Når noget slutter

Oprettet: 25.07.2012 - 14:26

Bog: "Når noget slutter" af Julian Barnes

Bogens forside

Den midaldrende Tony arver en dagbog, som blev skrevet for 40 år siden af vennen Adrian, der begik selvmord - Mens Tony venter på at modtage arven, hvirvles hans tanker ind i fortiden, og kend

Forfatter: 
Julian Barnes
Oversætter: 
Claus Bech
Udgivet: 
2011
Forlag: 
Tiderne Skifter
Sidetal: 
167
Lån bogen - Køb bogen

Den midaldrende Tony arver en dagbog, som blev skrevet for 40 år siden af vennen Adrian, der begik selvmord. Mens Tony venter på at modtage arven, hvirvles hans tanker ind i fortiden, og kendsgerningerne, som han måske slet ikke husker så præcist, begynder at rumstere.

Bogen var til debat i september 2012 hvor Gitte var "medvært" på bogen sammen med Malene.

Det sagde anmelderne...
Bogen, som vandt Man Booker prisen i 2011, fik også fine ord med fra de danske anmeldere. I Information skev Tonny Vorm d. 28. oktober 2011: "Det er tungt stof, Julian Barnes jonglerer med, men han gør det med en let og besnærende elegance, der både fanger ungdommens spændte forventninger og giver den aldrende Tony plads til at boltre sig med sine spekulationer. Resultatet er en af Julian Barnes' mest underholdende."

Og i Berlingske Tidende skrev Eva Pohl d. 4. november 2011: ""Når noget slutter" er romankunst af fornemste og mest vedkommende slags. Stærkt overbevisende læsning. Har man ikke før læst noget af Julian Barnes, må det være her, det begynder."

Læs mere

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Malene M. Bisgaard

    man, 01/10/2012 - 11:30

    Ja, jeg nåede så aldrig at få støvet de passager op i bogen, hvor man hører mere om Tonys voksne/aldrende liv - så mit svar til Gitte må forblive på "mavefornemmelses-stadiet" ;-)

    Men jeg synes Bente havde en rigtig god pointe, som faktisk rammer hovedet på sømmet i forhold til hvordan jeg opfatter Tony. Bente skrev:

    "Derimod kan jeg godt lide Tony, og føler ikke at han er nogen stakkel, eller speciel ensom , menhan er jo også fortælleren, så der sker jo hele tiden noget omkring ham,og hvad så om han engang imellem  får lidt ondt af sig selv."

    For ja, Tony er jo netop hovedpersonen/fortælleren så al nutidshandlingen drejer sig jo selvfølgelig om ham/er set fra hans perspektiv. Måske er det med til at forstærke min opfattelse af ham... Men jeg tænker også, at han "plukker lidt" i det han fortæller os. Vi følger ham jo ikke døgnet rundt, time for time.

    Jeg tror derfor, jeg står fast ved min "mavefornemmelse"... Altså at Tonys indre teenager måske er lidt skuffet over, at han ikke blev til noget "mere". Men at den aldrende Tony i virkeligheden selv er meget godt tilfreds.

    Tak for en god debat - og tak til Gitte fordi hun anbefalede bogen til os :-)

  • etneb80

    søn, 30/09/2012 - 17:25

    Den sidste dag i september slutter, samtidig med at jeg slutter"- med  bogen "når noget slutter".

    En fin lille bog, hvor også mine tanker defilerede, når Barnes blev småfilosofisk-

    Der er jo ikke så meget at tilføje, glæder mig altid til at læse jeres kommentarer, og tager ikke hul på dem , før jeg er færdig med bogen, så i dag har jeg gennemlæst alle de kloge ting.Jeg finder også at Veronica er et gennemsurt, uforløst menneske, sikkert i dyb splid med sig selv, og sikkert et meget lavt selvværd.   Hun er sikkert blevet formet og domineret af en dominant fader og en overlegen broder-og hvor en meget sød moder er gået over til at leve lidt i sin egen verden- jeg tror  at Veronica er dybt skadet af sin opvækst.- tror heller ikke at Barnes kan lide hende.

