Romanprisen 2017 - Merete Pryds Helle

Oprettet: 02.01.2017 - 13:59

Bog: "Folkets skønhed " af Merete Pryds Helle

Bogens forside

Marie vokser op på  Langeland 1930’erne i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hverdag - også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere. 

Forfatter: 
Merete Pryds Helle
Udgivet: 
2016
Forlag: 
Lindhardt & Ringhof
Sidetal: 
480
Lån bogen - Køb bogen

Tillykke til Merete Pryds Helle med De Gyldne Laurbær! Debatten er i gang om 'Folkets skønhed' i DR Romanklubben. Deltag i samtalen og stil spørgsmål direkte til Merete Pryds Helle. 

"Kære alle læsere; godt nytår! Jeg sidder klar her til at svare på jeres spørgsmål. Så spørg endelig løs; også gerne rundt i kanterne af bogen, om man må sige, så vi kommer godt omkring." skriver Merete Pryds Helle. 


Om Folkets skønhed:

I 1930'erne vokser Marie op på Langeland, og det er ikke en let opvækst. Selvom den er før krigen er den stadig præget af fattigdom og vold, men måske er der lys forude?

Merete Pryds Helle står bag "Folkets skønhed". Her møder Marie Otto, og sammen kæmper de sig til København i håbet om en bedre og lysere fremtid. Man kan dog ikke løbe fra sin fortid, og det lærer hun hurtigt.

"Folkets skønhed" er en skøn historie, der er baseret på Helles egen familie.


Link til Litteratursidens anmeldelse af bogen HER

Link til Litteratursidens analyse af bogen HER

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • I Moritzen

    fre, 10/03/2017 - 22:02

    Til lykke med Politikens litteraturpris.

  • erlinglykke

    tor, 02/02/2017 - 11:41

    En - lidt forsinket - tusind tak for alle input, ikke mindst tusind tak til Merete Pryds Helle for at have besvaret de mange indlæg.

    Erling Lykke

  • Jørgen Dissing ...

    ons, 25/01/2017 - 22:03

    Tusind  gange tillykke med De Gyldne Laurbær, Merete Pryds Helle. Det kan simpelthen ikke være mere fortjent! Og så kender jeg endda en møjsommelig og dejlig opskrift på skipperlapskovs med netop dette krydderi, hvis der skulle falde en smule fra dit hovede :)

     

    Venlig hilsen og HURRA fra Læseklubredaktør Jørgen Dissing Nørgaard 

  • Jakob Poulsen

    tor, 19/01/2017 - 12:45

    Ros til ”Folkets skønhed”

    Der blev ikke sparet på roserne under diskussionen af ”Folkets skønhed” i DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek. For alles vedkommende fængede bogen, og den var læst på kort tid. Der var enighed om, at Merete Pryds Helle har skrevet en velskrevet, vedkommende og ikke mindst troværdig roman, der detaljeret opridser en epoke i dansk historie med samfundsmæssige og industrielle omvæltninger i samfundet. Hos stort set alle deltagere, vækkede fortællingen erindringsbilleder og oplevelser: lige fra de barske vilkår i fattige daglejerfamilier til parcelhusmoderens maniske rengøringsiver i 1960’erne

    Hvad der naturligvis gjorde indtryk var Maries opvækst i det fattige daglejerhjem på Langeland. Alt emmer af armod – også følelsesmæssigt. Det var på sin vis provokerende og grænseoverskridende læsning at tage del i de mange lussinger, faderen og moderen deler ud for alting – eller ingenting – over for deres børn samt den barske tone og selvfølgelig de overgreb, Marie bliver udsat for som både barn og ung kvinde. Men navnlig den gennemgående ”naturlige” holdning til netop de psykiske som fysiske overgreb i led af børneopdragelse – og velsagtnes menneskesyn – synes jo helt horribel i dag! Ikke desto mindre ligger historiens narrativ - som nævnt – stadig i erindringen!

    Marie som en usædvanlig og traditionel kvinde

    Stakkels Marie er på både en usædvanlig karakter og alligevel traditionel type i den periode historien foregår. Usædvanlig, fordi hun har et blik for skønheden eller æstetikken i både naturen, i mennesket og i kunsten, nemlig i det maleri en vis hr. Vincent har malet. Men hun har hverken nogen til at dele disse sanseoplevelser med, men heller ingen umiddelbare værktøjer til at bearbejde dem ved f.eks. at skrive et  digt. Hun viser sig jo ganske habil som recitator, f.eks. i den scene, hvor hun tryllebinder både sin familie (og læser) med at fremsige en bøn til sin mors/fars begravelse. Hun forstår tydeligvis skønheden i ordene, modsat familien.

    Traditionel, fordi hun, modsat f.eks. Dagny, som bliver klassisk arkæolog, ikke formår at løsrive sig sin miljømæssige arv. Der blev diskuteret, hvorfor hun ikke formår at rive sig løs af sin altdominerende og undertrykkende forældre og søskende – og senere Otto, for hvem hun kun er en luder... Selvfølgelig pga. den manglende opbakning i stort set alting. Men hvorfor ikke senere, da hun bliver voksen: Marie er intelligent, handlekraftig og har en robust psyke (der krakelerer til sidst). Hun har mulighederne og kunne f.eks. tage del i det moderne samfunds gryende kvindefrigørelse. Netop her kan man sige, at hun falder, sandsynligvis af den ballast og opdragelse hun bærer i sig, ind den tids overvejende traditionelle kvinderolle: hvor manden er forsørgeren, hun er den hjemmegående husmor, der blot skal støve af – holde sin skyld og skam i ave – og efterkomme mandens ønsker og æde hans ”luner” i sig (i Ottos tilfælde vanvittige vredesudbrud). 

