Romanprisen 2017 - Kirsten Thorup

Oprettet: 28.11.2016 - 15:23

Bog: "Erindring om kærligheden" af Kirsten Thorup

Bogens forside

Kirsten Thorups nye roman handler om et kompliceret forhold mellem en mor og en datter og er et kraftfuldt tidsbillede fra anden halvdel af det tyvende århundrede.

Forfatter: 
Kirsten Thorup
Udgivet: 
2016
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
464
Lån bogen - Køb bogen

Tara kan ikke finde ud af at være mor til Siri, eller kan hun? Ødelægger de hinanden? Med denne lille teaser er vi bare SÅ vi klar til årets debatter om de nominerede bøger til DR Romanprisen, og vi glæder os som små børn! Tara og Siri lever i Kirsten Thorups knugende roman Erindring om Kærligheden, et familiedrama på godt og ondt, måske mest på ondt, og især ét spørgsmål brænder vi efter at spørge alle MØDRE derude: Er Kirstens Thorups skildring af mor-datter forholdet realistisk? Fat pegefinger og tastatur og giv os dit bud på det.

Se Litteratursidens analyse af bogen her.

Se Litteratursidens anmeldelse af bogen her.

Se Informantions anmeldelse af bogen her.

Se Litteratursidens forfatterportræt her.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Mormor

    fre, 06/01/2017 - 16:28

    Det har virkelig været en sej omgang at komme igennem romanen, så jeg er også sent ude med en kommentar. Man kommer selvfølgelig ikke udenom Kirsten Thorup når man skal udvælge litteratur fra året og en så fremragende forfatter har udgivet en roman. Så jeg forstår godt den er udvalgt, men jeg er helt enig i de kritiske kommentarer der er kommet med hensyn til romanens længde og personernes troværdighed. Der er alt for meget tomgang i Taras tankegods, for mange gentagelser, der kun glider ned pga. forfatterens glimrende og varierede sprog. Men mange sider kunne have været redigeret ud - uden at det var gået ud over tema og forståelse.
    Kontrasten mellem Siris helt igennem modbydelige 'opførsel' over for Tara, og den yderst moderlige og omsorgsfulde Siri til slut, er lovlig hårdt skåret ud. Og Taras rutsjetur er heller ikke særlig troværdig. Forståelsen kræver i hvert fald at man godtager at hun er 'flere personer', som hun jo også selv oplever det. Hvem er jeg. Det er virkelig et svært spørgsmål. Der er mange gode ting at sige om romanen, men anmeldelsernes mange roser er lidt for mange efter min mening. Der er jeg mere enig med læseklubmedlemmerne: Det er en fantastisk roman at diskutere ud fra, et følsomt emne der rører ved mange ting - men for lang, for fragmenteret til at være den helt store oplevelse. Jeg havde håbet at forfatteren selv havde kommenteret omfanget. Har der virkelig ikke været tale om en yderlige redigering/forkortelse inden udgivelsen.

  • Jytte P

    tir, 03/01/2017 - 16:55

    Jeg havde egentlig opgivet at deltage i debatten om Kirsten Thorups bog ,og lidt for sent er det jo. Men jeg må indrømme, at det er sjældent en bog har givet så meget at tænke over som denne. Den har så at sige kværnet rundt i hovedet. Som det kan læses i næsten alle indlæg, har den været vanskelig at få hold på. Det kan være vanskeligt med et hoved, men hvad så med 10-12 eller hvor mange, der nu deltager i en gruppe? Dt er netop svært at yde bogen retfærdighed, fordi den er så stopfyldt med menneskeskæbner og begivenheder i netop fragmenter, som det nævnes. Men hvis nu definitionen på god litteratur er, at det er noget der sker mellem læseren og bogen (sådan som jeg antager), så vækker denne  både irritation, nysgerrighed og mange spørgsmål og ikke mindst associationer til det der omgiver os, og det er vel ikke så galt. Ja, og også ikke så få skæve smil om ikke morskab. Om forfatteren har villet det også, lidt ironisk selverkendelse, ved jeg ikke, men jeg håber det. Tara hænger ikke sammen set fra min side. Jeg ser egentlig alle fortællingerne om hende som scener på et teater. De kunne opføres hver for sig, og jeg forestiller mig, at det måske kunne være meningen også. Hun er på en måde skuespiller i sit eget liv som f.eks. tilhører og samtalepartner til den intellektuelle Henry, ven med flaskesamleren fra Rumænien og "venligboer"over for småborgerne, naboerne med dørtelefonerne. Vi hører jo om dem hver dag. Samtalerne med Siri i telefonen minder mig om mor og datter i Rytteriet, Siris performances med råt (halalslagtet) bloddryppende kød og senere i nicablignende forklædning som højgravid. Jeg tror ikke jeg kunne overvære det uden smil. Ja hvad mon der sker i "Arvingerne"? Ironisk oplever jeg også Siris besøg hos sin gamle kæreste  og sjæleven Kristian i Klampenborg med pejseild, rødvin og flygel. Han har ikke tid til hende, for han skal gøre orgelkoncerten til bispeindvielse færdig osv. osv. Men vi møder en menneskeskæbne så sammensat og splittet som nogen, og det er godt at tænke over, så jeg er glad for at have læst bogen. Jeg er i fuld gang med "Folkets skønhed", som fortælleteknisk er helt anderledes, og det er efter min mening noget af det fantastiske ved litteratur. De gode historier kan udfoldes så forskelligt, at man undres.

