I ”En Kongelig Affære”, som jeg så forleden aften, er handlingen konstrueret som ét langt flashback set gennem dronning Caroline Mathilde, der inden sin død vælger at nedskrive sin historie til sine to børn, som hun er adskilt fra i sit eksil i Tyskland. Handlingen fortælles kronologisk og er opdelt i små afsnit, der bliver markeret som overgange i handlingen, så vi hele tiden undervejs får oplyst, hvilket år handlingen nu udspilles i.

Til jer, der ikke har set filmen (endnu) og ikke lige har historien præsent: Den tyske læge Johan Friedrich Struensee (Mads Mikkelsen) hentes fra Altona ved Hamburg til København, hvor han skal fungere som livlæge for den unge konge, Christian d. 7., hvis vanskelige sind er til besvær for både kongen selv og hoffet.  

Kongen, fremragende spillet af den unge skuespilstuderende Mikkel Boe Følsgaard, er gift med den kun 19 år gamle Caroline Mathilde, (smukke svenske Alicia Vikander). Parret har sønnen Frederik sammen, men ellers har de ikke meget til fælles.

Kongen finder dronningen uinteressant og kedelig. Det gør Struensee derimod ikke. Han og dronningen finder hinanden i både deres fælles interesse for oplysningstidens tanker og idealer og som elskende. Samtidig knytter Struensee og kongen et stærkt venskabsbånd, der snart giver Struensee noget nær ubegrænset indflydelse og magt i det danske samfund.

Som antydet må det ende galt, og det gør det. Enkedronning Juliane Marie, spillet af Trine Dyrholm, har en søn, arveprins Frederik, som hun ønsker at se som konge, og det øjner hun pludselig en chance for, da hun erfarer, at den unge dronning ikke blot har en affære med Struensee, men også venter deres fælles barn.

Et kup iværksættes derfor af enkedronningen. Dronning Caroline Mathilde forvises herefter til Tyskland og Struensee halshugges.

Børnene er store, da dronningens hofdame overbringer dem det brev, som deres mor har skrevet. Sammen går de til den for længst detroniserede Christian d. 7, Frederiks far, og gennemfører et modkup, der bringer Frederik (Frederik d. 6.) til magten. Han genoptager sin mors og Struensees ideer og tanker om frihed og lighed og ophæver blandt andet stavnsbåndet.

Smukt kærlighedsdrama

”En Kongelig Affære” er først og fremmest et underholdende kærlighedsdrama. Kulissen; spektakulære slotshaver, store hatte, parykker og galopperende heste over grønne marker er da også noget nær den perfekte kulisse for romantik.

Kærlighed og begær flettes fint ind i hinanden. Det er afgjort her, filmen har fin styrke: Struensee skildres indledningsvist som den idealistiske læge, men også som en sammensat person, der tillige lader sig lede af penge og drømmen om noget større for sig selv.

I filmen ser vi eksempelvis, hvordan Struensee, inden han kommer til Danmark, er inspireret af de franske oplysningsfilosoffer, Voltaire og Rousseau, og forfatter pamfletter med tanker og krav om eksempelvis forbedrede forhold for landarbejdere, men vi ser også, at Struensee forlader behandlingen af en fattig og syg patient og koncentrerer sig om en adelig, ’der kan betale’, som det hedder, og som har sendt bud efter hans hjælp.

Da Struensee kommer til Danmark, hvor der ikke er ytringsfrihed og censuren derfor hersker, gemmer han sine værker af de franske filosoffer i bogreolen og måske også for sig selv for at kunne fungere i denne særlige stilling som kongelig livlæge? Hvorom alting er, er det Caroline Mathilde, der en dag øjner en næsten skjult bog af Rousseau, som hun gerne vil låne, for hendes egne bøger i samme genre blev konfiskeret, da hun kom til Danmark.

