Som flere allerede har påpeget, så var det en stor oplevelse at overvære "La Béte" i torsdags. Man var virkelig godt underholdt. Jeg var meget imponeret over, hvordan skuespillerne formåede at lege med versene, så det virkede utvungent og naturligt, at næsten alt hvad de sagde rimede.
Mht. stykkets handling, så bliver den båret frem af kontrasten mellem den elegante Élomire og den menneskelige orkan Valére - og i særdeleshed af marquisens ønske (læs: befaling) om, at de to skal arbejde sammen.
Den mest fornuftige i stykket, synes jeg langt hen ad vejen, er Béjart, der på et tidspunkt siger, at livet består af en række kompromiser. Han er den pragmatiske, der bekymrer sig om at skulle ud på landevejen igen med teatertruppen efter 10 rolige år i marquisens ansættelse - hvis Élomire ikke kan eller vil arbejde sammen med Valére. Til sidst - da alle har valgt side - nævner han også for Élomire, at der findes en 3. mulighed. Den gyldne middelvej er dog ikke en mulighed i Élomires øjne. Ganske som Me Munk også påpeger, så kan jeg her sagtens se en parallel  til "Misantropen", hvor Alceste også kræver alt eller intet af Célimene.

Tak for en god aften i Odd Fellow Palæets teaterhave.

Det var en forrygende forestilling, om end den var lidt langtrukken.

Det er professionalismen (Élomire) kontra folkets og politikkernes uvidenhed repræsenteret ved Valére & marquise de Conti.

Der var meget Molliere inspiration, hvor Hirson også ligesom Molliere påpeger sammenstødet med det finkulturelle kontra det folkelige.

Vi har desværre ikke beskæftiget os meget med Molliere de seneste år og heller ikke læst Hirsons bog. Vi kan derfor ikke give en analyse af, hvilke specifikke værker der har været inpirationkilden.

Lars Mikkelsen var helt forrygende, men de meget lange monologer var lidt dræbende.

Hele skuespilholdet gjorde det strålende.

Det var også morsomt at høre, at man i dag kan lave så god en teateropførsel på vers, med et nutidigt sprogbrug. Det var stedvis meget underholdende

Vi var meget imponeret.

Endnu en gang tak for en god aften og god weekend

Bente og Benny

Forestillingen La Bête er gammel vin på nye flasker forstået på den måde, at det er Molieres tankegang fra baroktiden, som har inspireret Hirsom til at forfatte stykket i 1991. Inspirationen fra Moliere kommer bl.a. af, at dialogen er på vers, hvor der er fem stavelser i hver sætning. Det kræver utrolige dygtige skuespillere, der kan håndterer teksten musisk samtidig med at de kommer ud over scenekanten.  Grønnegaards teater har valgt at opføre Hirsoms stykke denne sommer, hvor Tina Gylling, Lars Mikkelsen, Paul Hüttel og Troels Lyby har de bærende roller. De kan alle sagtens bære forventningerne på deres skuldre, selvom det for mit vedkommende var ret høje for både Tina Gylling og Lars Mikkelsens vedkommende, idet jeg før har set dem begge ´live´ med gode præstationer.

Det spændende ved forestillinger i Grønnegårdsteatret er, at der er højt til loftet på flere måder. For det første foregår det udenfor, som giver en vis ængstelse for vejret på selve aftenen. Det andet er, at der spillets Holberg og andre ”gammeldags” stykker, hvor der er svung i stykkerne, som passer fortrinligt med højt til loftet, som der jo i sagens natur er, når man sidder ude i det fri.

Dilemmaet står mellem mainstream kunst/kultur og elitær kunst/kultur, hvor man skal have forudsætninger for at forstå. Lars Mikkelsen spiller Valére, som er en gadegøjler og amatør, som skal hjælpe Élomire (spillet af Troels Lyby) med at udvikle sin elitære kunst, så den bliver mere spiselig og folkeligt for og af folket. Det beslutter Marquisen i stykket (som spilles af Tina Gylling). Marquisen vil have udviklet Élomires optræden ved at gøre den mere folkelig ved at invitere gøjleren ind i truppen.  Derved opstår dilemmaet med pop og kunst.

Det rejser spørgsmål et om, man som tilskuere også skal kunne forstå alting uden forudsætninger eller man skal arbejde sig hen imod at få oplært færdighederne til at forstå.  Det er en eviggyldig debat, som vel altid har været der.

