Fra læseklubben Lyrik Læseklubben
Pokalhjertet
Læseklub
Af Ole Knudsen. Publiceret 24/03/2010. Opdateret 05/08/2010.
Bogen er til debat i april 2010
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 2363 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Et (noget forsinket) svar (men det er vel aldrig helt for sent, sådan ud over kanten for sent, og så stikker jeg lige piben ind, og forsøger at nærme mig det væsentlige,) der handler mere om ”Havet under huden” end ”Pokalhjertet”.
I ”Havet under huden” indgår kroppen og omverdenens fænomener også i et samspil, eks. på s 36: ”En sidste musik for sygdommen / en sidste tone af mørke / før solens fingre glider gennem / himlens hårpragt” I forhold til ”Pokalhjertet” er tonen og billeddannelsen i det citerede mere naivt / sfærisk / transparent osv. På s 32 skrives kroppen, sindet, kloden og Gud sammen til et nærmest holistisk billede; det syntes jeg virkelig er et stærkt digt i alt sin enkelthed. Sådan som jeg læser det bliver jeg ført rundt mellem flere forskellige niveauer. Digter jegets eksistens og naturfænomenerne er forbundet i et kontrasterende forhold; som Gud sætter i scene ovenfra. Måske er billede naivt men jeg syntes at det fungerer; og det gør det i kraft af de forskellige niveauer indenfor eksistensen (religionen el. lign) der ubesværet sættes i spil. Enkelt og god.
Og digtet s 30 som du henviser til syntes jeg er godt i al sin enkelthed. I modsætning – eller forlængelse… til det jeg citerer ovenover, så er der en dybere tone, og et smukt harmonisk faldt ind, eller ud, i verden. Det punkt som digter jeget skriver han er til i, ser jeg som en formfuldendt kontrast, mellem en skarpt linjere (papir) kant, og de uendelige krummende horisontvidder, der falder bag horisont linjen og i en eller anden form ender i nakken på det jeg der står og kigger ud over havet. Digtet rummer smerten og håbet, det nære og fjerne, det lineære og cirkulære i en poetisk samklang.
Det var hverken en spøg eller næste tema.
Eller, citat Rune :" Det kan være et muligt lille oplæg til en fremtidig debat om litteratur": "Hvor mange kontraster foretrækker du som læser ?"
Var det en spøg eller er det næste måneds tema ?
Ved at læse citaterne Jens kommer jeg til at tænke på et mønster i ”Havet under huden” hvor et spor rækker frem til det eksplicitte tema i forfatterskabet: opgøret med fortiden, og et andet ud mod verden, naturen, Gud etc. Begge disse retninger ser jeg også repræsenteret i ”Pokalhjertet”, eks. s 21, hvor det naturlige talent holdes nede af det stivnede og firkantet (…normal / og fliseformede…).
Måske har du ret i at det er uhensigtsmæssigt at sammenligne de to samlinger, men på den anden side så giver det mig noget til bearbejdelsen af ”Pokalhjertet” at havde noget at sætte den op imod, som et mod – og medspil; det kan det i hvert fald være nogle gange. Jeg kan godt følge dig i at ”Pokalhjertet” virker mere gennemarbejdet end ”Havet under huden”, og jeg kan ikke overskue om det har nogen indflydelse på at ”Pokalhjertet” også virker mere klaustrofobisk på mig; det er simpelthen stød i mellemgulvet, dog uden at slå mig omkuld. Hvorimod ”Havet under huden” kan jeg simpelthen bedre ånde i, der er – måske – på en eller anden måde mere plads til mig som læser. Tonen og energien er ikke så anmassende som i ”Pokalhjertet” og det er ikke ment som en kritik af nogle af værkerne, men egentlig bare en konstatering i min egen indre dialog med værkerne, dig, dem og os.
P.S.
