Ja man kommer uomtvisteligt i den rette stemning. Desuden viser klippet, hvor flot og karismatisk forfatteren er - ja rent ud sagt sexet:)

Min opfattelse af min læseoplevelse er stadig meget positiv, selv om det godt kan være, at hendes bog på mange måder er en hyldest til den kulørte litteratur. Bogen udfolder en gnistrende fantasi, der tjener genren til ære. Der er knald på lige fra start, og jeg synes det klæder forfatteren rigtig godt. Det passer lige som til den farverige person, hun selv er. Egentlig har hun efter min opfattelse fundet sit rette element med den her kinesiske plotæske propfyldt med storladen råddenskab indenfor en eneste familie. Som en af anmelderne skriver: "for den families synderegister kræver mere end en østrigsk kælder."

Og så synes jeg faktisk, at de psykologiske portrætter er troværdige. Jeg følte med Nella og Agnes, mens jeg læste.  

Den farverige forfatter har efter min opfattelse fuldstændig styr på sin spændende fortælling, der rummer alt det en gotisk thriller bør indeholde: forbyttede identiteter, hysteriske kvindfolk, tjenestefolk med grumme, skjulte dagsordener, genfærd, sindsyge, mord, fortængte familiehemmeligheder og masser af skeletter i skabene, et uønsket barns kolde barndom - og det hele foregår naturligvis på en forfalden herregård! Det hører også med, at forfatteren skriver i et klassisk formfuldendt sprog i den lidt "gammeldags" tone, som hører med til en gotisk roman. Sandhed og løgn veksler konstant. Hvad man lige troede var sandheden, viser sig 2 sider længere fremme at være løgn - og omvendt -for først at blive forklaret fuldt ud til sidst. Ret kompetent og effektivt "gotisk." Og så har denne historie oveni fået en nutidig twist af incest og biseksualitet/homoseksualitet..

Første halvdel af bogen er da ét langt gispende gys - og hvor kan hun da fortælle en god historie! Fandenivoldsk ren fortælleglæde. Guf! Og så har jeg altid kunnet lide "æskefortællingsstilen" som Connie hentyder til:) Gamle løgne og hemmeligheder er da uimodståelige?

Jeg kan rigtig godt lide, at hun så åbenlyst og hæmningsløst vedkender sig sine gotiske forbilleder Charlotte Bronte (Jane Eyre) og Dahne du Maurier (Rebecca). Hør blot "De sidste mange år er der ikke gået en eneste dag, uden at jeg har tænkt på den gang, jeg vendte tilbage til Liljenholm." (Indledning) / "I nat drømte jeg, at jeg kom tilbage til Manderley." (Indledende sætning fra "Rebecca.")

Leonora Christina Skov har faktisk skrevet afhandling om den gotiske roman, og har derfor alle forudsætninger for at skrive en gotisk roman selv.