 I dag kan man tænke på, at der er politiske strømninger for, at kunsten også skal bidrage med noget, som gerne må kunne måles og vejes og helt i antallet af betalende publikummer. Og det er den rigtige eller forkerte vej er ret er svært at afgøre, men det er vel hele tiden noget med at bevare traditionerne og samtænke fornyelserne ind i dem, da alting ellers kan gå i stå – selv den traditionelle kunst.  Så svaret er måske midt imellem, hvor man kan føle at nogle ting går for stærkt, og andre ting overlever sig selv.

Jeg vil dog benytte lejligheden til klassikerklubben til at takke for en godt arrangement, som var god, selvom det regnede indimellem.

Sidst men ikke mindst, vil jeg anbefale dem, som ikke har set stykket endnu at gå ind og se stykket, hvis man normalt synes om skuespillerne i stykket. Specielt Lars Mikkelsens præstation lyser op, selvom Hüttel, Gylling og Lyby også kaster stor glans over forestillingen.

David  Hirson : La Bête  (1991)

Regnen kom og gik, vejret sig ustadigt vendte.

Blandet med regndråber 

lattertårer ned ad kinderne rendte.

 Publikum belønnede hele staben bag opførelsen af  La Bète med mange  yderst velfortjente klapsalver og positive tilråb, da de tryllebandt os den 28. juli 2011 gennem Grønnegård Teaters hele opsætning, design incl. klædedragter samt skuespillernes magnifique præstationer.

På trods af stædigt bygevejr og nogle pauser, færre end man kunne  forvente,  udfoldede skuespillerne ikke blot stykkets  finurlighed, men illustrerede også med et betagende overskud af spillelyst, energi, og faglig stor dygtighed  komediens idémæssige og tvetydige modsætninger. Så al ros til instruktør, scenograf og skuespillere m.fl . som  får komedien til at leve og gribe publikum.

Publikum føres gennem scenerummets udstyr, den dygtigt letglidende versificerede udtryksform og de brogede fantastiske dragter tilbage til1650´ernes Frankrig  (Ludvig den XIV ´s  regeringstid ) til den idémæssige konflikt og hovedmodsætning, som genfindes i og mellem skuespillets antagonister  og tilsvarende i deres livsanskuelse, samt teorier om skuespillets rette form, indhold og funktion . De modsætninger udfolder sig tydeligt  i deres konkrete ageren og interaktion på scenen, i gestik og i ord (ordoverflod- ordtilbageholdenhed) .

Den faste scenedekoration sammen med  rekvisitterne (kranie, død fugl, stjernekikkert, frugtfad,  papirer, breve, fjerpen, blæk mm) rummer modsætningen mellem en klassisk enkelhed (symmetri,overskuelighed, søjler, podier, billedernes placering, få møbler), klarhed,  trang til kontrol, faktuel viden, en vis nøjsomhed i opbygningen overfor den barokt svulmende overflod ( maleriernes overflødighed af mad, af  blomsteropsatser)  mellem  livslyst (æden pølse, seksuelle hints med knaldrød fallos, incestuøsitet  o.f.  dannelse, kontrol af livsdrifter ( som ses som stivnet dødkedelighed af marquisen,  tavshed/ talebesvær,livs - og konkurrencehæmmende fornuft ,

Modsætninger kan parallelliseres med  de to hovedpersoner Elomire og Valères karaktertræk.

En lille teatertrup med Elomire (læs anagrammet: Molière) som leder og hans højre hånd Béjart har en nådig, men også magtfuld mæcen, som derfor stiller krav. Betaget af en markedsgøglers fripostige,  vanvittigt morsomme frivole, frække,  lumre , kvikke og uvidende  monologer i alenlange tirader  ønsker hun ham ansat i truppen for at tilføre det noble spil gemytlighed og provokationer. Med ham følger markedspladsens sprog og hørm.

Marquisen har pengene og magten og vil have ham ansat. Truppens ledelse  har selvbeskyttelsen, sansen for hvad kvalitet er og vil det modsatte. Valère selv vil indenfor i varmen. Og han er villig til at kompromittere, skryde, snyde, bedrage og ydmyge sig for at opnå sit mål.