     

  • Jørgen Dissing ...

    man, 02/01/2017 - 12:00

    Kære alle læseklubdeltagere

    Mange tak for en god og livlig diskussion af Kirsten Thorups bog. Der har heldigvis været delte meninger, men det alle bedste er at man kan se at mange har fået nyt mod på bogen efter gode debatter i læseklubberne rundt omkring i landet. 

    ... Og lige om lidt kaster vi os over Merete Pryds Helle.

     

    Godt nytår!

  • Jakob Poulsen

    man, 19/12/2016 - 16:49

    ”Gad vide, hvorfor panelet har valgt denne roman?!” – Det var afslutningsbemærkningen efter en særdeles livlig diskussion i DR Romanklub på Hillerød Bibliotek om Kirsten Thorups ”Erindring om Kærligheden”. Fra start pegede nålen overvejende i retning af, at romanen er for lang og at både karakterer som historie utroværdig på flere plan.

    Måden Tara handler og agerer på blev bl.a. diskuteret flittigt. Taras forsøg på at kompensere for det manglende mor/datter-fællesskab ved at påtage sig en altopofrende og næsten selvdestruktive næstekærlig "hjælperolle", som Tara synes at have lettere ved at leve op til, virkede på de fleste i gruppen utroværdigt og uforståeligt.

    Med udgangspunkt i at Tara egentligt er en begavet karakter, er det svært at forstå, at hun ikke er mere bevidst om sit liv og situation. Det virker derfor fortænkt, at Taras forhold (eller mangel på samme) til Siri kvæler enhver rationel fornuftig tanke: hvorfor siger Tara ikke fra, sætter en grænse eller ligefrem rusker fysisk i Siri for at få luft for sine tanker i stedet for konstant at nedgøre sig selv overfor hende? Og hvis Siri er så god en datter, hvorfor tager hun ikke på et tidligere tidspunkt ansvar over for sin mor og får hende bragt i behandling?!

    Taras ”erindringer” virker ligeledes famlende, usikre og hendes personlige historie, får både læsere og hendes bekendtskaber kun drypvis informationer om, hvilket heller ikke gør Tara som karakter videre troværdig: hvad laver f.eks. nutidige ord og fænomener som ”realityshow” og porno (underforstået i tv!) midt i hendes jeg-fortælling, der udspiller sig ca. 1970 (p.92))?!

    De fleste mente, at Tara sandsynligvis kan diagnosticeres med et borderline-syndrom, som er udløst i hendes ungdom eller snarere i forbindelse med fødslen af Siri. Dette kunne forklare Taras næsten maniske (berørings)angst over for Siri, personlige usikkerhed og selvudslettende næstekærlighed og ikke mindst drikkeri.

    At Tara dog skal ende som ”landevejsridder” for så at blive samlet op igen af en nærmest forvandlet Siri (som i øvrigt efter ydmygelse af ordensmagten under COP15, til slut danner par med en politibetjent) og "lykkelige" genforening, synes som et konstrueret element i romanen. Og, som en i gruppen pointerede, er de to kvinders magnetiske forhold et studium i navlebeskuelse, der har svært ved at interessere andre end Tara og Siri selv.

