Overdrevet

Oprettet: 16.06.2009 - 10:05

Bog: "Overdrevet" af Birgit Strandbygaard

Bogens forside

Alberts familiehistorie begynder med en problematisk barndom, bl.a. er to brødre nazister. Da moderen er døende, vender han tilbage og må gøre op med, hvad han altid er flygtet fra.

Forfatter: 
Birgit Strandbygaard
Udgivet: 
2008
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
156
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i oktober måned.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Annette Rugholt

    lør, 05/12/2009 - 21:22

    Jeg har nydt at læse "Overdrevet"; jeg mangler lige de sidste sider; det er en rigtig dejlig bog. Også jeg holder meget af Albert, selvom jeg ikke "er helt tilfreds med ham" i hans behandling af Lise.

    Nej, han kan (heller) ikke løbe fra sin fortid; det er lykkedes for ham bryde mønsteret, men der er alligevel - efter hans egen opfattelse - alt for meget tilbage. Mht Bittens had, så synes jeg ikke, det ville være realistisk for et normalt menneske - men hun er ikke normal. Hun er en skuffet og bitter kvinde, som har modtaget meget lidt kærlighed, og som bliver ved med at fokusere på sine negative følelser i tab og had.

  • Karin Pedersen

    tir, 03/11/2009 - 21:00

    hej læsevenner! Jeg er slet ikke kommet med på beatet denne gang selvom jeg forlængst har lånt, læst og afleveret "Overdrevet". Desværre synes jeg også, den forlængst er glemt. Den virkede underligt ufærdig på mig. Vi får ikke nogen dybere indsigt i baggrunden for personernes handlinger. OK, vi skal selv tænke os til at det hele skyldes opvæksten på Overdrevet og krigens traumer af diverse slags - og det er selvfølgelig et sjovt ordspil (Overdrevet) men lige lovlig tyndt til en hel roman. Historierne hænger for mig ikke rigtig sammen og personernes handlinger synes for mig løsrevne fra hinanden og uden logisk sammenhæng. Måske er jeg bare ude af stand til at genneskue det udvendige og se i dybden til det geniale. Men jeg kan altså ikke få øje på det - og så er jeg igen der hvor jeg har været så tit: en lettere kedelig bog - som jeg dog denne gang fik læst (det meste af).

    Jeg synes ikke personerne løfter sig fra siderne og jeg synes de forbliver ret uinteressante uanset deres (påståede) motiver til dette og hint.

    Generelt synes jeg egentlig at det danske bogmarked er nødlidende med en stadig strøm af bøger om sådan gør du dit og får held med dat, læs om min samtale med den og den eller fire koryfæer taler ud om deres mødre. ROMANEN, den STORE fortælling, den geniale HISTORIE er åbenbart sjældenheder :(. Så er det jo godt at man har andre at ty til. Læs fx I skoven af Harlan Coben (faktisk er det bare en knaldroman men dygtigt skrevet alligevel!) eller Kineseren af Henning Mankell.
    Nå, men nu må jeg kaste mig over næste bog!

  • vibeke

    ons, 28/10/2009 - 20:23

    Jeg har - som jeg kan forstå det også er for andre af os - haft lidt svært ved at se Rosemundes betydning. Hun er dejlig og umiddelbar - og flygtig! Det er lidt spændende med hendes mor, der bare er så helt anderledes end Rosemunde - ligesom Alberts mor er så anderledes end ham. Både Albert og Rosemunde er mønsterbrydere, og de er begge "troløse" i kærlighedsaffærer. Måske er der flere lighedspunkter?!

    Jeg tænker ikke, at Rosemunde er årsag til Alberts sammenbrud; det kan godt være, at hendes svigt var det sidste skub, men der må være andet og mere. Han vil så meget, han har så mange ting i bagagen, han har brugt så meget energi på at skjule overdrevsgenet - skal det næsten ikke ramle for ham?

  • Annette Rugholt

    ons, 28/10/2009 - 16:16

    Måske er det Rosamundes brud, som udløser depressionen, men jeg tror ikke, at det er p.g.a. hende, at han får den. Jeg tror mere, det skyldes alt det, som han har i bagagen fra barndommen.

