald.
Men hvad siger I andre? Glæder mig til at høre hvad jeres indtryk er :-)