Marx pon toppendan

Oprettet: 10.11.2010 - 14:29

Henrik Pontoppidan sætter i sin novelle ”Naadsensbrød” fra 1887 fokus på samtidens samfund og dennes af de fattige, og i dette tilfælde en udslidt proletarkvinde.

Henrik Pontoppidan skriver i et satirisk sprog når fattiggården, som de i Herredet kalder ”Kassen”, beskrives. Et eksempel herpå er: ”Besynderligt nok synes Herredets Fattigfolk slet ikke taknemmelige for dette Palads, hvormed man saa rundhaandet har betænkt deres gamle Dage.”

Hertil ser vi også at fattiggården, ”Kassen”, udefra bliver beskrevet som et storslået og kongeligt sted: ”Helt kongeligt ligger ”Anstalten” paa Toppen af en kratbevoksede bakke ud mod Fjorden (...) Fremmede, der kommer forbi på vejen vil sikkert ikke anslog det til mindre end et kongeligt togthus eller lignende.”

Også lige efter Pontoppidan bevæger sig ind i beskrivelsen af  det indre af fattiggården skabes der et glansbillede: ”Lyset fra høje Vinduer falder ind som med en overjordisk Glans”. Dette sørger han for at krakelerer noget så grundigt efterfølgende. Fattiggården virker alligevel som et sted hvor undertrykkelse finder sted: ”Og idet hans (forstanderens) store Gud-fader skikkelse viser sig i døren dukker de gamle hoveder endnu en tomme dybere ned i måtterne (...)Stor og værdig, saa selv Gulvene skjælver under hans Trin, – med en gammel Underofficers hele fugtige Majestæt og upaavirkelige Koldblodighed fører han Styret i fast og kyndig Haand. Rolig og med en Holdning, som kunde han have slugt et Spanskrør ”

Inspektøren kan ses som et symbol på det systematiske magtmisbrug og vederstyggelig autoritær undertrykkelse der fandt sted på fattiggårdere i datidens samfund.  Eksempelvis kan vi se hvordan de fattige på ”Kassen” blev ligestillet og sågar sat under dyrestatus: ”Han af egen krænket Pligtfølelse endenu føjer Afknapning paa Mad-Rationerne ... til Fordel for sin navnkundige Præmieso ”Gine”.

I novellen synes der at blive præsenteret en selvmodsigelse: ”Det kan nu efter  alt dette umuligt vække forbavselse, at Anstalten fra alle Sider berømmes som en virkelig Mønsteranstalt.” Denne kontradiktoriske sætning  med dens sarkastiske absurditet synes at forstærke kritikken, omend indirekte, af ”Kassens” forhold.

Dette magtmisbrug synes ikke kun at manifestere sig på ”Kassen” men også det omkringliggende samfund. Af den grund fungerer Henrik Pontoppidans kritik af fattiggårdens magtforhold som en gennemgående kritik af datidens samfund, og af den autoritet der blev udøvet - til tider uden befolkningens samtykke og nåde.

Slutteligt i novellen beskriver Pontoppidan hvordan Stine Bødkers, den udslidte proletarkvinde, indfanges af sognefogden og anbringes på fattiggården uden hendes egen vilje. ”Da det gik op for Stine, hvem (fogden) hun havde for sig, blev hun med eet stum. Langsomt og med et skulende Blik trak hun sig tilbage over Gulvet og anbragte sig i den inderste Krog som i en forsvarsstilling.” Endelig udtrykker Pontoppidan sin revolutionære utilfredshed over hvorledes de reaktionære borgere blot står, samvittighedsløst, uden handlen, nogle griner, og ser hvordan fogden med sin uretmæssige magt påtvinger Stine Bødker en skæbne. Borgerne siger: ”Aa – lad hende være, du!” og slutteligt ”skiltes roligt”.