     

    Ja, blæse og have mel i munden, det er virkelig noget, som Albert bliver ekspert i. Og man må sige, at Lise tager ham, som han er og tilgiver ham. Måske har han ikke nået nogle ting, fordi han har flygtet fra sin opvækst?

    Er det ikke som om Rosamunde fungerer som en slags muse, som hjælper Albert videre med sit skriveri?

  • solveig

    tir, 27/10/2009 - 21:15

    Nå, jeg kom til at trykke på en forkert knap (anstødeligt svar). Det går rigtig "godt" for mig idag!
    Jeg har tænkt over det med Rosamunde. Jeg tror, at hun på en måde er en biperson og så alligevel ikke. For her kan man jo se, hvor let man kan såre folk så det udløser en depression. Hun har jo aldrig ment noget særligt med det forhold. Hun har jo hele tiden haft Mogens og andre i baghånden.
    Men Albert træder jo også sine kære ( Anna og Lise) over tæerne. Hverken Rosamunde eller Albert tager andres kærlighed alvorligt. De prøver begge at blæse og have mel i munden samtidig. Det har altså konsekvenser for andre. Men det der alligevel gør Albert sød er at han er der for Niels og datter og barnebarn.
    Albert er nok også lidt i en forsinket panikalder med hensyn til damer.
    Mon ikke han alligevel var løbet ind i en depression lidt senere.
    Det kan jo godt være svært at se alderdommen i øjnene.
    Nå det var mine bud. Hvad siger I andre?

  • Pernille Lisborg

    fre, 23/10/2009 - 15:32

    Ja, jeg har også tænkt over, hvilken rolle, Rosamunde overhovedet spiller i romanen. Er det hende, der udløser Alberts sammenbrud? Eller er hendes afvisning bare dråben, der får bægeret til at flyde over?

  • Annette Rugholt

    tor, 22/10/2009 - 18:04

    Så må jeg vist også på banen igen.
    Og jeg tror også, at Niels er blevet boende for at sone sin synd. Desuden har det jo betydet, at han har været i stand til at tage sig af moderen.

    Det er svært at fordømme andre, når man ikke selv har stået i samme situation. Vi har ikke selv oplevet tiden, og i starten af krigen var der blandt mange en vis tro på fremskridtet i Tyskland.

    Synd for Niels, at det aldrig har været mulig for ham at tale med nogen om det.

    Jeg bøjer mig for jeres synspunkter om, at Alberts handlemåde overfor kvinderne i bogen kan skyldes, at han befinder sig i en speciel følsom periode af sit liv.

     

    Jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at der er så mange ligesom spøjse konstruerede sætninger i bogen, men det er nok kun mig?

    Hvad med hende Rosamunde, hvad mener I om hende eller måske mere Alberts forhold til hende?

     

     

  • solveig

    ons, 21/10/2009 - 22:00

    Niels sagde selv, at han blev et dyr sammen med tyskerne.
    Jeg tror det er meget svært at stå imod, når man først er inddraget i krigen og som mange andre soldater, så var han jo så ung.
    Og jo det var ham der lokkede Arne med i krigen, og det var jo, Arne der døde.
    Al den skyld, som Niels har båret på igennem så mange år, må være nok. Han burde have tilgivet sig selv, han har sonet, hvis man skal det.
    Selv er jeg inkarneret pacifist; men gad vide, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg kom i krig??.
    Jeg tror ikke vi kender os selv i de situationer.
    Men et forspildt liv, synes jeg nu ikke det er.
    Han bliver jo besøgven for en meget syg mand, og det må da have haft stor betydning for den gamle mand, som han besøgte.
    Albert og Niels bliver jo også nære venner til sidst. Albert elsker ham jo.
    Tit ser man jo ellers at søskende glider fra hinanden med tiden.
    Hvor er jeg glad for, at I er på banen Ingrid og Vibeke!
    Jeg var ellers ved at være bange for at jeg var alene i klubben udover Annette og Pernille

  • Pernille Lisborg

    ons, 21/10/2009 - 20:25

    Dejligt, at I er med Ingrid og Vibeke! (og dejligt at hilse på dig på Frederikshavn Bibliotek, Vibeke :-))

