Marts: Værdig vinder af Nordisk Råds Litteraturpris

Oprettet: 16.12.2014 - 13:15

Bog: "Luftspejling 38" af Kjell Westö

Bogens forside

Luftspejling 38 har advokaten Claes Thune, som tilhører det bedre svensksprogede borgerskab i Helsingfors i 1938, 

Forfatter: 
Kjell Westö
Oversætter: 
Jesper Klint Kistorp
Udgivet: 
2014
Forlag: 
Batzer & Co
Sidetal: 
400
Lån bogen - Køb bogen

Advarsel: Indlægget indeholder flere plot spoilers, derfor: Hvis du endnu ikke har læst bogen, så læs ikke indlægget!

Med ”Luftspejling 38” er det 10 år siden, vi sidst har fået udgivet noget af Kjell Westö på dansk. I 2003 og 2004 udkom hhv. ”Lang” og ”Faren ved at være en Skrake”. To fremragende bøger, der desværre har levet et lidt stille liv her på bibliotekets hylder. Jeg blev derfor virkelig glad, da Kjell Westö pludselig igen var aktuel med en ny roman. Men også lidt bekymret – bekymret for, om han nu også kunne holde niveauet fra de to andre bøger. Heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme, ”Luftspejling 38” er efter min mening en fuldstændig fantastisk roman.

For det første synes jeg, at historien er uhyre velkomponeret. Grebet med at lade historien starte med, at den ellers så punktlige fru Wiik ikke møder på arbejde på advokatkontoret og den efterfølgende, langsomme afsløring af, hvorfor hun ikke møder på arbejde den pågældende morgen, er helt elementært spændende. At blive holdt hen indtil sidste side i forhold til hvem, der er Kommandanten, øger blot spændingen og gjorde, at jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, før den var læst til ende.

Jeg synes også at hele rammen, Helsingfors i 1938, er interessant. Det er 20 år efter Den Finske Borgerkrig, og kollektivt prøver man at fortie, at den nogensinde har fundet sted. Så dem, der har ar på sjæl og krop efter de grusomme ting, der fandt sted under krigen, må nærmest gå og dukke sig lidt med deres traumer, således også fru Wiik, eller Matilda eller Miljapigen. Samtidig lurer Anden Verdenskrig i horisonten, og Kjell Westö rammer fuldstændig rent i beskrivelsen af den uro og det splid, det skaber i folket.

I det hele taget synes jeg, at det især er i kraft af de meget fine, troværdige og mangefacetterede persontegninger, at bogen har en stor kvalitet. Thune og fru Wiiks daglige samvær på advokatkontoret synes jeg for eksempel er skildret meget lavmælt men med rigtig mange nuancer og med en enorm indføling. Den langsomme ”åbenbaring” af, hvor skadet fru Wiik i virkeligheden er, gør også stort indtryk på mig. Endelig er det også interessant hvor forskellig en situation kan tage sig ud alt efter hvem, der oplever den, også her synes jeg at Westö virkelig viser, at han er helt inde under huden på sine karakterer. Også bipersonerne synes jeg Westö formår at give liv og tyngde, det er så ærgerligt, når hovedpersonerne er mesterligt skildret hvis ikke resten af persongalleriet også er det.

Gåden omkring hr. Wiiks forsvinden ligger også som en mørk understrøm under hele fortællingen og er åben for mange fortolkninger. Jeg er mest tilbøjelig til at mene at hun selv har gjort det af med ham. Hvad mener I?

Hvem var dit bud på Kommandanten indtil afsløringen? Jeg ”faldt lige i” og mistænkte ”Zorro”, som jo er den mest "usympatiske" af vennerne. Hvad tænker du i det hele taget om bogen? Har den også gjort indtryk på dig? Jeg er som sagt meget begejstret og håber ikke at der går 10 år igen, før vi får en ny bog af Westö.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Ditte Krogh

    tir, 31/03/2015 - 11:41

    Ja, de bedste bøger bliver hos os og bliver ved med at rumstere i hovederne på os, præcis som jeg fornemmer at Luftspejling gør hos dig, Poul-Erik. Og af samme grund er mange af mine yndlingsbøger igennem årene også nogle temmelig barske bøger. Har haft mange gode læseoplevelser af de "lettere" slags - det er bare ikke dem, der typisk bider sig fast i mig i det lange løb.  

    For øvrigt mener jeg heller ikke at Thune er svag - jeg mener blot at han efter overfaldet ligesom resignerer, da han i mine øjne i det øjeblik, han bliver overfaldet, mister troen på, at han kan gøre en forskel i forhold til det uhyggelige, der er på vej. For mig er resigneret ikke det samme som svag.

