Fra læseklubben Ad libitum
Mandfolk
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 12/07/2011. Opdateret 02/11/2011.
Læs med i den interessante debat mellem læsere og forfatter af romanen "Mandfolk".
Bogen handler om at være dreng i 1950'erne. Som 10-årig er der ikke meget mandfolk i sønnen, synes Hans Theodors far. Lussingerne sidder løsere og løsere, indtil Hans Theodor bliver nødt til at tage affære.
Bogen var til debat i oktober 2011, hvor forfatteren Finn Wilkens deltog her i læseklubben.
"Finn Wilkens nye, fremragende bog om den arme skoledreng Hans Theodor er en frygtelig historie om børns alt for ofte elendige opvækst med nogle forældre, der både er nogle ynkelige skvat og samtidig voldelige." Steen Rasmussen, JydskeVestkysten d. 2. december 2010
"Sproget er fint med en gammelklog 10-årig hovedperson, der observerer og reflekterer. Tidsbilledet er omhyggeligt og troværdigt." Citat fra DBCs lektørudtalelse skrevet af bibliotekar Sanne Caft
Portræt af Finn Wilkens på Litteratursiden
Besøg Finn Wilkens’ hjemmeside hvor der bl.a. er godt nyt til dem, der gerne vil læse mere om Hans Theodor. Forfatteren Finn Wilkens er nemlig klar med efterfølgeren Dragemand.
Stor tak til Finn Wilkens for hans deltagelse her i klubben!
smag på bøgerne – en bid om dagen
Ja, jeg tror vi er meget enige... Som Per skriver, så sidder de fleste af os sikkert og holder med Hans Theodor. Jeg havde rigtig nok samme fornemmelse af, at historien var på vej derhen, hvor det enten var farens eller Hans Theodors liv der stod på spil til sidst - men som jeg også har skrevet før, så er der en gråzone... Vi kan godt kalde det "selvforsvar", når Hans Theodor slår sin far ihjel, men det er stadig kun spekulationer, da vi ikke kan dømme faren for noget vi tror han ville ha' gjort. Men jo, jeg åndede også lettet op, da faren var død til sidst. Faktisk blev jeg næsten helt stresset af at læse slutningen (især omkring s. 167-169), da Hans Theodor lister ud af sengen midt om natten for at sætte ild til skuret - især da faren vågner derinde og låsen driller(!) Åhh, jeg fløj igennem de afsnit med hjertebanken.
Jeg er meget spændt på at læse efterfølgeren, og glæder mig til at få flere nuancer på faren. Finn har jo afsløret, at jeg (ligesom Hans Theodor) måske har et lidt forkert billede af ham, så det bliver bestemt spændende! Indtil da vil jeg i hvert fald tilslutte mig Bentes formulering om at han er et "fattigt menneske" - det er et rammende udtryk, som giver god mening på rigtig mange måder.
Jeg vil også gerne sige tak - både til medlemmerne her i klubben for jeres engagement i løbet af oktober men ikke mindst til Finn Wilkens for sådan at "stå til rådighed" en hel måned! Det er altid spændende, når forfattere har mod på at være med, så det sætter vi stor pris på :-)
En lille fælles opsang (I ved selv, hvis det følgende gør sig gældende for jer ;-) Normalt fungerer det jo fint, at vi bare hopper ind i debatten i løbet af måneden efterhånden som vi får læst bøgerne - meeeennn... Når vi har en forfatter med på sidelinien ville det nu være dejligt, hvis lidt flere var klar fra starten af måneden... Dog bedre sent end aldrig, og jeg er glad for at flere og flere af jer kom på banen som måneden skred frem.
Jeg synes bestemt, vi skal sætte efterfølgeren Dragemand på programmet i det nye år. Den overskrider godt nok vores normale krav på max. 200 sider, men når nu så mange af os gerne vil læse den, og Finn har mod på endnu en omgang i selskab med os, så synes jeg godt, vi kan gøre en undtagelse :-) Jeg har noteret det og skal nok koordinere med Finn, så vi finder et tidspunkt der passer.
Hvis der skulle være spørgsmål specifikt til forfatteren, kan det nås, hvis du skriver i dag. Kl. 18.00 er min sidste mulighed for at svare.
Jeg vil sige tak for god respons og mange input fra jer ihærdige og seriøse læsere, og det skulle være mig en ære og fornøjelse at vende tilbage, såfremt Malene skønner, "Dragemand" skal på programmet til næste år.
Jeg er langt hen ad vejen enig med dig, Per Chr. Jeg anser også faren som frustreret over sit liv. Som jeg tidligere har været inde på, at så tror jeg, at han hænger fast i et mønster, som han ikke kan bryde ud af. Det er disse frustrationer, der får ham til at slå sin kone og sin søn (jeg tror, at han er biologisk far til Hans Theodor - vi hører, hvordan han føler sig tvunget ind i ægteskab, fordi hans kone bliver gravid. Jeg har ikke bogen her og kan ikke komme med en sidehenvisning).
Tøsedreng er måske ikke det rigtige ord, men jeg synes, at en mand (eller en kvinde for den sags skyld), der er utilfreds med sit liv og lader det gå ud over andre i stedet for at finde modet til at gøre noget ved det, er svag. Han er, som etneb80 var inde på, et fattigt menneske og mangler redskaberne til at ændre på sin og sin families situation. Kan du følge, hvad jeg mener?
Jeg har været bortrejst i mere end en uge, så derfor kommer jeg lige drønende ind fra højre her til allersidst.
Om faren kan jeg kun sige, at jeg ikke synes, han er en tødesreng. Han virker sur, utilfreds og frustreret over sit liv, og jeg tror, at hans interesse for andre damer kan bunde i denne utrilfredshed. Derfor er han måske mere ller mindre ligeglad med Arnolds læggen an på susanne, fordi han selv er træt af hende og den tøsedreng til søn, han er blevet belemret med. Ved vi idet hele taget, om han er far til Hans Theodor? Det står der jo ikke noget steds, eller?
Til Cristina: Jeg opfatter ikke Hans Theodors slåen fra sig som en skyggeside. Jeg synes da tværtimod, at det er noget sundt i ham, der protesterer. Han strampen på cyklen efter spejdermødet er for mig et signal om, at han får lidt af sit raseri ud, og at han tør det, for der kunne jo komme nogen og se det.
Det centrale spørgsmål, om han er morder eller ej, kan for mig at se sammenlignes med Gaddafi. De fleste synes nok derfhjemme mellem de fire vægge, at det var godt, verden slap af med en sådan diktator, der selv har dræbt og torteret så mange andre. tilsvarende kan man godt forsvare at sige. at det var faderen eller Hans Theodor, der måtte lade livet.
Er I enige?
Også jeg glæder mig til "Dragemand" her som månedens bog næste år, som jeg altså har læst allerede. Den er efter min mening bedre end "Mandfolk."
Jeg er desværre først blevet færdig med bogen nu på falderebet af oktober. Ja, en rystende fortælling om vold i skolen og hjemmene. Ja, der var megen vold. I nogle hjem mere end andre. Heldigvis har jeg ikke oplevet det på hjemmefronten. Tværtimod. Mit hjem var et trygt hjem, men andre har helt sikkert oplevet volden og tæskene. Jeg kender ikke så meget til vold/magt i spejderkredse (det er jo heldigvis passe). Selv har jeg i 90erne været kredsformand i FDF og der var ingen vold, men i skolen var der enkelte lærere der slog meget.