    Ja, jeg tror, du har ret, Vibeke; Niels flytter ikke fra Overdrevet, fordi han "soner sin synd". Det har han gjort hele sit liv, og jeg synes, han har sonet nok! Det er lykkeligt for ham, at han har en kone, der elsker og støtter ham, og det er lykkeligt for ham, at han finder trøst i sin tro. Men det er også frygteligt sørgeligt og spild af liv, at han ingen hjælp har fået til ligesom at lukke det kapitel af hans liv. Det har allerede varet længe nok. Og han har også kæmpet med traumer fra en krig og sandsynligvis også traumer fra en barsk barndom - uden at få hjælp. Det er nok. Eller hvad synes I? Er hans synd utilgivelig? Kan han aldrig tilgives?

  • vibeke

    ons, 21/10/2009 - 14:53

    Ja, Albert igen-igen! Jeg tænker også, at vi møder Albert på et tidspunkt i hans liv. hvor han har stor indre uro. Han har genetableret kontakt til mennesker, der har betydet meget for ham - både positivt og negativt - men som han ikke har set igennem adskillige år; der er moderen, broderen, datteren og barndoms/ungdomskæresten. Samtidig har han fysisk nærmet sig barndomsegnen - også efter mange år. Jeg kan da godt forestille mig, at genopdagelsen af alle disse ting sætter en masse ting i gang - på et tidspunkt falder hans verden helt sammen. Heldigvis klarer han sig - det er jeg glad for, for jeg kan også godt lide ham.

    Så Niels, som har det så svært. Det har undret mig meget, at han ikke har fundet sig et andet sted at bo, langt væk fra Overdrevet og de mennesker, som kendte til hans fejltrin. Måske er det et led i hans "soning"? Han føler måske, at han ikke bør flygte fra straffen? Jeg synes ikke, at han er så interessant som person. Han kommer ikke rigtigt videre med sit liv; han har gjort noget helt forkert engang for længe siden - det erkender han, det ved de andre i byen, men han skulle gerne kunne slippe det og skabe sig et liv. Jeg tænker, at hans kone må være af en helt speciel støbning - og at hun må være meget glad for ham - for at holde til det liv, som han har kunnet byde hende.

  • ingrid jensen

    ons, 21/10/2009 - 11:01

    Ja, vi er jo ikke så mange i denne klub, så det forpligter vel mere til at give sit besyv med. - Jeg synes, bogen har mange fine detaljer, bl. a. om Alberts oplevelse af ORD, af sansninger af vejr og natur. Derimod har jeg oplevet dialogen personerne imellem som lidt hovedkuls - en fortrolighed, der etableres hastigt og derfor ikke forekommer mig helt naturlig. - Selv om Albert er hovedpersonen, synes jeg, Niels er den mest interessante. Han bærer på en skyld, der tynger ham hele livet, men han er dog den, der modsat Albert ikke svigter moderen. Han må i kraft af sin ægtefælle alligevel have haft et tåleligt liv. Men hvorfor mon han vendte tilbage til barndommens land? - Albert skriver sig ud af sit traume - og endda ikke helt. Han er troværdig nok, lidt irriterende, lidt veg, men noget må der jo have været  for damerne at falde for - og så vil jeg tilføje, at bogen er behageligt fri for udpenslende, erotiske detaljer. - Der har den magtet antydningens kunst.

     

     

     

  • Pernille Lisborg

    tir, 20/10/2009 - 23:55

    Jeg kom lige til at tænke på, at dengang jeg var barn, troede jeg, at det blad, min mor læste, hed "Alf og Damerne" :-)

    Jeg synes faktisk også, at Albert er meget sød, og jeg ved ikke, om han altid er faldet så hurtigt for kvinder, som han gør i det års tid, vi følger ham. Men måske er det også, fordi han er i en periode af sit liv, hvor han er meget åben og følsom: Han træffer sin mor og sin bror igen og Lise, hans mor dør, og hele hans barndom og fortid kommer pludselig væltende ind i hans liv igen. Han får åbnet op til nogle følelser, han har gemt væk meget længe. Det kunne godt spille ind. Er jeg ved at forsvare ham lidt nu??? Ja, det er jeg vist. Jeg kan godt lide Albert og synes faktisk, han forsøger at være ordentligt menneske.