    Og at han, også før overfaldet, ikke helt vil eller tør se kendsgerningerne i øjnene, ser jeg heller ikke som svaghedstegn men som noget helt naturligt. Der må godt være grænser for, hvad et menneske kan rumme af ulykker - og vi skal ikke glemme at han jo selv befinder sig midt i en livskrise, dels pga. skilsmissen og dels pga. opløsningen i venskaberne. Oven i det er det også en stor sorg for ham, at samarbejdet med nevøen ikke bliver som han har forestillet sig det, og at deres tætte og varme forhold åbenbart er ødelagt. I det store billede, i forhold til den anspændte politiske situation, er det måske ikke rigtigt at regne for noget - men vi ser og oplever jo netop ikke tingene på afstand, vores udgangspunkter er jo netop det lille mikrokosmos, der udgør vores verden. Og i det lille mikrokosmos er det jo ofte de nære ting, der gør mest ondt og fylder mest.

  • Poul-Erik

    tor, 26/03/2015 - 19:29

    Luftspejling er en af de bedste bøger, jeg har læst. Hvor er det svært, når ens venner har helt andre holdninger, som det sker I onsdagsklubben. Hvad skal der til, for at man siger fra? Thune forsøger at få klubben opløst. Og jeg mener egentlig ikke, at han er svag. Vi er tit blinde for hvad der foregår i en del af den verden,vi færdes i, som Kjell Westö har sagt i et interview
    Men Thune skriver dog et indlæg mod nationalismen Den er årsag til, at han bliver overfaldet. Der er måske tegn på, at han ikke vil se ondskaben helt i øjnene, da han kører sin jødiske ven tilbage til det psykiatriske sygehus. Eller vil han prøve at få sig selv og vennen til at se det gode i øjnene? I håb om at nazismen ikke er så forfærdelig,som det viser sig, hvor nye fangelejre ses -ligesom efter den finske borgerkrig, hvor M. Wiik bliver voldtaget. En hændelse, der er så modbydelig - men som hendes medfanger fortier eller fortrænger. Når det er svært for Thune at sløjfe forbindelsen til onsdagsklubbens højredrejede medlemmer, er det sikkert også fordi, han er ensom efter at konen har forladt ham. Brudet med nevøen viser, at han er villig til at markere en grænse og tage M. Wiik i forsvar. Da Jary oplever at en jødisk fætter snydes for en sejr i et løb får han et alvorligt knæk. M. Wiik er blevet knækket i en fangelejr. Kan man overleve den slags uden alvorlige sår i livet? Næppe.

  • Ditte Krogh

    tir, 24/03/2015 - 15:49

    Jeg var også rigtig glad for Faren ved at være en Skrake. Før det havde jeg med stor fornøjelse læst Lang af samme forfatter - den tror jeg også godt at du vil kunne lide, Poul Erik. Lang handler om en midaldrende, succesfuld TV-producer. Da han forelsker sig i en gådefuld kvinde og bliver draget ind i hendes liv, begynder tilværelsen at skride for ham. Jeg bliver simpelthen nødt til snart at genlæse dem begge to, kan jeg mærke:-)

    I forhold til Luftspejling 38 synes jeg også, at det var spændende at blive klogere på Den Finske Borgerkrig - et historisk kapitel, vi næsten ikke hører om herhjemme. Jeg kan ikke huske at Faren ved at være en Skrake også trækker tråde tilbage til borgerkrigen, men det er også mange år siden, jeg har læst den. Da jeg læste Luftspejling  blev jeg helt chokeret over, hvor grusom en krig, det har været. Og chokeret over at deres fangelejre faktisk ikke har stået tilbage for KZ-lejrene i forhold til, hvor umenneskelige forholdene har været. En sammenligning, der ligger lige for, da Den Finske Borgerkrig og Anden Verdenskrig jo danner rammen om fortællingen.

    At Thune får gjort op med nevøen - et opgør, som fru Wiik jo også er årsag til - og at han forliger sig med fru Wiiks fortid betyder for mig, at han er et "retfærdigt" menneske, han siger jo selv at "Der findes sakse på alle kontorer, ingen kan anklage Dem for at have haft sådan en i hånden. Og alle ved at Victor Hoffman er en uforbederlig buk." (s. 349) Men det viser også, synes jeg, at han virkelig sætter pris på fru Wiik, ikke blot fagligt men også menneskeligt. Hun udfylder for mig at se et tomrum i hans liv. Også selvom de faktisk kun omgås på kontoret. Hun gør ham lidt mindre ensom i en tid, hvor hans ægteskab er forbi og selv hans ældste venskaber er ved at gå i stykker pga.  de politiske uenigheder.