Læs f.eks. Bo Østlund om forholdene på Veflinge Skole på Fyn!
På min skole (på Fyn) var der der lærervikar der slog så meget, at han blev fyret!!!! Og disciplinen har jeg oplevet med indmarcherende rækker og disciplin/magt i f.eks gymnastiktimerne! Og hvem har ikke oplevet mobning og sortering! Som lærer har jeg konstateret, at nogle hjem har anvendt hårde metoder og som lærer har jeg måttet tage fat i nogle forældre! Alle har ikke forstået at tugtelsen af børn er afskaffet!!!!
Hyggeligt med hilsenen "velkommen tilbage Vibeke", da jeg kom ind på siden nu i aften --- og tak for det! Jeg er netop kommet tilbage fra ferie og har med stor interesse læst de mange indlæg. I er kommet langt omkring; det indbyder "Mandfolk" også til! Jeg vil ikke gå i gang med at kommentere på jeres indlæg - har heller ikke bogen længere, så jeg kan ikke dokumentere.
Også jeg glæder mig til at høre mere til Hans Theodor..
Jeg kom til at tænke på en ting...
Hen mod slutningen af bogen begynder Hans Theodor at slå lidt fra sig. Vi har bl.a. været inde på episoden, hvor han cykler direkte ind i og hen over købmandens dreng.
Hvordan opfatter i denne 'skyggeside' hos Hans Theodor?
Jeg selv opfatter faktisk ikke hans reaktioner som om, at han bliver mere forhærdet og rå. Jeg opfatter det mere som et forsøg på at få kontrol. Lidt på samme måde som når unge mennesker udvikler anoreksi - det har for så vidt ikke noget med maden at gøre, men det giver dem en følelse af kontrol i en ukontrollabel verden, at de kan styre deres madindtag og tabe sig. På samme måde giver det Hans Theodor en følelse af at være ovenpå, når han pludselig er den, der uddeler tæsk og anvender magt.
En anden ting, som du bringer op, Malene, er farens voldelighed, og om han kunne finde på at slås med eksempelvis Arnold. Nu har Finn jo svaret, men jeg kan da alligevel ikke lade være med at kommentere på din tanke.
Jeg tror, at faren dybest set er en usikker 'tøsedreng', der hævder sig lidt ved at undertrykke sin familie. Udadtil forsøger han sig i højere grad som 'den morsomme mand' - især når der er kvinder tilstede. Måske endda kun når der er kvinder til stede. Jeg kunne godt forestille mig, at han er relativt stille og tilbageholdende, når der er andre mænd tilstede (i al fald hvis han er ædru). Jeg tror, at hans utroskab er et tegn på hans usikkerhed, og at han primært gør det for at føle sig som noget. Jeg tror ikke, at han føler noget særligt for de kvinder, han er sammen med. Det er ren bekræftelse.
Dejligt, at du kan bruge mine tanker, Finn. Det er jeg meget glad for, og jeg glæder mig til, at du også er med til at diskutere Dragemand, når vi læser den næste år.
Angående dit forslag til en anden slutning, etneb80, så kan jeg ikke rigtig se for mig, at Hans Theodor skulle tage sit eget liv. Hans liv er ganske rigtigt hårdt og uden den støtte, han har brug for, men som du selv er inde på, så virker han ikke knækket. Han har sin indre verden og sit gode, reflekterende hoved at stå imod med.
Han virker ikke som en dreng, der tager ulykkerne ind, men han formår at holde dem ude og holde dem adskilt fra sin person. Sagt på en anden måde så virker det ikke, som om at Hans Theodor mener, at det er hans fejl og noget han gør forkert, der bevirker, at hans verden er så ond ved ham. Han tror på noget bedre. Han tror på et liv med sine bedsteforældre og sin mor - uden faren. Derfor vælger han ikke selvmordet som udvej. Han kæmper for sin drøm om et bedre liv.
Nu skal man jo absolut ikke lave om på en forfatters værk, men da vi nu har fyren i vor midte, så kunne vi jo diskutere med ham-( fyren=finn)
en anden slutning var at h.t. suiciderede- der er jo desværre flere børn, også i den alder, der vælger den triste udvej på deres fortvivlede liv-og håndem på hjertet, så har den lille fyr det jo ikke altfor godt- der er ikke mange lyspunkter i hans liv, men det er jo desværre fordi tiden var til tørre tæv, at man som barn fandt sig i det, som en selvfølgelighed- men det er jo ikke tævene alene, det er også den frygtelige psykiske nedtværing af ham, der må slide på hans selvvurdering- på den anden side virker han jo ikke trist og vemodig- han har sit eget lille liv med tankerne på veninden- og sin superhelt_per- og modet til at gøre det, tror jeg i og for sig han har,han er jo vant til lidt af hvert af den hårde skuffe--men så blev det en helt anden bog, eller i al fald fortsætterne blev-men så kunne man tilgengælld bore lidt i farens og morens barndom, liv psyke osv- også interessant, for så kom man en generation længere tilbage_ og så hvordan landet lå der.
Nå hr. forfatter, jeg skal absolut ikke blande mig, bare en strøtanke.
Hej Christina!
Jeg får aldrig nok! Så derfor vil jeg gerne deltage, hvis Malene skulle beslutte sig endeligt for "Dragemand" som månedens bog næste år engang.
Selv om måneden ikke helt er slut, kan jeg allerede nu fastslå, at det er meget givende at få respons fra så opmærksomme læsere som jer her på Ad Libitum.
Ikke mindst fra dig.
Sikke en masse emner, der er smidt på bordet. Jeg vil forsøge at give mit input til nogle af dem.
Slutningen: Da jeg læste bogen, blev jeg en smule overrasket over den dramatiske slutning. Mest fordi den er så planlagt! Hvis Hans Theodor en aften spontant havde fundet på at gå ned og stikke ild til skuret, mens hans far lå og sov derinde, så ville den for mig virke mere realistisk. Som jeg opfatter det, så er det spontane handlinger, der får børn til at slå ihjel - eksempelvis med de to fra England. Jeg tror ikke, at de bortførte drengen med formålet at slå ham ihjel. Jeg tror, at en handling førte til en anden, uden at drengene var bevidste om, hvor det ville ende. Det var dog ikke sådan, at jeg afskrev slutningen som urealistisk - måske blot med lidt 'forfatterens ret til drama'.
Læsernes etik: Som jeg allerede har skrevet, så håber jeg også, at Hans Theodor slipper fra mordet...og dog. Jeg håber, at han får den hjælp, han har brug for, og det kræver måske, at mordet bliver opklaret. Men min sympati ligger klart hos Hans Theodor. Det skyldes primært, at han er et barn, der ikke får den kærlighed og støtte fra sine forældre, som han har behov for. Hvis han havde været voksen, ville mit syn på ham og faren/ofret og drabet være knap så entydigt. I mine øjne kan det være svært for en 10-årig at se andre udveje, når alle de voksne omkring ham ikke støtter og hjælper ham. For en voksen derimod bør der altid være et andet valg end mord.
Faren: Jeg kan rigtig godt lide udtrykket, at 'faren er en fattig person', sådan som du siger etneb80. Det er meget rammende! Han har simpelthen ikke værktøjerne til at være en bedre far og et bedre menneske i det hele taget.
