Priapus

Læseklub

Fra læseklubben DR Testklubben

Af Stine Bang Iversen. Publiceret 22/02/2010. Opdateret 03/05/2010.

"Priapus" af Mathilde Walter Clark

Bogens forside

Priapus var gud for frugtbarhed og avlekraft. I "Priapus" er han en erfaren forfører, der lader sig indlægge til afvænning (af kvinder), da hans elskede dør.

Udgivet: 
2010
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
460
Lån bogen - Køb bogen
Find bogens pris via

Bogen diskuteres i Smagsdommerne 25. februar. Den var til debat her på siden i februar og marts

Tusind tak
Skrevet af Stine Bang Iversen, fre, 26/03/2010 - 17:19

Tusind tak for jeres gode indlæg om Priapus. Jeg bliver i grunden altid lidt glad når alle ikke er enige. Og det sjove i denne debat er at det som Alice og Poul Erik ikke kan lide, er det som gør Susanne og Kristian godt kan lide bogen - nemlig Priapus som persion og sproget. 
Det er dejligt vi som læsere er forskellige og bliver tiltalt / frastødt af forskellige ting.

Dette er ikke en afslutning på debatten. Alle er stadig velkomne til at debattere bogen...

Jeg har nydt at læse bogen og
Skrevet af kristian, tor, 25/03/2010 - 22:58

Jeg har nydt at læse bogen og synes den er meget humoristisk skrevet. Jeg har gnækket flere gange undervejs og moret mig over de mange vanvittige metaforer og de rablende beskrivelser af en mand på den yderste rand. Herligt!

Der er flere der udtrykker skuffelse over en manglende troværdighed over figuren Priapus. At han skal trækkes med et så fjollet navn, indikerer vel at det ikke er troværdigheden der er i højsædet?

Jeg har læst romanen over få aftener og jeg har nydt at blive præsenteret for dette skøre univers som Faye, Priapus, astronauten og alle de andre figurer er en del af. Vel er romanen lang, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere sider, for det er en bog som jeg har haft svært ved at lægge fra mig.

Af Walter Clarks tidligere værker har jeg læst Tingenes uorden og vil helt sikkert finde mig et eksemplar af T. Madsens Ego.

Møde med en gammel kending - testlæserkommentar
Skrevet af SusanneRubæk, tor, 25/03/2010 - 12:31

Mathilde Walther Clarks romanfigur Priapus og jeg har mødt hinanden før.

Gennem beskrivelsen af denne arkemandetype åbenbarede der sig et kig ind i forførerens verden, som tidligere ikke har været mig forundt. Hvilken herlig og befriende læsning. For forføreren må hver dag betræde en dilemmafyldt og trist vej gennem livet.

Da først min egen modvilje mod forføreren som type var overvundet, kunne der indfinde sig en stor glæde over det perlende sprog, den krydrede detalje og de sproglige omveje som Mathilde Walther Clark byder på i Priapus - tilsat et mangfoldigt og mærkværdigt persongalleri. En overskudsagtig og fantasifuld leg med finurlige sprogblomster og outrerede medvirkende, der bringer læseren ud over hverdagens trivialiter og vante tænkning. Her er ikke tale om en gul narrehat. Her serveres istedet overdådig Othellolagkage, der skal konsumeres i små delikate stykker, for at nydelsen kan bestå, og oplevelsen ikke bliver kvalm.

Jeg kan derfor anbefale at tage et lille stykke hver aften af modige Mathilde Wather Clarks overflødighedshorn af en roman om den på samme tid fænslende og frastødende forfører. Tjek også den geniale hjemmeside ud - om ikke andet for at blive bekræftet i, at vi er mange der har mødt Priapus på vores vej gennem livet...

Priapus - en forfører med en gul hat og intet andet.
Skrevet af AliceM, man, 15/03/2010 - 20:32

Da jeg blev udvalgt som testlæser af Mathilde Walther Clark's roman "Priapus" var jeg spændt. Spændt fordi at hjemmesiden bag bogen - www.priapus.dk - på diveres webblogs var blevet gjort mystisk og interessant: En hel masse mennesker på poloraid billeder med kommentaren "Jeg har også været sammen med Priapus".

Inden den meget meget tykke bog ankom med posten havde jeg allerede på hjemmesiden læst det første kapitel på hjemmesiden. Jeg var fanget - sproget var spændende, indholdet var interessant.