    Derimod kan jeg godt lide Tony, og føler ikke at han er nogen stakkel, eller speciel ensom , menhan er jo også fortælleren, så der sker jo hele tiden noget omkring ham,og hvad så om han engang imellem  får lidt ondt af sig selv.

    Kan godt lide måden bogen er skrevet på, af og til filosofisk og af og til er der spræld i handlingen.

    Nu vil jeg starte Spøgelserne, og håber ikke at opgive  som Christina, men vi får se, gider i hvert fald ikke en bog, som jeg skal kæmpe mig igennem, så hellere lægge den væk.

    Og imens venter jeg stadig på Murakamis 3. dl af 1q84, og 6. bind af min kamp, og oh , hvor jeg længes efter dem.

  • Malene M. Bisgaard

    man, 24/09/2012 - 09:51

    Og nu mit sidste "spam-indlæg" for denne formiddag - så har jeg vidst også fået luft for det meste ;-)

    Gitte, du skriver at du læser Tony som værende ensom, og du forestiller dig, at Tony selv føler han aldrig rigtig er slået til i livet - måske forblevet lidt "middelmådig"? Og så spørger du, om det bare er dig der læser noget ind i bogen, som måske i virkeligheden ikke står der fra forfatterens side...

    Jeg tror ikke jeg har et rigtigt svar til dig, for jeg føler helt sikkert, at jeg bliver nødt til at genlæse nogle passager... Jeg kan sagtens forstå hvorfor du sidder tilbage med det indtryk - jeg er bare ikke sikker på, at jeg opfatter Tony som værende trist eller ked af sit liv(?) Jeg tror helt sikkert der er en erkendelse af, at han aldrig blev den "verdensmand" teenage-Tony havde forestillet sig - men jeg tror ikke han fortryder...? Åhh, det er svært at svare på, fordi meget af det er jo vores "mavefornemmelse" som læsere ;-) Men jeg vil genlæse et par afsnit og vende tilbage med flere tanker om emnet i løbet af denne uge.

  • Malene M. Bisgaard

    man, 24/09/2012 - 09:44

    Jeg har også et par tanker om Connies kommentar vedr. trenden med midaldrende forfattere der skriver om skelsættende begivenheder i ungdommen.

    Du skriver, at yngre forfattere ikke ville have forudsætninger for at skrive så rammende om ungdommen - da ældre forfattere har fordelen af bagklogskabens klare lys ;-)

    Og det har du sikkert også (tildels) ret i, men... :-) Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på den bog vi læste her i klubben for et år siden: "Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg" af Kjersti Skomsvold!! Det var en helt unik og fin lille perle om den ensomme gamle dame Mathea der på sin egen sære måde forsøgte at bryde igennem ensomheden og få et forhold til menneskene omkring hende - og forfatteren var ikke kun debutant, hun var også betydeligt yngre end sin hovedperson. Kjersti Skomsvold er født i 1979 og alligevel skrev hun en virkelig rørende bog om en gammel dame langt oppe i årene.

    Det får mig til at tænke, at det måske ikke så meget handler om forfatterens alder eller livserfaring (og så igen, fordi selvføgelig spiller det ind!) men mon ikke det handler allermest om forfatterens empati og evne til at sætte sig ind i andres livssituation - på trods af forskelle i alder/køn/social klasse mv.?

  • Malene M. Bisgaard

    man, 24/09/2012 - 09:31

    Hvor skal jeg starte... Jeg synes både Gitte, Susann og Connie har hevet nogle rigtig spændende pointer frem - også masser af ting jeg ikke selv havde tænkt på! (Hvor er det bare fedt, at det sker gang på gang, når man diskuterer bøger med andre!)

    Jeg tror jeg vil starte med Susanns kommentar omkring Veronicas far, fordi det var helt klart dér jeg tænkte allermest "Nårh!!"