    Mor/datter-forhold

    Et andet tema er mor/datter-forholdet. Her er der ingen ”kære mor” (hvad Marie bilder sig ind, trods de mange ydmygelser moderen udsætter hende for). Ikke desto mindre virker mor/datter-forholdet meget mere realistisk og troværdigt end det noget nær ynkelige forhold mellem Tara og Siri i Kirsten Thorups ”Erindring om kærligheden” (om end forholdet mellem Taras mor og Tara, kunne minde en smule om det i ”Folkets skønhed”). Det manglende brud mellem Marie og hendes mor virker stærkt rent narrativt og ”frustrerer” læseren, men i forhold til tidsånden og miljøet, forbavser det ikke.

    Detaljerigdom

    Der er så mange detaljer, man kunne dykke ned og diskutere i ”Folkets skønhed” – og den er skrevet med et så stort sprogligt overskud og indsigt. Og så indeholder den sort humor: f.eks. da der bliver skudt ned i moderens kiste! Så døde hun (og rotten) i hvert fald, men lige så pudsigt er den forbavsende passive efter-reaktion. Netop denne ”bonde-stoicisme” synes absurd-komisk.

    Ankepunkter kunne være, at ”Folkets skønhed” til tider føles for lang og at Merete Pryds Helle har en lidt for stor metafor-konto at trække på. Desuden virker det sidste afsnit ”Selvsyn” påsat. Merete Pryds Helle har nok sat det ind for at lægge afstand mellem fiktion og autofiktion, men er afsnittet nødvendigt for andre end Merete Pryds Helle selv?!

    ”Folkets skønhed” kandiderer uden tvivl stærkt til DR Romanprisen. I medens kan den let bestå endnu en genlæsning eller to.  ”Folkets skønhed” har mange læseoplevelser at byde på, og det bliver spændende at se, hvordan den lovede ainteraktive ”bog” kommer til at se ud!

  • Stine Bang Iversen

    ons, 18/01/2017 - 15:26

    Spændende at læse debatten!

    Hvis nogen er i nærheden af Gladsaxe på mandag, kommer Merete Pryds Helle på Gladsaxe Hovedbibliotek og fortæller om bogen.

    https://gladbib.dk/arrangementer/litteratur-debat/folkets-skoenhed 

  • Gitte Sørensen

    tir, 17/01/2017 - 11:48

    En skøn og helt fantastisk bog

    På DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek er der stor enighed om, at Folkets skønhed er en ’fantastisk bog’, ’en utrolig dejlig bog – og sådan en man får lyst til at læse igen’.

    Romanen blev omtalt som ’et spændende tidsbillede’, ’en nydelse at læse’ og ’en roman, der er lige så tyk som Kirsten Thorups roman men meget lettere at læse’.

    På vores onsdags- og fredagshold var der flere, der ikke kunne lægge bogen væk, den var både sigende for dem, der kunne genkende sig selv eller deres forældres liv i romanen og for en læser, som oplevede, at den ’fortalte om en tid på landet, for sådan en som mig, der er opvokset på Nørrebro’.

    Nogle fandt, at den skønne roman også var deprimerende og var kede af, at Marie aldrig blev et helt menneske, som de sagde. Det er ærgerligt, at hun ender som en depressiv husmor, når hun som barn og ung kan klare en hel husholdning.

    Beskrivelse af forventningens glæde over at flytte i parcelhuskvarteret og den efterfølgende følelse af at være havnet i et trangt husmorfængsel mindede nogle af os om Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Hvad man ikke ved”, hvor livet i hjemmet også bliver alt snævert, ensformigt og med for lidt stimulering og adspredelse for familiens kvinde og mor. Måske også med for lidt kunst og skønhed i Maries tilfælde.

    Også den ukærlige relation mellem Marie og hendes mor eller stemningen og volden i hjemmet, påvirkede os. Det var uhyggeligt med incesten – som jo også foregår i dag. Det er skræmmende, og det sætter spor i de uskyldige, som oplever incest og hvis liv præges af det efterfølgende.

    Var det derfor, at Marie og Otto sexliv aldrig blev bedre, eller var hun for meget den pæne pige, der tog rollen som hustru og husmor på sit som et arbejde? Hun skulle være sød, flink og smile, når manden kom hjem. Det var tiden, sagde én, og en anden sagde: Marie bærer rundt på et traume. En tredje læser fortalte, at der var for mange lighedspunkter til hendes egen ungdom til at hun kunne udtale sig om romanen. Nogle kunne genkende miljøet på Langeland fra ferier på landet. Der var ikke meget at rutte med, og hænderne på forældrene sad ualmindeligt løst.

    Selvfølgelig talte vi også om titlen, maleriet og om kunsten. Vi lavede endda en afstemning om hvorvidt maleriet var en ægte van Gogh. Flere mente, at Marie kunne ’se’ noget. Hun havde en kunstnerisk åre, og det vidste eller fornemmelse begge hendes forældre. Morens store kærlighed til Marie, som hun ikke formåede at vise i dagligdagen og hverdagslivet, viste hun ved at forære Folkets skønhed til Marie efter sin død.

