Det er en poetisk fortælling. Jeg er født på landet på Fyn 1948 og kan så af gode grunde ikke genkende så meget fra København, men tiden kan jeg genkende. Ja, jeg husker også mælkebilen på landet, hvor vi satte tomme flasker ud til vejen og fik sød- og kærnemælk retur. Desuden kom der en fiskebil, som også havde lidt ost og hver fredag kom der varer fra det lokale handelshus. Bogen er også filosofisk i sin form, f.eks i sondringen mellem hukommelse og erindring, og i skildringen af lys og mørke. Lyset kan været for stærkt. I skyggerne ser vi livets kontraster.

Og jo: Der kom tiggere og landvejsriddere med skærslipervogne/barnevogne. Her kunne man få slebet sakse m.v.

Jeg kan kun give Susse ret. Mit danske Album er en rigtig dejlig erindringsbog, og som Susse har jeg også funderet en del over vigtigheden af at skelne mellem erindring og hukommelse og på, hvad forskellen egentlig er. Kristeligt Dagblad havde i forbindelse med udgivelsen en artikel om bogen. Her siger Lars Saabye Christensen: "Man kan vel sige, at hukommelse er sandhed, og erindring er løgn. Erindringen er et flydende, poetisk materiale, et digterisk materiale, mens hukommelsen er tidspunkter, årstal, gadenavne og den slags." Det var rart, at få det på plads, og jeg synes det giver god mening at skelne på den måde. Jeg har bare aldrig tænkt over denne skelnen før. Som der også står i artiklen, er hukommelse og erindring som to forskellige rum. Hukommelsens rum er allerede møbleret og dekoreret, mens man i erindringens rum selv kan møblere og dekorere, og Lars Saabye Christensen befinder sig bedst i erindringens rum, siger han.