Fra læseklubben DR Testklubben
Nostalgi
Læseklub
Af Stine Bang Iversen. Publiceret 02/01/2012. Opdateret 17/04/2012.
Vær med til at debattere hvad en bruger kalder "verdenslitteratur, livsklog og tænksom europæisk melankoli". Bogen er til debat i januar og februar.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Ved slet ikke, hvordan jeg skal svinge mig højere op i min ros til "Nostalgi" end Kåre allerede har gjort.
Jeg læste bogen sidste år, og det var også en fantastisk oplevelse. Umiddelbart var det en bog som jeg nok ville have gået udenom, da den ved første indtryk ser noget tung og intellektuel ud. Men grundet min interesse for Rumænien var det selvfølgelig en bog jeg skulle læse. Nu viste den sig så ikke at handle specielt om Rumænien, selv om scenen er sat i landet.
Men den er så meget andet. Og hold da op, kan man skrive på den måde. Sikket sprog og sikken even til at beskrive stemninger, personer og miljøer. Og som du skriver, Kåre, så er den skrevet på et plan som man i hvert fald ikke ser i den danske litteratur ret ofte.
Det var også en af mine bedste læseoplevelser i 2011.
* Husker ikke lige om det var historie 2 eller 3, hvor forfatteren beskriver et sjæleliv hos en ung mand på en helt eminent måde. Det er nok den historie som står klarest hos mig. Men selvfølgelig også den fabulerende 1. historie om spilleren i Bukarest.
PS. Husk også at der er mange andre gode bøger fra og om Rumænien
Jeg vil gerne kickstarte debatten her i januar med et orgiastisk brøl! Det her er en fantastisk bog, synes jeg. Det er verdenslitteratur, livsklog og tænksom europæisk melankoli. Men med en sprælskhed som vi SLET ikke er vant til på vore breddegrader. Det er en roman som næsten er umulig at beskrive. Den består af 4-5 store dele og der er ingen indbyrdes sammenhæng mellem historierne, og dog er det uomtvisteligt en og sammen bog som de udgør. Hvis man mixer danske Svend Aage Madsen med Franz Kafka og tilsætter surreal nostalgi så er man i nærheden af at forstå hvad den her roman kan, synes jeg. Samtidig er forfatteren en fortæller af guds nåde og jeg kan ikke lige huske at være blevet blæst omkuld på den måde i mange mange år! Da jeg samlede den op syntes jeg at den så lidt lang og kedelig ud. Det er den bestemt ikke.