    Jeg havde nemlig slet ikke læst ham på samme måde som Susann. Alle de eksempler Susann giver på, hvordan han styrer familien og sætter barren for, hvad der er godt og skidt, det så jeg som sådan lidt jovial (sviger)far-humor uden den store alvor bag. F.eks. hele historien om den kirke der slet ikke lå i byen (eller hvordan hang det nu sammen ... har desværre ikke mine noter hos mig). Han virkede faktisk bare lidt fjollet på mig. Men jeg er bestemt ikke afvisende overfor Susanns fortolkning! Den forklarer nemlig rigtig meget - ikke mindst i forhold til Veronicas mors opførsel! Og så slog scenen hvor faren, broren og Veronica er ude og gå morgentur mig også som mystisk i første omgang - men den kan jo forklares ud fra det perspektiv Susann lægger på historien.

    Hvad synes I andre? Havde I også set Veronicas far som lidt en tyran, der styrede slagets gang i familien? Jeg havde personligt slet ikke gennemskuet det...

    Og jeg havde heller ikke tænkt tanken, at Adrian måske fandt lidt af den mor han savnede fra sin egen barndom via forholdet til Veronicas mor - men det giver også rigtig god mening. Så tusind tak for nogle rigtig spændende iagttagelser, Susann :-)

  • Connie

    ons, 19/09/2012 - 17:46

    Skønt er det når jeg får svar på mine spørgsmål, og jeg takker hermed Malene for et godt ,velunderbygget, og konkret svar på min undren over kæle / øge navnet "frugtkage"

    . Selv syntes jeg at jeg har et rimeligt kendskab til engelsk, men må erkende at det ikke lige er blevet støvet af for nylig, og dette udtryk kendte jeg slet ikke, så endnu en gang - tak for at udvide min horisont :)

  • Malene M. Bisgaard

    ons, 19/09/2012 - 09:21

    Et hurtigt indspark... Først tak for de skønne og tankevækkende kommentarer! Jeg har en travl dag i dag men skal nok vende tilbage med nogle overvejelser en af de nærmeste dage, fordi jeres indlæg sætter bestemt tankerne i gang hos mig :-)

    Ang. "frugtkagen" - det kan jeg hurtigt svare på :-) Jeg tror det må være en direkte oversættelse fra det engelske "fruitcake" som er slang for at være skør/have en skrue løs. Margaret har jo gennem årene kun hørt Tonys side af historien, så ingen tvivl om at hun synes Veronika er lidt en tosse.

    Og forresten Connie, tusind tak for dit indlæg - gæster er altid meget velkomne her i klubben! Jeg vender som sagt tilbage med flere tanker en af de nærmeste dage. I mellemtiden skal I andre endelig ikke holde jer tilbage :-)

  • Connie

    tir, 18/09/2012 - 19:36

    Jeg er lige nød til at give mit besyv med i jeres debat om denne lille perle fra Julian Barnes hånd.

    Læste bogen i sommers , og det har jeg ikke fortrudt. Kan sagtens genkende jeres kommentarer om at tankerne bare flyver afsted -især i mindernes vold , og at det derfor trods dens lille størrelse , er en langsomt læst bog .

    Iøvrigt cadeaux til jer alle for jeres skarpe kommentarer og iagtagelser.

    Hvem der er den største skurk i historien syntes jeg er svært at afgøre, men den fejeste er dog Adrian.

    Hvorfor mon Margaret kalder Veronika " frugtkagen" ?

    Jeg vil lige henlede jeres øjne på debatten om Jenifer Egans "Tæskeholdet banker på " - det er også en bog der bl.a handler om tilbageblik på ungdommens dage.

     Måske er det en trent i de midaldrene forfatteres forfatterskab at skrive bøger om skelsættende begivenheder fra ungdommen.

     En yngre forfatter vil jo ikke have forudsætninger for at skrive så velovervejet og i bagklogskabens klare lys som det er tilfældet både med Égans og Julian Barnes.

