Fra læseklubben DR Romanklubben
Mange sære ting for
Læseklub
Af Inger Bressendo.... Publiceret 16/02/2010. Opdateret 21/06/2010.
Deltag i debatten om Mange sære ting for sammen med bogens forfatter, Svend Åge Madsen.
Læs mere om bogen og Svend Åge Madsen på DR's hjemmeside.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
- og tiden går og februar lakker mod enden. Kære medlemmer rigtig mange tak for en livlig og spændende debat og en stor tak til Svend Åge Madsen, som har sat gang i det hele, inspireret vores læsninger og oplevelser, som måske netop en forfatter kan gøre det. Debatten har inspireret i nogle tilfælde til både at læse "Sære ting" og også anden litteratur, som har viklet sig id i debatten - et mønstereksempel på vores fælles arbejde i litteraturens tjeneste. Debatten lukker IKKE, fordi vi nu forlader februar måned og tager fat på en ny roman.
Alle debatterne vil fortsat være åbne frem til kåringen i maj måned.
På DRs hjemmeside http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Maanedens_boeg...
kan I se karaktergivning og læse kommentarer til "Sære ting" fra mange af landets fysiske læsegrupper:
Har lige genlæst ordene om,som sammadsen skriver 21.2, om at Martine får afværget den frygtelige meningsløshed til noget positivt ved at "finde" ordet meningsfri.´
Og at Martine må vælge at tro på trods af kendsgerningerne.
Det fik mig til at tænke på Albert Camus, den franske eksistentialist, som forkaster ideen om Guds eksistens og mener at mennesket ikke har andre end sig selv til at skabe og fortolke sin tilværelse.
Jeg forstår ikke alt hvad Camus skriver, men hans lille fortælling "Sisyfosmyten" har i mange år fascineret mig. Her fortæller han om Sisyfos som er dømt til at skubbe en sten op af et bjerg. Og stenen ruller ned hver gang og Sisyfos begynder forfra. Vi læser om den meningsløse kamp, men Camus` elegante greb gør, at vi forlader Sisyfos som en lykkelig mand. Læs selv hvordan, det er svært at forklare på skrift.
Camus må vælge IKKE at tro, måske på grund af det han opfattede som kendsgerninger
Jeg ved ikke om det har noget med noget at gøre i forhold til tankerne i "Mange sære ting for", men det er nu altid spændende, når en bog inspirerer til at gå på undersøgelse i andre bøger. Så er det en god bog.
.
Kære Tove
Bibliotekaren kan næsten ikke få armene ned af begejstring. At lokke nogen til at læse noget, hun ikke umiddelbart havde tænkt sig at læse, er bare det bedste :-) :-) :-). Hvor der det dejligt, du lader din nysgerrighed vinde.
Tak kære læseklub - og tak Tove.
Hilsen Tina
Redaktør af Læseklubben
Jeg må lige indskyde, at jeg har fulgt jeres spændende debat men desværre ikke har læst "Mange sære ting for". Min nysgerrighed er nu vakt i en sådan grad, at bogen er bestilt, og jeg er meget spændt på, hvilken læseoplevelse der venter mig.
Jeg må tilstå at det gav et gisp i mig da jeg så Bjarne inddrage Storinkisitoren. Jeg betragter dén fortælling som noget af det stærkeste og dybeste man kan finde i hele verdenslitteraturen. Og jeg havde ikke et sekund tænkt på den som en parallel, hverken under tilrettelægningen af bogen, under skrivningen, eller under efterbearbejdningen som vi er i gang med her.
Og da jeg så læser Bjarnes indlæg ordentligt og tænker mig om, indser jeg at der jo er en tydelig parallel - som du da også påpeger, Bjarne. Både Dostojevskijs historie og min beskæftiger sig med: Hvordan ville folk reagere hvis Jesus kom tilbage eller kunne opleves direkte? (Brødrene Karamassof er en fantastisk farverig bog, med et hav af personer der alle har deres sære ting for, skæve diskussioner, besynderlige hændelser, og en underliggende kriminalhandling. Bogen ER lang, indrømmer jeg, men den er også utroligt givende. Men hvis du ikke orker læse de godt tusind sider, så læs: Storinkvisitoren. Den kan læses selvstændigt, (I min udgave står den i bind I, side 322 og er på godt tyve sider - det kan du vel godt overkomme når du dermed stifter bekendtskab med noget af det vigtigste der er skrevet.)
Altså: begge historier (jeg kan stadig ikke vænne mig til at nævne Mange sære ting for i samme sætning som mesterværket, lidt skam har man da i livet) begge historier forsøger at beskrive situationen hvor den traditionelle, velkonsoliderede religion, blir konfronteret med ophavsmanden selv.
Derfor forstår jeg godt at Bendt, selv om han er troende, føler sig underholdt af min bog og slet ikke forarget. For jeg synes virkelig ikke der står noget forargeligt i den. Bogen handler jo ikke om noget der sker i virkeligheden. Den undersøger: 'Tænk nu hvis'- som for mig at se er det bedste spørgsmål man kan sitlle, når man vil have noget nyt at vide om den verden vi går i. I det her tilfælde: Hvad nu hvis vi lærte sandheden at kende om det der skete på Jesus' tid?
Så den handler selvfølgelig ikke om: Sådan skete det i de dage - der er formodentlig ikke en eneste der kan tro at jeg ved noget om det. Ligesom Storinkvisitoren ikke handler om HVAD der skete da Jesus vendte tilbage og blev henrettet igen, men HVAD VILLE DER VÆRE SKET?
Og så noget jeg ikke kan snakke mig fra. Som påpeget sker der et ubegrundet skift fra nutid til datid øverst side 16. Det kan kun forklares med ét ord: Sjusk. Jeg beklager.
Og så skal jeg medgive at Dostojevskij har en formidabel evne til at beskrive sine personer så de virker levende og selvstændige. Han er måske verdensmester på det punkt også. Det er jeg slet ikke i stand til. Men som Bjarne skriver, fungerer mine personer snarere som repræsentanter for forskellige holdninger og forudsætninger. Det kan man beklage hvis man overvejende læser for at møde psykologiske portrætter. Men det er altså ikke det der er mit ærinde i bogen. - Og i en vis forstand kan jeg godt forstå personerne som forskellige 'sider' af mig. For jeg genkender da den videnskabelige, logiske trang, men også den sværmeriske, det inkarnerede behov for at holde fast i mine (måske ikke særligt velbegrundede) holdninger, og min fornemmelse af at her har jeg gjort noget som burde straffes af skæbnens hammer.
Har nu summet et par dage over 3 beskrevne A4 ark. Det skrevne består dels af indlægget om Rabalder og Mening fra SÅM og dels af Bjarnes indlæg om personkarakteristikker. Begge - i mine øjne - fyldige indlæg, som krævede lidt mere koncentration af mig end den almindelige lidt flygtige læsning på skærmen. Resultatet blev da også, at jeg mener, uden her at ville fremføre bevis derfor, har fået en vis forståelse for, hvad der menes. - Jeg har altid holdt mest af i biografen, at se "film der flytter noget", som jeg kalder det, og det samme gælder selvfølgelig, når jeg læser. Så når du SÅM til slut i dit indlæg erkender, at du nu befinder dig i en anden situation end før du skrev romanen, så er det jo ret fint når denne oplevelse breder sig som ringe i vandet, såvel gennem selve læsningen som gennem selve debatten, hvor vi deler vores læseoplevelser med hinanden.
Da jeg i et tidligere indlæg foreslog en sammensmeltning af romanens individuelle persontegninger, var det på et lignende grundlag, tror jeg, som får Bjarne til at skrive sit indlæg. De enkelte personer behøver ikke at betragtes som hele - troværdige kopier af de mennesker dagligt møder i vores tilværelse. Bjarne kalder det en forventning om casestudies, og det synes jeg er en god formulering. Min oprindelige tanke var, at forskellige egenkaber hos et sammensat (virkeligt) menneske i romanen enkeltvis kunne være placeret i hver sin persontegning. At målet så med denne proces er, at skabe hele mennesker, vil jeg efter at have læst Bjarnes indlæg fravige igen, og derimod tilslutte mig hans fremlægning.
Mht. meningsfriheden var jeg nok - uden dog at have tabt hele pointen -som Felia en smule fraværende ved læsningen af Martines greb. Så tak til dig SÅM for i dit indlæg lede opmærksomheden dertil. Ordet pluralisme, som udtryk for flere trosopfattelser (meninger), bringer i mine biblotekariske øjne også noget logik i spil, som må kræve at "løs" erstattes af "fri".
Hej Svend Åge Madsen
Selv om jeg synes emnet er kedeligt og jeg er gæst her, vil jeg alligevel tilføje, at jeg accepterer Gud, som jeg har lært af mine forældre. Og det er ok for mig.:-)
vh Margrethe
p.s. jeg har ikke læst din bog: Mange sære ting for. Sorry.
