Jeg var meget positivt insdstillet efter at have læst indledningen i kursiv. Der var mange relevante diskussioner til en undervisningstime i folkeskolen eller på gymnasiet. Da bogen først kom igang, kunne jeg blive i tvivl om forfatteren måske snarere skulle være blevet stand-up komiker. Det er en rigtig sjov bog, og der er rigtig mange interessante etiske betragtninger på ideen om kunstig befrugtning, som flere af mine heterovenner/familie har været tvunget ud, men ingen homovenner jeg kender har overvejet det seriøst endnu.

Jeg sidder lidt med en tom fornemmelse efter at have slugt bogen på en dag. Jeg føler mig ikke klogere end før jeg læste bogen. Måske ved jeg lidt mere om hvordan en enkelt lebbe tænker, og jeg er i den grad blevet underholdt af humor på højt og lavt plan. Men det var hverken litteratur på højt niveau eller viden ret meget over folkeskoleniveau. Havde jeg forventet det? 

Jeg er en af de slags lesbiske der konsekvent omtaler andre homoer som mine med-søstre og brødre, og som med glæde ligger min opsparing hos Nina Stork fordi hun engang kæmpede for mine rettigheder, og for det er jeg meget taknemmelig og føler jeg har en homo-gæld jeg bør tilbagebetale. Jeg kan ikke undgå at føle mig oprigtigt krænket af tilsviningen af mine med-søstre og homo-forkæmpere.

 Jeg har læst bogen med stor glæde og mange grin, og jeg forstår udmærket jeg-fortællerens synspunkt, for jeg har da stadig det meste af min sunde fornuft i behold, og når jeg ser ud over kanten på mine regnbuebriller så irriterer mælkebøtten og badeanden mig også.  Men ikke sådan oprigtigt irriterer mig, jeg trækker mere overbærende på skuldrene og skubber brillerne hurtigt og gladeligt op på næsen igen, og er fuldstændig ligeglad med om jeg bøvet ud med dem, for jeg ELSKER mine homo-brødre og søstre af et rent hjerte. Den universelle kærlighed og krammelyst kan ingen tage fra mig. Jeg affinder mig med at den ikke altid er gengældt og jeg nok aldrig vil kunne udveksle så meget som et enkelt lebbe-hilsen-blik (som hvis to ens Folkevogne krydser i trafikken) hvis jeg mødte bogens hovedperson i virkeligheden.

Tilbage til Storkklinik som også får så rigeligt opmærksomhed i bogen… Jeg er heller ikke filt-sutsko typen (de står frit tilgængelige på klinikken hvis man ønsker at skifte til mere behagelige sko efter ankomsten), og er da enig i betragtningerne omkring at hjemmesiden godt kunne trænge til en mindre kærlig hånd. Syntes bestemt også at der var lige lovlig meget føle-føle og snak inden jeg blev sluppet videre til selve insiminationen, fik næsten fornemmelsen af at det var filtskoene og snakken der skulle gøre en gravid – for det var helt klart der fokus lå. Men alt dette, samt en del mere, bærer jeg dog over med fordi Nina Stork har været forkæmper for mine rettigheder, en homo-søster og dermed min ven. Uagtet jeg aldrig hverken har set eller mødt hende, så føler jeg vi er på kram. Jeg under gerne Nina Stork den ekstra drink ved poolen på min regning, selvom det i hendes tilfælde måske snarere er en ekstra tarmskylning i Asrammet. Hun fortjener det!

Kære Nina Stork, hvis du læser bogen i dit åndelige eksil så lad dit søster-hjerte fyldes med kærlighed til din næste-lebbe og tilgiv hende thi hun ved ikke bedre end at udtrykke sig med det fremragende talent Herren har givet hende…

Det en meget smuk men også lidt trist fortælling om en ung kvinde der i afmagt vender sit skyts mod alle andre inklusiv sine egne. Det skal nu ikke skille os ad – jeg vender gerne den anden kind til mens jeg glæder mig til din næste bog, og anbefaler ”Padder og Krybdyr” i hele omgangskredsen uagtet at du skulle komme til at tjene en skilling eller to mere på mig og mine-medsøstres længsel efter at få dækket vores lebbe-litteratur lyst J Jeg under dig succes på samme måde som Nina Stork. Velkommen til regnbueindustrien med-søster!