Det skulle vise sig at jeg tog grueligt meget fejl.
Bogen er lang - ufattelig lang. Faktisk alt for lang.

Priapus er en mand der lever det vilde liv. Han er manipulerende, forførende, ubehagelig og ikke mindst impotent når det gælder hans elskede Faye. Det er han tilgengæld ikke når det gælder alle andre kvinder der kommer i nærheden af ham. Priapus er kort  sagt en rigtig røv der knalder til højre og venstre. Da Faye drukner i stillehavet vil Priapus være den mand han burde have været - han forsøger. Indtil vi mister ham...

Handlingen er kedelig og utroværdig. Priapus er egoistisk og barnlig på en måde så han virker fuldstændig utroværdig. Jeg blev irriteret på den manden med den gule hat. Ikke så meget pga hans valg og opførsel, men mere fordi personen er så utroværdigt beskrevet. Det samme gælder figuren Dr. Karma og Faye's far - den tidligere astronaut, som Priapus egentlig er lidt angst for, men som han meget kort efter er fuldt fortrolig med. Figurerne er i mine øjne så langt fra troværdige og realistiske som det er muligt i en bog som ikke omhandler hekse, aliens og andre fantasifigurer.

Jeg var i starten fanget af sproget, men som jeg kom længere ind i bogen blev jeg bare ærgelig over at bogen er skrevet med "vi" som fortælle stil. Kapitlerne er rodede og meget uforståeligt. Mange sætninger er utroligt lange - et sted bemærkede jeg at en sætning - inklusiv diverese indskudte sætninger - fyldte over 5 linjer. Alt alt for langt hvis tingene skal give mening når jeg læser.

Jeg har  været meget meget tæt på at give op overfor bogen i flere omgange. Der er ski ikke meget ved en forfører-roman der ikke forfører læseren...

anmeldelse af Mathilde Walter Clarks roman "Priapus".
Skrevet af Varmose, man, 15/03/2010 - 13:54
Anmeldelse af Mathilde Walter Clarks roman "Priapus"
 
af Poul Erik Balle Varmose.
 