Spejderne og ondskab: Jeg kan godt følge dig lidt, etneb80, når du siger, at det ligesom bliver lidt for meget, at Hans Theodor også bliver mobbet hos spejderne. Især fordi det sker i to forskellige grupper. Det kunne have været rart, hvis han havde fundet et lille fristed og en allieret, men så havde slutningen måske virket for overdrevet. Igen må jeg sige, at jeg troede på det, da jeg læste det. Det er først her bagefter, når jeg ligefrem bliver 'tvunget' til at tænke nærmere over det, at jeg kan se, at du måske har en pointe. Det bliver nok lidt for meget...måske skulle det bare have været ét sted.
Arnold: Jeg har klart læst, at der er noget mellem moren og Arnold. Den 'stilhed med lyde', som du beskriver, Malene, opfattede jeg lyde fra kys og kram. Jeg kunne sagtens forestille mig, at moren og Arnold finder sammen, nu faren er væk.
Hvor er det skræmmende, at du selv har overværet alle de overgreb, der foregår i bogen, Finn. Jeg ville gerne tro, at det var fri fantasi det hele - også selvom jeg naturligvis godt ved, at der var og stadig er mange børn, der får bank af voksne. Det giver bare et dyk i humøret at vide, at lige præcis dine beskrivelser er taget ud af virkeligheden.
Til sidst: Jeg synes, at det lyder godt, at du vil sætte fortsættelsen på programmet til næste år, Malene. Hvis du har lyst, Finn, så kunne det være rigtig spændende at have dig med til diskussionen af den også, men som Malene siger, så kan jeg godt forstå, hvis du har fået nok nu.
Det var tankerne for nu. Fantastisk, at så mange har budt ind i diskussionen.
Hej Bente!
Nej, jeg har desværre ikke set den tyske film. Mht. den accellererende ondskab vil jeg gætte på, at det for den ældre Hans Theodor, der ser tilbage på sin barndom, vil være vigtigt at kunne forklare drengens handlinger og især den sidste. Derfor er der mere fokus på det onde, som jo delvist kan forklare drengens reaktioner. Men vi to er så gamle, at vi godt ved, at visse handlinger og mønstre var acceptable dengang, noget, man måtte regne med, mens de nu er nærmest ulovlige. Man falder ind under straffeloven, hvis man i dag giver en lussing til et barn og tak for det. På den måde får man lidt tro på fremgang for menneskeheden.
Jeg er faktisk i gang med den tredje Hans Theodorføljeton. Her vil jeg afsløre noget bare for at lokke jer... Jeg kan allerede nu sige, at faderen nok er lidt anderledes, end Hans Theodor opfatter ham i Mandfolk. Han er f. eks. ikke så voldelig, som du opfatter ham, Malene. Han kunne aldrig finde på at slås med Arnold om Susanne. Han kunne i det hele taget ikke finde på at slå andre end hende og sønnen. Her ligger også kimen til forståelsen af ham.
Er først lige blevet færdig med beretningen om Hans Teodors liv, måtte vente meget længe på den fra biblioteket- men så blev den også læst på 1 dag-og derefter har jeg læst alle jeres notater- og det er jo altid spændende, jeg kan ikke tilføre noget nyt- jeg opfattede det helt klart som historien er fortalt af drengen, og har nydt meget , hans små snusfornuftige tanker.
Han er en ensom lille knægt, der som bedste ven har den imaginære super-per, og sine tanker på sin lille veninde, hvor han ustandselig er helt- og når han har sine tanker på dem, er han i sin drømmeverden- og har det allerbedst- han har også en del diskussioner med gud, som han tilsidst helt opgiver, som dybt utroværdig-
Man bliver så glad når han er sammen med morfar, mormor og onkel men man fatter fatter ikke deres omsorgssvigt, dengang han flygter ud til dem, og fortæller at både han og moderen bliver tævet af faderen, og at hvis faren og moren skal skilles, skal han på børneghjem, de holder jo utroligt meget af deres barnebarn, så hvordan kan de undlade at skride ind-jeg harmes altid dybt over omsorgssvigt, men det trives jo stadig i bedste velgående, muligvis er det typisk dansk, ikke at blande sig.
Jeg er helt med på at det er drengen, der fortæller, har er intelligent, læser meget og er gammelklog, og funderer over livet.
Ja faren er et fattigt menneske,sikkert med en masse mindreværdskomplekser, måske pga sin egen barndom, så har han reddet sig en sart kone, som han har gennemtyraniseret- og fået en søn, som han prøver at gøre til et "mandfolk", men jeg vil nok sige at var det lykkedes ham, så havde han også nok fået læst og påskrevet, når h.t. var blevet ældre-alt i alt finder jeg ham modbydelig, selvom de dog, både moren og drengen har haft få rare stunder med ham.
Slutningen er jeg lidt usikker på om jeg tror på, men der skal jo ligesom ske et eller andet drastisk, og jeg tror trods alt ikke på at h.t. er i stand til det- selvom det i beretningen fremgår at han har kørt en kammerat over, og har haft det helt godt med det. Vil en tiårig konkludere at han skal få taget jernstangen væk og begravet, ellers vil forbrydelsen blive opdaget, det er jeg ikke sikker på.
Jeg har set en udmærket film, glemt titlen,måske fra samme tidsperiode, foregår på en tysk privat kostskole, her er hovedpersonen i syttenårsalderen, bliver mobbet af de ældre elever, tævet af faderen, når han er hjemme, en forkuet moder, og drengen der tilsidst dræber faderen- har du set den Finn, også sindsoprivende--
Måske bliver det lidt for trivielt- med alle de nederlag han har- ok med mobningen i skolen,men at han også skal være offer i sine to forsøg på at blive spejder- så meget ondskab er ligesom lidt for meget.
Nå det var en masse strøtanker-- jeg glæder mig også til fortsættelsen.
Først må I altså undskylde, at jeg har været/er lidt fraværende. Jeg lagde mig nemlig syg i sidste uge (tror den lille har slæbt noget med hjem fra vuggestuen) og er stadig ikke helt ovenpå. Uanset hvornår jeg bliver rigtig rask igen, så er jeg ikke tilbage på kontoret før mandag, da jeg i denne uge skulle have ferie. Jeg havde naturligvis planlagt at tage bogen + mine noter med hjem, så jeg kunne fortsætte debatten her sammen med jer, men fik ikke bogen med hjem fra kontoret, da jeg måtte sygemelde mig :-p Så resten af mine kommentarer må blive lidt løsere "dokumenteret" da jeg hverken har bog eller noter hos mig :-)
Dernæst - slutningen! Vi har talt lidt om, hvorvidt den er realistisk? Og jeg må give Per ret, jeg tror også den er realistisk (omend skræmmende). Efter at have tænkt over det ender jeg med den konklusion, fordi volden og overgrebene igennem hele historien bare bliver værre og værre. I mine øjne når vi faktisk dertil, hvor det er et spørgsmål om Hans Theodors egen overlevelse. Jeg er bange for, at hvis han ikke havde slået sin far ihjel, så var det tilsidst endt med hans egen død :-( Nok er mennesket utroligt men der er altså grænser for, hvad et 10-årig barn kan lægge krop til og fortsat overleve...