  • susann

    man, 17/09/2012 - 14:30

    Jeg har lige læst kommentarerne, og jeg synes jeg kan se Veronicas far som en af grundene til Veronicas opførsel. Han ville nok have tingene til at se fine ud på overfladen og sønnen eftergør hans stil med en let ironisk opførsel og en angst for at blive gennemskuet som en distanceblænder. Faderen, Veronica og broderen opfører sig medladende overfor Tony, og jeg tror det er det, Veronicas mor ser. Hun ser en ulykke komme for  Tony. Hvis han bliver med Veronica vil han blive offer for den selv samme nedladende tone, som hun har erfaret i sit liv. Hun er jo ikke med ude at gå tur, hun er også lukket ude af faderens `gruppe´. Det er også derfor hun føler en taknemlighed til Tony for hans brev til Adrian. Hun har haft en lykkelig tid med Adrian, og hun har fået en søn, som hun elsker, og som har elsket hende betingelsesløst resten af hendes dage. Hun har også fået en anerkendelse af Adrian i sit forhold til ham, som hun måske aldrig har fået før i sit liv. Adrian til gengæld har fundet en moden kvinde, som han kan føle sig tryg ved, og som han måske kan dele livsanskuelse med. Jeg tænker, han måske også i Veronicas mor fik lidt af den mor, som han selv savnede i sin barndom ? Da forholdet får følger  bryder hans verden sammen. Hvordan skal man forklare alt dette til omverdenen ? Der er ingen vej ud af problemerne, føler han, og han husker hvordan deres kammerat fra skolen begik selvmord, da han havde gjort en pige gravid. Den udvej fandtes altså i hans hoved og i sin rådvildhed må det have føltes, som den eneste udvej.

    Veronica ser Tonys brev, som et røveri af en kæreste, som hun beundrede. Adrian kunne argumentere overfor hende, hendes bror og far og han lod sig ikke koste rundt med og opgive sine egne interesser, som Tony gjorde fx med sin musikinteresse. Adrian var den rigtige for hende troede hun. Det brev som Tony skrev i vrede blev skæbnesvangert for hendes liv, som hun så det. Det er tankevækkende, at et brev skrevet i vrede, kan have så store konsekvenser for andre mennesker. Hele situationen har været så pinlig for en person, der gerne vil være `rigtig´ omverdenens øjne. Hvordan skulle hun forklare sig til sin omverden ? Hun ville så gerne selv korrekse folk, som hun fx. gjorde med Tonys musikvalg. Det var åbenbart ikke intellektuelt nok. Hun var i virkeligheden offer for faderens mobberi og snobberi. Det var jo ham, der uddelte anerkendelse i familien og var dommer over, hvad er var acceptabelt og uacceptabelt at tro på og beskæftige sig med. Man kan undre sig over at der ikke var nogen der gjorde oprør, udover moderen. Veronica har, da muligheden viste sig, alligevel haft lyst til at give Tony dårlig samvittighed over, at han skrev brevet, derfor gav hun ham en lille flig af oplysningerne, så han kunne undre sig og føle skam over brevet. Jeg synes hun har haft et vanskeligt liv. Vrede har været hendes drivkraft i mange år- tror jeg. Hun har også været vred, da hun har fundet ud af at Tony havde fået kone og barn, som han havde et hengivent og fortroligt forhold til. Sådan fremstiller han det i hvert fald overfor Veronica. Hvad tror I ?

     

  • Gitte Hansen

    søn, 16/09/2012 - 20:25

    Undskylder at jeg har været lidt fraværende men har været hårdt ramt af arbejde de sidste 14 dage og det har betydet at jeg faktisk kun har været hjemme for at sove. 

    Når jeg tænker på¨Tony som en stakkel, så mener jeg "stakkel" som i "ensom". Når jeg kigger på ham i nutidsberetningen ser jeg ham som en ensom mand, der sidder i sin lille lejlighed med en fornemmelse af, at han aldrig rigtig slog helt til, eller var helt god nok. Er det bare mig der læser noget ind der ikke står i bogen?

    Jeg har også tænkt meget på Veronicas mor og årsagen til hendes opførsel, både ved Tonys besøg i teenageårene og grunden til at hun testamenterer Tony dagbogen. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har regnet den ud og heller ikke at jeg kommer til det. Jeg synes hun er helt vildt mærkelig.