 Krumtappen (i komedien sm får snærten af tragedie) er Valère  ( måske af fransk valoir, valeur:  vurdere, værdi) spillet  for fuld skrue af Lars Mikkelsen, som fremviser alle facetter af  ikke dannet proletar, en begavet galning, proppet med fragmentarisk viden, en storskydende egocentriker, et  ikke intellektuelt menneske, og  derfor ”dyr” i sansernes vold , besat af sig selv og sin frem- og opdrift. En gøgler i Rabelaisk rablende forstand, fylder rummet med folkelig lavkomik og kropslighed ,af erotisk opstemthed, med stygge kropsdunste sat over for de andres ideal om selvkontrol (mestendels overholdt) og sirlighed. Og han vinder indpas. Den før fortrængte krop sætter sig dæmonisk  igennem. Skingrende lystig og amoralsk skyr  han ingen midler, og skønt hans skuespil viser sig ”uden hoved og hale” så sætter pengemagten, marquisen trump  på. Og truppen bøjer sig derfor .  Roser,  hvad de ikke synes om. Job med fast indtægt går forud for hvad før ansås som anstændighed og kvalitet samt truppens samspil over for enegængerens selvudleverende monologer, den skruppelløse narcissist af moderne format. Standupperens erobring af scenerum og verden.

Hvad der præsenteres som et projekt, der skal føre til  fornyelse af  skuespillet tegner til at blive dets nedgang.  Heri ligger skuespillets samtidskritik (1990 érne). 

Pengemagtens greb om og diktering af, hvad der skal spilles, og som derfor ”får” værdi. Men dermed fører også et ganske andet kunstbegreb fre, som godt kan betragtes som en plat ligegyldiggørelse af,  hvad  der er kunst og ikke er. En total relativering. Hvad jeg synes er godt er også absolut godt.

Det ser ud til at forfatteren kun har ønsket at rejse en problematik . Nok more publikum , men også få dem  til stille sig nogle spørgsmål om, hvilken kunst man efter de præmisser, derefter kan regne med at se bryde igennem. Og om det er den man også vil have. 

Men afhænger det ikke af de enkelte individer, deres vilje og kamp og modstand, muligheder for opgør?  

I alle tilfælde bliver dyret her sluppet løs og uden slagkraftig  modstand fra truppen. Modstanden  er umådeligt minimeret. -  Lammede over for den ordrige gavflab taber de mælet og modstandskraften. Havde de anden mulighed set inden for stykkets idé? Måske ikke over for deres mæcens beslutning. Uvidende om skuespillenes kvalitet og besnæret af at være moret får hun sin idé om de to genrers sammenkobling.  Men jeg havde gerne set dem yde Valère større modstand.

Er det en realistisk vurdering af kunstens forhold i dag.  Vel nok i nogen grad. Jeg ser nok parallellerne, men også forskellene i dagens kulturelle udbud.

Er stykket en værdig konkurrent til Molierès komedier? Og kan man overhovedet se således derpå? Er det en givtig synsvinkel?

Skuespillet er meget begavet skrevet, dog savner jeg en  større respekt for et gensidigt spil mellem  modsætningerne, hvor begge sider ytrer sig, som hos Molière ( og Holberg). Ikke en total overgivelse, men et skred i opfattelsen og i billedet af begge parter.  En anerkendelse af værdier i dele af det ældre  såvel som i det yngre, i den kulturelle, sociale  overklasse som i underklassen. En mere dialektisk tænkning.

For mig at se udgør ikke de enkelte værdilag, men den eksisterende mængde af forskellige værdilag  en given civilisations kultur. Gennem dens modsætninger  inspirerende hinanden, provokerende hinanden og publikum og i konkurrence med hinanden.

Men jeg morede mig kosteligt,  blev betaget, fordi det var så fandens velspillet. Så vel oversat, så  sprogligt besættende godt ! men også umådeholdent ordrigt. 

Måske allermest en succes på grund af Lars Mikkelsens format. En krævende opgave at skulle fylde så meget så længe. Og han mestrer det! Sublim skuespilkunst var vi vidne til.

Det var en fin oplevelse til trods for at vejrguderne ikke var med os. De fleste blev dog hængende for det ville være synd at gå glip af fantastisk ordleg, skuespil, morskab - og en stor del aktualitet.

Dampbarnet Valére kunne virkelig sætte det hele på den anden ende (nogle gange bogstaveligt). Der er brug for mennesker som ham - men i små portioner. Forståeligt, at en mand som Élomire var ved at gå ud af sit gode skind.  Han er gået i stå - han er stivnet i finkultur og økonomisk tryghed.

Marquisen er ikke til megen hjælp. Hun vil bare noget andet og har her kastet sin kærlighed på dette dampbarn som er en fuldstændig utålelig selvglad og glad amatør - men med et stort potentiale, som kunne udnyttes hvis den rette person kom til - dog ikke Élomire. Han tabte  kampen om mæcenens gunst.

Jeg nød Poul Hüttels spil - denne stilfærdige mand,der havde påtaget sig mæglerens utaknemmelige rolle. Hans mimik var ubetalelig. Dorine var et fint eksempel på en skuespillers frustrationer - det gjorde hun rigtigt godt.