Og ikke nok med at faderens vold eskalerer igennem romanen, men vi ser jo også Hans Theodor optrappe sine reaktioner undervejs. Efter spejdermødet smadrer den ellers stille og forsigtige dreng en cykel og har voldelige fantasier. Ligesom han også kører købmandens dreng ned på sin cykel (Musse?)
Men hvis de fleste af os mener, at slutningen er realistisk og samtidig også (inderst inde) håber, at Hans Theodor slipper afsted med mordet på sin far - hvor står vi så rent etisk?
Man kan jo ikke gå rundt og tage tingene i egne hænder og slå folk ihjel - uanset hvor "onde" de er... Selvforsvar kunne måske retfærdiggøre det - men er der virkelig tale om selvforsvar? Selvom jeg tror, at det ville ha' eskaleret til Hans Theodors egen død, hvis ikke han slog faren ihjel, så er der jo ingen beviser (og man kan som bekendt ikke dømme folk for noget man tror de ville have gjort). Er vi så som læsere ikke på lidt gyngende grund rent etisk, når vi alligevel holder med Hans Theodor og håber, at han slipper afsted med det?
Gitte skriver, at Hans Theodor lægger mærke til, at Gurli lugter anderledes. Jeg ved ikke, om det er den "ældre" Hans theodor eller drengen, der lugter. Men lugte betyder da noget for børn. De siger tit puh, hvad er det, der lugter af her, længe før vi andre har lagt mærke til n oget. Måske dufter Gurli ekstra godt af parfume, når hun besøger hans far, fordi de to også har noget sammen, og msåke har de været sammen her og så lugter man nok en anelse mere svedig :-)
Jeg ved ikke, om det er nu, Malene, men jeg kommer i tanke om de to 10 årige drenge fra England, der myrdede en lille 2årig dreng. Det er altså sket før, så dermed er det ikke urealistisk. I bogen virker det som sagt logisk, selv om det kommer bag på en, at det kan ske i et miljø, der virker så dagligt og realistisk, som det gør på mig.
Der er efterhånden mange emner/bolde i luften - og det må være et kompliment til Finn, for det kendetegner i mine øjne en god roman, når der er masser af stof til eftertanke og emner at snakke om :-)
Noget af det bliver jeg nødt til at tænke lidt mere over (bl.a. om slutningen er realistisk...!) Men jeg skal nok vende tilbage, når jeg har grublet ;-)
Jeg vil dog godt respondere på Gittes spørgsmål ang. Arnold og Hans Theodors mor. Arnold er en af farens arbejdskammerater (s. 46: "Der kommer Arnold, fars kollega, tøffende op ad indkørslen i sin lille 2CV4. Han skal nok besøge far, men han er da ikke hjemme.") Jeg tror også, at Arnold og Hans Theodors mor har en affære. Det ligger jo allerede i citatet her fra s. 46, når Arnold kommer på besøg uden at faren er hjemme... Men jeg tænkte ikke selv nærmere over det før s. 92 hvor jeg blev mistænksom, da Arnold igen er på besøg uden at faren er nævnt - og moren smiler til ham. Det var dog først på s. 153-155 hvor faren er bortrejst og Hans Theodor ligger i sengen og kan høre moren tage afsked med Arnold, s. 154: "Der er en pause, hvor de ikke siger noget. Der er andre lyde. Nu kan jeg næsten ikke høre noget, for de hvisker. Jeg falder i søvn" - jeg tænker, at de "andre lyde" er moren og Arnold der kysser farvel?
Men har faren mon mistanke om affæren mellem Arnold og hans kone?
Allerførst tænkte jeg, at det måske godt kunne være tilfældet... Måske ved han ikke noget med sikkerhed, men mistænker det - hvilken efter datidens standard måske næsten kunne være en slags "undskyldning" for hans mere og mere voldelige adfærd. Da Hans Theodor bliver sparket i hovedet af en hest, er det Arnold som hjælper moren med at få ham båret til lægen og bagefter kører dem hjem. Den nat vågner Hans Theodor kortvarigt af sin døs ved at der er råb, skrig og spetakel nedenunder (s. 65), og jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det var et skænderi fordi faren var blevet mistænksom over, at Arnold og moren havde tilbragt tid sammen til byfesten...? Hvis det "bare" var et hvilket som helst af forældrenes almindelige skænderier, hvorfor var det så vigtigt for os læsere at vide at det fandt sted? Det var jo ikke unormalt i dén familie...
En anden del af mig tvivler dog på, at faren ved/mistænker noget - fordi så ville han nok have været endnu mere voldelig og ustyrlig! :-( Mon ikke han ville havde været oppe og slås med Arnold, hvis han vidste noget? Og mon moren ville have overlevet, hvis faren med sikkerhed kendte til affæren?
Jeg er helt enig med de af jer, som foreslår, at vi læser efterfølgeren Dragemand sammen her i læseklubben. Når så mange af os enten gerne vil læse den (mig selv inklusiv) eller slet ikke kunne vente og allerede har fået fingre i den, så er det da oplagt, at debattere den sammen :-) Det er hermed noteret, og jeg skal nok sørge for at sætte den på programmet! Det bliver dog først i det nye år, da bogen endnu er så ny, at der ikke er nogen biblioteker, som har nået at have den på materialevalg endnu (men jeg kan se, at den snart bliver tilbudt bibliotekerne via Dansk Bogfortegnelse).
Og Finn, du er selvfølgelig velkommen igen til den tid - men du skal ikke føle dig forpligtet, bare fordi du er med til debatten om Mandfolk :-)
Jeg har med stor begejstring og indlevelse læst "Mandfolk" og jeg må indrømme, at det er en historie der giver ondt i maven.
Finn du skriver på et tidspunkt her i debatten at du vil vække læserens sympati for HT og det lykkes dig til UG. Stakkels stakkels lille dreng.
Som Christina oplever jeg det også som om volden tager til og bliver mere brutal i løbet af romanen. Jeg er ikke så overrasket over den form for afstaffelse, der forekommer i den første del af bogen. Jeg tænker, at der på den tid er stor forskel på om man befinder sig på landet eller i byen. Jeg befinder mig i udkantsdanmark, er ud af en landmandsfamilie, og har da hørt mange historier fra mine forældre, mostre, onkler osv. om hvordan lærere og andre voksne afstraffede/opdrog børn. Med nutidens øjne var det en hård tid, men vi skal jo også huske at det var en anden tid og at vi jo heldigvis har udviklet os og er blevet klogere hvad opdragelse og behandling af børn angår.
Nogle tanker og spørgsmål har meldt sig under læsningen. Nogle er allerede blevet debatteret her, andre ikke.
Jeg oplevet bl.a. HT som et meget opmærksomt barn fx s. 139, hvor Gurli er "på besøg" og har lavet mad til far og HT "Far hjælper hende med at få stroppen på plads, og hun fniser, og han griner, hver gang han tager i den og hiver den op over skulderen på hende. Hun er blevet rød i hovedet og lugter også lidt anderleses." Hun LUGTER lidt anderledes... er det HT som barn, der er vant til at bemærke alt for at kunne snige sig væk hvis der er øretæver i luften, eller er det HT som voksen, der fortolker situationen?
Hvem er Arnold egentlig? Har HT's mor mon et forhold til ham?