Jeg vil også gerne lige invitere mig selv ind i denne læsekreds som gæst. Dels selvfølgelig fordi jeg har læst ”Mange sære ting for”, men også fordi der løber en diskussion om personkarakteristikker , som rammer ned i noget, som ofte har fået mig til at føle mig som noget af en spielverderber, når jeg tager del i diskussionerne i forskellige læseklubber her på siden. Det drejer sig om læsernes krav (forventning) til personerne i bogen om at være autentiske på en eller anden måde. Som Ole J, der foretrækker ”rigtige personer”.
Når diskussionen i det hele taget kommer op her i læseklubben skyldes det formodentlig at samadsen opererer med så mange sidestillede personer, at det kan være svært at anlægge en psykologisk læsevinkel. Ellers står denne læsevinkel sjældent til diskussion Som regel går diskussionen om bøger på , hvad der mon har ført personerne der til, hvor de er nu, og hvilken biografiske kontrahistorier der mon kunne have forhindret en sådan skæbne. Kort og godt ,man betragter skønlitteratur som en slags psykologisk casestories.
I forbindelse med ”Mange sære ting for ”er det lidt unfair at kritisere den for manglende autensitet i personbeskrivelserne ,da det er helt oplagt, at der er ikke anslag til nogen som helst forsøg i den retning.
Under læsningen af ”Mange sære ting for” kom jeg hurtig til at tænke på Storinkvisoren fra Dostojevkijs Brødrene Karamazov, som ”også” handler om Jesus genkomst.
For de som ikke kender historien, som er en historie berettet af en af hovedpersonerne i bogen, her et kort referat :
Jesus ønsker at gense sine ”børn” og vender tilbage til jorden. Han vælger inkvisitionstiden og byen Sevilla hvor inkvisitionen gik hedest for sig. Han bliver arresteret af den ældgamle kardinal, Storinkvisoren, og under forhør får han at vide, at hans tid for længst er forpasset. Der er ikke brug for ham længere. I stedet for at have givet det mennesket i virkeligheden higer efter, brød og under, var alt han i sin tid havde at byde på et vagt håb om frihed. Kirken derimod giver, hvad mennesket higer efter, hvilket ganske vist ikke er frihed, men underet. Kardinalen dømmer Jesus til døden og forudser i den forbindelse mængdens jubel. Hele historien er mere dyb, og der henvises til Brødrene Karamazof
Og hvorfor kommer jeg så til at tænke på den historie ? Ud over at begge historier handler om en ”afvæbning” af Jesusfortællingen, så må det også være fordi begge historier forholder sig til begreberne frihed og sandhed og menneskets afhængighed af fastlåste forestillinger om disse.
At det ikke er en kardinal , der denne gang skal afvæbne Jesusfortællingen men tv-mediet ligner en opdateringen af ”Storinkvisisoren”.
At frihed fra at være noget metafysisk, lidt skræmmende til at være et spørgsmål om oplysning , må også siges at være en slags opdatering til en tid, hvor oplysning (afsløring) spiller en stor rolle for frihedsbegrebet ,nærmest som en slags renselsesmiddel til fjernelse af alle metafysiske vildfarelser.
Det er for mig at se i denne forestillingsverden, som resonansbund ,samadsen har valgt at udfolde sin fortælling.
Personerne er ikke ”valgt” ud fra deres psykologi men som repræsentant for visse idemessige tilgange til tilværelsen . Det indebærer så også, at der er indlagt nogle begrænsninger i historien. Konsekvensen af ”undfangelsens bedrag” lader samadsen klogt nok stå hen i det uvisse. Det vil kræve at han bevægede sig ind i det kæmpe psykologiske univers som inden for psykologien kaldes kognitiv dissonans . Samadsen kender begrænsningens kunst.
At samasen holder sig inden for de begrænsninger, som ligger indbygget i fortællingen, synes jeg netop er en af bogens kvaliteter. Det giver ham muligheder for at folde sig ud med alle sine underholdende finurligheder og samtidig komme med forskellige overvejelser over menneskets eksistenstolkning ,uden det forpligter sig til andet end strøtanker.
Til slut har jeg et direkte spørgsmål til samadsen. Du er kendt for at eksperimentere med tid. Hvis du kendte mig, ville du vide at jeg er kendt for at misse en del pointer i en bog. Hvad er det for en tidsforskydning, som er på spil i begyndelsen af ”Mange sære ting for” ? På side 16 afsnit 2 springer vi brat fra nutid til datid.
Når jeg læser "diskussionerne" med Gud, så tænker jeg dem som en indre tankerække, sådan en vi måske alle i perioder fører med "et eller andet" vi gerne vil tro på. Jeg læser ikke at Gud pludselig en dag viser sig for fortælleren med nogle krav og ønsker, men at fortælleren en dag rammes af tvivl og undren, som han ikke kan slippe af med mere. Der er stor humor og ironi i diskussionerne, men også alvor. Her stilles spørgsmål vi gerne vil have svar på. Er Han der, eller er Han der ikke. Hvis Han er der, så vil vi godt gøre lidt vrøvl over at han ikke tænkte sig bedre om i sin tid. Hvis Han ikke er der, så klarer vi os vel alligevel.
Måske kan man mene, at Han ER der. Han har ihvertfald taget bolig i fortælleren.
Bogen er for længst afleveret, men jeg blev underholdt af Svend Åge Madsens finurlige påfund og sprog. Og ikke forarget, selv om jeg er kristen uden at vakle i troen. Ja, desværre er der fanatikere blandt kristne, men såkaldte ateister er ofte endnu mere fanatiske. Og mennesker hvor "guden" er "videnskaben" og ikke mindst "mammon"!!!!
Inger sætter nogle vigtige ting på plads. Tak for det. Og moldt lægger op til en anden diskussion, som jeg vel også har en mening om, men det må vente. For nu skal jeg se om jeg kan få styr på det jeg lovede om rabalderslutninger.
I kender dem alle sammen, bøger og film hvor alt er ved at bryde sammen til sidst. Hele byen er ved at springe i luften, hvis ikke helten lige i sidste sekund klipper ledningen til bomben over. Eller måske er det hele menneskeheden der er ved at bukke under for den magtbegærliges modbydelige intriger - men i sidste øjeblik blir den Onde pulveriseret: alle kan ånde lettet op.
Jeg må indrømme at jeg sidder med et skeptisk smil når jeg læser den type slutninger. På en måde lægger Mange sære ting for op til sådan et brag - eller i hvert fald frygter nogle af personerne at alt ramler sammen og kaos opstår, når Sandheden fra himlen blir offentliggjort.
Og så blir det til en lidt fad fornemmelse efter udsendelsen. Der er ikke sket den store forandring, verden kører videre som den altid har gjort.
Dermed nærmer vi os det jeg opfatter som Meningen med bogen. Jeg mistænker den gode Martine for at være den der har taget vinden ud af sejlet for den sensationelle udsendelse.
For hende er det alvor, hun er troende og hendes trosgrundlag er ved at blive undermineret. Men hun er klog nok til at indse at for at opretholde sin tilværelse må hun VÆLGE at tro på trods af kendsgerningerne. Hun vælger selv at skabe mening. - Dermed er hun klogere end paven, og kan sende ham en hjælpende formulering. (Vi får det at vide side 355-6, hvor hun påstår at sende en cd-rom til sine forældre, men adressen er punktum-va, for Vatikanet.)
Hvis der er noget paven er bange for er det meningsløsheden. (Jeg tør næsten ikke skrive ar det her er en fakta-parentes - de der er ligeglade med pavens dybeste frygt kan bare springe over det her: For eksempel i den store tale som paven holdt, som krænkede nogle muslimer, giver han udtryk for sin opfattelse. Han påviser meget sagligt og logisk at ateisme og pluralisme (den opfattelse at der er mange trosopfattelser der er gode nok hver for sig) fører til meningsløshed. Derfor, siger han og hæver stemmen, Derfor er det forkert. Altså må man tro på den katolske lære. - Jeg er sådan set enig i at ateisme/pluralisme medfører meningsløshed. Men jeg synes ikke meningsløshed er så forfærdelig at se i øjnene at jeg, som paven, er nødt til at flygte fra den.)
Nu, når paven ser Sandheden fra himlen, vil han stå ansigt til ansigt med meningsløsheden. Derfor må Martine hjælpe ham. (Ikke bare for pavens skyld, selv om det er slemt (I skulle bare vide hvor elendig pensionsordning der er for tilbagetrådte paver)), men for at hjælpe alle dem der vil miste deres trosgrundlag. Det lille trick Martine sender ham, er et enkelt begreb der kan vende situationen. At erstatte meningsløshed (der lyder ubehageligt i pavens ører) med meningsfrihed. Altså den indsigt at det er en gave at befinde sig i en situation hvor man ikke er underlagt en bestemt mening, ikke er tvunget til at have en dikteret opfattelse, men at være fri til selv at vælge hvad der er Meningen.