    Jeg har også spekuleret en del over Veronicas måde at behandle Tony på i nutidsberetningen. Jeg tænker, at hun måske fortryder at hun fravalgte Tony frem for den attraktive Adrian, der jo kom til at skuffe hende så dybt. Set i bakspejlet ville hun måske hellere have haft den lidt "kedelige" og almindelige mand og liv med Tony end en der knaldede udenom med hendes mor for derefter tog sit eget liv. Er det mon derfor hun er sur og utilnærmelig?

  • Malene M. Bisgaard

    ons, 12/09/2012 - 16:25

    Hvorfor er Veronica så sur på Tony?
    Jeg har spekuleret lidt over Veronicas fjendtlighed overfor Tony (hun kan vel ikke blive ved med at være tøsefornærmet over hans brev til hende og Adrian så mange år efter?!) Og jeg har tænkt på, om det kunne være en måde at komme ud med sin vrede på sin mor?

    Svært at forblive sur på en afdød
    Nu hvor moren er død, har hun jo ikke det sted at rette sin vrede hen. Især ikke når hun også bliver nødt til at tage sig af halvbroderen...

    Er Veronicas vrede berettiget?
    Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg også kommet frem til, at det vel egentlig også er fuldt berettiget, hvis Veronica har været sur på sin mor! For hvad er det dog for en opførsel hun lagde for dagen?! Både da hun "advarer" Tony mod sin egen datter (selvom Veronica selvfølgelig ikke var tilstede til at overvære det i situationen) og ikke mindst da hun senere har en affære med sin datters kæreste (Adrian)!! Og endelig da hun vælger at testementere Adrians dagbog til Tony... Hvorfor skulle den tilhøre Tony mere end Veronica? Eller hvad med noget af Adrians familie, evt. hans søn...

    Jeg tror ikke helt jeg forstå alle bevæggrundene hos Veronicas mor. Og måske er jeg også unfair overfor hende lige nu (ligesom jeg synes Veronica er det overfor Tony), men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om Veronica måske får afløb for sin vrede overfor moderen ved at behandle Tony som hun gør.

    Hvad tænker I?

  • Malene M. Bisgaard

    tir, 04/09/2012 - 15:17

    Ang. Tony som person så tror jeg umiddelbart, at jeg tænker "hverken/eller" på Gittes spørgsmål... Jeg så ham ikke som hverken en stakkel eller et usympatisk menneske.

    Jeg synes ikke, han virker som en stakkel, fordi han har jo levet et almindeligt indholdsrigt liv med familie, karriere og fritidsinteresser. Jo, han er blevet skilt - men det er der jo mange der bliver, og han er da stadig på god fod (hvis ikke næsten "venner") med sin eks-kone. Han lever vel et meget roligt middelklasseliv. Ikke noget vanvittigt spændende, men da bestemt heller ikke noget hvor jeg tænker, at han er en stakkel.

    Og jeg synes faktisk heller ikke, at han er usympatisk/beregnende. Han gjorde nogle ret grimme ting efter bruddet med Veronica, men var det ikke mest bare pga. såret stolthed og fornærmede følelser? Det var vel ikke fordi, han var et grundlæggende dårligt menneske? Da han som voksen genlæser sit brev til Adrian (og Veronica), skammer han sig jo også over det.

    Mit indtryk af Tony er nok, at han vist er, som mennesker er flest :-) Hvorimod jeg personligt har meget svært ved at blive klog på Veronica!! Er hun en sur og manipulerende strigle - eller er hun måske nærmere en stakkel? Hvilken ret har hun i første omgang til at tilbageholde Adrians dagbog, efter hendes mor testementerer den til Tony?! Og hvorfor er hun så indebrændt sur på Tony - er det bare fordi hun ikke kan være gal på Adrian, og så overfører hun den vrede til Tony? Hende har jeg svært ved at forstå ... gad vide hvordan historien havde set ud, hvis det var hende der fortalte i stedet for Tony!