    At Marie fik lov at se sin mors udslåede hår var også en kærlighedserklæring, og der var mange små lysglimt i den grå hverdag på landet, som synes hård og kold og på overfladen også viste en følelsesmæssig afstumpet mor. Merete Pryds Helle skildrer det med sit fine og enkle sprog, hvor der er luft og plads til læseren, hvilket gør læsningen til en nydelse.

    Dejligt var det, at maleriet Folkets skønhed for Marie virkede som et ekstra vindue i huset. Godt vi har kunsten og disse vinduer, udsyn og mentale pauser fra vores hverdagsliv, som kan give os glæde og skønhed midt i alt andet.

    Sidste kapitel – hvis det da er et kapitel og ikke en efterskrift eller en ramme om hele fortællingen, som Merete Pryds Helle har fortalt i flere radioudsendelser, var meget spændende at diskutere. Her var der virkelig delte meninger og opfattelser af, hvad det var for noget. Nogle blev forvirrede over, at personerne nu ikke passede sammen mere, andre forstod ikke, om det var Merete, Marie og Ottos yngste datter, der nu skrev, og andre læste det som forfatterens ord.

    Burde Selvsyn i det hele taget være med eller ej? Det har vi læst på Litteratursiden.dk, at Merete Pryds Helle også selv har været i tvivl om og til slut besluttet sig for, også på grund af sin søsters plads i livet og bilen, da hun opsøges af sin søsters ånd.

    Er Selvsyn kapitlet performativ biografisme? Og tager kapitlet brodden af hele diskussionen, hvorvidt romanen er skrevet 1:1? Og er det i det hele taget vigtigt for os læsere, at vide hvem der er hvem, og om romanen er fantasi og digt eller en oplevet virkelighed? Og hvorfor foretrækker de fleste læsere at læse med de biografiske øjne? Uanset kan vi virkelig godt både lide romanen og ideen om, at slutningen er rammen om vinduet.

    Tak for en virkelig dejlig og berigende roman og læseoplevelse. Vi ses endda med Merete Pryds Helle på Ishøj Bibliotek onsdag den 25. januar kl. 19-21, hvor vi kan forsætte snakken – nu med forfatteren.

  • Jørgen Dissing ...

    tir, 17/01/2017 - 11:26

    Hej med jer

    Jeg er sådan en der godt kan lide at tænke at jeg kender den forfatter, hvis bog jeg læser. Jeg synes ligesom det giver en dybere klangbund for min læseoplevelse. I forlængelse af det faldt jeg lige over en artikel hvor Merete fortæller lidt om hvad hun lavede nu sidste års sommer. Her kan du læse om Venedig, Ghetto og en 6-årig pige der er vild med naturvidenskab :)

    Læs artiklen her - Min forfattersommer

  • Jytte P

    man, 16/01/2017 - 18:05

    Lige en enkelt kommentar eller spørgsmål til en af episoderne. Under den forfærdelige familiefrokost til akkompagnement af Giro 413 kommer Kaj ud i køkkenet og siger til Marie: Du har i det mindste fået en mand. Det kunne være en sidste giftighed, hvis der ikke også havde stået, at han var alvorlig, og det kunne vel også være en slags undskyldning eller en kommentar til, at hun har fået et, set med hans øjne, meget godt liv med en god mand på trods af deres odds. Det er netop det dejlige ved romanen, at du viser det store galleri af mangesidede personer uden at forklare eller lade dem selv forklare sig, hvorfor de handler, som de gør. Man ser dem og hører dem, og så spiller læsernes egne livserfaringer ind.  

     

  • Merete Pryds Helle

    man, 16/01/2017 - 15:14

    Det har været vigtigt for mig at skabe komplekse karakterer; for jeg tror at vi alle er komplekse og dobbelte; hvis ikke tredobbelte ;-) Vi kan være gode og rare et sted, og rasende et andet. Vi kan gøre ting vi måske ikke selv bryder os om, fordi vi følger os afmægtige eller jaloux eller er tynget af et ansvar, vi ikke føler vi kan leve op til. Vi kan være hårde og besværlige og mildnes af kærlighed. Vi rummer alle mange sider, og derfor er det vigtigt at bogens personer også gør det. Der kan også ske det; som svar på dit spørgsmål om Marie i parcelhuset; at vi klarer os igennem noget, en barndom for eksempel, fordi man hver dag tager sig sammen og laver et panser, så man ikke kan mærke smerten. Men når man så er et andet sted og måske løsner panseret - så kommer al smerten buldrende.

  • Jytte P

    søn, 15/01/2017 - 19:40

    Nej, det er igen en fortælling, man ikke lige slipper. Som "mormor" tænkte jeg jo også, at Marie kunne have drejet sit liv, eller kunne hun? Det var voldsomme ting, hun oplevede i sin barndom, hun klarede sig igennem og fik et liv, som i forhold til barndommen var noget af en opstigen. Jeg har efterfølgende tænkt mere på persongalleriet omkring Marie. Forfatteren har givet os nogle meget nuancerede personer, som har gjort, at der har været afsnit, jeg måtte læse igen. Maries elskede Otto? Hvor elskelig er han egentlig? Han får de afsindige raseriudbrud. Tit er han fraværende. Hvor er han? Har han mon andre at gå til?. Han bruger ordet luder, hvorfor? Man tænker sit. Kaj? Har han ikke også udviklet sig? Måden han beskytter Bertha på, viser en god side. Hun er jo rent afsindig. Er Kaj et monster, eller var han et produkt af det han oplevede i sit hjem også via faderen? Frøken Videbæk er en spændende person. Hjerte havde hun da; men det viste man jo ikke, for hvordan skulle man så klare livet? Osv.