Med ordet, meningsfri, afvender Martine altså den frygtelige meningsløshed til noget positivt.
(Igen en overflødig parentes: Tankegangen blir kun hurtigt berørt i bogen, overnikøbet mens Felia har travlt med at passe sin nevø og derfor ikke kan høre ordentlig efter pavens tale. Men jeg har arbejdet lidt mere omfattende med den i en anden sammenhæng. I 2004 blev jeg inviteret til at holde en tale i Århus Domkirke om Kærlighed. Kort fortalt undrer jeg mig i min præken over det kristne kærlighedsbud. Man kan sige til sit barn: Nu SKAL du altså opføre dig ordentligt. Men man kan da ikke sige: Nu SKAL du altså elske tante Katrine. Alligevel blir de kristne ved at tale om: Du SKAL elske din næste. - Hvor jeg, spagfærdigt og ydmygt, forsøger at forbedre Jesus ord til: Du KAN elske din næste. Gerne sagt med opmuntring og undren i tonefaldet. Det kan lade sig gøre, var det ikke en god idé? Altså igen et forsvar for vores evne til at vælge. (For dem der er blevet nysgerrige: Talen er gengivet i min mail-bog: Når man mailer, (Bindslevs forlag, 2009, side 165-171).)
At Martine er tror på Valget, ser man af den allertidligste beskrivelse af hende man finder i bogen. Her møder hun Rainer for første gang, og besvarer hans smil med en sur mine, men nu løber hun tilbage, så at sige spoler tiden tilbage, og VÆLGER at smile - med alt det nu fører med sig.
Derfor har hun for øvrigt mere tilfælles med Arne end de to er opmærksomme på - endnu. For også han er jo optaget af den frie vilje. Irriteret over den videnskab han ellers tror på, når den beskriver mennesket som et væsen der er fastlagt af enten arv eller miljø. (Som jeg kom til at formulere det på et møde forleden: Man kan tage to enæggede tvillinger og give dem hver en røvfuld. Og det kan ske at den ene reagerer med trods og vrede, mens den anden lader sig kue og blir forsagt - selv om de er genetisk ens, og påvirkningen (røvfuldene) er fuldstændig ens.)
Jeg vil lige understrege én gang til: Der er sikkert nogle af jer der får en fornemmelse af at det er vældig smart det her. Det må være noget jeg har udtænkt på forhånd. Men det er først i løbet af den her diskussion, takket være nogle gode indspark, og fordi jeg blir tvunget til at tænke over hvordan jeg kan forklare det ene og det andet, at jeg når frem til den forståelse jeg har givet udtryk for i det foregående.
Undervejs, mens jeg skrev bogen, havde jeg selvfølgelig nogle vage forestillinger om slutningen. Jeg regnede vel med at den skulle ende med en eller anden slags rabalder-slutning og en flok kristne der skulle stå med håret ned ad nakken. Men undervejs blev jeg altså 'omvendt' af teksten. Jeg fik en fornemmelse af at det ville være at slippe for billigt om ved sagerne at slutte på den måde. Der måtte en anden løsning til. Sådan at Martine fik omvendt ikke bare paven (med al respekt), men sørme også ingen ringere end mig.
Sådan at jeg efter at have skrevet bogen, befinder mig i en anden situation end før jeg skrev den.
Hej Inger. Spændende overvejelser om "papfigurerne". Prøv at uddybe det, hvis du har tid.
Har lige genlæst stedet, hvor papfigurerne nævnes. Det er ret sjovt, ikke alene her, men i alle samtalerne med Gud, at da skal vi gætte os til hvad Gud siger. Hvad siger Gud, da der bliver svaret: "Ja! Ja, med de papfigurer som du så udsøgt omtaler dem. Det er jo ikke Mig givet at skabe mennesker af kød og blod". (109).
Når man tænker nærmere over det, er det en fantastisk sætning, ikke?
Det er jo en ren fornøjelse, som indlæggene strømmer ind her - tak for det til jer alle og ikke mindst en stor tak til Svend Åge Madsen, der lukker os lidt ind i et forfatterunivers.
At fange alle pointer og alle temaer i denne roman - som Michael skriver i sit første indlæg i denne debat, - er nok ihvertfald for de fleste af os en ren umulighed. Om romangenren er fantasy / science fiction / krimi er nok heller ikke det spørgsmål, som har optaget mig mest - men underholdt har jeg været. Romanen ligger indenfor rammerne af min yndlingslitteratur: samtidslitteratur udgivet i vores egen tid.
Blandingen af fakta og fiktion, er et kendt forfattergreb som forfører, som også Annette, Karen og Connie nævner, - om man som læser så bryder sig om det eller ej. Jeg kan nu godt lide det. Man skal ikke tror på alt hvad man hører/ser/læser.
Jeg hylder som Ole de korte afsnit, der giver mig en chance for at bevare en vis struktur i læsningen. - og ikke mindst så hylder jeg, at SÅM ikke lader romanen fortsætte til den påståede korsfæstelse og opstandelse. Jeg kan alligevel ikke lade være med at forestille mig, hvad der så ville være sket. Måske ville Jespers søgen efter logisk sammenhæng her vise sig at bære frugt, - når man - hypotetiskt tænkt - opdager, at man har fat i en anden - eller påstår, at det må være tilfældet - end Jesus himself.
At forholdet mellem tvivl og tro ændres når livet bliver skrøbeligt peger flere af indlæggene på - Sandmes snak med Gud og grækerens tur i kirken. Landets kirker "fyldes" mestendels også af ældre mennesker.
Også jeg har med stor fornøjelse i min ungdom læst "Tugt og utugt i mellemtiden". Ved et nyligt forsøg på genlæsning var jeg ikke i stand til at falde ind i tonen, så den ligger stadig og venter lidt. - til gengæld tror jeg at jeg vil forsøge mig med Lobbeks forslag : "Maria Magdalenas verdener", den lyder som et interesant supplement til "sære ting".
Mange nævner behov for lister og skemaer, og i anmeldelserne af romanen, kan det da også erfares, at der er flere af personerne der går igen fra tidligere af Madsens udgivelser. Niels Dahlgård - ivrig Madsenforsker, tillader jeg mig at kalde ham, har så vidt jeg husker tidligere skrevet en bog om det Madsenske (århusianske) univers.
Jette drager en interessant parallel til dengang da jorden blev rund - hvad sker der med mennesker som må erkende at hvad de troede, pludselig viser sig ikke at være sandt. Måske var det lettere da alt var sort/hvidt. Jeg tror snarere, at det "blot" var anderledes - måske mindre angst og frygt for de store linier, men så mange begrænsninger - mindre frihed osv og mange mange andre ting.
Jeg tilslutter mig også med fornøjelse Moldts bemærkning om Felia - politikvinden, der ikke rigtigt opklarer noget. Hun rejser til LAJ's kone for at få hendes tilståelse serveret på et sølvfad. Scenerne, hvor hun bl.a. er på restaurant med kollegaen/chefen er også morsomme.
Endnu en tak til SÅM for ikke at lave en alt-falder-på-plads fremstilling - Amritas ja - hende hører vi ikke mere om, som de sagde i min læsegruppe - så glemt, det er hun ikke efter endt læsning.
Moldt og SÅM skriver om grækeren og hans skæbne - skal han fanges som han frygter - han har en hemmelighed sandhed - som vil følge ham hele livet. Jeg har lige læst Paul Austers roman "Usynlig" - der også bærer rundt på dette tema.
Til sidst vil jeg kommentere på Oles spørgsmål omkring personerne - og det sker med en strøtanke, som jeg ikke har efterprøvet, men som pludselig synes relevant for mig. Måske gør denne sidestilling af personerne det muligt at kombinere dem på en måde, så personerne ved en sammensmeltning ændrer sig til at være mere helstøbte/komplekse eller bare noget andet end den samling papfigurer, som Gud kalder dem. Hvad siger I til den....?
Til aller aller sidst vil jeg så også lige med et stort grin pege på Moldt og SÅMs debat om appelsinerne - det er jo ren ECO vi her på litteratursiden.dk er vidner til ...
Ole J. Jeg ser lige, at du gerne vil høre andre læseres mening om persontegningen.
For mig er det ok, at personerne er ligestillede, men med hver deres funktion. Det gør at jeg ikke skal "holde med" en af dem. Der er ingen hovedperson, sådan som jeg opfatter det. Jeg kan godt skelne dem fra hinanden, selvfølgelig også hjulpet på vej af, at hver kapitel er markeret med deres navn.