Jeg har, som Per Chr., også spurgt mig selv om slutningen er realistisk. Det kan virke overbevisende i bogen men ville en 10-årig vare i stand til at begå overlagt mord og hvis han er, vil han så kunne slippe godt fra det uden at afsløre sig selv? Jeg har hørt om en ung mand der slog sin far ihjel som eneste udvej for at redde familien, men han var 17 år tror jeg.
Malene, jeg håber HT slipper godt afsted med drabet, men jeg håber også at han vil få noget hjælp, ellers kan jeg godt frygte at HT kan gå hen og blive en kopi af sin far.
Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå HT og har bestilt "Dragemand". Det glæder mig også at høre at der er en 3'er på vej. Jeg synes det er et godt forslag at vi læser "Dragemand" sammen her i Ad Libitum og jeg forestår da også at vi læser nr. 3 når den engang kommer :-)
Jeg vil springe ud i vejret og nyde solen. Ønsker en dejlig søndag til jer alle.
Jeg tror, det betyder noget, at kulisserne er i orden. Når Sanne Caft i sin lektørudtalelse skriver Tidsbilledet er omhyggeligt og troværdigt, læser jeg det som noget positivt ved bogen.
Jeg synes, Per Chr. rejser et interessant spørgmål. Er slutningen realistisk? Kan sådan noget foregå?
Jeg blev så optaget af bogen, at jeg også måtte læse fortsættelsen. For mig lå oplevelsen i Hans Theodors følelser i det miljø, han skal fungere i. Mandfolk igennem oplever han jo større og større frustrationer, for hverken hos de nye klassekammerater, der mobber ham eller hos faderen, der bliver værre og værre, finder han ro og tryghed. Det er skide ligegyldigt, om det var sådan i halvtresserne, for jeg som læser fornemmer klart, hvordan han har det.
Slutningen er drastisk, skriver lektøren i udtalelsen, og det er jeg enig i. Men også logisk på en måde. Spørgsmålet er, om den er realistisk. Jeg har hørt om flere børn, dog lidt ældre, der har dræbt deres forældre eller den ene. I Mandfolk virker det næsten naturligt.
Hvad synes I?
Jeg var spændt på fortsættelsen. Hvad sker der med ham nu? Uden at røbe for meget gav det mig et kick, da han ændrer sig fra at være offer til at blive mobber. Jeg noterede mig, at det faktisk kun går ud over de andre mobbere, så han er trods alt lidt Robin Hood.
Et par gange har jeg fået den vantro reaktion, at så slemt var det da heller ikke dengang i 50´erne, ... så det er nok noget, jeg har digtet.
Nej, det er det ikke. Jeg har tværtimod fået masser af tilkendegivelser af og bekræftelser på, at sådan gik det faktisk til. Måske ikke alle steder, måske ikke oplevet af alle (pigerne fik ikke nær så mange lussinger), og måske ikke på den måde. Men folk fortæller med store øjne og malende hænder, hvad de har været udsat for i skolen dengang, og hvad de har set andre blive udsat for.
Når jeg holder foredrag, plejer jeg at slutte med at fortælle, at jeg selv har set, overværet og oplevet samtlige tilfælde af lærer- og voksenvold mod børn, der er i bogen.
Hvor dejligt, at I støder til diskussionen, Vibeke og Gitte!
Med hensyn til din reaktion på omverdenens passivitet, Vibeke, så havde jeg nogle af de samme tanker: Hvordan kan familien og lærerne m.fl. bare se til?!
Jeg tror (desværre) ikke, at det er et tidsbestemt fænomen, at folk opfører sig sådan. Jeg tror nærmere, at det er kulturbestemt. Danskere blander sig helst ikke! Og da det ikke var forbudt at slå sine børn i 50'erne, så holder folk sig tilbage, for ikke "at blande sig i noget, der ikke kommer dem ved".
Men jeg er helt enig med dig i, at det er frygteligt! Stakkels Lille Hans Theodor er virkelig alene med sine problemer. Han må jo få et indtryk af, at alle mener, at det er i orden, at hans far banker ham - at han ikke har nogen allierede. Måske med undtagelse af morfaren, men jeg tror, at Hans Theodors tillid til og tilbedelse af ham lider et knæk, da morfaren sender ham tilbage til forældrene efter Hans Theodors 'springtur'.
Måske er det også det, der får Hans Theodor til at gribe til den voldsomme handling: Tingene eskalerer, og han føler sig alene. Han har ingen steder at gå hen med sine tanker og problemer, og så kan han kun se én udvej. Og han skal ud!
Jeg har læst bogen med "skuldrene op over ørerne". Det er rystende at læse HT's tilbageblik på sin barndom - men..... Jeg kan ikke med min bedste vilje få det til at passe på 50'erne; det er uden tvivl rigtigt at en del forældre og en del lærere slog børn, men at det skulle være almindeligt accepteret, at et barn bliver gennembanket, det kan jeg ikke tro på. Læreren reagerer på HT's forslåede ansigt, men gør ingenting, da han hører, at det er faderen, der har slået; mor'en og morfar'en lader det også ske uden at gribe ind. Det var ikke sådanne voksne, jeg kendte som barn i 50'erne!
I begyndelsen af mine skriverier var jeg noget sårbar, og anmeldelserne af mine første bøger var både positive og negative. Typisk læste jeg kun de negative, studerede og drejede hvert ord og tumlede rundt mellem at være forfatter og være for meget.
Deltagelse i Saxos digitale forfatterskole har dog ændret på det, og betalæsere, der siger lige ud, hvad de mener, er meget værd for mig. Jeg tror, jeg er nået dertil, at "kritik" bruges konstruktivt.
Når I ikke har læst den første, afgørende linje, lærer jeg, at den skulle have været placeret på samme side som historien og ikke for sig selv. Når den nu er så afgørende, er det en klar fejl.
At skrive er hårdt arbejde. Når jeg holder foredrag på skoler, bliver jeg altid spurgt, om hvordan det er at skrive en hel bog. Eleverne tænker som regel på, at det tager lang tid og mange kræfter bare at skrive en stil. Det overrasker dem alligevel, hvor meget arbejde der ligger i det.
Så dit spørgsmål kan kort besvares med, at jeg selvfølgelig gerne vil have anerkendelse for mit arbejde med en bog. Men jeg ved også, at ingen har bedt mig om det, og at reaktionen kan være nådesløs. Jeg synes, jeg er godt på vej til at se gennem mit følelsesfilter for at lære af kritik og blive bedre til at skrive, så jeg hverken er helt sårbar eller helt hårdhudet.
Vi glæder os til at have dig med i snakken, Gitte :-) Og husk nu at læse den allllller første linie (på s. 6) som både Christina og jeg åbenbart overså ;-)
Ja, jeg havde heller ikke set den allerførste linie - forstår slet ikke, hvordan jeg overså den i første omgang! For den gør det jo fuldstændig åbenlyst, at det er en voksen Hans Theodor, der fortæller om sin barndom.
Men det leder mig videre til en anden tanke, Finn... Hvordan føles det som forfatter at slippe sin bog løs i verden, for så at høre/læse folks bedømmelser af den? Som du jo selv har oplevet, så kan der være folk, som ikke bryder sig om det man har lavet - eller måske ligefrem misforstår/overser vigtige dele. Hvordan er dén oplevelse som forfatter for dig? Får man lyst til at "forsvare" sit værk, eller finder man bare glæde i de gode anmeldelser og kommentarer i stedet for?