Efter at jeg har skrevet disse linjer har jeg læst dit indlæg Mik, og jeg syntes det er interessant at du peger på ”Havet under huden” som mere strukturelt gennemarbejdet. Det er ikke den oplevelse jeg har fået ved at læse dem, måske skyldes det at du i ”Pokalhjertet” har lagt alfabet sporet? eller at ”Havet under huden” i sin tematik er bredere funderet?
Hej Mik,Ole & Rune.
Jeg bruger nu ikke ordet struktureret, men det er rigtigt, at jeg synes digtene rent tematisk hænger mere sammen i Pokalhjertet, hvor Havet Under Huden breder sig mere ud på en aller anden måde.Der er mere kant eller flere kontraster, måske det jeg ser som det ekspressionistiske!
Pokalhjertet er velskrevet. Jeg holder af dine digte Mik.
I øvrigt, er det fedt, at vide lidt om skriveprocessen med hensyn til Pokalhjertet;det er sku en gave, at have forfatteren og digtersjælen himself med her på litteratursidens lyrikklub.Dejligt for dig, at Pokalhjertet var god for dig !
Selv tak for dit indlæg, Ole.
"et større intellektuelt overblik i samlingen" er ikke det, jeg efterlyser. Jeg efterlyser flere steder, hvor tempoet sættes ned, og hvor der er et øje i orkanen, hvorfra der rapporteres fremfor en orkan foran øjet der fortælles om. Det digt i samlingen hvor jeg synes det lykkedes til fulde på alle måder er digtet på side 46. Her fremhæves det vanvid der kan være i på en voldsomt kontrollerende og overdrevent selvbevidst måde at ville konkludere på levet liv fremfor at ville se tilbage og genopleve det i erindringen. Denne umulige konklusion (som er umulig, fordi den ikke findes) i kraft af sin trang til at reducere oplevelser og putte dem i kasser synes jeg er en god nøgle at bruge i læsningen af bogen. Jeg kom også til at tænke på de proportionsmæssige forvrængninger, der ligger i en sådan måde at forsøge at skære dele af livet ud for derefter at dissekere dem og til sidst stå med et (selvskabt) produkt der rummer dele af erindring, fantasi, forvirring, konklusion, lyst og alle mulige og umulige andre ting og det kunstværk der kan ligge i det. Og i det tilfælde bliver det et spørgsmål om smag i kraft af hvilken indgang der er i f. eks. en bog. Jeg ville uden tvivl synes bedre om denne samling, hvis der var flere "oaser" som på side 46, fordi jeg derved får flere kontraster at gå ud fra, flere muligheder at "lege" med fremfor mere forvirring jeg skal udrede. Det kan være et muligt lille oplæg til en fremtidig debat om litteratur: hvor mange kontraster foretrækker du som læser?
Jeg synes til gengæld ikke, at "Pokalhjertet" er for tæt på det private i den sammenhæng, men jeg synes, den er for tæt på at ville rapportere fra en slags universel erindring, som ikke findes, og det er deri, jeg ser bogens hovedproblem. Abstraktionen opløser dermed sig selv i stedet for at fremme sit eget ærinde, nogle steder. Med andre ord er der nogle steder i bogen, hvor jeg efterlades med følelsen af at have fået absolut ingenting at vide. Det bliver ikke bare uigennemtrængeligt men nærmest skulpturelt nonsens som jeg ikke kan se noget i. Andre steder, som f. eks. det omtalte digt side 46 står det klart frem og tager fat i mig på en virkelig gribende måde. Det jeg mangler er altså, at de to yderpunkter af abstraktion og "oase" smelter mere sammen, så alt i alt er min ambivalens intakt, men det er jo absolut heller ikke den mindst spændende ting at sidde tilbage med efter endt læsning.
Tak for alle indlæg om Pokalhjertet. Jens nævner at Pokalhjertet er mere struktureret end Havet under huden. Det er lige omvendt. Havet under huden er meget stramt anlagt, mens Pokalhjertet er skrevet med løs hånd. Jens nævner så, ganske rigtigt, at Havet under huden har en større motivkreds.