Hver især lægger spor ud. Et eks. er Felia, som kommer til at sige "Kafkanistan". s. 222.
Og så synes jeg, at personerne ind imellem får en lille fortællende kommentar. F.eks. Frederick: "Frederick Norris, den ikke helt ukendte filmproducent" og "Hans største frygt: At vågne op en morgen og være ukendt" og "At se sig selv med andres øjne var hans særkende".
På denne lavmælte ironiske måde får vi et ret godt kendskab til den "store" filmmand.
Jeg kan nu sagtens følge dig, for i de fleste andre romaner er det netop persontegningen der bærer det meste, og nogle gange står eller falder en roman på netop dét.
Det er bare et lille forsøg på svar.
Kan ikke lige finde på noget konkret at kommentere fra bogen, da den er afleveret ,men en meget anderledes læseoplevelse gav din historie mig, og som tidligere nævnt ( også af andre end mig ) er det netop når læseoplevelsen deles at jeg som læser får udvidet læseforståelsen og fornøjelsen bliver desto større :-) men jeg må nu lige fortælle at jeg finder dine kommentarer ustyrligt morsomme Svend Åge Madsen : -) Du er vidst lige så finurlig som menneske , som forfatter, og kan man i det hele taget skille de to personer ad ?
Nu er jeg gået i gang med Jørn Riels skrøner , og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da jeg læste en historie fra Lombok om en "tempeltjenerinde" Her beskrives en god sammensurium af religioner der har fundet sammen i "et forenede religioners tempel", og for en ateist som mig må det da virkelig være en god løsning på religiøse stridigheder. For mit verdensbillede er det alt for ofte religioner der er medvirkende til stridigheder og ufred.
Det ser ud som om Jesper har fanget mig i en grum fejl. Jeg skriver om den nærmest plyssede Chris at "Fyren gjorde et koket kast med håret ..." (Side 197.) Ikke godt, hr. Madsen.
Kunne det passe? Jeg måtte støve stedet op. Situationen er den at Chris fortæller om alle de personer der har henvendt sig til ham angående hans nabo, Eberhard. Men Chris er ikke den der nøjes med at fortælle. Som den store skuespiller han mener han er, 'spiller' han også personen. Så da han skal beskrive Martine eftergør han hendes kokette hårkast, skønt selv næsten hårløs, og gør det så livagtigt at Arne straks genkender den skønne og endda får hjertebanken ved det.
Hvis julemanden havde passseret, ville Chris for at karakterisere ham have snoet sit lange skæg - selv om han er glatbarberet. Frikendt, hr. Madsen.
Og når du nu gerne vil overraskes i dine forestillinger, Jesper: Jeg er IKKE naturvidenskabeligt uddannet - jeg har jo sagt: Du skal ikke tro du får sandheden at vide, selv ikke på Litteratursiden - bortset fra når jeg udtaler mig: Jeg har læst matematik et par år eller tre, det er såmænd alt det er blevet til. Men humaniora har jeg slet ikke læst hvis det taler til min fordel?
Svend Åge, uuddannet
Svend Åge Madsen: herligt svar fra dig.
Det fine ved denne her bog er netop, at man ikke låses fast i et i fuldendt komplot. De løse ender kan man samle op eller lade ligge og man kan vende tilbage til bogen og finde nye tanker og nye spændende vinkler. Man bliver ikke færdig med den og man glemmer den ikke. Den rumsterer. Man kan selv digte videre - som forleden, hvor vi mødte en mand ude i skoven som bad om hjælp til sin fastkørte bil. Hvad gemte han mon i bagagerummet ud over det reb som tilfældigvis? befandt sig dér, og som vi kunne trække hans bil fri med?
I læsegrupper diskuterer vi ofte om vi tolker for meget og tolker mere end forfatteren har tænkt.
Sådan har jeg det ikke selv. Alt må være i spil, når læseren tager fat. Derfor er dit svar på Grækeren så herligt. Du havde ikke tænkt på det, nej, men alligevel HAR du stillet en pose under træet - med appelsiner!
Iøvrigt tror jeg at Grækeren vil gå i kirke lidt oftere end han måske har gjort tidligere. Han gør det jo undervejs en søndag formiddag. Jeg tror han samtidig i lang tid vil banke under bordet, sige 7-9-13 eller hvad man gør i Grækenland, når man er overtroisk og vil afværge at blive ramt af Nemesis. Så har han tilgodeset alle "ånder". Og samtidig vil han have problemer med den skæbne, som han føler sig lidt bedraget af, fordi den ikke slår til, som der står på side 405.
Det bliver spændende at læse dine tanker om "rabalderslutning" og "mening".
Ole J, jeg er enig med dig i at Amritas situation i det farlige Iran er realistisk. Men hendes svævende skæbne er ikke acceptabel målt med krimiens snævre normer. - Og hvad opdager jeg nu? Jeg, som normalt blir beskrevet som fantast og urealistisk, sidder her og forsvarer realisme i forhold til krimien, der (af nogen) opfattes som genren der udtrykker sandheden om vores samfund?
Jeg er glad for, moldt, at du peger på grækerens skæbne i hans sidste kapitel (95), som jeg næsten havde glemt. Hans afrunding er et af mine forsøg på at komme uden om rabalderslutningen. (Når jeg får bedre tid skal jeg prøve at forklare lidt tydeligere hvad jeg mener med det.) Det er jo sandt at han føler sig overbevist om at hammeren vil falde, den højere retfærdighed vil ramme ham. (Måske har han også læst for mange krimier, eller måske har hans mor læst små moralske fortællinger for ham?) Jeg kan godt lide din læsning, moldt, at han / man tror at plasticposen rummer det afhuggede hoved så straffen omsider rammer ham.
Jeg må tilstå at jeg ikke selv har tænkt på den mulighed da jeg skrev bogen. Men din læsning er så tydelig og overbevisende, at fra i dag vil jeg, uden at rødme, hævde at det var forfatterens mening med episoden.
Det kan tjene til eksempel på hvordan 'mening' egentlig skabes. (Når jeg forklarer hvad jeg mener med rabalderslutninger, skal jeg hægte det sammen med min opfattelse af hvordan vi skaber mening.) Imens jeg er i gang med at skrive en historie, har jeg hænderne fulde med at gøre den så stærk og/eller spændende, underholdende, morsom, rørende, tankevækkende, underfundig - eller hvad historien nu kræver. Derfor har jeg ikke overskud til også at sidde og overveje: Hvad er meningen med teksten.
Det er først når en læser tager bogen til sig at den begynder at betyde noget. For under læsningen investerer man sig selv, sætter så at sige sin livserfaring, håb, værdier og forestillinger på spil i sin forståelse af bogen. Og derved skabes der mening. Når vi diskuterer bøger med hinanden, er det jo netop det der sker: At vi afprøver hinandens mening med bogen.
Når jeg er færdig med at skrive en bog, er jeg ikke bedre stillet end andre i forhold til forståelsen af den. Det kan ikke hjælpe at jeg hævder at bogen siger det og det - hvis andre ikke kan finde det i bogen. Så ER det der ikke. Og på den anden side, når moldt kommer med sit forslag: At man venter at hovedet ligger i posen, så indser jeg at sådan kunne jeg have læst den, for det ligger jo i luften kan jeg godt se, Så tak for den.
Altså: bomben springer ikke, som grækeren venter, eller hovedet var ikke i posen. Måske blir det hans skæbne at han resten af livet skal gå og vente på at Skæbnen slår til? Måske vænner han sig hurtigt til at det ikke sker og har dermed fået den erkendelse at der ikke findes nogen højere retfærdighed, i hvert fald ikke altid?
I torsdags havde vi møde i DR.Romanklubben i Odense. Jeg må sige, at der var en god snak om "Mange sære ting for". Det var ikke fordi vi var enige. Ja, man kan vel nærmest sige, at vi næsten var delt i to lejre. Den ene lejr var stort set parat til at give "Mange sære ting for" 1. præmien i konkurrencen. Mens den anden lejr var noget mere skeptisk, - for at sige det mildt!
Vi kom omkrng mange ting i bogen, som også har været (og er) oppe at vende her på siden. Religionstemaet, de mange personer, de forskellige synsvinkler, den kiksede politikvinde, science fiktion vinklen, budskabet i bogen - hvis der er et!? og mange andre ting.
Men når alt kommer til alt, så var snakken med til at forstærke og brede vores læseoplevelse ud. Således at vi alle blev noget klogere på bogen da vi gik hjem. Ganske som jeg er blevet meget klogere på bogen efter at have læst alle jeres kommentarer her i debatten. Og dejligt at du, Svend Åge Madsen, har lyst at dele dine forfattertanker med os læsere omkring bogen.