Duften af kaffe breder sig køkkenet, medens brødet er ved at blive ristet og skålen med havregryn står klar på bordet, da postbudet kommer for at aflevere pakken fra DR Testklubben, hvori Mathilde Walter Clarks roman "Primus" ligger klar til at blive læst.
Det viser sig at være en roman på over 450 sider, og på forhånd glæder jeg mig , idet jeg tænker, herligt med en sådan murstens-roman, hvor fortællingen kan komme langt omkring både i tid og rum. Men hvor bliver jeg dog skuffet, idet denne roman bliver et slidsom arbejde at komme igennem.
Forhåndsomtalen af romanen vakte min interesse, idet emnet omkring den mandlige forfører Priapus, som han hedder i romanen, i sig selv gør mig nysgerrig; hvad er det egentlig, der er på spil, når denne Don Juan-type nedlægger den ene kvinde efter den anden; det ville være interessant at høre, hvordan en nutidens forfører som Priapus navigerer i det kvindelige (kunne man måske kalde det)  landskab.
Historie kort fortalt er den, at Priapus nedlægger den ene kvinde efter den anden, indtil han en dag møder en, som han (postuleret) bliver forelsket i og senere gifter sig med. Han mister samtidig sin virilitet til Fay, som den udvalgte hedder, men ikke til andre kvinder (ak ja!); først da Fay er druknet (død!) indser han, at han har fejlet og indskriver sig derfor på en afvænningsklinik for forførere. Det hele slutter med, at Priapus er på flugt fra en hel masse mennesker, som han har svigtet, og ender sine dage i sin bil, der flyver ud over autoværnet på Highway 200 og ned i tomheden, og det hele opløses "i et mægtigt lysglimt og efterlader os med : et hul."
Problemet men denne fortælling er blandt andet, at fortælleren – der i øvrigt på en lidt omklamrende måde inddrager læseren med sit "vi" i beskrivelsen – hele tiden har en mærkværdig distance til det der fortælles; man fornemmer slet ikke, at fortælleren har lyst til at fortælle sin historie til os læsere, hvilket gør det hele diffust.
Men det allerværste ved denne fortælling er egentlig, at den er så urealistisk og postulerende, at jeg som læser slet ikke kommer til at kunne tro på personerne i romanen.
Det kan selvfølgelig være i orden som forfatter at ændre på den gængse opfattelse af, hvordan en forfører egentlig er; Priapus bliver i romanen beskrevet som en, hvor det alene kommer til at handle om selve den seksuelle akt og ikke så meget om det, som
en forfører-type tilsvarende Casanova bruger sin energi på, nemlig selve det mentale med søde forførende ord og handlinger, der får blødgjort kvinden, så hun åbner sig bogstavelig talt. Og netop i det øjeblik mister Casanova-typen jo interessen for kvinden og er allerede på vej videre.
Men i beskrivelse af Priapus bliver det hele så skematisk og postulerende fremstillet, at jeg som læser slet ikke kan tro på det. Der er intet sted fortalt eller beskrevet, hvad det reelt er, der gør, at så mange kvinder nærmest står i kø for at møde Priapus – det bliver bare postuleret, at sådan er det; når man tænker på romanes side-mæssige omfang, så burde der også have været plads til en sådan nærmere beskrivelse.
Hvad er det, Priapus foretager sig som forfører, det bliver egentlig ikke rigtig fortalt. I virkeligheden gør han ikke så meget, det bliver bare postuleret, at sådan er det, og hermed bliver Priapus som person helt utroværdig og fortællingen knækker.
Priapus bliver nogle steder i fortællingen beskrevet som en, der har styr på det hele, men andre steder - når det passer ind i romanplottet - beskrives han som så umoden, så det er svært at kunne forstå, hvordan han skulle kunne have evner som en forfører. For eksempel er der afsnittet, hvor Priapus møder sin kommende svigerfader, der er tidligere astronaut, så urealistisk , at det ikke en gang er morsomt. Først er Priapus bange for den kommende svigerfader, og to sekunder efter sidder svigerfaderen i en fortrolig samtale med Priapus, og får ham til at love, at han nok skal passe på datteren. Hvordan denne ændring i deres samtale er forløbet fra høflig distance til hjertelig fortrolighed (inden for få minutter!) bliver der ikke godtgjort for - og derfor bliver det heller ikke en troværdig historie. Og jeg kunne nævne utallige eksempler for denne modsigelse af personkarakteristrikken af Priapus.
Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at den kvinde, Priapus så på et tidspunkt forelsker sig i, nemlig Fay, i begyndelsen er beskrevet som en klog og succesfuld kvinde, der har en universitetsuddannelse bag sig og desuden er en forfatter med flere litterære priser bag sig; altså en karriere-kvinde, der nok har nogenlunde styr på sin tilværelse. Men senere i fortællingen bliver selvsamme Fay beskrevet som en kvinde, der er så dum og hjælpeløs, og som slet ikke kan finde ud af noget som helst, blot fordi det skal passe ind i den konstruerede historie. Beskrivelsen af Fay som person hænger simpelt hen ikke sammen.
Det forekommer mig, at forfatteren har forlæst sig på eller opbygget et forvrænget billede af netop denne type mand, der ganske vist har mange kvinder, men altså også har forføreriske egenskaber for at besejre disse kvinder, der giver dem den tvivlsomme status som forfører. Her i romanen bliver det postuleret, at kvinderne nærmest står i kø for at blive taget af Priapus, men der er intet, der reelt underbygger,  at en sådan kødannelse af kvinder foran Priapus er troværdig.
   Ganske vist sker der en udvikling i fortællingen, men reelt sker der ingen udvikling af personerne, der er troværdige, fordi de er placeret i et univers, der ikke hænger sammen.
 
Der er skrevet flere bøger om, hvordan man kan skrive en roman, en af disse er Irma Lauridsens lille bog "Skriv en bog", hvori der nærmest som noget selvfølgeligt bliver opregnet, at man som læser skal kunne tro på de beskrevne personer i fortællingen og at der "ikke må være modstridende personlige kendetegn i manus"; det havde været rart, hvis Mathilde Walter Clark havde været opmærksom på bl. a. disse ting.
Skal man læse en bog, hvor der bliver fortalt på en fantastisk måde, der er så nærværende og troværdig, så man bare bliver suget ind i det fortælleunivers, der bliver fremlagt, så skal man for eksempel læse Thorstein Thomsens romaner. Det er eminente fortællinger, hvor man absolut ikke føler at man spilder tiden, som jeg desværre gjorde ved læsningen af "Priapus", hvilket selvfølgelig er ærgerligt på mange måder.
'
 
Poul Erik Balle Varmose.