Struensee, der har fattet interesse for den unge dronning, ser måske en vej til hendes hjerte igennem deres fælles idealer? Idealer, som de to dannede og oplyste udlændinge synes så alene om i det bondske og noget plumpe Danmark. Deres kærlighed vokser, men den kan ikke sættes fri. Den må skjules. Parrets engagement i frihedsidealerne på et samfundsmæssigt plan intensiveres samtidigt. Næppe tilfældigt, for her er en realisering mulig gennem Struensees tiltagende venskab med kongen, og den indflydelse venskabet fører med sig.

Aber dabei…

Selv om jeg alt i alt var underholdt, synes jeg ikke, at en ”En Kongelig Affære” er en helt igennem vellykket film.

Den kronologiske fortællestil sammenholdt med, at handlingen allerede er kendt fra danmarkshistorien, var medvirkende til, at jeg fandt filmen en smule langtrukken.

Omgangstonen ved hoffet eksempelvis, hvor alle siger ”du” og ikke ”De”, end ikke til kongen, finder jeg decideret ”larmende”. ”Gå ud og leg med din neger”, siger en embedsmand eksempelvis til Christian d. 7. Mange i biografen lo. Jeg synes, filmen her satte sin troværdighed på prøve, leflede for meget for publikum, der åbenbart skulle more sig og le højt med nakken helt tilbage, om det så var plat. Og det var det.

Den moderne sprogbrug er med til, at jeg sidder med en oplevelse af, at det historiske i filmen næsten bliver en kulisse. Næsten. Det er kærlighedsaffæren, der er valgt som det centrale ( Jeg har desværre ikke læst P.O. Enquists ”Livlægens besøg”, så jeg er ikke klar over, om filmen er tro mod hans fiktionalisering?). Jeg ved det ikke, men har på fornemmelsen, at det historiske også her sættes lidt standby på den måde.

Eksempelvis får jeg indtryk af, at embedsmanden Struensee er en mand, der næppe ville have omdannet sine idealistiske tanker og ideer til praksis og i den grad, som tilfældet var, hvis ikke det havde været for forholdet til dronning Caroline Mathilde. Hun forløser ham som menneske, og han forløser hende. Jeg får indtryk af en følelsernes mand. En romantiker. Det passer filmens præmis som kærlighedsdrama glimrende. Og det virker. Jeg fældede en tåre, i det slutteksterne rullede over lærredet. Men hvordan dette billede forholder sig til den historiske Struensee, er jeg usikker på?

Sankt Petri Kirkes gravkapel

Men, som underholdning synes jeg alt i alt, at  ”En Kongelig Affære” er en udmærket film, så kan man jo vælge at supplere med andre historiske inputs eksempelvis ved at lægge vejen forbi Sankt Petri Kirkes gravkapel, der huser resterne af flere personer med relation til Struensee; hans skriftefader, Münter, en af hans dommere, Henrik Stampe, og tømrermester Junge, der tømrede hans skafot. Muligvis ligger Struensee også selv begravet i krypten under gravkapellet. 

Smuk - rørende - morsom - romantisk - isnende - dramatisk - sørgelig.

Smukke landskaber - smukt fotograferet.

Rørerende og morsomme scener med den unge konge - Forvirret? Forstyrret? Sindssyg?

Romantisk - forholdet mellem den unge dronning og Struensee, erotisk - men også et sjælefællesskab.

Isnende - enkedronning Juliane - streng, bigot, uden empati.

Dramatisk - Da adelsmændene og personerne omkring kongen iøvrigt ser magten glide sig af hænde, skyr de ingen midler for at beholde den.

Sørgelig - på dét personlige plan især for den Caroline Amalie og Struensee, for børnene og kongen - og for landet, fordi alle de vedtagne reformer - i hvert for en tid - blev sat ud af kraft.

Meget velspillet - både i små og store roller: kongen, Struensee, Caroline Amalie, enkedronningen, Høegh Guldberg og mange andre.