Tusind tak for at du deler dine overvejelser med os læsere. Jeg synes godt om de korte kapitler, og at der er en overskrift, der straks fortæller læseren, hvis øjne verden nu bliver set med.
For mit vedkommende havde personerne nok tegnet sig tydeligere, hvis de i højere grad havde talt med hver sin stemme. Det kunne være interessant, at høre andre læseres mening om det.
Angående det med at få det hele til at gå op, falde på plads, så synes jeg, at det er helt fint med nogle ubesvarede spørgsmål. Jeg læser meget få krimier, bl.a. fordi jeg ikke ønsker en lukket slutning. Det er rigtig dejligt, når der er noget at tænke over, efter at en bog er læst færdig. Angående Amrita så virker det nu meget realistisk, at vi ikke kender hendes skæbne i det lukkede, mørke Iran.
Forhåbentlig er vores politi – også i Århus - bedre end det indtryk, man får af Felia. Jeg kom til at tænke på det uduelige politi i Olesen Banden. Men i en roman, hvor tiden er et stort tema, er det nu meget sjovt, at hun kan se frem i tiden, men desværre ikke ret godt bagud.
Ja, tiden er en underlig størrelse. Det har jeg tænkt meget over, især efter at have læst "Mange sære ting for".
Kære Svend Åge Madsen
Jeg skriver lige for at sige, at du på ingen måde skal undskylde at du blander os andre ind i dine overvejelser og vanskeligheder med romanen. For hurra... det er jo netop noget af det, der for os læsere er så interessant at vide noget mere om. Der er absolut ingen regler om, hvad du kan skive om, så brug os til hvad du har lyst til. Vi læser med glæde dine overvejelser.
Mange hilsner fra Tina. Redaktør af Læseklubben
Og så Grækeren som tilsyneladende slipper afsted med pengene og et rullende hoved i bagagerummet - uden at blive opdaget. Selv ikke da han er overbevist om at NU kommer afsløringen - da den gamle kvinde kommer gående lige efter han har kastet/rullet hovedet ned af skråningen. Han venter på hævnens engel, og føler det naturstridigt, at hun ikke dukker op.
Vi slipper Grækeren, da han omsider parkerer i sin barndomsby og ser en plasticpose ved det store træ. Jeg læser det, som at NU tror han sig opdaget - at posen indeholder hovedet og at den savnede engel har valgt dette sted til at slå til. Men nej. Den indeholder bare en halv snes appelsiner. Han SKAL ikke opdages. Ikke alt kan opdages?
Det ubehagelige, for mig, er at jeg kan følge dig, Ole J, et langt stykke af vejen.
Jeg havde brug for temmelig mange handlingsbærende personer - altså folk der blander sig og griber stærkt ind i begivenhederne. Og med meget blandede holdninger og motiver. Jeg overvejede at give dem et kraftigt 'personligt', individuelt sprog. Men jeg var bange for at det ville tynge læsningen for meget hvis man skulle omstille sig til en ny toneart for hver 3-4 sider. Hvis jeg for eksempel lod én tænke, opleve og udtrykke sig i lange, knortede sætninger (måske Eberhard?), en anden i korte faktuelle hovedsætninger (fx Oluf), og så videre.
Altså en frygt for at det ville gøre læsningen meget abrupt, anstrengende, hvis man i den grad hele tiden skulle ændre læsetempo og åndedræt.
Derfor valgte jeg et mere ensartet udtryk tiil personerne, dog med nogle små markeringer af forskellighederne: En smule distancering, overlegenhed i udtrykket hos Eberhard; en tendens til at tænke i 'overskrifter' hos mediemanden Frederick; lidt kaotisk, hovedkulds hos den hektiske Arne. Jeg har svært ved at afgøre om jeg har overdoceret eller underdoceret. - Det er én af grundene til at det er sjovt for mig at være med her, at jeg får en fornemmelse af hvordan forskelige læsere reagerer.
Noget andet jeg fandt vigtigt var at undgå den glatte, alt-falder-på-plads fremstilling som man kender fra krimier. Den fornemmelse af at alt ordner sig når bare vores helt har udpeget den skyldige, basta. Som strider meget imod den oplevelse jeg har af virkeligheden. I den verden hvori jeg færdes er det hele mere sammensat, der er andre ting på spil som ikke blir løst fordi morderen blir udpeget, der er stadig dunkle ting der ikke kommer frem. Derfor har jeg bevidst ladet flere motiver og sidehandlinger står og skrige tilbage da bogen er færdig. For eksempel er Dja'fars datter, Amritas skæbne stadig fuldstændig forfærdelig. (Som forfatter føles det næsten pinagtigt at efterlade en 'god' person under så uafklarede forhold: i et ubønhørligt iransk fængsel efter en forholdsvis lille forseelse. Selvfølgelig kunne jeg have 'reddet' hende med et pennestrøg, (en rar onkel kunne skaffe hende løsladelse), men det ville føles uærligt - utroværdigt at lukke øjnene for at der jo (selv om 'vores' morder er afsløret) findes uretfærdighed i verden.)
[Undskyld jeg haler jer ind i mine private/professionelle vanskeligheder - men det er vel det spalten er her til?]
Et par andre eksempler: Der er ting omkring LAJs død og hans afsending af postkort fra søen hvori hans lig findes, som aldrig falder helt på plads. I en 'helstøbt' krimi ville den slags uorden aldrig tolereres. Devala er tilsyneladende skyldig i Dja'fars død, men det slipper hun forholdsvis ubemærket fra. Og som én af jer påpeger, bidrager Felia, den geniale opdager, egentlig ikke med ret megen opklaring, halter meget af tiden bagefter og undersøger forhold der ikke er de væsentlige. - Som i virkeligheden, men til forskel fra krimier?
Den slags brud på konventionen er altså vigtige for mig, for at demonstrere hulheden i mange 'glatte' krimier. Men prisen er selvfølgelig at nogle læsere, med rette, irriteres eller får en fornemmelse af at de sære ting ikke hænger sammen.
Hilsen Svend Åge
Ja, Svend Åge Madsen har mange sære ting for. Så man kan i hvert fald ikke påstå, at titlen er falsk varebetegnelse. Den tager fat på mange interessante temaer, f.eks. religion contra videnskab, hvad er sandheden?, tid og tidsforskydninger. Sproget er flydende og letforståeligt, og ind imellem meget humoristisk. Der er mange gode ideer, f. eks. at lade romanen starte med et ”lig” på spiret af Århus Domkirke. "Samtalerne" med Gud er også godt tænkt.
Med disse og mange flere gode ideer burde romanen have alle muligheder for at blive glimrende.
Desværre synes jeg ikke, at det lykkes. For det første kedede jeg mig de første ca. 100 sider. Derefter sker der en masse ting, som jeg synes, er svære at holde styr på. Der er efter min smag for mange personer, og det er få af dem, som jeg fik et klart billede af. Måske er det fordi, jeg gerne vil have ”rigtige” personer og ikke Science Fiction figurer, som jeg ser dem som. De spændende temaer forsvinder for mig bag ved de mange sære ting, ”personerne” har for.
Når jeg skal bedømme en roman betyder helhedsindtrykket rigtig meget. Det er efter min mening ikke nok, at der er nogle gode elementer. Det skal hænge sammen. Det synes jeg desværre ikke, at det gør.
Udover det jeg lige har skrevet, synes jeg bogen er morsom. Da Grauballemanden "genopstår" og bliver til LAJ for øjnene af gruppen - og Klaus von E. bliver ligbleg (s. 190) forstod jeg ved første læsning ikke noget af det, andet end at det var klart, at det måtte gøre indtryk. Det må være noget af en oplevelse at se det gamle moselig blive til en genkendelig person. Først senere, langt senere, forstår læseren hvorfor Klaus reagerer som han gør - og forstår (lidt af) hvordan Olaf manipulerer med teknikken.
Som han også bruger overfor sin kone Anne, som han kun kan elske (med), når han "holder hende ung" med sin teknik.
Og så er det nu ret sjovt, at Felia, politikvinden - overhovedet ikke opdager eller opklarer spor (så vidt jeg kan se) - til forskel fra tidens populære hovedpersoner i femikrimier!
Jeg har det ikke som Jacob, at det er vigtigt, at alt skal kunne forstås på et logisk plan.
Jeg blev fascineret af spejlplaneterne, synes de er genialt tænkt. Og så har de den funktion, at de tiltrækker videnskabsmænd/kvinder af forskellig slags og med forskellige motiver.
Man kunne få en god snak i en læsegruppe om samtalerne med Gud og de mange tanker der er hér. Der opstår mange spørgsmål undervejs, og Svend Åge Madsen har formået at lade sin person udtrykke den tvivl, undren, afvisen og alligevel dybe nysgerrighed og måske behov som vi mennesker vel har undervejs gennem livet.