Bagsiden af bogen siger at den er skrevet med en ”god portion selv ironi” – men jeg synes ikke at der er tale om selv-ironi –ikke direkte i hvert fald – da fortælleren på ingen måde ønsker at identificere sig med hendes lesbiske åndsfæller, men kun forsøger at distancere sig mest muligt, for vel at hævde sig selv. Jeg ved ikke rigtig hvad fortælleren er så bange for, hvad der ligger bag denne angst for at blive sat i bås med skovskjorte-lebberne. Det er som om det dækker over en usikkerhed omkring familiestiftelsen som så projiceres over i en tilsvining af regnbueindustrien. Men jeg står klar med et søster-kram hvis fortælleren en dag får brug for det, når hun er blevet ensom efter et liv som assimileret wanabe i hetero-verdenen, og bliver hun bare ramt af helt almindelig kedsomheterohed så kig forbi når vi holder vores årlige fest i anledningen af det lesbiske nytår.

Fantastisk velskrevet, og en bog jeg bliver nødt til at læse flere gange for der er så mange sproglige detaljer at fascineres over og grine af at man ikke kan nå at opfange dem alle i første læsning. Man bliver revet med af sproget – og Politikens beskrivelse af bogen som ”litterær stand-up” rammer meget præcist.

Af hjertet TAK fordi du Kristina Nya Glaffey tager emnet op – jeg elsker dig for det (og også lidt for din skrivestil –man er vel overfladisk og forstår at nyde den fysiske fremtoning).  Kristina Nya Glaffey kalder sin fortæller ”en karikeret version af sig selv… en af den slags personer, man helst ikke vil sidde ved siden af til en middag” (Politiken -Bøger d. 21 januar 2012). Persontypen, og ikke mindst holdningerne eksisterer dog desværre og det er derfor rart at forfatteren får synliggjort dette gennem værket.

 Næste gang der er en hetero, der spørger om jeg har tænkt over, at jeg har fravalgt en far til mine børn – så giver jeg dem bare din bog! OM jeg har tænkt over det! Nok helt sikkert mere end dem der spørger. Som Mettemello så fint beskriver fra hendes hetero-perspektiv: ” Tanker, som er så grundige, og udtrykker et enormt ansvar for barnets ve og vel. Tanker, som de færreste forældre gør sig, når man bare skal undlade præventionen for at få sin vilje. Tanker, som er så kærlige, at man bliver helt flov over ikke at have tænkt sig så grundigt om, inden man selv fik børn.” Håber din bog kan være med til at kommende regnbueforældre fremover ikke mødes med de samme spørgsmål som vi andre har måttet ligge øre og tålmodighed til.

Mettemello skriver endvidere at ” den pladderromantiske mor i mig ved at vente på, at hidsigheden lagde sig”. Jeg kan kun erklære mig enig, jeg er bare pladderlebberomantisk og jeg står klar med et søster-kram den dag vreden er dampet af og fortælleren igen blotter sin usikkerhed i kursiv.

Da jeg selv fik mine børn på den ukomplicerede, heteroseksuelle måde, boede jeg i en forstad til New York. I byen var der adskillige lesbiske forældrepar, som jeg lærte at kende i mine mødregrupper. Jeg tænkte aldrig nærmere over, at de var kommet til forældreskabet som brugere af fertilitetsindustrien og fik derfor aldrig spurgt til, hvordan dét havde været. Vi havde rigeligt travlt med at udveksle erfaringer med økologisk, hjemmelavet babymos og stofbleer --- indtil vi alle opgav de ambitioner og skiftede til engangsbleer og den billigste, præfabrikerede babymos og børnene blev store nok til at kunne klare sig selv på legepladsen, så vi kunne sidde på bænken og konversere, mens vi drak kaffe og nød forældreskabets pusterum.