    At han ikke slår til i forhold til Jogi, synes jeg tyder på at han rent faktisk ikke kan (eller tør?) sætte sig ind i, hvor hæsligt og skræmmende det er at være jøde i den periode - at han måske ubevidst lukker øjnene for de kendsgerninger, han egentlig godt kan se konturerne af. Jeg tror han befinder sig lidt i en tilstand af fornægtelse, det uhyre, han begynder at ane er for grusomt til, at han tør anerkende at det er på vej. Hans holdning er også lidt resigneret, synes jeg. Han accepterer ligesom blot, at det er for stort til at han kan gøre en forskel og "intellektualisere" det ihjel, at tale til folks samvittighed og fornuft - som jo er det "eneste", han kan. Hans samtale med fru Wiik om hendes fortid som en af de røde (s. 356), hvor hun fortæller meget kort men brutalt om de rædsler, hun har oplevet, gør ham måske også endnu mere bekymret for en gentagelse af historien. Det er i hvert fald en kæmpe øjenåbner, i forhold til at han, som en af de hvide, måske aldrig rigtig har erkendt (måske ikke har turdet?) hvor grusom også Den Finske Borgerkrig var. Han har i hvert fald selv ikke lidt under den på samme måde.

     

  • Poul-Erik

    man, 16/03/2015 - 14:15

    Efter at have læst Faren ved at være en Skrake, har det været spændende at læse Luftspejling 38, der også er påvirket af den finske historie - både borgerkrigen i 1918, som jeg vidste alt for lidt om - og de fascistíske tanker 20 år senere. De seks mænd, der mødes i onsdagsklubben fra 1927 og frem til 1938 mangler med den nye politiske udvikling den naturlige fællesskabsfølelse. Det kan ikke undgås, at der kommer dybe tillidskløfter mellem de meget forskellige seks mænd i klubben, efterhånden som udviklingen i Europa og Finland igen strammer til. Det er egentligt utroligt, at advokat Thune efter det voldsomme overfald får gjort op med fællesskabet på advokatkontoret med nevøen og accepterer Fru Wiiks fortid. Mens han ikke slår til i forholdet til den psykisk syge jøde Jarys bekymringer efter koncerten i slutningen af bogen.. Som i bogen om Skrake har flere personer flere navne...men i Luftspejling er det nemmere at holde styr på personerne. Jeg læser Mathildas traumer fra fangelejren som afgørende for hendes reaktioner. Oplevelserne sidder så dybt, at hun må gribe Fannys hånd i biografen (s.278) Hun væmmes fra starten ved Kaptajnen og prøver at overvinde sine erindringer fra fangelejren. Men jeg tror, at hendes oplevelser er så voldsomme, at hun føler, at et voldsomt opgør er nødvendigt. Jeg mener kun, at hun indleder et forhold til kaptajnen for at få hævn. Da jeg læste om Robis forbehold, da Thune siger, at de kan blive gift - tænkte jeg kun på, at Robi ville tage hensyn. Jeg hælder nu til, at det er forholdet, der ikke er godt.

  • Ditte Krogh

    tir, 10/03/2015 - 21:43

    Jeg har det på præcis samme måde, den sidder også stadig i kroppen på mig, jeg kan ikke rigtig ryste den af mig. Efter min mening et stort kvalitetsstempel:-) Og du har ret, den er fuldstændig perfekt til læsekredsbrug, derfor har jeg også i flere sammenhænge anbefalet den til det og skal selv bruge den i min læsekreds på Ballerup Bibliotek. Jeg glæder mig virkelig meget til at diskutere den "live":-) Og jeg kom også meget hurtigt til at tænke på Renselse, der også er en fantastisk bog.

    Spændene spørgsmål, du stiller. Her er mine bud på svar – jeg håber at I er flere, der også vil komme med jeres bud:

    Dels tror jeg at Matilda (eller rettere Miljapigen) vil have hævn (selvom jeg tror at det motiv længe er uklart for hende selv som Matilda eller fru Wiik) - og dels tror jeg at hun er drevet af selve "spillet", at hun på en eller anden oplever en sær spænding over eller fascination af, at han ikke kan genkende hende. Hele spørgsmålet om, hvorvidt han pludselig vil huske hendes, synes jeg løber som en slags utændt lunte, der når som helst kan antændes og føre til en slags "eksplosion", gennem deres møder. I det hele taget ser jeg hende meget som en der, når alt er i orden og hverdagen forløber roligt og regelmæssigt, er nogenlunde normalt fungerende, men når hun bliver presset, kommer hun til at ligge under for Miljapigen, der er den "sygeste" del af hende. Miljapigen ser jeg som en slags "beskyttende" figur, hun har udviklet, Miljapigen er hård og nådesløs og kan passe på de blidere figurer fru Wiik og Matilda. Forholdet til Miljapigen er dog ikke uproblematisk, mange gange har hun egentlig ikke lyst til at lystre hende, men Miljapigen er en meget stærk figur.