Jeg husker godt anmeldelsen. Alt for godt. Den var uhyre negativ, og ikke én af de andre anmeldere havde den vinkel. Det irriterer mig så meget mere, som bibliotek.dk i linket til eksterne anmeldelser ikke anvender lokale aviser som Nordjyske, Jyske-Vestkysten, Thsited Dagblad m.v., men kun to eller tre landsdækkende.
Jeg tror nemlig, at Hr. Anmelder Horne fra Politiken - ligesom I andre - slet ikke har set den første, ret afgørende linje, hvor jeg altså ganske åbenlyst vedkender mig, at en ældre Hans Theodor er pennefører for drengen Hans Theodor.
Jeg synes, I har fat i det helt rigtige, at drengen er gammelklog, hvilket sagtens af Horne kan forveksles med en voksens tale. En årelang uddannelse er ingen garanti for, at man læser den første linje lige så grundigt som de resterende.
Jeg er derfor ekstra glad for udtalelsen fremsat af en kyndig bibliotekslektør.
Nu er jeg her. Skulle bare lige være færdig med Kirsten Hammanns "Se på mig" først. Er startet på "Mandfolk" i dag og glæder mig til at læse bogen og ikke mindst til at kunne deltage i debatten efter endt læsning :-)
Ja, min søn er næsten kun lige fyldt ét år og ordforrådet består indtil videre af: mam - hej - op - åbn - hallooooo - meh (det sidste betyder "mælk"), så jeg er måske ikke den rette til at svare på spørgsmålet, men jeg har alligevel lidt input.
Jeg tror nemlig godt jeg ved, hvorfor du spørger, Finn. Jeg kan huske at have læst en omtale af bogen, hvor anmeldeleren var mindre begejstret for Hans Theodors sprog, som han/hun fandt for "voksent" og påtaget for en 10-årig. Nu hvor jeg har læst bogen er jeg helt uenig med vedkommende. Jeg giver derimod Sanne Caft helt ret, når hun i lektørudtalelsen skrev: "Sproget er fint med en gammelklog 10-årig hovedperson, der observerer og reflekterer."
For mig er Hans Theodors sprog helt troværdigt, da han jo er en videbegærlig lille størrelse, som læser en masse og funderer over ord og begreber (som da han længe overvejer hvad "slibrig" mon betyder). Og børn har bare en evne til at suge til sig! Jeg har en fætter, hvis mor er boghandler og derfor også altid har læst rigtig meget for sine børn. Hun har flere gange fortalt, hvor gammelklog og morsom min fætter var som barn, da han nemlig også brugte ord og vendinger, som slet ikke passede til hans alder, men var noget han bare automatisk samlede op, i de historier og bøger han fik læst højt. En af mine yndlingsanekdoter er, da de var i svømmehallen, da min fætter var omkring 2 år. Min fætter ville ikke med i vandet, og min faster prøvede ihærdigt at lokke ham. Men han afslog bare bestemt med begrundelse, at han hellere ville blive siddende på kanten og "filosofere lidt over livet" :-D Hvilken 2-årig siger det? Jo, det gør én som har fået læst Troldepus højt, hvor Troldefar på et tidspunkt sidder og "filosoferer over livet" ;-) Og sådan er mange børn altså bare indrettet - så jeg synes slet ikke, at Hans Theodors sprog virker mystisk, når vi som læsere samtidig ved, at han er en nysgerrig og dygtig elev, som læser rigtig meget og har en livlig fantasi, hvor han fører samtaler og reflekterer over livet med en fantasiven - og i øvrigt leger en del med en ældre nabodreng (Karsten).
Hold op hvor har I (Christina og Finn) gjort mig nysgerrig!! Jeg kan slet ikke huske, om jeg, ligesom Christina, har overset nogle indledende ord til romanen - og hvad de i så fald ville betyde for min læseoplevelse her bagefter! :-D
Problemet er at jeg har været i skole fredag og lørdag med min masteruddannelse og i morgen mandag har jeg taget en omsorgsdag for at hygge om lille Zakarias, der jo har måtte undvære sin mor det meste af weekenden, og.... mit eksemplar af bogen ligger på kontoret på arbejdet sammen med alle mine noter! :-p Jeg kan slet ikke vente til at få fat i den og kigge efter - og så skal I nok høre min oplevelse af det!
Og ja, I har fuldstændig ret - hvor er alle vores debatlystne medlemmer blevet af i denne måned? Jeg sender lige en besked rundt og minder om Finns gæstevisit :-) Min eneste mulighed er dog at skrive til alle klubbens medlemmer, så I (Finn og Christina) kommer også til at få beskeden - men den er selvføgelig ikke rettet på jer ;-)
"...Selvom jeg ikke tror, at det har påvirket min læseoplevelse væsentligt, at jeg ikke fik de indledende ord med, så giver det historien en eller anden form for ekstra realisme, at du angiver, at det er Hans Theodor selv, der skriver. Som om Hans Theodor ikke kun eksisterer i bogen, men også i virkeligheden. Eller som om du beskriver din egen barndom under pseudonym...."
Du skal ikke glemme, at jeg benytter 1. person med den klare hensigt at skabe et større fortrolighedsforhold mellem læseren og HT end det mere normale 3. person.
Samtidig bruger jeg nutid for at forstærke det intense.
Jeg er med her for at få svar på nogle spørgsmål. Kommer der ikke andre læsere i denne klub i denne måned end dig, har jeg således allerede fået svar på noget.
Jeg har flere spørgsmål, men venter lige lidt.
Så er jeg her igen...
Der er jo et vist hint - i al fald med hensigten, når du oplyser bogens første ord: "Hans Theodor fortæller om sin barndom".
Først vil jeg lige sige, at jeg ikke er sikker på, at jeg lagde mærke til disse ord, inden jeg læste bogen. Jeg tror, at jeg læste hen over dem i den tro, at det var en 'liste' over dine tidligere bøger, fordi ordene står, som de gør: På samme måde som man oftest ser en forfatters tidligere titler listet op. Det er naturligvis lidt ærgerligt, for du har velsagtens skrevet dem, for at de skulle læses.
Jeg er dog ikke sikker på, at det ville have ændret min læseoplevelse ret meget. For jeg opfattede netop fortællingen som fortalt af en voksen. Jeg synes ikke, at bogen er skrevet af en 10-årig, men af en voksen, der tænker tilbage på, hvordan det føltes, dengang han var 10. Den voksne, som jeg 'blot' opfattede som dig, Finn, beskriver en 10-årigs verden og dermed en 10-årigs tanker og følelser, men med den voksnes ordforråd og den voksnes evne til at se sammenhænge og se frem. Når det er sagt, så er bogen jo skrevet i 'jeg-form', og dermed har jeg opfattet det, som om at du satte dig i Hans Theodors sted.
Selvom jeg ikke tror, at det har påvirket min læseoplevelse væsentligt, at jeg ikke fik de indledende ord med, så giver det historien en eller anden form for ekstra realisme, at du angiver, at det er Hans Theodor selv, der skriver. Som om Hans Theodor ikke kun eksisterer i bogen, men også i virkeligheden. Eller som om du beskriver din egen barndom under pseudonym.