    På trods - eller på grund - af de mange kritikpunkter manglede vores klub bestemt ikke samtalestof om ”Erindring om kærligheden”.

  • Jørgen Dissing ...

    tor, 15/12/2016 - 14:59

    Kirsten Thorup fortalte livligt og klogt om Erindring om kærligheden i P1 Eftermiddag i tirsdags - og om hvor givtigt det er for hende at kunne indgå i en debat med jer :)

    Hør indslaget HER.

  • Jørgen Dissing ...

    tor, 15/12/2016 - 11:35

    Mange tak for dine fine kommentarer og svar, Kirsten Thorup - og kom endelig på banen igen kære læseklubdeltagere - skyd løs, som man siger :)

    Jeg hæftede mig specielt ved én bestemt passage (som desværre er næsten mere aktuel end nogensinde) i Kirsten Thorups kommenter, nemlig der hvor hun skriver: "Et tema i romanen er netop hjælpsomhed. Hvem skal vi hjælpe? Hvor går grænsen? Ved havelågen? Ved byskiltet? Ved grænsen? Og hvilke konsekvenser har hjælpsomhed for hjælperen, f. eks. i forhold til omverdenens reaktioner?"

    Med baggrund i romanens udforskning af begrebet "hjælpsomhed" - hvor langt mener I så man kan/skal gå for at hjælpe andre - og hvilke konsekvenser er acceptable?

     

  • Kirsten Thorup

    fre, 09/12/2016 - 12:06

    Hej igen - tak for kommentarer. 

    Til rider 1

    Tara er psykisk sårbar (som det hedder i dag) og har også været indlagt i sin ungdom. Asperges, ja, måske på grænsen. Tara har ikke fået nærvær/voksenkontakt  i sin opvækt. Det vil sige hun har heller ikke fået udviklet evnen til nærvær . Og det er jo fatalt særlig i fohold til børn, små og store. Og i forholdet til datteren Siri

    Til Gitte Sørensen

    Tara får sine svagheder vendt til styrke ved at hjælpe andre. I stedet for selv at gå ned, handler hun. "If you feel helpless, help someone". Et tema i romanen er netop hjeælpsomhed. Hvem skal vi hjælpe? Hvor går grænsen? Ved havelågen? Ved byskiltet? Ved grænsen? Og hvilke konsekvenser har hjælpsomhed for hjælperen, f. eks. i forhold til omverdenens reaktioner. Kan forholdet mellem giver og modtaget blive ligeværdigt? Vil der være en forventning om at få noget til gengæld? Vil modtageren være plaget af taknemmelighedsgæld som i Proformaægteskab? 

    Det er nok anderledes at være mor til en søn, men det vigtige for mig var at skildre forholdet mellem forældre og børn set fra forældres side. Alle de følelsesdramaer man kastes ud i, alle de smertepunkter etc. 

    Jeg skriver ikke selvbiografisk, mine romaner er fiktion, men de bygger selvfølgelig på mit liv, mine oplevelser og erfaringer - også på anden hånd, hvad jeg har hørt og fået fortalt af andre, som er en del af mit mit. 

    Romanen er foruden en kvindes historie fra 60´erne, altså 5 årtier også tidsbilleder, men allesammen noget jeg har været involveret i eller har et forhold til helt personligt eller gennem folk jeg kender eller har mødt.

     

    Til Diva

    Formen er fragmentarisk, nedslag i Taras liv. Sådan kunne jeg bedst udfolde hendes historie, så der også blev plads til læserne. En roman er for mig ikke en årsag-virkning fortælling, det overlader jeg til fagbøgerne. En roman stiller spørgsmål, men besvarer dem ikke. En roman fremlægger almenmenneskelige dramaer.

    Mændene går igennem Taras liv, ja, de er vigtige, de giver hende på hver sin måde modstand,  men de bliver ikke. Hun kan ikke holde på dem, ønsker det måske heller ikke, bortset fra Robert, hendes indian summer kærlighed. 

    Til Ditte Krogh

    Tara og Siri er begge kunstnere. Mislykket og succesfuld. Så der har de noget tilfælles. Og de lever trods deres adskillelse i en slags symbiose. Og selvfølgelig har Siri ligheder med Tara. Selv om hun som udgangspunkt netop ikke vil lige sin mor. På godt og ondt har hun noget med sig "hjemmefra". Også - og måske især fra faren, Tore. 