Ja, Havet under huden handler om at komme ud af et misbrug ad åndelig/religiøs vej mens Pokalhjertet handler om grundende til at gå ind i et misbrug. Barnets refenrenceramme er jo mindre end den voksnes - derfor
er Pokalhjertet måske knapt så reflekterende som Havet under huden. Jeg syntes Ole, at du gør dig rigtig mange gode tanker om bogen - og tit rammer de lige ind i de intentioner jeg har haft. Tak til Rune, for at den ikke forekommer dig ligegyldig men at du reflekterer over den. Pokalhjertet har sin styrke i det sproglige, hvor det barnlige univers føder gyngehesterøvhuller
og mærkværdige sammenligninger på mange planer. Den var vidunderlig at skrive. Kh Mik
Hej Ole.
Ja, jeg synes digtsamlingen Havet Under Huden af MJ er langt bredere anlagt.Dermed følger også nogle svagheder.Digtene hænger måske ikke så meget sammen som i 'Pokalhjertet'. Der er dog en fed ekspressionistisk tone i mange af digtene her i 'Havet Under Huden' og samtidig er digtene flere steder mere forsonende i forhold til verden, eller gud som du nævner.Det ser vi ens.Jeg synes faktisk at spore en mere sympatisk indstilling i 'Havet Under Huden'.Det ekspressionistiske i 'Havet Under Huden' finder jeg i f.eks,citat s.7: 'En morel eksploderer'.Faderen fylder, men han fylder ikke det hele.Der er power i sproget.Og, det mere forsonende finder jeg f.eks. i digtet s.29:'Mine tanker er tusinde insekter' og i digtet:'Går langs havet' s.30.Her synes jeg, at der er megen eksistens og accept,trods alt.I øvrigt synes jeg digtet er smukt. Måske er det dumt eller uhensigtsmæssigt, at sammenligne de to digtsamlinger.'Pokalhjertet' er for mig mere gennemarbejdet hvor 'Havet Under Huden' breder flere lag ud. Pokalhjertet er ,som jeg har nævnt, nærmest nådesløs; men det er måske temaet omkring barndom og faderfigur som former indholdet til, at virke mere hårdt analystisk beskrivende på en eller anden måde?
Tak for dit indlæg Rune, som jeg har læst med stort udbytte. Jeg kan følge dig langt hen af vejen, og overordnet er jeg enig i den præmis du lægger frem i dine formuleringer omkring din læseoplevelse af ”Pokalhjertet”.
Der er dog nogle steder hvor jeg ikke helt kan følge dig, eller måske, helt enkelt, bare ikke er enig. Det er bl.a. som følgende:
Du efterlyser indirekte et større intellektuelt overblik i samlingen, men for mig at se ville det svække den tone der ligger i vekslevirkningen mellem barnet og den voksnes udsigelsessteder. Den ubarmhjertighed, som du peger på som en styrke, tror jeg ville svækkes ved at der kom et større overblik – intellektuelt præg – eller hvad jeg lige skal kalde det -; det ser jeg simpelthen ikke som denne bogs ærinde. (Fedt billede med slangen og mikrofonen) Som jeg læser dit indlæg er du heller ikke selv helt skråsikker i den konklusion, idet du slutter med at denne bog ikke kunne være skrevet anderledes. Det er helt klart også min oplevelse efter end læsning, og det ligger vel i forlængelse (eller ske) med den katarsis proces, som jeg er inde på i mit forrige indlæg. Jeg oplever samlingen, sine steder, balancer på kanten til det private (som vi var inde på hos Christel Wiinblad ”Min Lillebror” ), men grænsen overskrides ikke. Digtene virker som om de nærmest er vredet ud af digter – jegets indre kerne, som vilde skud gennem erindringens masker. De masker, store og nogle steder løbet, er med til at forme udladningen af vrede og trods, som jeg fornemmer megen af samlingen er skrevet på.