    Og så er der scener i fortællingen, hvor man både må le og græde. Ottos fødselsdag, hvor alt ender i kaos, og folk bliver smidt ud, og selvfølgelig moderens begravelse, næsten grotesk. Efter min mening lever fortællingen og personerne deres eget liv. Det er dejligt , når forfatteren deltager, men ikke absolut nødvendigt.

     

     

     

  • Mormor

    tor, 12/01/2017 - 00:38

    Tak, Merete Pryds Helle, for en skøn roman. Dejligt at du vil besvare spørgsmål på denne side. Jeg har nydt at læse Folkets skønhed, ladet mig rive med og er blevet draget ind i det beskrevne miljø så jeg har kunnet se personerne og omgivelserne for mig - og nærmest kunnet lugte og smage maden. Når man bliver så opslugt af en god historie, følger man jo bare med personerne på de givne præmisser. Men efterfølgende melder spørgsmålene sig, for det er ikke en historie man lige slipper. Hvorfor går det som det går? Hvorfor er Marie så svag i sit voksne liv, når hun er så stærk i barndommen, på trods af de frygtelige ting hun udsættes for fra Kajs side. Hun fremstår jo som en lederfigur i barndommen, en sej pige der styrer en hel husholdning, malker, passer de små søskende, laver mad, tager de lussinger der kommer, og accepterer vilkårene. Da hun bliver sendt til Påø, er hun lidt chokeret og vil hjem, men så lever hun også op til ansvaret der og passer sit arbejde. Hun klarer det hele, og hun får reageret på sin vrede over voldtægten ved at fælde det træ hun var bundet til og bruge toppen som juletræ. Hvorfor bliver denne handlekraftige og stærke pige som voksen så svag at hun knap orker den meget mindre husholdning og har svært ved at klare sine egne to børn - og svært ved at fungere socialt i parcelhuskvarteret. Og hvorfor kan hun ikke have et lystbetonet seksuelt forhold til Otto. Hun er jo forelsket og bevarer kærligheden til ham, på trods af hans anfald af vrede. Og det første kys, som hun drømmer om og glæder sig til, vækker jo lysten i hende. Er det voldtægten der umuliggør en normal udvikling på det område, eller er der også andre ting på færde? Jeg har svært ved at se det nødvendige i Maries triste skæbne på det område.

  • Nina Wegner

    ons, 11/01/2017 - 15:34

    STOR læsning, grotesk, humoristisk, bevægende, voldsom, grimt, rigtig god fortællekunst, - ja det er bare nogle få ord som blev sagt ved snakken om ”Folkets skønhed” i Horsens biblioteks DR-læseklub.

    Der var stor enighed bordet rundt om at ”Folkets skønhed” har været en særdeles god læseoplevelse. Fine naturbeskrivelser i flot billeddannende sprog. En kontrast til volden og grimheden. Vi brugte en del tid på at tale om Maries karakter. En i gruppen mente, at hun bare vare ”et klogt og godt menneske”, ”en sød pige”, men der var ikke helt enighed på det punkt. Det faktum, at Marie overhører Ellens stille råb om hjælp, og Maries nedgørende nedladende holdning til veninderne med ”lår i skoene”, viser at Marie ikke bare er en ”pæn pige”. Hvordan det kan lade sig gøre at tage ”strømpebukser” på i 30’ernes Danmark (s 116), snakkede vi også lidt om. Ingen af os erindrer strømpebukser før 60’erne.

    Vi var så optagede af snakken om ”Folkets skønhed”, at tiden løb fra os. Der er masser af stof, og mange emner at tage fat på.  Det er en rigtig god sociologisk roman, og flere sammenlignede med både Vibeke Marx, Anne-Kathrine Riebnitzsky, Erling Jepsen, Knud Romer, Kirsten Myers.

    Til sidst rundede vi også lige den påklistrede slutning. Den kunne de fleste godt have undværet.

    STOR romankunst, ordet STOR skal indramme denne lille kommentar.

  • Jytte P

    man, 09/01/2017 - 14:07

    Det blev også en fantastisk læseoplevelse for mig på flere måder. Jeg finder slutkapitlet interessant, når jeg har fordøjet romanen, og jeg forstår MPH's mening med det. Men ud over det har det ikke nogen betydning for min oplevelse af den store fortælling om  nogle mennesker, skæbner og især Marie i en tid under de omstændigheder , de nu havde. 

    Jeg ventede efter første halvdel af romanen, at Marie nok ville komme til at udnytte de ressourcer, som jeg oplevede hun havde gennem de scener, der udspiller sig set med hendes øjne. For sådan gik det jo mange i de år. Måske lettere, som det er skrevet, hvis hun havde  været 10 år yngre, også på Langeland. Lidt skuffet blev jeg; men det satte mig i gang med at "åbne et vindue" til min egen barndom og ungdom i barndommens gade i provinsen i 50'erne. Bortset fra en enlig mor, som var nødt til det, var der ikke nogen mødre på arbejdsmarkedet, ingen jeg kan komme i tanke om.  En Marie ville falde naturligt ind her. Uddannelse var stadig for de få, som havde en baggrund, der kunne skubbe på.  Miljøet var ikke altid smukt. Vinduet kom også til at åbne længere tilbage til familie og landsby, hvor myterne og de virkelige historier er helt at sammenligne med handlingen i Folkets skønhed og især alt det, man ikke talte om. På den måde er romanen blevet en øjenåbner for mig. Associationerne står i kø. 