    Gabi og Robis forhold fornemmer jeg, er problematisk fra det øjeblik, Gabi bryder med Thune. Det står ikke tydeligt, men jeg fornemmede hele tiden en vis modvilje eller undvigen hos Robi, når talen faldt på forholdet til Gabi, f.eks. på s. 315, hvor Lindemark reagerer således på Thunes bemærkning om, at skilsmissen med Gabi snart er en realitet, sådan at Lindemark og Gabi kan gifte sig: ”Thune så at Lindemarks kæbemuskler var spændte og at knoerne blev hvide da han strammede grebet om rattet.” Desuden studsede jeg over Lindemarks forgabelse i syngepigen på d. 124-125 - ikke lige den forventede adfærd fra en stormende forelsket mand, tænkte jeg, da jeg læste det. Jeg tænker at det efter Thune og Gabis brud måske er gået op for Lindemark at det er en fejltagelse med forholdet til Gabi – men at det er uoverskueligt at vedkende sig det. Det vil nemt kunne virke som en ekstra hån mod Thune, hvis Lindemark og Gabi også gør det forbi. Den endelige afsløring af Kaptajnens identitet bekræfter netop kun, at Gabi og Lindemarks forhold ikke er lykkeligt.   

    Jeg tror at Matilda begår selvmord, fordi hun erkender, at hun ikke kan slippe af med fortiden, hvor meget hun end prøver. Jeg tror at det bliver for tungt at leve med alle de skrækkelige hemmeligheder og den konstante frygt for, at de bliver opdaget. Hun har i 20 år prøvet at skabe sig et normalt og helt anonymt liv, men det er umuligt. Hendes episode med Hoffman viser med tydelighed, at uanset hvor meget hun prøver at holde på fru Wiik som facade, kan denne facade altid krakelere, når hun er under pres. Det voldsomme og ukontrollerede – det ekstremt skadede – Miljapigen - ligger altid lige under overfladen.

    Som nævnt fik jeg meget hurtigt stemplet Zorro som Kaptajnen. Han er den, der hele bogen igennem ytrer de mest usympatiske holdninger, og den, jeg bedst kunne se for mig som grusom vogter i en fangelejr. Og den, jeg tog allermest fejl af. At det var den sympatiske Lindemark var en stor overraskelse for mig, måske allermest på grund af at han er en af dem, der udviser mest omsorg for Jary. Tror automatisk at jeg tænkte, at han så var en af dem, der tog de svages parti. Føler som sagt at jeg ”gik lige i fælden”:-) Synes ikke at man hører mindre om Zorro end de andre, så for mig var det ikke en grund til udelukkelse.

    Hvad tænker du om mine svar, Lykke? Som sagt håber jeg at I er andre, der også vil give jeres bud på spørgsmålene:-)

     

     

     

  • Lykke

    fre, 06/03/2015 - 18:19

    Jeg er også fuldstændig fascineret af denne finske roman, som stadig sidder i kroppen. Den er en af den slags, som bidder, er spændende og horisontudvidende.
    Den er meget læsekredsegnet, idet der er meget at snakke om. Jeg mener også, at det kan være sandsynligt, at Mathilda har skaffet Hr. Wiik af vejen. Hun har på grusom vis lært sig bekæmpe egne og Konnis fjender på sin egen måde: musiklæreren, direktør Hofmann og Kaptajnen. Åbenbart hendes overlevelsesstrategi.
    Men mange spørgsmål venter på svar:
    Hvorfor indlader Mathilda sig med Kaptajnen
    Hvorfor vil Gabi og Robi ikke giftes?
    Hvorfor ender hun med at begå selvmord?
    Hvornår fik du en anelse om,hvem Kaptajnen var? Jeg brugte udelukkelsesmetoden. Jøden kunne udelukkes, Röman og Zorro hører man for lidt om. Så var der kun Robi og Grönroos tilbage. Men alligevel blev jeg overrasket. Jeg må have overset advarslerne om Robis og Gabis forhold. Hvad tænker du?

    Den minder mig i sprog, grusomhed og tidsperiode om Sofi Oksanens Renselse - om angst, fortrængninger og hemmeligheder.