Jens, du er også inde på noget af det samme i dit indlæg; og så nævner du ”Havet under huden”, som jeg er enig med dig i navigerer i et bredere eksistentielt univers (Hvis det er det du mener?). Hvor ”Pokalhjertet” eksplicit er forankret i kroppen og barndommens erindring, så rækker ordenes billedskabende kraft, I ”Havet under huden”, fra kroppen mod himlen og havets ”uendelige” vidder. Der er en forsoning på spil mellem digter – jeget og verden – Gud -, som ikke, for mig at se, er til stede i ”Pokalhjertet” Her er det måske i virkeligheden en anden gud, nemlig den faderlige autoritet = faderopgøret på det hvide papir, der langsomt fyldes ud og redigeres til et kunstnerisk værk. Der er noget der må dø for at noget andet kan leve og spirer frem. (Jævnfør alfabetet = Henrik Nordbrandt citat)
Endnu en gang tak for jeres indlæg som endnu engang fik mig til at reflekterer og skrive mig frem til nogle nye nuancer i efterkonsumeringen af ordens meningsdannede energier. Ugh
Aller først vil jeg sige, at Mikael Josephsen's digte sjældent lader en stå tomhændet tilbage.Inspirationskilderne er, som Rune nævner, tydeligt indikeret i kraft af Nordbrandt og F.P. Jac.
For mig er hele molevitten af digte i Pokalhjertet adresseret til en barndom og ungdom hvor der skulle kæmpes og findes frirum til udfoldelse.Frirummet findes så i sproget og det er det som MJ mestrer at udfritte, han trækker beskrivelsen af det oplevede ud af sproget.Der sættes ord på det oplevede,man fornemmer stærkt stemningerne og det følelsesmæssige klima,men hvor er, >jeg mangler lidt< ,det storslåede og fandenivoldske? Det finder jeg mere i digtsamlingen 'Havet Under Huden', der på mange måder har fat i de samme temaer.Pokalhjertet er dog den mest anmelderroste digtsamling, måske fordi den har en mere kronologisk og stram form ?
Pokalhjertet er nådesløs i sin deskription, som på s.18,
Der er,citat:"Sol over julemærkehjemmet
samvittighedhedspost
havregrød med stinkende pis
om aftenen går kragerne gennem sovesalen".
Jeg har gået og reflekteret en del over den her bog. Den er irriterende på en måde, der gør mig ambivalent fremfor blot ligeglad, og derfor er den ikke til at komme udenom. Der er en kamp i gang i sproget, der på en måde taber og vinder på samme tid, idet det til tider forsøger at vise det trippede med det trippede i stedet for at gå bagom det. Men det er det uudsigelige som så ofte før, når det angår digte, der her forsøger at komme til udtryk. Sproget har jo allerede på en vis måde tabt til alt det, som ikke kan siges. Det ved enhver, som har beskæftiget sig bare lidt seriøst med at skrive. Alligevel er det at tage udfordringen op og gå til angreb på sproget med sproget jo det der nu engang driver værket. Det er det i hvert fald i min verden. Der er rapporter fra en blanding af følelser og steder smeltet sammen i flere af teksterne, og jeg synes, næsten, jeg kan se en mikrofon, der vrider sig som en slange, mens der bliver "talt" ned i den: nogle ord bliver opfanget, nogle ord bliver forvrænget som selve det forvrængede perspektiv, den trøstesløse horisont, der tales om og derved er der ingen forløsning i bogen, hvilket jeg ser som dens store styrke. Læseren, altså mig i dette tilfælde, efterlades med sig selv og sin knude i maven efter at have læst og et næsten hørbart: Og hvad vil du så gøre ved den? Med andre ord sker der en overrækkelse af desperation fra forfatter til læser, som jeg synes er forfriskende i al sin hensynsløshed. Bogens svagheder, synes jeg, er der hvor meningsløsheden bliver for meningsløs sprogmæssigt. Det er (måske) en smagssag, om man foretrækker et mere overbliksagtigt øjeblik i ny og næ til at samle teksten med eller om man foretrækker, som i denne bog, en kaotisk hvirvelvind som jeg vil kalde det, der som et andet koan "vækker" læseren. Er det mest interessant at få desperationen serveret med den rene meningsløshed tilsat, eller er det mest interessant at få desperationen med sin modpol som et spejl holdt op i ny og næ, altså eftertanken? Jeg tror ikke den her bog kunne være skrevet anderledes, så derfor er det bare en leg med virkeligheden, men ikke desto mindre tiltaler tanken om at få den i en version med sidstnævnte variant mig meget.