     

  • Merete Pryds Helle

    søn, 08/01/2017 - 23:51

    Jeg har fået flere forespørgsler på, hvornår Folkets skønhed kommer som e-bog.

    Grunden til, at den ikke er det endnu, er at jeg er ved at lave et nyt ebogsformat. Jeg tænker nemlig, at mange har stor fornøjelse af at at streame fjernsyn - film og serier. Og at det er den store udfodring for litteraturen i dag. Men noget af det, de serier kan, er at man tit  ser dem sammen med andre - lige som man for eksempel i læseklubberne deler læseoplevelse. Jeg kan rigtig godt lide det med muligheden for en fælles oplevelse af litteraturen. Så jeg er ved at lave Folkets skønhed i en version, hvor man kan se den i fjernsynet med en understøttende billedside til; den varer 10 timer. Jeg forestiller mig, at man kan se den med sine familiemedlemmer eller mens man laver håndarbejde - eller se dele af den emd sin læsegruppe. Man kan også læse den som almindelig e-bog eller høre den som lydbog. Der vil desuden være mulighed for at dele bogen med andre, således at man læser den samtidig og kan skrive kommentarer til sine medlæsere i siden af bogen. 

    Vi er stadig i gang med at udvikle. Jeg samarbejder med to programmører i Hyderabad, Ramya og Siddhartha. Vi er endt med at lave det som en hjemmeside, så man kan hente videobogen ned på alle de forskellige dimser man har med netadgang, og jeg har i dag købt domænenavnet m-bogen.dk  Videodelen laver billedkunstner Jeanette Land Schou; hun er allerede langt, men i morgen tidlig skal vi køre til Kirke Hyllinge, hvor vi skal møde en landmand og filme en af hans sortbrogede køer. Jeg er spændt på, om Jeanette også vil sætte mig til at malke koen!! For jeg har jo aldrig malket ....

    Billedkunstner Cecilia Westerberg er også ved at lave Birgitte Krogbølls fine digtsamling Dyr med næb ordnet efter antal vinger som m-bog.   Som jeg kalder det; m for multibog!

    Men jeg må hellere gå i seng; så jeg kan være frisk til morgendagens udfordringer!

  • Merete Pryds Helle

    søn, 08/01/2017 - 23:36

    Det er faren, der giver maleriet navnet ...

    jeg var optaget af, at van Gogh i den periode hvor han boede i Holland og malede kartoffelserien, levede sammen med en kvinde, der havde været prostitueret; ligesom min absolutte yndlingstante havde været det ....

  • Kim123

    søn, 08/01/2017 - 22:55

    Det bare så fortjent det der :D

  • moldt

    søn, 08/01/2017 - 17:47

    Maleriet Kvinderne på maleriet arbejder også. "Vincent" har ophøjet dem til kunst og kaldt dem "Folkets skønhed". Eller er det noget far finder på? Det er jeg i tvivl om. Det er SÅ fint, at maleriet pludselig placeres i det gamle, skæve hus og bliver "som et vindue", siger Marie. Jeg opfatter det, som at kunsten rører ved nogle godt skjulte strenge i deres sind. Og maleriet bliver udsyn. Men måske er det for meget tolkning? Desværre formår Marie ikke at gribe sit liv.

    Beskrivelsen af de nye parcelhuskvarterer er supergodt beskrevet. Mange vil genkende det. "Hvad er det lige vi laver hér", har sikkert mange kvinder spurgt i deres stille sind. Især fordi den periode faldt sammen med at det blev almindeligt, at kvinder kom på arbejdsmarkedet. Maleriets gang gennem fortællingen er god og overraskende og kommer til at vise en skjult og gemt side af personerne. Jeg tror, at far kan se, at det ER noget særligt, Marie kan også, og måske kan mor også.... det tænkte jeg i hvert fald, da maleriet åbenbares bag luftfotoet af huset. Fra mor til Marie! Jeg ved ikke, hvad andre læsere tænker om maleriet? Kunne være spændende at vide!!

  • Hanne Ingerslev

    fre, 06/01/2017 - 23:11

    Tak for dit svar. Jeg forstår det bedre nu og undskyld mit klodsede indlæg.

  • Merete Pryds Helle

    fre, 06/01/2017 - 22:26

    Kære Hanne og kriis; 

    jeg tror det er sådan, at man som forfatter hele tiden tager valg; hvad skal med, hvad skal udelades, hvordan skal formen være, hvordan skal slutningen være? Og det er en blanding af tanke og intuition; man har intet at læne sig op ad, for gør man det, bliver det ikke ens eget værk. Man skal turde at gøre præcis det, der føles rigtigt for en, og som får bogen til at være helt og færdigt - for en selv. Jeg kan sagtens forstå, at man som læser kan have problemer med slutningen, for jeg evd jo godt, at den er usædvanlig, og jeg kan love jer for, at der er mange overvejelser bag. Men hver gang jeg tænkte; skal jeg tage den væk? føltes det forkert. Som om værket var ufærdigt uden. Som jeg skrev tidligere; jeg ser romanen som et vindue man kigger igennem ind til et andet liv. Og slutningen er rammen om vinduet. Jeg har det selvfølgelig sådan, at jeg ville ønske at alle bare syntes at bogen var perfekt lige præcis som den er - men sådan er det jo ikke. Jeg kan bare sige, at uanset hvad jeg prøvede at gøre, blev jeg ved at vende tilbage til den slutning, og det føltes rigtigt at vælge den til sidst. Måske også - tænker jeg nu - fordi den bog også på en måde er skrevet til og med min søster; og jeg havde brug for, at hun var til stede i den.