Hvor P.O. Enquists "Livlægens besøg" gør mere ud af beskrivelsen af prins Christian og folkene omkring ham - især Høegh Guldberg - også før Caroline Mathilde kommer til Danmark, indsnævres fokus i filmen mere. Som titlen "En kongelig affære" siger, lægges hovedvægten på forholdet mellem Struensee og kongen - og Struensee og Caroline Mathilde - ligesom rammehistorien i filmen er med som som Caroline Mathilde som hovedperson.

Filmen er ligesom operaen " Livlægens besøg" en sanselig oplevelse - bogen en intellektuel. Men fordi vægten ligger forskelligt, supplerer de hinanden - man får lyst til at genlæse bogen efter at have set filmen - og efter at have læst i bogen, vil man gerne gense filmen.

Så mange tak til Klassikerklubben for en god oplevelse!

Når man læser indlæg om filmen om Struensee og Caroline Mathilde, så får man det indtryk, at det skulle være Bogen ”Livlægens besøg” af Per Olov Enquist, der ligger til grund for filmen. Dette er dog ikke tilfældet, da instruktøren selv hævder, at filmen er skabt med  Bodil Steensen-Leth’s bog ”Prinsesse af blodet” som forlæg. Jeg kan henvise til anmeldelse af  Johs. H. Christensen.    d    29-03-2012    i Jyllandsposten.

Jytte mener, at filmen virker historisk korrekt, og Julie Persson er inde på noget af det samme. Der er da også mange steder, hvor man ser episoder, som er historiske, men der er sandelig også nogle slemme afvigelser fra det historisk korrekte. I filmen ser vi at der aftenen op til Struensee’s fængsling er optøjer. Det var der ikke i virkeligheden. D. 10. sept. 1771 mens kongefamilien og Struensee stadig var på Hirscholm var der en demonstration foranstaltet af nogle norske matroser, og juleaftensdag 1771 gjorde garden mytteri. Det er nok en blanding af disse to opstande, som man i filmen har henlagt til d. 16. jan 1772. Med hensyn til matrosernes oprør, så er forholdene korrekte i ”Livlægens besøg”

En anden afvigelse fra det historiske er, at man i filmen viser Ove Høegh-Guldberg som medlem af konseillet, hvor han angriber Struensee. I virkeligheden havde Guldberg ingen magt før efter Struensee’s fald, idet han kun var arveprinsens lærer og kabinetssekretær. Han var dog med i gruppen, der arresterede Struensee. I ”Livlægens besøg” er der også tillagt Guldberg alt for stor indflydelse.

Mange ser filmen som en film om kærligheden mellem Struensee og Caroline Mathilde. Nogle historikere er inde på, at der mellem de to var tale om noget, der kunne ligne et fornuftægteskab.

Så alt i alt så mener jeg, at filmen såvel som Per Olov Enquist’s bog begge  er en gang miskmask, der prøver at ramme en tidsånd.

Og, når det nu er bogen ”Livlægens besøg vi diskuterer, så vil jeg da fremføre, at jeg finder bogen lidt for lummer med alle de beskrivelser af seksuelle fantasier. Da er filmen dog mere sober.

Jeg havde den store fornøjelse at få lov at være med klassiker klubben i biografen og se filmen en kongelig affære, mandag den 16/4 2012.

Det er en rigtig god film, der forstår at få genfortalt en vigtig del af danmarks historien på en måde, hvorpå det ikke bliver faktuelt, men holder en stigende spændingskurve hele vejen igennem. Filmen er utrolig flot lavet og skuespillerne spiller helt igennem fantastisk og formår på interessant vis at få skildret livet ved hoffet i 1700 tallets oplysningstid. Man føler virkelig med den stakkels dronning der, som en oplyst engelsk adelig bliver placeret ved et hof af magtfulde adelige, som misbruger en sindsyg konge til deres eget godt befindende. 