    PS: Dette indlæg blev uden citater og sidehenvisninger, da bogen og mine noter ligger derhjemme ;-)

  • Malene M. Bisgaard

    tir, 04/09/2012 - 13:43

    Ligesom Gitte havde jeg også af og til svært ved at holde fokus på historien hele vejen igennem - ikke ment på nogen negativ måde, jeg var bestemt både opslugt og fascineret! Men mine tanker stak simpelthen af i alle mulige retninger engang i mellem - især i de afsnit som beskrev Tonys ungdom og studieår.

    Jeg tror det har noget at gøre med, at forfatteren sætter vores (læsernes) personlige minder og erindringer i spil undervejs. Både fordi man helt automatisk kommer til at tænke tilbage til sine egne teenageår og studietid men også fordi det er en periode i menneskets liv, som har dannet rammen for så mange "fortællinger" (romaner/film) igennem tiden, at vi lynhurtigt kan hæfte billeder og stemninger på - og vores hukommelse måske derfor lokker os på afveje ved at mindes alle disse andre "fortællinger".

    "Og hvad så?!", kunne man måske fristes til at spørge - hvorfor skulle det pludselig være anderledes i denne bog? Det er der vel tusindvis af andre bøger/forfattere som forsøger at gøre... Men jeg tænker, at det må være fordi, Julian Barnes har formået at beskrive en periode i livet på så generel og inkluderende en måde, at en hel masse læsere kan spejle sig i følelserne og oplevelserne - selvom vi på overfladen er utroligt forskellige.

    Giver det mening? Eller har I andre en helt anden oplevelse af at læse bogen (måske fløj I igennem siderne uden at tankerne stak af i tide og utide?) :-)

  • Malene M. Bisgaard

    tir, 04/09/2012 - 13:29

    Tak fordi du havde lyst til at starte debatten, Gitte :-)

    Jeg synes især der er to rigtig spændende spørgsmål i det indlæg du har skrevet:

    - Hvordan forfatteren formår at sende vores tanker på langfart/afveje undervejs i læsningen? (Fordi jeg havde nemlig præcis samme oplevelse da jeg læste bogen).

    - Hvad er hovedpersonen Tony for et menneske? En ensom stakkel eller et beregnende og usympatisk menneske?

    Der er selvfølgelig masser af andre ting vi også kan tage fat i at debattere, men lad os endelig lægge ud med disse to fokuspunkter :-) Så har vi et sted at starte - men I andre kan selvfølgelig også bare smide nye emner på banen, hvis I brænder inde med noget.

  • Gitte Hansen

    søn, 02/09/2012 - 13:50

    Kære alle

    Jeg håber I har haft en dejlig sommer og er klar til en ny sæson her i Ad Libitum. Jeg har lovet Malene at "synge for" og vil starte med at fortælle hvorfor jeg har anbefalet denne bog til læsning i klubben.

    Jeg fik selv anbefalet bogen af en gæst, der kommer på den cafe hvor jeg arbejder og det er jeg ham meget taknemmelig for. 

    Da jeg i starten af året læste bogen første gang, tænkte jeg, at dette kunne være en spændende bog at diskuttere i Ad Libitum. Jeg må ærligt erkende, at jeg aldrig har brugt så lang tid på at læse en så lille/kort bog. Mine tanker blev konstant sendt på afveje og efter anden gennemlæsning forstår jeg stadig ikke helt hvordan forfatteren formår at fjerne mit fokus fra bogen og sende tankerne afsted i alle mulige mærkelige retninger. Er det bare mig eller er det også noget I har oplevet under læsningen af "Når noget slutter"?

    Fortælleren Tony fylder jo ret meget i romanen, men hvad er han egentlig for en størrelse? Han fylder meget i mine tanker og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg synes om ham. Er han en stakkel eller er han et ondt, beregnende og usympatisk menneske? Hvad tænker I?

    Jeg glæder mig til at debattere bogen med jer og håber I er klar til en ny og spændende sæson her i Ad Libitum.

    Kh Gitte