  • Hanne Ingerslev

    fre, 06/01/2017 - 20:34

    Sorry  dette skulle slet ikke have stået her

     

  • Hanne Ingerslev

    fre, 06/01/2017 - 20:34

    Jeg vil give dig fuldkommen ret med hensyn til slutningen. Den havde jeg også store problemer med.

  • Hanne Ingerslev

    fre, 06/01/2017 - 20:21

    Jeg vil give dig fuldkommen ret med hensyn til slutningen. Den havde jeg også store problemer med.

  • Hanne Ingerslev

    fre, 06/01/2017 - 20:21

    Jeg vil give dig fuldkommen ret med hensyn til slutningen. Den havde jeg også store problemer med.

  • Merete Pryds Helle

    fre, 06/01/2017 - 16:38

    meget fin læsning! Den er jeg glad for.

  • Merete Pryds Helle

    fre, 06/01/2017 - 16:33

    Barbara spørger, om man kan møde mig rundt omkring i landet; og det kan du tro, der bliver fart på!. Jeg håber at møde rigtig mange af jer! Er jo vældig glad i dag, fordi bogen er indstillet til Politikens litteraturpris. Hvis I har lyst må I meget gerne give den en stemme ;-)

    Her er foråret plan : 

    Torsdag 12.1 Svendborg Bibliotek

    Onsdag 18.1 Nørre Nebel bibliotek

    Torsdag 19.1 Skjern bibliotek

    Lørdag 21.1 Værløse bibliotek (obs kl 13)

    Tirsdag 23.1 Gladsaxe bibliotek

    Onsdag 25.1 Ishøj Bibliotek

    Søndag 29.1 Svanekegården

    Torsdag 9.2  Vanløse bibliotek

    Tirsdag 21.2 Morsø bibliotek

    Onsdag 22.2 Viborg bibliotek

    Torsdag 23.2 Assens bibliotek

    Onsdag 1.3 Sønderbog bibliotek

    Mandag 6.3 Herning bibliotek

    Tirsdag 7.3 Århus bibliotek (dox)

    Onsdag 8.3 Måløv bibliotek

    Torsdag 16.3 Haslev bibliotek

    Lørdag 18.3 Gentofte bibliotek

    Torsdag 23.3 Virum kirke

    Onsdag 29.3 Odder bibliotek

    Lørdag 8.4 nordkraft Ålborg

    Torsdag 20.4 Lemvig bibliotek

    Mandag 24.4 Grenå bibliotek

     

     

  • Merete Pryds Helle

    fre, 06/01/2017 - 16:37

    Kære jer; nu svarer Phyld jo lidt Kriis omkring de problemstillinger, der rejses. Det er rigtigt, at det har været vigtigt for mig at have vinduesrammen om vinduet med, om man så må sige ;-). Fordi at jeg for at kunne skrive om alt dette stof eblev nødt til at skrive det som fiktion; og ikke som autofiktion. Jeg måtte have friheden og fantastien med, og ikke være begrænset af at skulle være tro mod en sandhed, jeg alligevel tror fortaber sig. Og det ville jeg gerne vise,v ed at skrive min egen stemme og erfaring ind til slut. Men det jeg håber; også i forhold til det med om bogen læses som hele Danmark eller et konkret sted; er netop gennem fiktionen at skrive så tæt på et enkelt menneske og et enkelt sted at det bliver en almen sandhed. For min erfaring er, at det er sådan det virker; at jo tættere vi kan komme på nogen; jo mere kender vi dem. 

  • Barbara Rugholm...

    fre, 06/01/2017 - 16:06

    Tak for en fremragende læseoplevelse! 

    Merete: kan man møde dig rundt omkring på nogle af landets biblioteker den næste tid, hvis man vil supplere sine digitale læseklubdiskussioner med et forfattermøde og høre mere om romanen?

  • Peter Hyldahl

    fre, 06/01/2017 - 14:55

    Det helt unikke ved denne bog er i mine øjne det sidste kapitel. Her gik det op for mig, hvad denne medrivende og velskrevne roman i virkeligheden handler om: En fortolkende fortælling om familiens egne ’mytologiske’ fortællinger.
    Her i sidste kapitel bliver en hel masse, man som læser bare har taget for indiskutabelt givet undervejs i læsningen, draget i tvivl: Har Marie overhovedet ikke malket køer alligevel? Hvem er egentlig Ottos mor? Og så videre…

    Og det er der naturligvis en mening med: Romanen, som man sidder med i hånden, er netop ikke en social-dokumentaristisk autofiktions-ting om, hvor forfærdeligt det var i udkantsDanmark i fordums tid, men – for mig at se - en roman om, hvordan man som menneske vokser op, lever og forstår sig selv som resultat af fortællingerne i en eller anden familiesammenhæng. Det vigtige er sådan set ikke, hvad der rent faktisk er foregået før i tiden, men derimod hvad der - og navnlig hvordan det så rent håndgribeligt - bliver fortalt og viderebragt til de efterfølgende generationer.