De to hovedkræfter, Lars Mikkelsen og Troels Lyby gjorde det rigtigt dygtigt og magtede at holde publikum fangen til trods for den regnvåde kulisse - både med dens fantastiske ordleg og med lidt regnvejrsimprovisation.

Tak for en god oplevelse.

Jeg læste bogen i en udgave fra Dansklærerforenngen v/Alf Henriques, der om Misantropen bl.a. siger:

”Der findes digterværker … som kræver af os, at vi skal tage stilling til deres problemer. Et sådant værk er Misantropen … Har Alceste ret, og handler han ret?” Jeg giver Henriques ret i, at problemstillingen er aktuel også i dag. Det kan man få et indtryk af ved at se på den historiske baggrund for komedien:

Alcestes person skal forstås i sin historiske tid. I 1620’erne var der sket et skifte blandt de toneangivende i samfundet fra en livsstis som l’homme d’honneur en mand af ære til l’honnête  homme en mand med levemåde.

 For at kunne gøre sig ved Ludvig IV’s hof, skulle man være inde i sladderens inderste cirkler, smigerens og bagtalelsens indviklede krinkelkroge, være en mester i at ramme dem, der stod i vejen og undgå selv at blive ramt. Det gjaldt om at være med på beatet med hensyn til tidens mode, litteratur, gastronomi og boligindretning osv. Performance var datidens nye sort.

 Den uddaterede livsstil som en mand af ære, var for unuanceret og selvpromoverende på den ufede måde, til at kunne indgå i uhellige alliancer og nedrig bagtalelse for at rydde modstandere af vejen og skaffe plads til sig selv.

I det spil kunne man betragte Alceste som enten en ubehjælpsom hund i et spil kegler eller som et befriende helteagtigt pust af renhed i en ellers fordærvet tid. Hans ven Philinte kunne følgelig betragtes som henholdsvis fornuftens stemme eller den forbryderiske kyniker.

I dag ville man nok diagnosticere Alceste som en person uden social kompetence. Han ønsker ikke at knytte mennesker til sig, ved at være åben, venlig og imødekommende. Hans forestilling om dydens og sandhedens smalle sti stiller sig effektivt i vejen for en menneskelig kontakt. Hans ven Philinte er nærmest umenneskelig i sin langmodighed og forståelse og Alcestes modsætning i fornuft og social indsigt i en grad at det næsten er utroværdigt, at de er venner.

Det ligner næsten en hjerneskade på frontallapperne når alt hvad Alceste kan tilbyde Cèliméne er en tilbagetrækning til hans ”ørken” af renhed og dyd. Selvom det måske ikke skal tages helt så bogstaveligt og bare betyder en tilbagetrækning til et af hans slotte, så er det ikke noget at tilbyde en smuk ung dame på 20, med udpræget talent for at lade sig fetere. Men en ørkesløs tilværelse er ikke desto mindre en sandsynlig konsekvens af Alcestes indstilling til livet.

Dengang som nu er individets hovedopgave i udviklingen fra barn og frem mod døden ud på at finde ud af, hvordan man bedst slår igennem som netop individ i de sociale sammenhænge, man nu engang befinder sig i. Til det stykke modtages og udsendes mange signaler, det gælder om at lære fortolkningen af. Hvis man udsender signaler som en egoistisk, kantet og unuanceret klovn, så får man signaler fra modtageren, der er et negativt spejl af dette signal (med mindre man er så (u)heldig af have Philinte som ven).  Hvis de signaler der modtages fra andre individer ikke afstedkommer refleksioner hos modtageren i retning af at ændre opførsel, vil vedkommende gå en ensom tilværelse i møde.

Når jeg alligevel mener, at problemstillingen i Misantropen er aktuel i dag, skyldes det, at afvejningen af, om sandhedens og dydens (moralens) plads er fremtrædende nok i de sociale relationer og i de signaler, der sendes og modtages, er altid en alvorlig diskussion værd.

Helt bortset fra de andre kvaliteter i stykket, hvoraf jeg især begejstredes over kampen mellem Arsinoé og Cèliméne, hvor det lykkes den sidstnævnte at vende et brodden af et giftigt angreb mod afsenderen selv. Det skal man være kampdygtig kvinde for at kunne præstere (hvor så end Molière har sit forlæg fra?). Cèliménes sladder om en lærd person, der intellektualiserer alting er også uovertruffen i sin pinlige tidløshed.

Det var som at opleve Holberg på speed.