Så vender jeg lige tilbage med endnu et indlæg, for at sige: Jeg MÅ sige, jeg mærker en klang i disse digte, som resonanser et sted dybt i mig, og den resonans tror jeg bunder i to forhold (Mindst:)

Det ene er den kulturelle tråd gennem opvæksten, hvor tidsbilledet som disse digte præsenterer, sa at sige er blevet levendegjort på anden hånd, gennem sange (jævnfør tidligere indlæg) og barndommens leg på morfars gård, hvor fortællingen om landbruget med selvbinder og heste blev fortalt for mig i ord og fotografier.

Den anden er af politisk / filosofisk / poetisk art, hvor naturen bliver hyldet i sin egen værdi, samt at produktionen bliver skabt i et respektfuldt forhold mellem menneske og natur (kulturlandskab). Denne politiske / filosofiske holdning, som jeg også ser udtryk for i denne samling, har stadig for mig at se sin aktualitet i vore dage, med vores industrialiserede landbrug osv. Samtidig peger den også på et alternativt pulsslag til vores intensiverende urbanisering, hvor samhørigheden med årstiderne bliver gradvist fjernet fra vores dagligdag.

Jeg syntes stadig vi kan bruge en samling som denne, som et tidsbillede og som en påmindelse om at vi ikke kommer ud af intet, men er rundet af fortiden, og for fremtiden må skønne på naturen der giver os føde og helbredende energi.

P.S. Ville også gerne høre (den gode) Hausgaard fremfører dem.

’Rugens sange’ af Jeppe Aakjær.

 Inden jeg går i gang med at genlæse ’Rugens sange’, ved jeg jo godt, at den bog behøver jeg ikke skrive om – for det er der nok mange andre, der har gjort på intelligent vis, når den er udkommet i 1906!!

 Ikke desto mindre begynder jeg i den ende, at jeg venter med at læse op på sagen og læser i stedet Rugens sange.

 Jeg kan godt vælge den, som er originaludgaven – men vælger udgaven fra 1923, som er væsentlig forøget. Jeppe beder pænt om undskyld og håber på læserens tilgivelse! Udgaven virker mere logisk opbygget, og så er den smukt illustreret af  Kristian Kongstad. Og guld er der på snittet øverst!

 Denne ’Rugens sange’ rummer et antal tekster, som alle, der gik i skole før 1960 formentlig er fælles om. Af  Højskolesangbogens 18 Aakjær-tekster er de 12 fra denne ’Rugens sange’ – og Aakjær er nr. 3 forfatter efter Grundtvig og Ingemann i Højskolesangbogen, og der er langt nedtil denæste. Men bogen indeholder jo langt flere digte end dem.

1906 er digterisk set berømt på grund af Johs.V. Jensens ’Digte1906’, som fik betydning for den danske litteratur, fordi den åbnede for ’nutiden’. For danskerne var det nok alligevel ’Rugens sange’, der greb videst om sig. Titlen blev og er et begreb.

 Når man nu er af den generation, som sang sig gennem Aakjær, er det vanskeligt at læse ’Rugens sange’, som om det sker for første gang. Men det er en interessant indgangsvinkel. Konklusionen bliver, at samlingen er et mindesmærke over en døende kultur. ”Snart er du slettet ud, mit barndomsland”. Ved bogens fremkomst første gang, var der endnu så meget tilbage af den kultur, ja at vi endog i begyndelsen af 50’erne kunne synge dens sange, som om den lå lige om hjørnet. Jeg læser samlingen som et epos eller en novelledigtning med mange indfaldsvinkler. Jeg prøver at lade de 13 sange, jeg kender så godt, spejle sig i de andre – helt alene kan jeg jo godt lade som om jeg synger og læser dem med jysk lyd – jeg forstår rent faktisk kun sporadisk de sange, som vitterlig er skrevet på jysk, og her har Aakjær taget en del med, hvor der ingen af den art er med i den ældste version. Jeg sidder og drømmer om at høre dem fremført på jysk af en Hausgaard. I vore dage ville samlingen vel være kommet til at hedde ’viser’, tænker jeg – og opdager, at i 1906-versionen hedder et stort afsnit ’landsbyviser’ – ’Rugens sange er blot et afsnit, som har givet bogen navn: ’Rugens sange – andre sange.’

Der er jordnære digte, poetiske og lyriske, men først og fremmest er de jo fortællende med et højst personlig touch. I sine erindringer ’Fra min bettetid’ gives de samme erfaringer fra en noget andet vinkel. Jeppe Aakjær var en social bevidst forfatter til ’Vredens børn’ og På aftægt’ – og det er han også i ’Rugens sange’. Det dominerer nok ikke i min erindring om det, vi fik med om nationalikonet ’Jeppe Aakjær’. Og dog var han slet ikke i nogen forstand normalkristen og han rettede en væsentlig social kritik med overklassen. At det kunne forsvinde for den almindelige bevidsthed skyldes vel, at ’Rugens sange’ lægger fokus på hin enkelte, og dér ser han på det positive på grænsen til det romantiserende. Jens Vejmand er dog en dybfølt samfundskritik, som bare er blevet sunget ihjel. Har man imidlertid den sociale vinkel med i sit øjemål næste gang turen går til frilandsmuseum her eller der, så er det en god hjælp at have ’Rugens sange’ med eller blot in mente – for så er det muligt at befolke bygningerne med høj som lav.

 Hermed slutter jeg min læsning og går på nettet og ser, at her er meget at finde:

Mange tekster er at finde her:

http://www.kalliope.org/vaerktoc.pl?fhandle=aakjaer&vhandle=1906

 og omtale om links til omtale en masse:

http://www.litteratursiden.dk/analyser/aakjaer-jeppe-rugens-sange

Jeg kan som ps ikke give Mette Østgaard Henriksen fra Litteratursiden ret i, at den sociale indignation ikke er med i ’Rugens sange’ – for selvom ’Jens Vejmand’ først kom til samlingen i 1923, var der da i 1906 ’Stensamlersken’ til at repræsenterer hans syn på klassedelingen. Hjøle-Thames er ikke så tydelig på det punkt, men for mig er meningen da helt klart, at digtet skal vise os en fra samfundets grænseland, som er forudsætningen for at høsten kommer godt i hus. Der er helt sikkert lignende spor at følge i andre af digtene.

 Per-Olof Johansson