Bogen har to citater i starten, som passer godt til stemningen i den:
"For at beskrive sig selv
opfandt døden alfabetet"
(Henrik Nordbrandt)
og
"Tilbagelænet erindring, sådan vil alt liv
uvilkårligt blive. Og så vil man sidde
med denne gestus af frihed, hvor man
selv vælger de pletter der passer til ens
temperament og sammenhæng."
(F. P. Jac)
De er velvalgte, fordi de forklarer det kaos, der forsøges at blive beskrevet uden filter.
Jeg kan forstå på de manglende indlæg, at der ikke er mange der læser med. ØV. Men så læs her hvad Tina Charlotte Møller, anmelder fra Sentura, skriver:
Tungt og strålende
Jeg sidder her med Mikael Josephsens anden digtsamling,Pokalhjertet, som udkom på Borgens Forlag i 2000. Den er jeg blevet opfordret til at læse. Og det er jeg glad for.
Pokalhjertet bærer et fortællende element i sig - og en fortløbende tidslighed, som giver samlingen karakter af kortroman. De beskrevne begivenheder udfolder sig i et mig fremmed miljø på travbaner, i vinstuer og i et barndomshjem, hvor druk og tørre tæsk står på dagsordenen.
Det er en fjendtlig og næsten Broby Johansensk verden, Josephsens digterbarn bevæger sig rundt i. Men barnet har stjernekim i blodet, og gennem hans blik transformeres indtryk og oplevelser fra rædselsbilleder til ekspressionistiske, surrealistiske kunstværker. Det fjerner ikke smerten i digterjeg'et - eller i læseren, men det sætter et spor i verden. Som i en af samlingens sidste og opsamlende tekster:
"Sætter en pistol for hestens tinding
kortspil bag ruden
epileptiske oktober
min barndom rejser sig aldrig igen."
Det er flot, hvad Josephsen her har præsteret.Pokalhjertet er tungt og strålende. Læs samlingen!
Mikael Josephsen:
Pokalhjertet
Hej alle sammen
For mig er det strukturelle og konceptuelle ikke fremtrædende i samlingen, men jeg syntes alligevel at det er værd at påpege at jeg ikke kan udelukke at det indirekte er med til at forme min læsning. Lilian Munk Rösing påpeger i sin anmeldelse at der er hilsner tilbage i litteraturhistorien til Tom Kristensen, og alfabetet som fremtræder i sin grålige toning er med til at pege på tiden som går og dermed i sidste ende døden. Niels Brunse nævner i sin anmeldelse i Jyllands Posten at alfabetet kan pege på det redaktionelle, da der er tomme pladser hvor der muligvis i processen har stået et digt?
Men som sagt er det ikke det der er fremtrædende for mig; det er derimod linjer som eksempelvis ”Vi står / i en sø af killinger og pernod. Far græder. Det er så smukt / da vi svæver folkevognen gennem natten.” (side 49). Fra den modsatte side vil jeg gerne nævne linjerne: ”færingen der tapetserer / under mors blomstrende kjole” som jeg syntes er formidabel. En interessant detalje ved denne sætning er at den også optræder som overskrift til et kapitel i forfatterskabets næste bog ”Opløb”.
