Som Christina synes jeg også, at jeg har et meget godt billede af Kajsas personlighed, men det er jo rigtigt, at man ikke får så meget konkret at vide om hendes liv. Jeg tror, hun tager alene op i hytten i et forsøg på at finde brikker til sin egen identitet, og at hun samtidig ser det som en udfordring at klare sig alene der i tre uger. At tage hjem i utide ville være et nederlag, så hun bliver trods sin store hjemve, for som hun  siger, har hun selv opsøgt ensomheden. Da hun har haft besøg af naboen Thorleif, får hun lyst til at græde. "Et menneskes flygtige selskab har fået mig helt ud af kurs". Jeg tror ikke, at Kajsa er en særligt stærk person og håber, at hun trods alt kommer lidt styrket og med et lidt større selvværd hjem fra hytteturen.

Hej igen Tina og Pia.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at alle de farer, som Kajsa oplever omkring hende, kun er farlige i hendes hoved. Hun ser hele tiden lumske bagtanker og lurende psykopater, hvor der ikke er andet end helt almindelige og som oftest hjælpsomme mennesker. Tag bare Egil, der giver hende et lift og vin. Flere gange i bogen vender hendes tanker tilbage til ham, når hun bliver bange for et eller andet - bl.a. der, hvor hun tror, at hun ser nogen ved huset, og det viser sig at være hendes eget håndklæde, der har skræmt hende. Da er hun helt sikker på, at det er Egil, der er vendt tilbage.

Spørgsmålet er mere, hvorfor hun går og er så skræmt af omverdenen...der må ligge mere bag end blot en god og lidt løbsk fantasi.

Måske skal forklaringen igen findes i hendes opvækst og morfarens rolle i den. Vi hører faktisk ikke så meget konkret om morfaren, men mest nogle brudstykker omkring de ting, han gennemgik. Det er ikke småting, han har været ude for, og det må sætte sit præg på et menneske med sådanne oplevelser. Måske har han været lunefuld eller (for et barn) truende og utilregnelig, hvilket har påvirket Kajsa, så hun har 'arvet' nogle af de paranoide tankebaner, som fører ham ud mord?! Eller også har han fortalt om nogle af sine oplevelser - eller mere sandsynligt: Kajsas mor og moster har, uden at forklare eller fortælle noget konkret, omtalt morfarens frygtelige oplevelser i halve og hemmelighedsfulde sætninger, der har sat gang i Kajsas fantasi. En fantasi og tankegang, som hun ikke har kunnet lægge fra sig som voksen.

Jeg ser til gengæld ikke Kajsa som det ubeskrevede blad, sådan som du, Tina, ser hende. Det er rigtigt, at vi ikke hører så meget om, hvad hun har lavet i sit liv, men gennem forfatterens meget fine beskrivelse af hendes gøremål, får jeg nærmest en følelse af, at jeg kender hende. Som sagt ikke hendes liv, men hendes personlighed, tanker og sind. Jeg ser hende som en lidt stille type, der har det bedst i mindre forsamlinger frem for store. Hun er introvert og mere observerende end deltagende, når hun er sammen med andre. Hun er sød (også for sød), og hun kunne godt bruge noget mere selvværd. Hun er intelligent, og sikkert også køn uden at være model. Hun er familiens 'praktiske gris', der sørger for at holde orden på tingene, og hun er den, der forsøger at glatte ud, når sindene koger over hos de øvrige familiemedlemmer. Lige såvel som hun ser psykopater alle vegne, ser hun heller ikke helt objektivt på sin familie. Jeg oplever familien som temmelig splittet, men jeg tror, at hun bilder sig ind, at der langt hen ad vejen er idyl og glade dage. I al fald forsøger hun at fastholde det billede på trods af, at hun godt kan se fejlene hos de enkelte.

Hvad synes I om den beskrivelse? Kan I kende Kajsa, eller har I en anden opfattelse af hende?

Jeg springer over i denne måned og er klar i oktober, håber jeg. Jeg læser p.t. "En halv gul sol" af Chimamanda Ngozi Adichie. Det er en mammutroman om Nigeriakrigen. Og utrolig spændende . Hermed anbefalet.

Som Tove og Tina synes jeg også, at stemningen i bogen er helt fantastisk, og det var også mest den, jeg huskede fra første gang jeg læste bogen. Den fik mig til at danne en masse billeder, fornemme lyde og lugte. Bogen foregår jo i Norge, men da jeg i mange år har været en hel del i Sverige, var det her den bragte mig hen.

Jeg tror, at Christina har helt ret i sin fortolkning af, hvad det er, der har fået Kajsa til at tage alene afsted til hytten. Der er ingen tvivl om, at morfaren har fyldt - og stadig fylder rigtig meget i familien, og at det har givet Kajsa en trang til at finde ud af mere om ham.

Det er dog lidt uklart for mig, hvorfor Kajsa føler så mange udefrakommende farer ved at opholde sig alene i hytten, men som Tove skriver er det vel noget, der mestendels foregår i hendes eget sind

Jeg er fuldstændig enig med Tove i, at her har vi en forfatter, der skriver så stemningsskabende at billeder og lyde defilerer forbi læseren. 

Men det er lidt uklart for mig, hvorfor Kajsa er taget alene af sted, når det er så angstprovokerende for hende at være alene. Hun nævner godt nok, at ingen andre ville med, men alligevel; 3 uger alene i en hytte i ødemarken, med hendes natur.

Jeg savner også lidt information om, hvorfor denne morfar, som hun aldrig har mødt, er så vigtig for hende. Hans skæbne er godt nok speciel, men er ny viden om en person ikke mere interessant, når man har kendt vedkommende?

Og hendes overraskelse over, at morfaderen muligvis skulle have kendt andre kvinder før mormoderen virker noget naiv.

Alt i alt en noget blandet læseoplevelse. Stemningen i bogen er fantastisk, og det er flot som Sissel Bergfjord får fortalt den øvrige families historie. Men Kajsa selv fremstår noget tåget. Kajsa fortæller et sted, at når hun spørger familien om morfaderen, fortæller de noget om sig selv. Man kan jo tilsvarende sige, at når man vil vide noget om Kajsa, får man familiens brogede historie.

Og slutningen...tja, man sidder lidt uforløst. Hun vender hjem til Danmark igen, men til hvad? 

Hilsen Tina