    Navnesymbolik arbejder jeg ikke med. Men mange har gjort mig opmærksom på det. Mht. til Tara og Siri så var det vigtigt at navnene havde den rigtige farve - altså Tara som et mørkt navn, de to a´er, og Siri skulle være lyst de to i´er.

    Taras uerkendte og ubehandlede fødselsdepression præger deres forhold. At Tara ikke fra dag 1 kan folde sig ud som den perfekte mor.  Mens jeg skrev bogen, læste jeg nogle artikler i bladene af unge kvinder, der talte om at de havde haft fødselsdepression i forbindelse med deres nylige fødsler, og de beskrev hvor tabuiseret og skamfuldt det stadigvæk er ikke at kunne fungere som mor. Jeg troede at det tabu hørte fortiden til. Og ar vi var nået længere 

     

  • Ditte Krogh

    fre, 09/12/2016 - 10:27

    Superspændende betragtninger og indlæg, der er om denne bog. Og meget af det gik igen, da vi på Frederikssund Bibliotek havde vores første møde i tirsdags. Sikke en start!

    Som i nogle af de andre læseklubber, var vi også meget splittede. Nogle var meget glade for bogen, andre syntes at den var meget tung, omstændelig og alt for lang. Men fælles for os alle var, at vi syntes at den var superspændende at diskutere og at der var masser af stof at tage fat på. Vi kredsede meget om mor/datterforholdet, om den sårbare psyke, om kunstens rolle i menneskers liv, det samfundskritiske element og om mændene/fædrene, der glimrede ved deres fravær. Vi rundede også noget med navnesymbolik, f.eks. Tara (emballagens vægt) og Høegh (rovfuglen, der kredser over Tara og får hende til at føle at hun er i livsfare).

    En var blevet meget ramt af fødselshistorien, hun kunne selv genkende den kolde og upersonlige behandling af en nybagt mor på den tid. Allerede der bliver relationen mellem Tara og Siri skadet. Det var også her, vi syntes, at den samfundskritiske vinkel gjorde størst indtryk.

    Vi var også nogle, der blev meget ramt af at Siri umiddelbart virkede stærk og robust - men da vi kom "ind i hendes hoved" var hendes tanker meget lig Taras. Og alle håbede vi på, at det betyder at Siris forhold til sin egen søn eller datter bliver bedre end det hun selv er blevet udsat for.

    Vi kom vidt omkring og følte alligevel ikke at vi nåede omkring det hele på vores 1½ time, hvilket bare understreger, hvor meget stof, man kan gå ind i. Og bedst af alt: Stort set alle var meget gladere for bogen, da de gik end da de kom og flere sagde, at de ville give den en chance og genlæse den ved lejlighed.

  • Jørgen Dissing ...

    tor, 08/12/2016 - 12:19

    Hvor er det dejligt med alle jeres indlæg!

    Efter at have læst dem igennem kommer jeg til at tænke på om det netop kan være Kirsten Thorups ambition og pointe med bogen at "det er de samme følelser i forskellige variationer", som en fra Ishøj Bibliotek har sagt?

    Med det mener jeg om romanen i virkeligheden er et forsøg på at skrive et mor-datter-forhold frem som det faktisk er i virkelighden og ikke som den normalt bliver gengivet i bogform? Det kunne i hvert fald refærdiggøre de mange gentagelser af de samme følelser i mange variationer - for det er vel lige præcis det virkeligheden er i sin essens - gentagelse på gentagelse, mønster på mønster :) Det passer også godt med tanken om at vi som forældre alle er amatører. 

  • ridder1

    ons, 07/12/2016 - 16:13

    Vil gerne knytte an til et tidligere spørgsmål: er Tara psykisk syg? Man kan måske sætte diagnosen Aspergers syndrom på hende, men er det ikke lidt for nemt? Hun er svær at få hold på. Hun har medlidenhed med de forkomne sjæle, hun møder på sin vej, men formår ikke at tage imod. Hun magter heller ikke sin yngelpleje. Hun er mærkværdigt dårligt socialt fungerende, skyldes det et evigt savn af kærlighed? Fik hun kærlighed nok i sin opvækst? Helt elementært - uden kærlighed går det ikke. Hvad kender Tara i grunden til kærlighed? Den meget fragmenterede tekst er flot skrevet som netop erindringsglimt om kærlighed. Det er rigtigt godt forfatterhåndværk med mange smukke passager, som vi i vores romanklub i Frederiksværk citerede flittigt for hinanden, men romanen vil nok for meget. Der er for mange problematikker, så romanen føles helt enkelt for lang. Og man kommer alligevel ikke helt ind under huden på hovedpersonen.