Hvis jeg et kort øjeblik lader det indre blik glide udover forfatterskabets første fire udgivelser, som alle er udkommet på Borgens forlag, ser jeg en klar tendens, der løber fra kroppens indre med digtsamlingen ”Havet under huden”, til den nære barndomserindring i ”Pokalhjertet” og videre til ungdommens vilde år i ”Hannahs dyrehave”, for så igen i prosa bogen ”Opløb” tematisk at vende tilbage til stoffet der eksplicit udspiller sig i ”Pokalhjertet”.
En af styrkerne ved den aktuelle digtsamling er for mig at se det ekspressive billedsprog, hvor symbolikken spændes ud mellem den ydre og indre verden. Den ydre og indre verden er repræsenteret i det spænd mellem barn og voksen som Niels Lyngsø så fint peger på i ”At notere himlen”; i det spænd sker der noget som for mig at se er med til at få samlingen til at sitre; jeg ved ikke altid om det er barnet eller den voksne der taler og det er med til at give samlingen en spænding og spændstighed i udsigelsen.
En anden styrke ved bogen er dens sproglige kropslighed. Niels Lyngsø skriver i ”At notere himlen”: ”Et undertema som af og til tages op i billeder og metaforer, er sproget.” (side 120). Det er bl.a. i digtet på side 31, hvor hesten (jeg går ud fra det er en hest) står indespærret, og samtidig med at digter jeget ser ind gennem tremmerne til boksen, ser han også kæften som et trangt sted hvor sproget skal lirkes igennem. Hvis symbolikken oversættes til den sproglige praksis, så går denne handling med at få ord og sammenhæng ned på papir altså ikke smertefrit for forfatteren, (Er der noget om det Mikael?)
Jeg oplever samlingen som barsk, kropslig og skrøbelig, den virker på mig som en form for katarsis (er der noget om det Mikael?) som digter jeget gennemlever. Jeg er blevet præsenteret for en smertelig barndom, der er blevet transformeret i den poetiske proces, og om det er selvbiografisk stof eller ej, træder efterhånden mere og mere i baggrunden. For som digtsamlingen lægger ud med: ”Jeg vil fortælle historien præcis som jeg har glemt den”. Så om erindringen passer 1 til 1 er for mig at se ikke det interessante, men det er derimod den smerte der eksplicit skrives frem i store dele af samlingen, og som i forskellige nuancer vækker en genklang i mig.
Jeg vil gerne linke til nogle af de anmeldelser / analyser der har været om Pokalhjertet.
Tre af dem fandt jeg igennem www.bibliotek.dk i basen INFOMEDIA.
Det er som følgende:
1) Lilian Munk Rösing i information. ”Gyngehesterøvhul”
2) Erik Svendsen i Jyllands-Posten. ”Fortidens Danmark”
3) Niels Brunse i Politiken. ”Din søn, kentaurprinsen”
For at få adgang til anmeldelserne skal man være tilmeldt bibliotek.dk; det kan man gøre med det samme uden problemer. Når man tilmelder sig skal man være tilknyttet det / eller de bibliotek(er) hvor man er registreret som låner.
Derudover kan jeg varmt anbefale Niels Lyngsøs bog: ”At notere himlen”, hvor der er en analyse af Pokalhjertet.
P.S.
Direkte link til anmeldelse
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/229003:Kultur--Tankens-alkymi
Jeg er beæret over, at min bog er til debat, og jeg er jo som medlem af klubben villig til at besvare eventuelle spørgsmål. Bogen blev et kunstnerisk gennembrud for mig - den blev meget flot anmeldt overalt. Dele af den er oversat til svensk.
Kærlig hilsen Mikael Josephsen