Priapus - kvindetanker om mandstanken
Skrevet af Birgitte Maria Smidt, søn, 14/03/2010 - 21:05

Jeg har læst første kapitel af Clarks Priapus, der ligger på nettet, og jeg kan derfor kun udtale mig om dette ene. Men først lidt om hjemmesiden, www.priapus.dk: Jeg synes først og fremmest, at hjemmesiden er intet mindre end genial: Den er svær at sidde overhørig, for... Hvem har ikke prøvet at lade sig forføre af den forkerte, Manden, Alfa-hannen, som vi hver gang har troet ville ændre sig og falde til ro med lige én selv... ?Samtidig er det også genialt, at den måde, det gøres på, er en aktivering af os læsere, og en medinddragelse: vi handler, vi sætter vores foto på, vi bliver set, vi bevidner, det er sket, han er der, Priapus-figuren, se selv, for vi er her! - og ved at vise os viser vi samtidig værket frem for verden. Clark har skabt en ramme, som vi kvinder selv skaber liv i med vores mangfoldige ego-billeder. Det er da genialt. Jeg er dybt misundelig, nu er idéen brugt! ;o)

Om bogen: Som sagt har jeg kun læst det ene kapitel. Umiddelbart mærkede jeg hurtigt, at en mening tog form. Jeg registrerede først og fremmest sproget, som forekommer mig en smule fladt og primært forholdende sig til det konkrete - og det imponerer mig ikke decideret. Jeg mangler dybde, væsen, puls, autencitet. Sproget gør, at vi er fjernt fra figuren; Priapus opfattes vitterlig i distanceret tredje person, og det må være tiltænkt, til gengæld er vi tættere på fortælleren, og det kræver mere læsning for at kunne forholde sig til vigtigheden i det.
Clark har i fomen fundet en interessant vinkel og ramt det sted, hvor vi alle rammes i livet: En kvinde kigger ind i mandeverdenen - spørgmålet er, om hun når derind.

Hører gerne fra flere, der har læst og ment.

Vh Birgitte Maria Smidt.

Priapus på nettet
Skrevet af Stine Bang Iversen, fre, 26/02/2010 - 12:53

Dejligt at se du allerede er i gang Alice! 

Jeg glæder mig til at høre hvad i alle synes om den. 

Smagsdommerne var ret uenige om bogen. På den negative side stod forfatter og musiker Kristian Leth og manuskriptforfatter Nynne Oldenburg, som synes den var uden mystik og med en kedelig mande beskrivelse. Kristian Leth kaldte den "et stillads uden om ingeting".

Instruktør Rasmus Heide synes til gengæld den var morsom, god og velskrevet, så det skabte en del debat i studiet.

Du kan se se Smagsdommerne på DR's hjemmeside 

Også dagbladende er splittede - i nogenlunde samme lejre som vores smagsdommere. Men de er nu ikke lige så hårde som Kristian Leth. Fra 3 - 5 stjerner får den i de aviser der har stjerne/hjerte system.

Hvis i vil læse mere om bogen kan i besøge DR Testklubbens side på DRs hjemmeside.

I kan også besøge Mathilde Walther Clarks ret underholdende hjemmeside

Jeg venter..
Skrevet af AliceM, tir, 23/02/2010 - 19:22

Jeg venter spændt på at modtage mit test-læse eksemplar af bogen. Den dukker forhåbentlig op i morgen, når nu den ikke var med posten idag.

Jeg har dog allerede læst første kapitel af bogen - det ligger nemlig frit tilgængeligt på den hjemmeside Mathilde har lavet til bogen - www.priapus.dk.

Jeg syntes det tegner godt. Sproget er spændende, så mon ikke bogen bliver en fornøjelse?

Jeg har store forventninger til bogen - Mathilde har været utrolig god til at skam et slags mediestunt på nettet via priapus.dk, som gik under titlen "Jeg har også været sammen med Priapus". Specielt det kvindelige blog miljø har været meget med på dette stunt, hvilket har skapt en del mystik omkring Priapus op til udgivelsesdatoen.

Jeg vender tilbage når bogen er ankommet og jeg er kommet godt igang.

 

 

Til top