Filmen er et historisk værk, men instruktøren formår at gøre denne nutidig blandt andet ved den måde figurerne taler til hinanden, sproget virker ikke som taget ud af en historisk roman. Det irriterede mig en smule til at starte med, men efterfølgende føler jeg egentlig at det gør figurerne er nemmere at relaterer til som tilskuer. Samtidig synes jeg at det er et smart træk fra instruktør og manuskriptforfatters side, for det gør at de har frit spil i forhold til hvordan de vælger at dramatiserer i historien. Havde man valgt at gøre historien helt præcis i de historiske detaljer er jeg overbevist om at en mængde kritikere ville have fundet det let at slå ned på historiske detaljer som ikke var tidssvarende. Men ved at se stort på sproget og gøre netop dette nutidigt rammer man et bredere publikum og man slipper efter min mening for den historiefaktuelle kritik.

Jeg sad som på nåle hele vejen igennem, men især til slut og det til trods for at jeg udemærket kendte den tragiske historie og viste hvordan det ville ende. Meget fængslende film og jeg kan kun anbefale den til alle, uanset om man har læst Livlægens besøg eller ej er filmen helt sikkert et biograf besøg værd, man føler sig helt igennem godt underholdt hele vejen igennem og kender man ikke historien og Struensee og Caroline Mathilde er man også den rigere når man forlader biografen.

Tak for en dejlig oplevelse.

En kongelig afære, er en god film , humoristisk, tragikomisk,alvorlig og virker historisk næsten korrekt.

jeg havde læst livlægens besøg i ugen inden jeg så filmen. Hvis ikke filmen er bygget over bogen, så er den utrolig tæt på bogen.

Begge var en oplevelse. Når det er sagt , syntes jeg der er nogle ting der stikker lidt i øjnene , sproget ! vi befinder os i 1700 tallet, men sproget virker meget nutidigt.

Man manglede dog i filmen , at få oplyst , at også Kronprinsen  var syg.

 jeg glæder mig til, at læse det næste I vil komme frem med.

Suzanne Bang skriver i sin anmeldelse af ”Livlægens besøg” følgende:

Per Olov Enquist's beskrivelse af Høegh Guldberg ,som en lille, vissen, seksuel utilfredsstillet mand med en enorm magt - søn af en bedemand i Horsens, er strålende. Det er virkelig en karakter, som bliver siddende på nethinden.

Dette får mig til endnu engang at klantre Per Olov Enquist for den måde, hvorpå han beskriver Guldberg. Der har i anmeldelser af den nye film ”En kongelig affære” været skrevet en del om, at visse ting ikke var historisk korrekt. Caroline Mathilde var i virkeligheden lys og buttet, men spilles i filmen af en slank mørkhåret kvinde. Den kritik kan jeg godt følge, men miseren er dog vand i forhold til den historieforvanskning Qnquist gør sig skyldig i i sin beskrivelse af Guldberg. Guldberg var en bundhæderlig, uegennyttig og reel mand. Af udseende var han faktisk en flot mand, og at han skulle være seksuelt utilfredsstillet er usandsynligt. Han var 10/2 1769 netop blevet gift med sin anden kone den 31-årig Lucie Emerence, med hvem han allerede året efter fik en datter. Guldbergs anden kone var søster til hans første kone, som han blev gift med 1762. Denne døde dog året efter i 1763. Guldberg blev i øvrigt far til 6 børn.

Tillad mig også at henvise til mit blogindlæg: Om Guldberg i Livlægens besøg. samt til Historiske romanerl

Jeg læste bogen for nogle år siden, og får nok ikke tid til at genlæse den lige med det samme - men genlæses skal den, for det var en udsøgt læseoplevelse - som altid hos Enquist.

Jeg glæder mig til at se filmen - ser lige en Liv Thomsen kritisere filmen for at have for mange og rislende bække og Mads Mikkelsen for ikke at være sexet nok. Det vil være en stor fornøjelse at se Mads Mikkelsen i en  karakterrolle - håber jeg.