Og så er f.eks faktaboksen "Sporene i sproget" interessant, det er ihvertfald noget der fænger hos mig.
Om bogen hører til den ene eller anden gruppe har jeg ikke tænkt på. For mig er den hverken krimi eller Science fiction. Det er en roman med et indhold, som gør at man får støvet hjernevindingerne af på en underfundig og udfordrende måde.
Som lobbek vil jeg også sige tak til dig Svend Åge Madsen for dit indlæg her i debatten. Et indlæg, der af mig opleves som et godt forsøg på at brede teksten ud og bestemt ikke, som et udtryk for, at du som romanens ophavsmand, tager patent på sandheden.
Patent på sandheden - synes jeg - er ikke noget, der eksisterer. Stilen med de mange synsvinkler, som præsenteres i denne roman for at rumme forskellighederne, er også en mere og mere brugt metode i skønlitterære udgivelser. Ligenu på stående fod kommer jeg til at tænke på "Undtagelsen", som var et godt eksempel på forskellige oplevelser af socialt samvær på en arbejdsplads.
Jeg vender "frygteligt" tilbage. Her og nu står jeg med begge ben i en vinterferie, der skal nydes i fulde drag i dyb sne i sverige.
Kære Svend Åge Madsen
tak for dine ord her.
De gør det noget nemmere at adskille bog og forfatter.
Jeg vil som en tilføjelse til mit tidl. indlæg, gerne fremføre at din bog har gjort det muligt for mig at få sat (gode) ord på hvordan jeg selv har det. Jeg VÆLGER at tro!
Det at tro er ( specielt i dag, tror jeg) meget komplekst. Vi "ved" jo en frygtelig masse som vi anser som fakta, men samtidig er der denne bog med denne historie - og her tænker jeg primært på Det Nye Testamente.
I dag har vi mulighed for at definere os selv på så mange måder og alt kan gradbøjes der hen hvor man selv vil have det.
Jeg tror det var Niels Bohr der efter at have spaltet et atom i yderligere en fraktion og dermed fundet bevis for et nyt grundstof, sagde noget i retning af at sandheden kun er som den er, så længe der ikke er fundet en ny udgave af sandheden.
Derfor er det også så svært at definere den rette tro. Hvilket gør det rigtig svært når man "tvivler" og vel også gør at mange efterhånden (og nok også mig selv incl.) laver en forholdsvis hjemmestrikket udgave. Nogle gange var det nok mere simpelt da verden var noget mere sort/hvidt!!!!
Hej alle sammen
Der er to grunde til at jeg kommer så sent på. Den ene er noget teknisk koks. Den anden er mere principiel. Men jeg har jo siddet ude på sidelinjen og været glad for de mange og meget forskelligartede opfattelser der er kommet frem her på siden.
Der er sikkert ingen der er i tvivl om at Mange sære ting for blandt andet handler om Tro, Viden, Sandhed. - Det er nogle komplekse tingester, faktisk så indviklede at jeg kun tror man kan behandle dem i romanform fordi den giver lejlighed til at stille forskellige opfattelser over for hinanden, lade dem konkurrere, benægte hinanden og bekræfte hinanden. Sådan at man som læser på en måde kan opleve at de forskellige holdninger slås med hinanden - og oveni blir man så nødt til at lægge sine egne synspunkter som man måske endda må ændre undervejs. Derfor har det glædet mig at et par af jer fortæller at de gik galt af Faktaboksene. Fordi vi jo er vant til at vi ikke behøver at tvivle hvis bare der står Fakta ovenover. Men selvfølgelig er 'kendsgerningerne' i Faktaboksene lige så tvivlsomme eller subjektive som alle andre påstande.
Det mere principielle problem er at når jeg nu skriver noget her, så blir det næsten uundgåeligt opfattet som SANDHEDEN. Og dermed er jeg jo på vej til at underminere det der er bogens opfattelse: At sandhedEN ikke findes, at to mennesker kan se forskelligt på tingene uden at den ene nødvendigvis tager fejl. Først og fremmest at man selv må danne sin opfattelse og være parat til at forsvare den.
For at få den sammensathed frem var jeg nødt til at operere med forholdsvis mange personer. Hvor hver af dem er ude i sit ærinde, og måske endda har en skjult dagsorden nede under den officielle. I den retning tror jeg ikke bogen er mere indviklet end forholdene er ude i virkeligheden, hvor folk styres af deres meget forskellige opfattelser, og også af og til har nogle andre hensigter end dem de giver udtryk for.
Jeg skal prøve at svare på nogle af de direkte spørgsmål der er stillet.
Nej, jeg er ikke rollemodel for Alian Sandme. I hvert fald har jeg - gudskelov - ikke haft et anfald af hjerteflimmer. Og jeg har heller ikke været ude for at en Gud har henvendt sig og presset mig til at skrive en bog. Først og fremmest mener jeg at Alian virker langt mere upålidelig end jeg er, for jeg har ham mistænkt for at heller ikke alt er sådan som han fremstiller det. (Når hans efternavn indeholder de samme bogstaver som mit, er det en tilfældighed. Jeg opfatter hans navn som noget i retning af: At sværge ved Sandheden. Ligesom andre vil sværge ved noget andet, for eksempel: Fand'me.)
Oplevelsen med vaskekluden har jeg til gengæld selv oplevet (i varm kilde-badeanstalt i Budapest), men den har jeg så tillagt Alian. Men nu, efter alt det jeg har skrevet her, er der selvfølgelig ingen der vil tro mig. - Det er risikoen ved at sætte sandheden på højkant.
Anette skriver at det ville være sjovt hvis romanen fortsatte nogle år endnu så man kan se hvordan historien om profeten ender. Jeg havde den samme tanke undervejs. Men jeg fandt ud af at det var bedre at undvære denne slutning, fordi jeg tror det virker stærkere hvis man som læser selv begynder at gøre sig forestillinger om 'fortsættelsen'.
Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om hvorvidt 'religioner er noget skidt eller fint nok.' For jeg synes det spørgsmål er alt for enkelt. Religioner, fx den mest fremherskende her til lands, lærer os på den ene side det smukke at vi skal leve i fred med vores fjender. Og siger på den anden side at alle dem der ikke tror på den er ugudelige, og for dem går det ad helvede til. Det synes jeg ikke er så smukt.
Det er indlysende, det håber jeg fremgår af bogen, at der er mennesker der har stor gavn af religionen, og måske slet ikke ville have noget at leve for uden den. Mens religionen, og ikke mindst konflikterne mellem forskellige religioner, også er skyld i mange store ulykker.
Det der fascinerer mig er at vi i mange henseender opfatter os som rationelle væsner der finder det væsentligt at være skeptiske og kritiske, samtidig med at vi, mange af os, er parat til at kæmpe med næb og klør for en opfattelse som vi praktisk taget ikke har noget som helst belæg for. Altså vores behov for at tro, som Inger formulerer det i sit indlæg, og Martine i bogen.
Så bogen er bestemt ikke 'bare ment som en satirisk kommentar til religionsdebatten', men et forsøg på at tænke med i diskussionen. Med håb om på underholdende måde at få nogle af læserne til at lege med og måske få rejst spørgsmålene på en anden måde end den almindelige debat tillader. For eksempel spørgsmålet: Hvad ville der ske hvis man indså at det man hidtil har troet er forkert?
Jeg understreger: Det er ikke et spørgsmål jeg kan besvare. Jeg kan prøve at stille det på en måde så man som læser får lyst til at overveje det.
Hilsen fra Svend Åge Madsen - der nok skal deltage noget flittigere, nu hvor jeg har fundet vejen.
Jeg blev opslugt af romanen fra første side. Jeg blev bjergtaget af, at skulle tænke over sammenhænge og min nysgerrighed blev pirret gang på gang.
Det er ikke mindre end genialt at lade 4 forskere fra hver deres religiøse kulturelle baggrund mødes. I en tid, hvor der er religionskrig, hvor der er krig om fortolkninger, hvor vi igen og igen bliver konfronteret med fordomme - egne og andres, der er det ganske enkelt vidunderligt at blive draget ind i religonernes univers. At Svend Åge Madsen formår, at gøre det med en snert af humor, vidner bare om hans store vid.
Er det fiktion, science fiction, virkelighed? Hvem ved? Det er ikke alt, der kan forklares og vi er i en brydningstid i forhold til ældres tiders religiøse overbevisninger.
Svend Åge Madsen's bog er en dejlig inspiration til en debat, som er eksisterende og som forbliver eksisterende: hvad er tro, hvilke gerninger kan undskyldes i troens navn, hvad sker der, når hele grundlaget for vores tilblivelse bliver rokket. Hvordan havde de det, da de fandt ud af, at jorden ikke var flad som en pandekage men rund som solen?
Bogen rummer desuden et plot, kærlighed, humor og satte mine hjernevindinger i gang.