    Synes I ikke, han klarer sig meget godt i livet, trods overdrevsgenet?

     

  • solveig

    man, 19/10/2009 - 21:45

    Jo Albert er på engang irriterende og en meget sød person.
    Han har jo Anna, men alligevel falder han både for Lise og så Rosamunde.
    Og Lise bliver han jo egentlig hurtig træt af igen. Det er lidt ligesom om at han bruger kvinderne, og så er for fej til at gøre det forbi med dem, når han ikke gider dem mere. Jeg tror, at jeg ville blive forfærdelig såret, hvis min mand var ligesådan.Men det er da egentlig lidt underligt , at han bare kan få de piger, som han peger på. Han er jo ikke helt ung mere. Eller hvad synes I?

  • Annette Rugholt

    man, 19/10/2009 - 16:06

    Nej, der var jeg bare ”smart”! Jeg har lige genlæst ”Stillevejen”, i farten havde jeg lige glemt, at rækkefølgen her på siden er omvendt.

    Nu kan jeg heldigvis huske ”Overdrevet” sådan nogenlunde. En fin lille bog!

    Dog er det ærgerligt, at man ikke hører mere om, hvordan det var for Niels at være i krigen.

     

    Mon ikke Bitten genoplever, hvor forfærdelig hendes barndom har været, da hun genser Albert, som har haft succes. Hun har ikke længere sit job, og nu har hun tid til at tænke tilbage og genopleve bitterheden. Ja, syg og bitter er Bitten.

     

    Det er sjovt, men denne her bog minder mig så meget om Erling Jepsen, han vender tilbage til sin hjemegn som succesrig forfatter og mødes med fortiden.

     

    Hvordan synes I om Alberts omgang med kvinder er? Han irriterer nemlig mig en smule i den forbindelse.

  • Pernille Lisborg

    søn, 18/10/2009 - 18:06

    Jeg har tænkt meget over det, om det er realistisk, at Bitten hævner sig efter så mange år. Jeg ved det ikke rigtigt. Det er ikke det tema, der står stærkest i romanen. Det er helt klart beskrivelsen af Albert, hans mønsterbrud, hans afstand til Overdrevet og sin familie, og endelig hans accept af sin baggrund. For du har nemlig ret, Solveig, opvæksten har for altid påvirket ham. Han kan ikke løbe fra sin barndom, ej heller fra sine forældre. Beskrivelsen af den forsoning med fortiden er meget stærkt beskrevet, synes jeg.

    Bitten har ingenting, kun sin sorg og sin bitterhed. Hun var lige ved at tro på kærligheden, på livet dengang med Claes. Da det håb brast, kastede hun sig over Niels igen. Hun er et sygt menneske, Bitten, og set i det lys er det måske meget sandsynligt, at hun vil hævne sig på Niels. Det, der skete hendes brødre har jo påvirket hele hendes liv i meget negativ retning.

    Hvad siger i andre?

  • solveig

    lør, 17/10/2009 - 13:32

    Fin bog

    Jeg synes simpelthen, at ham Albert er så sød.

    Også hans måde  næsten at gøre ord til levende organismer på er fin (fx side 99).

    Han er et meget følsomt menneske på en blød måde (positivt ment). Godt han får kontakt med datteren og barnebarnet.

    Jeg synes også han er sød der hvor han går ned med flaget  og skal forlige sig med "Overdrevsgenet".

    På en måde er han lidt som moren synes jeg, for han prøver at finde meningen i det enkelte ord, hvor hun fandt den i kaffegrums. Han må nok forlige sig med, at hans opvækst på Overdrevet har for altid påvirker ham.

    Synes I det er realistisk, at hævne sig på Niels så mange år efter krigen?? 

    Solveig

  • Pernille Lisborg

    tor, 15/10/2009 - 23:49

    snakken om oktober måneds roman i vores læseklub?

    Birgit Strandbygaards tankevækkende og bevægende roman om Albert, drengen, der samlede på ord.

    Jeg synes, det er god roman, men hvad synes I? Jeg håber, I alle har læst den?

    kh Pernille