Hvis du tænker på den direkte tale i bogen, så må jeg blive dig mere svar skyldig. Mine børn er kun 2 1/2 år 9 uger gamle, så jeg kan ikke gøre mig særlig klog på, hvordan en 10-årig taler. Jeg kan kun sige, at jeg troede fuldt og fast på historien, og som jeg allerede har fortalt, så levede personerne for mig. Så det virkede, og der var ikke noget, der virkede unaturligt for mig.
Jeg har også et spørgsmål til dig, Finn. Hvad får dig til at stille op til denne debat? Du kunne jo sagtens vælge at læse vores tanker og meninger om bogen uden at involvere dig. Hvad vil du have ud af debatten?
Ha-ha! Det kan der være noget om. Malene, du må få nogle flere læsere på banen. Kan du ikke sende dem en mail med en opfordring om at være med? Jo flere input, jo bedre!
Angående dit spørgsmål om Hans-Theodors sprog så kommer jeg til at vende tilbage. Jeg har et sygt barn, der ikke vil sove her til aften.
Hej Christina! Det ser ud, som om du er den eneste læser, der er noget mandfolk i, og derfor spørger jeg dig, om Hans Theodor tænker og taler som en 10-årig?
De første ord i bogen, inden det går løs, er: Hans Theodor fortæller om sin barndom.
Det fantastiske ved at være i en læseklub er, at jeg nogle gange får nogle vinkler og overvejelser, som jeg ellers ikke havde fået.
Dine overvejelser omkring slutningen, Malene, er et glimrende eksempel på dette. For du har jo ret! Det er da ikke sikkert, at Hans Theodor bliver afsløret - i al fald ikke at der kan bevises noget. Jeg læste klart og tydeligt, at det bliver opdaget, og så var den ikke rigtigt længere i mit hoved.
Om jeg ønsker, at han bliver afsløret...det tror jeg ikke. På trods af hvad jeg skrev tidligere, så opfatter jeg ikke Hans Theodor som så skadet, at han vil gøre noget lignende igen eller på anden måde er til fare for andre. Min sympati ligger klart hos Hans Theodor, og den er ikke svækket med hans handling. Mine tanker i slutningen gik mest på, at det er helt vildt synd for Hans Theodor, at alle hans planer og drømme for fremtiden sammen med sin mor og morfar ikke kommer til at gå i opfyldelse (jeg læste som sagt, at han blev afsløret og derfor sandsynligvis ville ryge på en eller anden form for børnehjem eller noget lignene).
Jeg er helt enig med Christina. Selvom det var normalt at slå børn i 1950'erne så må der alligevel ha' været forskel på en endefuld/lussing og de brutale tæv stakkels Hans Theodor må lægge krop til. Farens vold eskalerer så kraftigt hen mod slutningen af bogen, at jeg efter endt læsning har tænkt, at hvis ikke H.T. havde handlet som han gjorde, så var det måske endt med at koste ham hans eget liv til sidst!
Og det er jo ikke kun den fysiske vold der tærrer på familien, jeg opfatter det også som om farens luner/uberegnelighed holder moren og H.T. lidt som psykiske gidsler. Her tænker jeg f.eks. på scenen omkring aftensmaden s. 62:
"Mor serverer maden. Den er rygende varm.
- For hulen, Sus!
Far rejser sig voldsomt op og holder sig for munden, som om han har brændt sig dødeligt.
- Jeg går ind og læser avis.
Han sætter sig ind i stuen, så maden imens kan blive koldere.
Mor og jeg vover ikke at spise færdig og bare rejse os og gå fra bordet."
Da faren brændte sig på maden var min umiddelbare tanke som læser, at nu skulle nogen ha' tæv igen! Guderne skal vide at han da har tævet dem begge for mindre end det, så den uberegnelighed ser jeg som en slags psykisk terror - H.T. og moren skal ikke vide sig for sikre (tør da heller ikke gå fra bordet). Og hvis vi som læsere kan fornemme denne uforudsigelig omkring faren vrede, så må det ha' været endnu værre for moren og H.T. at leve midt i.
Hmmm... Hvor er jeg på vej hen? (Nu gør jeg vist lidt ligesom dig, Christina)... I bund og grund handler det vel om, at jeg ikke tror på at faren bare en "almindelige familiefar" fra 1950'erne som gav sin knægt en endefuld som del af datidens opdragelse, når denne lavede ballade. Vi hører det faktisk også indirekte fra de andre omkring familien - Svend og Karl-Erik får ikke tæv af deres fædre (s. 73) og Karstens far bryder ind da H.T. får tæv efter episoden med høstakken (s. 150) "Til sidst kommer naboen hen til ham. - Tror du ikke, Kristian, at han nu har fået nok?" Ligesom Karstens far også giver udtryk for at H.T. er en hårdfør lille gut, da han giver ham et lift i traktoren under snestormen (s. 163). Det sidste læser jeg i hvert fald som om at Karstens far ved, hvor meget H.T. må stå model til.
Men tager H.T. selv skade af sin opvækst? Uhhh... Godt spørgsmål! Jeg er i hvert fald meget nysgerrig på, hvordan det skal gå ham fremover! Slutningen af bogen, hvor moren bemærker at H.T. lugter af røg, og politibetjenten ser "skydeskiven" med farens billede på, satte en masse tanker igang hos mig. Bliver H.T. afsløret? Og ønsker jeg overhovedet, at han skal afsløres?!
Holder I andre med H.T. til slut? Han har jo slået sin far ihjel - men håber I han slipper afsted med det?
Jeg tænkte også i begyndelsen af bogen, at det var mere eller mindre almindeligt, at børn blev slået i 50'erne. Det bliver bare så voldsomt senere i bogen, at jeg ikke længere kan putte forklaringen ned i den 'kasse'. Så jeg er meget spændt på fortsættelsen, Finn Wilkens!
Det er lidt sjovt, at du, Malene, taler om, at faren måske gentager et mønster fra sin barndom, hvor han selv blev slået. Jeg sad med overvejelser om, hvorvidt Hans Theodor vil gentage sin fars mønster som voksen, da jeg læste de sidste sider. Han virker på mange måder kold, synes jeg. Jeg ved godt, at han reagerer på synet at sin døde far, men på side 172 står der:
"Far ligner en skorstensfejer lavet af sort, forkullet træ, og jeg kaster op. Ikke fordi det er far. Det er synet af et menneske, der lige er brændt ihjel".
Det fortæller mig, at det ikke rør ham, at det er hans egen far, han lige har slået ihjel. Også selvom han kort efter siger til Super-Per, at han er ked af, at han ikke har en far længere. Dog svarer Super-Per (som jeg i kraft af, at Super-Per er en fantasiven, ser som en anden side af Hans Theodor) med et spørgsmål om, hvorvidt Hans Theodor har haft en far indtil nu. Måske er det blot sådan beskrivelsen på side 172 skal forstås?! At det i overført betydning ikke er hans far, men en "Hr. Hvem-som-helst" han har brændt? Det ville jeg gerne tro, for det gør ham mindre 'skadet' af sin fars behandling. Han reagerer kraftigt på at have slået ihjel, men føler ikke, at han har mistet noget. Tværtimod. Allerede dagen efter er hans humør vendt tilbage, og han nyder tankerne om den fremtid, som han tror, at de går i møde.