Først da jeg så omtalen af Padder og Krybdyr slog det mig, hvor håbløst uinteresseret jeg havde været i deres udfordringer før undfangelsen af deres børn – tænk, at jeg ikke havde set dem som et andet folkefærd end mit eget. Dem med nogle langt mere besværlige beslutninger at tage, som kunne besværliggøres af den kæmpe feritlitetindustris grådighed og mig, som bare blev gravid, fordi min mand og jeg elskede hinanden så enormt meget. Jeg så os i samme båd med børn, som vi havde fået, fordi vi ønskede det.

Derfor gik jeg til Padder og Krybdyr med den varme i hjertet, som jeg kan huske fra dengang, min mand og jeg besluttede at få børn. Det ønske, som kommer så langt inde fra, at man overhovedet ikke havde troet, at noget ønske kunne føles så dybt og ufravigeligt. Altså tænkte jeg, at bogen nok ville bekræfte mig i min holdning om, at forældre er forældre og at det er uendeligt ligegyldigt om deres barn er undfanget i en seng, en petriskål eller blevet hentet på et børnehjem under fremmede himmelstrøg.

De syv kursivskrevne sider, der er bogens første sætning, ramte lige ind i de følelser, som jeg troede, bogen skulle hente frem. En lang række af tanker, der ramler ind over hinanden og handler om, at man vil barnet det allerbedste og hvordan gør man det i forhold til donor, farrolle, jeg-identitet og grunde til at få børn. Tanker, som er så grundige, og udtrykker et enormt ansvar for barnets ve og vel. Tanker, som de færreste forældre gør sig, når man bare skal undlade præventionen for at få sin vilje. Tanker, som er så kærlige, at man bliver helt flov over ikke at have tænkt sig så grundigt om, inden man selv fik børn.

Derefter: verbal, litterær whip-lash. Fortælleren langer bredsider ud til alt og alle, der findes på internettet  i den regnbueinficerede, pengehungrende private fertilitetsindustri. Alt fra – og i særdeleshed - Nina Storks business til Klaus Bondam og OutGames’ hjemmeside over amerikanske betonlebbers salg af babytøj og kvalmende, frelste homohistorier og –badeænder. Det er forrygende læsning. Kristina Nya Glaffey er en ordekvilibrist med enorm energi til at pege fingre i alle retninger og allerhelst højlydt og fordømmende. Med det resultat at jeg som læser skreg højlydt af grin undervejs. Sarkasme, ironi og absurde krav til alle andres brug af sproget driver hende i højeste gear til at finde alt underlødigt og uværdigt for en lesbisk kvinde med et stort behov for IKKE at blive puttet i kassen med alle de andre lesbiske kvinder. Især ikke dem med firkantede frisurer, med høj karakter fra sprogspasserkurset og et irriterende behov for at være prangende og påtrængende i forhold til deres valg, seksualitet og fællesskab.

Sproget er hurtigt, malende og fænomenalt godt. Det var svært at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået igang, for man kan ikke bremse i højeste gear i yderste spor på motorvejen. Samtidigt blev den pladderromantiske mor i mig ved at vente på, at hidsigheden lagde sig. At der blev sat ord på længslen efter bare at kunne få sig et barn uden at skulle føle sig som bulls-eye på skydeskiven for den griske industri med alle dens aktører og amatører. Uden at skulle arbejde så hårdt for at undgå at blive narret af dem og at kunne handle i deres butik uden at blive købt af dem.

Afslutningsvis er der 11 sider kursiv, som på elegant vis giver mig, hvad jeg ønsker. Nemlig nogle flere tanker tænkt væk fra internettet, dér hvor industrien ikke har manipuleret og ødelagt. Dér hvor moderhjertet banker.

(P.S. Til Kristina Nya Glaffey. Jeg håber, at du kan forstå, at jeg synes, at du har skrevet en god bog. Jeg undskylder, at jeg nu også har lagt noget tekst på internettet, som er bundfaldet af punchen fra eksamensfesten på sprogspasserakademiet. Jeg er lykkelig for, at du kan jonglere med sproget på sublim vis og at jeg har fået lov at læse det. Tak og undskyld.)