    Der er jo naturligvis en eller anden retrospektiv undren eller forbitrelse over, hvorfor Marie ikke greb de muligheder, som lå spredt ud som ’guld på gaden’ for hende dengang i 60-erne med kvindefrigørelse og alt muligt andet? Hun var jo netop sluppet fri af Langelands fordunkelthed og i øvrigt temmelig miserable almueliv sammen med sin Otto. København og de nye muligheder lå vidt åbne for hendes fødder, men hun endte desværre som et suicidalt forstadsvrag i Værløse, hvor hun valgte den grund på stikvejen, hvor der voksede vilde gule roser a la Langeland.

    Det er jo netop forfatteren selv, som vælger at beskrive Maries udvikling på den måde. Og dermed er hun jo så selv med til at videreføre en ny fortælling om, at man ikke kan forsøge at slippe fra arv og gæld som en anden Per Sidenius uden at gå til grunde. Men er det den sande historie, eller er det en ny fortæller, der fortæller og udlægger begivenhedernes gang i sin egen forståelsesramme? Er det dén historie, forfatteren ønsker at videregive til sine læsere (og sine egne børn)?

    Hvis ’Ja’, så er det ret så genialt! For dermed fremstår romanen som et homeomorft legeme, der på forunderlig vis vikler sig ind i sig selv og fortæller familiehistorien på ny i en nutidig kontekst. Og det er vel alle generationers naturlige ret - men på sin vis også uret - at videregive tingene, som man selv ser og oplever dem.

    De har selvfølgelig ikke gået rundt i korte bukser hele året rundt i gamle dage, mens sneen lå i knæhøje dynger, og der var 12 kilometer til skole på gå-ben, mens de for resten heller ikke tog skade af at få tæsk både derhjemme og i skolen. ”Sådan var det dengang, det var det jo!” Et uangribeligt argument for man havde jo ikke selv levet på det tidspunkt, så hvordan i alverden skulle man kunne anfægte disse ’fakta’?

    Det er netop her Merete Pryds Helles roman løfter sig op til et hovedværk: De faktuelle forhold fortoner sig i det dunkle, mens det afgørende vigtige er de familie-mytiske fortællinger, som udspringer af mørket og overleveres til de næste i rækken, som selv forbeholder sig ret til at fortolke og se sig selv som en del af familiehistorien i deres eget lys og forståelse.
    Det er f...... en pointe, der vil noget!

  • kriis

    fre, 06/01/2017 - 11:42

    "Folkets Skønhed" blev læst i en rus - midt i den travleste periode på året - og virkede på en mærkelig måde afstressende. Jeg var begejstret - og jeg tog afstand. Begejstret fordi den med sit sprog sniger sig ind under huden på en, så jeg tænkte på personerne, når jeg lagde mig til at sove - ikke fordi de var så kedelige, at jeg sgu nok skulle falde i søvn, men fordi de fleste af personerne er så helstøbte, at de er genkendelige - også fordi jeg er vokset op i udkanten af miljøet,et landbrugsmiljø, der for mit vedkommende havde indset udannelsesnødvendigheden, men samtididg med en dyb bevidsthed om, at den mulighed ikke lå lige for for alle.

    Afstand, fordi det jo ikke er beskrivelsEN af landbomiljøet, men beskrivelse af ET landbomiljø, men som litteraturhistoriker tænker jeg, om den  i eftertiden kan blive opfattet som det første, hvilket ikke er så positivt. Jeg var begejstret indtil afslutningen - på en eller anden måde er afsnittet "Selvsyn" ærgerligt som afslutning, fordi resten af bogen står som klar fiktion, mens afslutningen får en lidt for voldsom fornemmelse af "brugt hovedstol" frem i en - at fiktionaliteten forsvinder til fordel for en autobiografisme, så læseoplevelsen bliver lidt ødelagt.

  • Jytte P

    ons, 04/01/2017 - 15:18

    Tak for et kig ind i dit forfatterværksted. Det er jo hårdt arbejde, og så er din beskrivelse alligevel så langt "nede på jorden".

    Jeg har kun læst de første 2/3dele af bogen og ser den som både barsk og smuk, og jeg holder meget af dit sprog, som minder mig  om Herman Bangs. Og jeg er spændt på den sidste del af romanen. Finder Marie mon ud af, hvilke ressourcer hun har? Jeg læser aldrig anmeldelser og kommentarer, før jeg selv har tænkt.

  • DIVA

    man, 02/01/2017 - 18:35

    Det første vi blev betaget af var det poetiske og beskrivende sprog, der går igennem hele romanen. Det er det, der gør, at vi kan holde ud til at læse om vold, incest, svigt og fattigdom på Langeland i Maries barndom.

    Det andet vi blev betaget af var Maries liv og udvikling.

    Hun tager jo turen fra land til by, hun stiger i social klasse.

    Men Marie kan jo ikke bruge sit sprog og sine erfaringer fra de livsbetingelser, hun voksede op i på Langeland , da hun flytter ind i parcelhuskvarteret . Hun føler sig fremmedgjort og som en fremmed fugl.
    Marie har brugt al sin overleveseskraft til at kæmpe sig ud af fattigdommen, men da hun først sidder i parcelhuset uden uddannelse har hun ikke mere modstand - ikke mere at kæmpe for, og alt bliver gråt og trist.
    I parcelhuskvarteret har hun ingen at spejle sig i - hun giver mere eller mindre op.

    Hvor var det ærgerligt for Marie, at hun ikke fik en uddannelse, at hun helt var underlagt sin mand og hans normer, måske ville det have "reddet" hende. Var hun født 10 år for tidligt?

    Vi læste alle bogen meget hurtigt - åndeløst - vi ville videre og se, hvordan det gik Marie og hendes familie.
    Bogen og dens skæbner gjorde et dybt og stort indtryk på os.