  • Gitte Sørensen

    ons, 07/12/2016 - 14:53

    En lang roman om et kompliceret følelsesliv

    I DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek var meningerne delte om Kirsten Thorups Erindring om kærligheden – og dog. Vores tilsammen næsten 40 medlemmer, der mødes enten onsdag aften eller fredag formiddag i samme uge var på samme tid både begejstrede over romanen og nedslåede.

    Nedslåede fordi ”den havde været sej at komme igennem”, ”så mange sider om dette mor-datter forhold”, ”om en mor uden et liv” og om ”en kompliceret hovedperson”. Som en læser sagde: ”Jeg har læst denne her bog, og der er alt for mange ord i den. Der er ikke handling nok til alle de ord.” Her skal det måske også nævnes, at der var læsere, der ikke havde fået læst hele romanen, for den var lang og sej, men efter vores snak genfandt de faktisk lysten til at fortsætte eller læse den på ny. Det er netop dejligt, at læsekredse fungerer sådan. Man får lyst til at læse romanen igen med den nye viden og de mange refleksioner, som den fælles snak gav.

    Sådan fungerede det i hvert fald i Ishøj, og alle var ”høje” efter vores møde og alligevel glade for at være ”tvunget” til at læse en roman færdig, som de ellers ville have lagt fra sig, eller simpelthen aldrig selv have valgt at tage ned fra hylderne. Vi begyndte vores møde med at tage denne snak med vores medlemmer: ”Hvorfor har du meldt dig til DR Romanklubben 2017”, og svarene var læserne gerne ville læse noget andet end normalt, noget nyere, bevæge sig fra fx krimier eller faglitteratur til skønlitteratur og høre andres oplevelse af en roman. Se det kan vi lide at høre!

    Det var tankevækkende, hvor meget vores fælles snak om Kirsten Thorups roman gav til os alle. Samtalen om romanen foldede ”Erindring om kærligheden” ud, og en masse temaer blev nævnt: Moderrollen, den enlige mor, mor-datter forholdet, skæve eksistenser, ensomhed, kunstneridentiteter, jeg-identitet, psykisk ustabilitet, en usympatisk hovedperson, de fraværende mænd, autoriteter og myndigheder eller Danmarkshistorien efter 2. verdenskrig. Men vi kom også ind på naivitet, næstekærlighed, barndommens langtidsvirkning, social arv og erstatningshandlinger, som Kirsten Thorup skriver på side 178: ”Men demonstrationen var netop ikke hvad hun ønskede sig, men bare et surrogat for hendes egentlige ønske: At alt skulle blive godt mellem hende og Siri.” Ønsket om at forholdet til Siri skal blive godt, fylder meget for Tara alt i mens det faktisk ikke går særligt godt …

    Er det anderledes at være mor til en datter, end det er at have sønner? Det mente vi, og selvom romanen er ”en enorm bask bog med en kolossal sårbarhed på hver side”, som en læser sagde, så kunne vi som forældre også selv genkende nogle af de følelser og mekanikker, som romanen kommer ind på. Men den var ”utrolig omstændig”, som en læser sagde, ”der kunne godt have været ½ så mange sider. Det er de samme følelser i forskellige variationer. Det er så ekstremt.”

    På trods af dette overload af følelser, som man som læser måtte have pauser fra, så oplevede vi også det skægge, at kvinderne i vores læsekredse syntes, at der var for meget politik og samfundsaktivitet med i romanen. Fx vil en læser gerne vide, hvorfor klimatopmødet fylder så meget i romanen? Og en anden: Er bogen lidt selvbiografisk? Mændene derimod var glade for ’faglitteraturen’ i romanen, så kunne de få en pause fra dette svære kvindeunivers. Hvor berigende at begge køn kan have forskellige blikke og opfattelser af en roman.

    Nogle af os kunne referere til samtaler på BogForum, hvor vi forud for læsningen af romanen havde hørt Kirsten Thorup fortælle om sine intentioner. Andre mødte op med en artikel med et interview med forfatteren, som de havde læst. Og vi henviste selvfølgelig både til Litteratursiden og Forfatterweb, hvor vi kan læse om Kirsten Thorups tidligere romaner og eget liv, som vi kunne drage visse paralleller til.