Det blev lidt tilfældigt nedskrevne tanker og ikke mindst tankerækker fra mig - men det må I snart være vant til. Jeg tænker, mens jeg skriver, så jeg ændrer ofte mening undervejs.
Det er svært at blande sig i en debat om personer, man skriver om. Det er det især, fordi HT (Hans Theodor) i fortsættelsen "Dragemand" har sit eget syn på faderen. Så kan jeg jo ikke komme her og sige: Nu skal I høre den endelige sandhed! Faderen har en ...
Oven i købet er jeg gået i gang med en fortsættelse til Dragemand, for jeg vil godt have styr på HT. Jeg kan allerede nu røbe, at han finder nogle gamle papirer, der kaster nyt lys over faderen.
Jeg tror, man skal være varsom med de store forkromede begreber og ikke altid hæfte ord som psykopat, afstumpet og brutal på personer, der viser agression. Mandfolk foregår i 50´erne, hvor man slog børn. Punktum. Der er ganske vist folk fra dengang, som forbavset siger, at de da ikke blev slået. Heldigt for dem! Jeg ved bare, at mange børn blev slået, og lærerne holdt sig ikke tilbage.
Så derfor slår faderen, for det er indeholdt i den tids familie- og skolekultur. Det har været mig magtpåliggende at fremhæve gode stunder med ham, så han også får lidt på den konto. Er han ond eller ondskabsfuld eller bare fuld?
Når jeg som forfatter deltager i debatten, er der vel også en forventning om, at jeg løfter sløret lidt hist og her. Jeg kan røbe så meget, at jeg ønsker størst mulig sympati omkring HT, og så må faderen jo nødvendigvis fremstå usympatisk.
Der er mange emner at tage fat i i månedens bog, men jeg tror jeg vil starte med at følge op på Christinas overvejelser omkring faren.
Det nemmeste er selvføgelig at afskrive ham som en ren psykopat, men er det måske endda for nemt, som Christina er inde på?
Selv lille Hans Theodor har jo rare øjeblikke med sin far som f.eks. s. 63-64 hvor faren laver en rigtig flot lanse til Hans Theodor til "cykel-ringridning" og giver drengen 25 øre til is bagefter, selvom han ikke klarede sig særlig godt. Eller s. 73 hvor Hans Theodor hjælper sin far i skuret, og de får en snak om det at være et "mandfolk".
Christina skriver også, om faren måske føler sig fanget i sit eget handlingsmønster (og jeg tilføjer ægteskab)... Under en af voldsscenerne (på s. 148) råber han "Du skulle aldrig have været gravid dengang. For helvede. Hele mit liv er en fiasko." og det fik mig til at tænke, at moren måske blev gravid ved et uheld... Sammenholdt med at han selv blev slået som barn og derfor måske gentager et mønster, han er "opdraget til" og at familien er fattig, så han føler sig presset som forsørger (for en familie han måske aldrig ønskede sig), kan det vel godt være medvirkende til, at han lader sine frustrationer over andre ting gå ud over moren og Hans Theodor....(?)
Men det er ingen undskyldning! Måske er han ikke direkte psykopat, men personligt synes jeg stadig, han er et dumt svin (I må altså meget undskylde mit sprog, men jeg kan viiiiirkelig ikke li' ham).
Finn, måske ville det være et godt sted for dig at byde ind også :-) Tænkte du på faren som en ren "bad guy" da du skrev historien - eller hvad var dine tanker omkring de mere "lykkelige" scener vi støder på rundt omkring?
Jeg kender rigtig godt den manglende hårde hud på følelsesapparatet, som du beskriver, Malene. Før jeg fik børn, ville jeg sikkert heller ikke have taget historien ind på samme måde, som jeg gør i dag. Fra side 144 (hvor Hans Theodor tager situationen i egen hånd og cykler ud til sin morfar og mormor) havde jeg næsten tårer i øjnene, fordi jeg i den grad kunne følge hans logik og hans håb, men også kunne se situationen med en voksens øjne og vidste, at han var kørt ind i en blindgyde. Hvor må det også have været svært for morfaren at skuffe sit lille barnebarn.
Det var lige en ekstra lille kommentar, fordi du, Malene, havde lavet et indlæg, mens mit var på vej.
Så blev det oktober! Som jeg har tilkendegivet, så er den måned længe ventet. Jeg glæder mig til denne debat.
Når jeg læser en bog, så er det absolut vigtigste personskildringen. Hvis ikke personerne lever for mig, så kan selv den bedste historie ikke gøre bogen til en god oplevelse. Da jeg var ved at læse Mandfolk, havde jeg en oplevelse i det virkelige liv, hvor jeg tog mig selv i at tænke "Det er ligesom Hans Theodor!". Det var blot et splitsekund, så kom jeg i tanke om, at Hans Theodor 'kun' eksisterer i en bog, men dét er ypperligt!
Jeg vil gerne høre, hvordan I andre oplever faren? Jeg oplever ham ikke nødvendigvis som psykopat eller på anden måde helt afstumpet. Til at begynde med i bogen er der også tidspunkter, hvor han virker helt menneskelig og i godt humør. Vi hører, hvordan han pjatter med moren, og at de forsvinder op på soveværelset til begges fornøjelse. Det virker i denne del af bogen som om at moren trives i langt højere grad, end senere i bogen, hvor farens brutalitet tager til. Hvorfor bryder han ikke ud af ægteskabet? Nyder han at udøve sin brutalitet overfor sin familie? Eller bliver han fanget i sit eget handlingsmønster?
Velkommen til oktober-debatten og velkommen til Finn Wilkens, som vil følge os i løbet af denne måned :-)
Jeg har et lidt stramt program her i weekenden, da jeg skal arbejde både lørdag og søndag (ja, selvom vejrudsigten siger sommer så siger kalenderen oktober - og vi har søndagsåbent på Frederiksberg Hovedbibliotek fra oktober til marts). Derfor kan det godt være, at jeg først får budt rigtig ind på debatten i næste uge - men I andre skal endelig ikke holde jer tilbage ;-)
Hvis jeg dog lige skal lufte en tanke, så bekræftede "Mandfolk" mig (igen) i, hvor "pjevset" jeg er blevet efter jeg er blevet mor! Jeg var ikke kommet ret langt i bogen, før jeg fik helt ondt inden i :-( Før jeg blev mor kunne jeg meget bedre distancere mig fra bøger, film, dokumentarudsendelse m.v. hvor børn havde det hårdt eller var udsat for omsorgssvigt/vold/overgreb m.m. Men nu hvor jeg har lille dejlige Zakarias, kan jeg næsten ikke "tåle" den slags - puhhh... Jeg synes det var hård læsning til tider.
Hvor er det skønt med sådan en begejstring, Christina! Glæder mig også rigtig meget til at tage hul på debatten i oktober - hvor vi jo har forfatteren Finn Wilkens med på sidelinien :-D
Jeg er lige blevet færdig med "Mandfolk", og jeg kan slet ikke vente med at høre, hvad I andre har af tanker og meninger om bogen! Som sædvanlig et rigtig godt bogvalg, Malene.
Jeg synes, at det er en fantastisk velskrevet, grusom historie. Jeg så lige, at der er en opfølgning på vej, og den vil jeg helt sikkert læse (måske kunne det være sjovt at læse den her i Ad Libitum?!).
Vi skrives ved til en spændende debat!