  • Hanne Ingerslev

    man, 02/01/2017 - 17:15

    Tusind tak for den fine start. Hurra for din søn - for nu fik vi andre jo også en masse utroligt interessant at vide.

    Vær ganske rolig, der vil komme masser af spørgsmål. Om en halv time skal jeg til vores møde om bogen i Hellerup.

    Venlig hilsen fra Hanne

  • Merete Pryds Helle

    man, 02/01/2017 - 16:09

    Kære alle læsere; godt nytår! Jeg sidder klar her til at svare på jeres spørgsmål. Så spørg endelig løs; også gerne rundt i kanterne af bogen, om man må sige, så vi kommer godt omkring.

    Jeg havde min voksne søn med på juleferie i Rom; og pludselig spurgte han om ting, som jeg var overbevist om at han - et af de mennesker der kender mig bedst -  selvfølgelig vidste. Men det gjorde han ikke. Og jeg blev også overrasket over spørgsmålene, måske fordi jeg tror, at alle forfattere vel gør det samme. (Altså som mig ;-) ) Men sådan er det nok ikke!

    Han spurgte for eksempel hvilket skriveprogram jeg bruger. Jeg skriver som regel først i hånden. Derefter skriver jeg ind på computeren, og jeg bruger programmet Pages, som er Apples skriveprogram, som jeg synes virker flydende og let i forhold til Word. Word kan mere, men de ting, word kan, har jeg ikke brug for, og de kommer bare til at forstyrre. Så spurgte han, om jeg har et dokument eller flere. Og det var sjovt; for jeg kan slet ikke forestille mig at have flere, det var en helt fremmed tanke. Jeg har ét dokument; det hedder for eksempel midt i skriveprocessen Langelandsbogen september 13. Når jeg så har skrevet på det dokument et par måneder, og der er sket væsentlige udviklinger, gemmer jeg det med et nyt navn. For eksempel hedder det næste Maries bog vinter 14. Jeg har dem gemt i dropbox, som gemmer manuskripterne udenfor computeren, hvis nu de dør. Men jeg har generelt så meget mistillid til systemet, at jeg indimellem sender en kopi af manuskriptet til min egen og min redaktørs mailadresse. Bare for en sikkerheds skyld.

    Min søn spurgte også, hvor mange gange jeg har læst manuskriptet igennem inden redaktionsprocessen begynder hos forlaget. Jeg vil tro omkring 40-50 gange.  Og stadig kan der være detaljer, der snyder mig. 

    Han spurgte også om jeg skriver en slags synops; det gør jeg ikke. Den har jeg i hovedet. Men at lave den i hovedet er det største arbejde. Det kan tage lang tid, hvor jeg går ture og sover på sofaen og laver mad, mens jeg tænker så det knager. Og så pludselig er skelettet det. Og så skriver jeg en 4-5 sider hver dag på det; ikke hver eneste dag, jeg løber tør ind imellem. Og der kan sagtens dukke både nye personer og nye scener op, som ikke var en del af det første skelet, men som alligevel kan passe ind. Det er den spændende og overraskende del af at skrive, og det kan udmatte mig så meget, at jeg efter at have skrevet mig tør for dagen falder i søvn hen over skrivebordet. træt og tilfreds. Det er med vilje, at jeg skriver - skrive mig tør. Det er sådan det føles. Som om det hele bare løber afsted som en flod mens jeg skriver; også pludselig er floden tør. Nogle gange langsomt med en afsluttende scene; nogle gange bum, nærmest midt i en sætning.

    Så at skrive en bog er for mig i tre faser. Først en meget lang med at få ideerne og skabe skelettet i hovedet. Der går jeg rundt og er fraværende og tænker.

    Så den kreative hvor jeg skriver løs. Her er jeg lidt hysterisk, fordi jeg har brug for absolut ro, og mange timers alene tid. Selvom jeg måske kun effektivt skriver i 3-4 timer, skal jeg have 6-7 for at være sikker på, at det kan lykkes, fordi det kan være længe om at komme i gang. Her tager jeg som regel et par kilo på, fordi jeg skal sidde foran teksten indtil floden åbner sig, og er meget træt, når jeg har skrevet, og nok også dulmer de ofte meget stærke følelser, der er forbundet med at skrive, med chokolade.

    Den tredje fase er redigeringen. Her er jeg nemmest at omgås ;-) men her skal jeg være så opmærksom på hver eneste sætning og meget koncentreret, at jeg kan arbejde måske 1-2 timer af gangen og så skal have en pause. Det er i denne periode jeg kan finde på at lave frokostaftaler og gøre ting midt på dagen, hvad jeg ellers altid undgår.

     

    Det var lidt rundt om bogen. Men som sagt; spørg bare løs, så skal jeg svare, så godt jeg kan!

  • erlinglykke

    man, 02/01/2017 - 15:09

    Kære læseklubmedlemmer.

    2017 er over os, tømmermændene er forduftede, og vi er klar til at tage fat på en ny bog, som er nomineret til DR Romanprisen. Det er som bekendt Folkets skønhed  af Merete Pryds Helle. 

    Jeg glæder mig rigtig meget til debatten. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg læste romanen med stor fornøjelse, og ser frem til jeres kommentarer og indlæg. Merete Pryds Helle har sagt ja til at deltage i debatten og jeg byder også forfatteren velkommen til debatten i januar 2017.

    Godt nytår og god læselyst

    Jeres tovholder

    Erling Lykke