    Rigtig meget af vores snak gik selvfølgelig på Tara og på hendes reaktionsmønstre, hendes følelser og hvorfor hun er og er blevet som hun er. Hvorfor er hun så selvudslettende, så meget en hjælper – hun hjælper andre mere end hun hjælper sig selv – og er hun faktisk psykisk syg eller bare en helt normal mor, der elsker sit barn mere end hun måske elsker sig selv og brændende ønsker sig at blive elsket tilbage i samme udstrækning?

  • Nina Wegner

    ons, 07/12/2016 - 11:55

    Hvad vil Kirsten Thorup os med denne roman?, spurgte en af deltagerne i DR-læseklubben i Horsens. Vi tog en runde og satte ord på den første umiddelbare læseoplevelse og det fælles indtryk var: tung og svær læsning, tæt tekstbillede, mange ord og gentagelser. En fra gruppen brugte udtrykket ”en container fuld af ord”. Måske kunne romanen vinde ved en afkortning? Mange havde glædet sig til læsningen, fordi Kirsten Thorups tidligere romaner er blevet læst med stor fornøjelse og interesse. Nogle i gruppen synes bedst om 1. del af romanen og andre synes bedst om den sidste del. Sproget er rigtig godt, og der blev citeret flittigt fra afmærkede dele af teksten. De samtidshistoriske nedslag, særligt den sidste del med klimatopmødet, fandt mange i gruppen interessant. Vi snakkede selvfølgelig også om moder-rollen, de mange komplekse følelser mellem forældre og børn i alle aldre. Jeg hørte Kirsten Thorup på bogmessen hvor hun i en samtale med Merete Trap på Litteratursidens stand sagde: (citeret efter hukommelsen): ”Forældre er altid i periferien, set fra børnenes synsvinkel.” og ”Forældrenes følelser over for børnene er stærke også når børnene er voksne.” Vi sluttede med at snakke lidt om Tara og Kirsten Thorup og sammenfaldene i livssituationen, at være en efternøler, det tidlige ægteskab, ung mor-situationen. Så spørger jeg igen: Hvad vil Kirsten Thorup os med romanen? Terapi? Hjælpe os med at sætte ord på de svære følelser? Personligt er jeg i hvert fald blevet skubbet lidt på vej til bedre forståelse af mine egne forældre-børn følelser.

  • Hanne Ingerslev

    tir, 06/12/2016 - 11:32

    Der var en livlig debat i gruppen på gentofte hovedbibliotek. den gik især på titlen:  Erindring om kærlighed -  var der tale om kærlighed ??? Det syntes vi ikke. Og hvor intelligent var Tara?  Hun havde en studentereksamen, men hun blev ved med at begå de samme fejl.  Og så syntes vi bogen var alt for lang.

  • Hanne Ingerslev

    man, 05/12/2016 - 21:56

     

     

  • Hanne Ingerslev

    man, 05/12/2016 - 21:24

    Hvoe ER jeg glad for at Kirsten Thorup er med, for efter mødet i Hovedbiblioteket i Hellerup har jeg SÅ mange spørgsmål !!!!!!

     

  • Kirsten Thorup

    man, 05/12/2016 - 16:49

    Hej - kære læsegrupper og læsere 

    God fornøjelse med "Erindring om kærligheden"

    Jeg ser frem til at svare på nogle af jeres spørgsmål

    Hilsen Kirsten Thorup

  • Diana Bach

    man, 05/12/2016 - 14:47

    Hej I Moritzen

    Forfatterne vil komme til at optræde på DRs P1, det bliver som en del af programmet P1 Eftermiddag. Første gang, med Kirsten Thorup, vil være tirsdag den 13. december. Vi arbejder desuden på at lave en form for podcast med forfatterne, men det er ikke faldet på plads endnu.

    Venlig hilsen

    Diana, DRs læseklubber

  • Jørgen Dissing ...

    man, 05/12/2016 - 13:24

    ... Nu kommer det: Overraskelsen er at Kirsten Thorup selv deltager i vores debat fra i dag! Og det er jeg virkelig glad for. Mange tak fordi du vil være med, Kirsten Thorup.