Tak Svend Åge Madsen for en fantastisk bog, der var svær at lægge fra sig :)
Jeg havde et helt nyt medlem i den fysiske læsegruppe denne gang. Han havde ikke været med, da resten af gruppen fik et eksemplar af "Sære ting...", men ikke desto mindre mødte han op med et indkøbt eksemplar af romanen. En af hans kommentarer var: "hvor er den svær - men nu hvor jeg er kommet igennem den, så er jeg rigtig glad for at jeg har læst den - og det var kun fordi jeg skulle her hen i læsegruppen idag, både at jeg købte bogen og at jeg fik den læst." Som de mange gode indlæg her i debatten - tak for dem - så var snakken i den fysiske læsegruppe også heftig, og de fleste var imponerede over romanens idérigdom, og enkelte havde helt opgivet. En anden kommentar: - "der er mange mord - meget begærlighed efter anerkendelse - og det er lissom personerne ikke kommer hinanden ved." - og så dem vi også ser her i debatten: svær, - mange personer, forvirrende - - En havde bidt mærke i Martine, der - til spørgsmålet om hvorfor hun bliver ved med at tro - svarer: "Det bliver jeg nødt til - at have noget at tro på."
Ja- det er en svær størrelse den her bog- men ligesom Michael er jeg også blevet hjulpet godt på vej i min forståelse af bogen , ved at læse jeres mange fine indlæg. Nu savner jeg bare at høre lidt fra den finurlige forfatter selv. Kom nu frem med dit bud Svend Åge - Er det hele bare ment som en satirisk kommentar til religionsdebatten ? .
Er der nogen af jer der har hørt " kulturnyt på p1 igår ? Her skulle bogen jo debateres
Der er endnu en chance på DAB radio i weekenden. Her tror jeg at jeg hopper på, og forhåbentlig bliver jeg endnu klogere på en (for mig ) meget mærkelig , men tankevækkende bog.
Da jeg først læste dit forslag med en navneliste Connie, tænkte jeg at det var da en god ide. Jeg havde nemlig selv meget svært ved at holde styr på personerne (på et tidspunkt kunne jeg faktisk ikke huske, hvem der var død :-)). Derfor bragte jeg det på bane i "min" læseklub på Svendborg Bibliotek men er nu, efter at vi snakkede om det, blevet enig med min gruppe om, at noget af det sjove og involverende ved bogen er, at man selv er nødt til at være så opmærksom i sin læsning, at man selv er med til at afdække personernes indbyrdes forhold og forbindelser til hinanden. Jeg begyndte i anden gennemlæsning at tegne et skema, som ret hurtigt blev fyldt med pile frem og tilbage mellem personerne for hold da op, hvor er der mange personer og mange forbindelser. Ja, man nøjes jo ikke engang med bogens personer - dertil kommer jo alle henvisningerne til Svend Åge Madsens andre bøger og til andres bøger og til andre videnskabsmænd - ja og så alle dem, jeg ikke har fundet. En "nøgle" til personer og begivenheder ville blive næsten lige så tyk som bogen :-)
Jeg synes, det var et svært men interessant detektivarbejde at forsøge holde styr på alle de navne - men indrømmet , jeg opgav mit skema-pilesystem på side 85, så kunne jeg ikke længere overskue alle mine noter :-)
Jeg har truffet en vigtig beslutning: Mit liv er for kort til Svend Åge Madsen!!! Og det er ikke fordi jeg ikke har prøvet med denne seneste bog af ham - jeg har endda læst flere af de tidligere værker, men jeg har ikke fået mine øjne op for hverken indhold eller sprog, men jeg læste den - i læseklubregi.
Tak for alle jeres indlæg. De har alle været med til at jeg har fået lidt mere styr på læsningen af "Mange sære ting for". For umiddelbart må jeg erkende, at det er en bog som jeg har haft svært ved at komme helt ind i. Har en fornemmelse af at der er mange lag, henvisninger og hentydninger som er gået min læsenæse forbi.
Hvilket helt sikkert siger mere om mine læseevner end Svend Åge Madsens evner som forfatter.
Nogle af temaerne har flere af jer heldigvis været gode til at pege på. Specielt det med at forfatteren leger med genrene og skriver satirisk for at tvinge læseren til at finde sin egen sandhed, - den køber jeg. Ganske som den har hjulpet mig i læsningen.
Når det er skrevet så, kan jeg stadigvæk ikke helt finde ud af om Svend Åge Madsen mener at religion er noget skidt, eller at det er fint nok - bare med måde. Men mon ikke det er det første. For hvis vi holder fast i den naturvidenskablige tilgang til religion, så kommer mange ting jo til kort.
I forvejen er jeg ikke så meget til science fiktion og fantasy, så der har også været en hurdle jeg skulle overvinde. Men sommetider er det jo også godt at få udvidet sin læsehorisont.
Tilslutter mig forøvrigt Connie, som efterlyste en persontavle på et tidspunkt!
På torsdag skal vi have møde i DR.Romanklubben i Odense. Så bliver jeg måske endnu klogere på bogen!
Og hvis det er tilfældet skal jeg selvfølgelig nok skrive om det her i klubben:-)
Hvilke kriterier skal man bedømme en bog på? Som en artikel i et religionsfilosofisk tidsskrift, en kriminalroman eller en science fiction? Det første skal jeg ikke vurdere, men som kimi eller sci-fi fungerer den ikke for mig. Den sidste mulighed er som parodi, men en god parodi er hylende morsom.
De pseudovidenskabelige forklaringer er simpelthen for tynde til at give mig indlevelse og læseoplevelse. Det eneste rigtigt spændende var at læse biografien af Svend Åge Madsen, jeg havde på forhånd dømt ham til at være en uforbederlig humanist, men han er naturvidenskabeligt uddannet! At få punkteret sine egne fordomme, den er jeg altid med på!
Når handlingen nu engang er bygget op som et plot, kan jeg ikke lade være med at stille de indlysende logiske spørgsmål: hvordan får man bedre optagelser på 2000 lysårsafstand end fra spionsatellitter200 km over jorden? Hvordan kan man identificere ”Jomfru” Maria på optagelsen, kirken kunne jo bare hævde, at det var en helt anden, tilfældig kvinde på filmen?
Så meget desto mere irriterer den slags tynde forklaringer mig, når teksten er velskrevet, virker sammenhængende og i øvrigt er fri for fejl og selvmodsigelser (måske bortset fra side vistnok 192, hvor den meget maskuline og kortklippede nabo, pludselig ”slår med håret”.)
Tilbage bliver tolkningen som en parodi, men hvordan fungerer den? En revy ville ikke sælge mange billetter, hvis man skulle læse programmet, før man kunne grine.
En anerkendt forfatter, der har kørt en tur på frihjul – anerkendelsen gør jo også, at han kan tåle at blive dukket – anmelderne, som jeg ikke har læst, var vist heller ikke begejstrede.
Tak for den helt vildt skønne bog Svend Åge Madsen.
Da jeg i sin tid kastede mig ud i "tugt og utugt i mellemtiden", blev jeg lukket ind i et univers jeg aldrig havde været i, endsige kunnet forestillet mig. Det tog lang tid at komme igennem den og jeg var til tider et stort spørgsmålstegn. I min erindring syntes jeg alligevel det var en god historie. Jeg tror bare jeg var alt for grøn til at fange det hele. Både hvad angår alder og læseerfaring. Også selvom jeg, fra jeg kunne læse to stavelser, havde en bog klistret til næsen hele tiden. Nu tror jeg at jeg er klar til det Madsenske univers.
Fantastisk bog. Skrevet med stort lune og på en måde så man aldrig er helt sikker på hvad forfatteren egentlig selv mener. Faktisk ser jeg en Hr. Madsen siddende med et finurligt lille smil, måske gnækker han lidt ind i mellem, mens han flytter rundt på sine små figurer(karaktererne i bogen) og bestemmer hvilken sandhed og skæbne de hver i sær skal have. Som en anden Alfader (gud)!
Godt tema i en tid hvor religion og ateisme efterhånden står som to kamphunde overfor hinanden.
Samtidig beskriver den jo også som før nævnt kampen om sensationen. Kampen om sandheden, hvad den så end er? Og igen hvem definerer sandheden? den som kommer først med nyheden? Til trods for de mange valgmuligheder er det mennesket selv der definerer hvilken sandhed der for den enkelte er den rigtige. Den pointe er jeg helt vild med(går helt i tråd med hvordan jeg selv opfatter verden).