  • I Moritzen

    man, 05/12/2016 - 12:47

    Det er ikke specifikt denne bog, men generelt. Kommer der i år en opfølgende samtaleserie med forfatterne på dr p1?

  • Jørgen Dissing ...

    man, 05/12/2016 - 12:28

    Jeg har en dejlig overraskelse til jer alle sammen - en julegave kunne man næsten fristes til at sige.

    Men I får først at vide hvad det er om ca. en times tid :)

  • DIVA

    søn, 04/12/2016 - 10:30

    Bogen er fragmenter i Taras liv - uden dybdegående beskrivelse af, hvorfor hun er belevet, som hun er.

    Bogen beskriver mor-datter forholdet gennem flere genrationer - især det uperfekte, det grimme, det vi helst ikke vil se og det uønskede.

    Men gennem det hele går kærligheden, som  er ikke er nem, men både konflikt- og modsætningsfyldt.

    Tara høster identitet hos dem, hun omgåes, hun flakker hid og did.

    Kunsten som forløser.

    Siri og Siris forhold til sin mor baner vejen for, at hun nok selv kan blive en bedre mor 

    Kærligheden mellem mor og datter.

    Mændene er fraværende, men vigtige i deres liv. I valget af Michael som Siris partner, findes nok den stabilitet, som gør, at livet lykkes bedre for Siri og hende datter.

    Vi har haft en gennemgåede trang til at komme i dybden med Tara og hendes historie. Den fragmentariske skrivestil gør, at vi ikke får "hele" historien og som læser bliver ladt i en uforløst nysgerrighed over årsagerne til til, hvordan deres liv er blevet, som det er.

    Måske er det også grunden til, at vi absolut ikke er enige om vores syn på Tara og Siri.

     

  • I Moritzen

    lør, 03/12/2016 - 20:37

    Jeg havde også håbet på mere efter mine anmelderlæsninger. Det er vel forhåbentlig ikke et tilfælde, der falder ind under emnet i en anden debat her på siden: Købte anmeldelser......?
    Tara er for meget korrekt, jeg sidder med en tjekliste for hendes som tidstypisk klichefigur, det hele er der næsten. Jeg mangler lige hiv-smitte og gidsel i en flykapring, emner der kunne tidsfæste hende privat til en omgivende verden, som ikke indgår ret meget i bogen, men som mange læsere jo kan fylde ud med selv.
    Og jeg håber, at " ønsket " om kritiske indlæg er reelt, jeg er ikke helt sikker på, at det har været så velset gennem tiden. Nogen meddebaterende forfattere kunne ikke helt håndtere det.

  • Kirsten Selch

    lør, 03/12/2016 - 18:51

    Mange tak for din opfordring til lidt mere kritik her på Litteratursiden, Jørgen Dissing.

    Min skuffelse over romanen bunder bl.a også i de meget store forventninger jeg havde til den på baggrund af yderst positive anmeldelser i både Politiken, JP, Berlingske og Information. Jeg havde faktisk en oplevelse som var jeg med i Kejserens nye klæder, da jeg var færdig med at læse den !!!

    Og nu er romanen så nomineret til en fin litteraturpris. Men jeg vover mig alligevel lige ud i en konkretisering af mine forbehold:

    Det er rigtigt at temaet er både individ- og samfundsrelateret. Men det betyder også at Tara, hvis opvækst er ganske fint og interessant dvs levende skildret, efterfølgende skal eksemplificere "tidens tendenser" fra ca. 1960'erne og frem til klimatopmødet i Kbh. Og vi kommer så at sige hele paletten rundt.

    Derfor optræder hun som naiv, frygtsom og uheldig kurer i Israel for en statsløs - marxistisk vel at mærke - flygtning og ender i forhør og brutalt fangenskab i Israel.

    Hun indgår dernæst proformaægteskab med Massoud, en tunesisk flygtning, omsorgssvigter den datter hun får med en anden mand, hutler sig igennem som enlig mor, og datteren tvangsfjernes.

    Tara lever i en periode som prostitueret, dernæst af rengøring, får datteren hjem og flytter i bofællesskab, flytter igen, er i clinch med socialforvaltningen, foranstalter sammen med en professor en protestmarch mod de serbiske overgreb på den bosniske befolkning - vi er nu i 90'erne - besøger alle Kbh's kunstgallerier ( hendes datter er nu anerkendt performancekunstner) og senere giver hun husly til en rumænsk flaskesamler, bliver derfor smidt ud af sin lejlighed og ender selv som posedame.og vi får også lige et meget politisk korrekt og laangt afsnit om klimatopmødet til slut.

    Det er noget af en svingtur, man kommer rundt i, når man som læser følger Tara, men den gør ikke Tara særligt forståelig,levende og nærværende som INDIVID. Tværtimod!

    Blandt andet også fordi fortællestilen i lange passager er meget monoton, beskrivende og med meget indirekte tale og tankereferat.Replikindividualisme og scenisk fremstilling er der ikke overvældende meget af :
    Don't tell it , show it, Kirsten Thorup, kunne man tage sig i at tænke indimellem.

  • I Moritzen

    lør, 03/12/2016 - 14:46

    Jeg er også totalt skuffet over bogen. Alt for mange ord om alt for lidt. Og det med at konkretisere kritik, det ville jeg ikke kunne specificere ud i enkelte passager, det er i min læseoplevelse en grundtone i bogen. For vag i substans, hvorfor og hvordan gik det som det gik - og for korrekt holdningsmæssigt. Det er ikke nemt at få hold på forløb og personer, der er ret løst tegnet, men i en fastholdende skitse. Jeg har læst meget af den tidligere såkaldte kvindelitteratur, der var der mere kant på personer og begivenhedsforløb, så det her siger mig ikke ret meget, der er end ikke beskrevet et egentligt opgør mor ~ datter.

  • Hanne Ingerslev

    lør, 03/12/2016 - 14:17

    Kan kun give Kirsten Selch ret. Jeg var også dybt skuffet. Huskede med stor glæde "Himmmel og Jord" - og sikke så en omgang rod. Alt for lang og en svælgen i følelser. AK  AK !!!

  • Jørgen Dissing ...

    fre, 02/12/2016 - 14:06

    Til slut i romanen siger Siri at det er nødvendigt at "opdage en etik og en politik i hvad mødre allerede gør", hvilket jeg tænker hænger lidt sammen med den kritik Kirsten Selch har givet af bogen; nemlig det at bogen både har et individpræget tema om det udsatte menneske, men også et mere generelt samfundskritisk sigte.

    Om det så er det, der giver Kirsten Selch en oplevelse af at tidsbilledet og persontegningen forekommer skabelonagtig, skal jeg ikke kunne sige. Under alle omstændigheder vil jeg gerne sige tak til dig Kirsten for at komme med en kritisk røst i dette forum - for det mangler vi ofte. 

    Men kan du ikke lige komme med et par eksempler på det du er kristisk overfor i bogen, for så er det meget nemmere at starte en rigtig god debat om emnet? Det er altid godt med noget konkret hvis flere skal blande sig i debatten og det håber vi jo på :) 

    Kom alle I andre, jeg ved læser med derude - byd ind!

  • Kirsten Selch

    fre, 02/12/2016 - 13:04

    Blev dybt skuffet over Kirsten Thorups roman.
    Det er vanskeligt at begribe baggrunden for det problematiske mor- datterforhold.
    Romanen kan efter min mening ikke betegnes som specielt realistisk. Tidsbilledet og persontegningen forekommer meget skabelonagtig, og den politiske korrekthed i forbindelse med klimatopmødet i romanens slutning er bare for meget.
    Hertil kommer lange beskrivende og reflekterende passager der kører i kedsommelig tomgang.
    Det er bestemt ikke Kirsten Thorups bedste roman.

  • birgit bjerregaard

    tor, 01/12/2016 - 12:57

    Glæder mig til at deltage. Jeg skal dog lige have genopfrisket bogen, det er et stykke tid siden, jeg læste den. Oplevede Kirsten Thorup på Louisiana sammen med Linn Ullmann. Et fint møde.

  • Jørgen Dissing ...

    man, 28/11/2016 - 15:24

    Den flyvske Tara bliver gravid med kunstneren Tore og føder en lille datter, Siri. Tara elsker sin datter og forsøger at skabe en tryg og kærlig kernefamilie for hende. Desværre er Tara ikke bygget til den slags, og datteren bliver derfor fjernet. Op igennem Siri og Taras liv følger vi, hvordan deres forhold ændrer sig og forskydes for til sidst at være næsten ødelagt.

     

                  Til alle MØDRE derude:  Er Kirstens Thorups skildring af mor-datter forholdet realistisk?