Når man, som jeg så lige efter at have læst denne bog, tilfældigt kaster mig over Elisabeth Lyneborgs "Maria Magdalenas Verdener"(læs evt. mit blog indlæg "tro og tro"), som jo for en stor del handler om Pavevældets angst for at den "rette sandhed" skal komme frem og dermed svække deres magt, ja så går det hele altså op i en højere enhed. Også denne roman leger jo med tanken om at nogen har defineret en sandhed, men at den jo ikke nødvendigvis er den sande. Og sandhed er jo med til at definere magt. Se bare på diktaturstaterne! Vi behøver såmænd ikke gå længere end til vor egen andedam, for at se hvordan "sandhed" kan være styrende og omstyrtende både for enkeltpersoner og for hele samfundet.
Ja, også jeg blev jo nødt til at google lidt for at finde ud af hvad der var fup eller fakta. Det gjorde altså ikke bekendtskabet dårligere.
Jeg har det fint med denne bog. Er faldet pladask for de vidt forskellige persontyper - f.eks. Klaus von Eberhardt og den måde han fører sig frem på. Man ser ham for sig.
Og så morer jeg mig virkelig over samtalerne med Gud. Og ikke bare morer mig, men også tænker over dem. F.eks. på side 316:
"Jeg siger bare at med et nyt evangelium, der annullerede de gamle, var der alle muligheder for at få ryddet op. Alt det der skaber tvivl og splittelse for ikke at tale om latterliggørelse."
og videre: "For mig er det et flot billede: At det er os der har skabt det hele samtidig med at vi er forblændede".
Men læs selv. Der står rigtig meget og der bliver rørt ved rigtig meget om tro og tvivl. Om "brug" af tro, håb til troen, og uvillighed til at blive anfægtet. Og angst for at skulle forholde sig til at det KUNNE være anderledes end det vi har lært og levet med indtil nu.
Og så rammer bogen, synes jeg, lige ned i den aktuelle debat om religioner og hvordan vi forholder os til dem.
Endelig morer jeg mig over, at de forskellige personer - midt i alt det andet - har hver deres private grund til at ville have båndet.
Herligt at læse en forfatter med fantasi, spændende tanker, og helt uden privat navlepilleri.
Som Michael indledningsvis nævner, så er der sandt for dyden rigtig mange sære ting for i denne roman. Det lag i romanen, der refererer til Svend Åge Madsens øvrige romanunivers, går lidt tabt for mig, da jeg ikke er dreven som "Svend Åge Madsen - læser". Men det betyder mindre, i hvert fald for mig. De korte afsnit, som Karen også nævner er bestemt en stor hjælp for mig, til at holde lidt styr på læsningen, så ikke forvirringen ender med at blive total.... eller hvad ? Jeg blev som Connie også bedraget af faktaboksene. I min læsegruppe havde en deltager foretaget leksikonopslag og faktisk udvidet sin læseoplevelse på en ret sublim måde, - rigtig flot. Ingen genfortælling fra mig, for jeg måtte sande, at jeg ganske enkelt ikke kunne følge med, men ingen tvivl om, at hendes tråd var klar for hende selv, og i mine øjne virkede den relevant og interessant. Jeg oplever, som Anette skriver i sit indlæg også denne roman, som en parodi. Faktisk tror jeg, at det er den synsvinkel, som jeg har hjulpet mig til endt læsning. Jeg er med på at slutningen virker lidt finaleagtig, men også her hjælper det mig, at jeg ikke ser den, som ærligt ment fra forfatterens side. Jeg synes vi sidder med en rigtig morsom og interessant roman, hvor formen mere end det detaljerede indhold stiller op til debat.
Umiddelbart ser jeg gennemgående temaer som
Individdets behov for at have noget at tro på
samtidig med en jagt på beviser
samtidig en frygt for i jagten at miste troen
Romanens mange synsvinkler er for mig en opvisning af hvor uendelige mange "sandheder" der svæver rundt i universet.
Det er også meget selvironisk, at fortælleren, fordi han får lidt hjerteflimmer, straks begynder at kommunikere med Gud, som han egentlig ikke tror på. (Sådan har jeg opfattet det).
Det er godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der bliver forført, Karen, der er dog en ting, jeg opfatter anderledes end du, for jeg kan ikke se, at romanen lægger op til, at vi hver især skal finde vores sandhed.
Jeg mener, at den (bl.a.) handler om, hvad der sker for troende, når en sandhed (jomfrufødslen), som har været vedtaget som sandhed af kirken, nu viser sig ikke at være sand. Mister de så troen? Falder kristendommen med det? Nej, fordi de VIL tro. På den måde kan det selvfølgelig godt være 'ens egen sandhed', men jeg forstår det alligevel bredere, fordi det handler om en så udbredt tro som kristendommen, hvor sandheden er defineret/vedtaget.
Det kunne være sjovt, hvis romanen var fortsat nogle år endnu, så vi kunne høre, om Jesus virkelig blev korsfæstet og opstod igen... nåh nej, det er jo ikke fakta, det her ;-)
Jeg giver Anette fuldstændig ret. Man bliver forført - for hvad skal man tro og ikke tro? Romanen kræver hele tiden af læseren, at man selv skal tage stilling til, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, og selv finde frem til sin egen sandhed.
Jeg er glad for de korte afsnit, for de hjælper til at holde styr på de forskellige personer i romanen.
Romanen er sikkert inspireret af Da Vinci code, og den er ligeså spændende efter min mening - særligt midt i romanen. Desværre halter det lidt til sidst.
Madsen er også ustyrlig morsom, historien om tildækning med den lille lap vakseklud er ustyrlig morsom.
Under en af samtalerne med Gud, mener Gud, at det er papfigurer, romanskriveren fremstiller - og jeg må give Gud ret på det punkt.
Bortset fra de små minus er det en rigtig interessant roman, Madsen har skrevet.
Jeg har fuldstændig overgivet mig til Svend Åge Madsens bog. Af mange grunde, én af dem er netop blandingen af fakta og fiktion, som er brugt i mange andre romaner (Peter Høghs og ikke mindst Da Vinci mysteriet), Svend Åge Madsen behersker den så godt, at det virker som om, at han gør grin med den. Det er jeg helt vild med - jeg bliver fanget af det og høre mig selv tænke 'aha' og 'ser man det' indtil jeg kommer i tanker om, at jeg læser fiktion. Jeg er blevet forført og jeg kan lide det.
Jeg må tilslutte mig Michaels foreløbige konklusion om at der sandelig foregår mange sære ting i denne historie, men min læseoplevelse hæmmes måske særligt af at jeg slet ikke er til fantasy genren, .og hvad mine læseevner angår må jeg sige at antallet af medvirkende næsten overgår mine evner til at holde rede på flokken. Jeg har for at hjælpe mig selv lavet en lille oversigt over de medvirkende med relationspinde imellem dem, og det har da lettet min forståelse af plottet, eller plottene, men var det ikke en ide at lave en pædagogisk oversigt a.la et art slægtstræ kendt fra slægtsromaner- foran i eventuelt nye oplag af bogen ?
Jeg vil så også straks videregive en anbefaling af den analyse der er henvist til på forsiden af litteratursiden. Den gav i hvert fald mig blod på tanden til at fortsætte min læsning .
Jeg må sige at bogen er en intellektuel udfordring , og jeg har det altså ikke så godt med den her sammenblanding af fakta og fiktion - de her fakta bokse virker jo rigtig troværdige, og jeg hoppede da I med begge ben, og begyndte at forklare min ingeniør mand om plottet i bogen.
Da jeg kom til spejlplaneterne og Mnemosynes børn , og henviste til faktaboxen Og da JEG SÅ MIN MANDS ANSIGTSUDTRYK opdagede jeg først at de skyldtes forfatterens gode fantasi- og jeg følte mig rigtig dum og taget ved næsen. Hvor naivt af mig at sluge den slags råt for usødet, men det er jo ellers rigtig moderne at blande fiktion og virkelighed i tidens bøger, så lidt undskyldt er jeg måske alligevel ?
Nå men foreløbig læser jeg videre ( er nået til kap. 42 ) og prøver at holde tungen lige i munden undervejs, og så vil jeg da rose forfatterens humoristiske sans. Kan rigtig godt lide de her passager hvor bogens ateistiske alter ego ( er det dig selv der er rollemodel her Svend Åge Madsen ? ) er i dialog med selveste gud fader -
Mange sære ting for.....Ja, det man man så sandelig sige, at der i Svend Åge Madsens nyeste bog.
Jeg glæder mig rigtig meget til at skrive sammen med jer om bogen, for at få åbnet op for nogle af lagene i den. For skal jeg være ærlig, og det skal man jo! så er "Mange sære ting for" sådan en bog som jeg ikke er helt sikker på, at jeg har fået det hele med gennem læsningen. Ikke fordi jeg ikke kan li' bogen, men fordi mine evner som læser måske ikke er så udviklet, at jeg fanger alle pointer og temaer.
Svend Åge Madsen har lovet at kigge forbi debatten, og skrive sammen med os. Det glæder jeg mig rigtig meget til!