Inger, du har nok ret i at moralen skrider. når kontrollen ophører. Eller måske skal jeg skrive at moralen KAN skride. Den gør det forhåbentlig ikke altid! Men det gjorde den altså (måske) i Jacobs Ejersbos verden, Ihvertfald er det jo dét han beskriver.
Og de manglende rollemodeller. Jeg er bestemt enig i, at der mangler rollemodeller hele vejen rundt og at det nok er problemstillingen.
Jeg synes at det er beskrevet godt altsammen, men for mig (og jeg er vist meget alene med den fornemmelse) bliver det alligevel for konstrueret på en eller anden mærkelig måde. Og det er meget underligt og irriterende at jeg har det sådan, især fordi jeg har svært ved helt at finde ord for mine tanker om det.

Måske er det netop fordi de sorte og de hvide mennesker er så negativt beskrevet, FOR negativt måske, at bogen kan forekomme lidt utroværdig.
Hvordan kan det være at vi så hurtigt godtager, at: ja, selvfølgelig, sådan ER det, akkurat sådan som forfatteren beskriver? Det synes jeg er interessant.

Jeg burde nok have været mere konkret, da jeg sagde, debatten var flagrende. Det skulle egentlig ikke forstås som en kritik af debatten i negativ retning. Mere bare at, det som nævnt i mit tidligere indlæg, er rigtigt svært at debatere denne bog. Svært at finde nogle specifikke holde punkter at gå i kødet på. Så bliver det nemt "bare" en debat om ulandsbistand eller ej, og kan det virkelig passe det han skriver, netop fordi vi bliver ramt på vores skyldfølelse over at det vi gør måske alligevel ikke har den store effekt.

Jeg ved ikke og vi har heller ikke mulighed for at spørge J.E. om det var det han ville med sin bog. Men hvis det var, må man sige at missionen er lykkedes!!

Det er jo netop det, der er ved denne bog som Michael siger, at den er så lige ud af landevejen. Der er ikke noget at tolke på. Umiddelbart ikke nogen skjulte budskaber. Nærmest én lang reportage. Og det er vi jo slet ikke vant til. Så bliver vi helt mundlamme.

God påske til alle

Jeg syntes de sidste indlæg i debatten har sat ord på en følelse jeg også gik rundt med, - uden jeg dog var helt bevidst om, at "Liberty" har været svær at debattere. Jeg troede bare, at det var mig selv som ikke havde fået fat i tematikkerne:-)

Men når det er sagt, så syntes jeg stadigvæk Liberty er en fantastisk god bog som jeg nød meget at læse.

Som jeg vidst har skrevet tidligere, så gav bogen afsæt for en rigtig god bogsnak i DR.Romanklubben i Odense. Vi rundede meget omkring Afrika og U-landshjælp. Men også Marcus og Christian, deres venskab og handlemåder snakkede vi meget om.

Det er ligesom om at Jakob Ejersbo har fortalt en lige-ud-af-landevejen-historie, hvor tingene er som de er. Der ligger ikke noget mellem linjerne - som der gør i mange andre romaner. Det er et billede af nogle personer og et kontinent som bliver præsenteret uden skjulte bagtanker. Han skriver som han ser det, og så kan læseren acceptere historien eller lade være. I mit tilfælde køber jeg hele pakken og takker for en glimrende  bog jeg ikke glemmer foreløbigt.

Debatterne her i læseklubberne har, som Lobek og Moldt bemærker, ofte tendens til at flagre lidt, og det oplever jeg personligt som værende et nødvendigt gode.

Vi er pt oppe på over 50 medlemmer spredt på køn alder og geografisk placering. Det er forskelligt hvordan litteraturen rører og berører os. 

Det er så det, som jeg synes er det farverige og givende ved debatterne her, at vi får mange forskellige synsvinkler/oplevelser bragt til torvs, uden stramme regler for på hvilken måde debatten skal foregå.

I denne debat om Liberty er vi faktisk hele tiden tilbage vendt tilbage  til beskrivelsen af hjælpeprojekterne, som Lobek og Moldt også gør nu. Jeg hælder mest til som Moldt at stille spørgsmålet om romanen lige på dette område - med sin så ensidige og negative fremstilling har nogen særlig værdi som sandhedsvidne. Vi havde jo i sidste måned nogle interessante indlæg om "sandheden" i debatten med Svend Åge Madsen. Mest af alt synes jeg, at Liberty sætter fokus på menneskers forskellige livsvilkår og selvfølgelig også opfordrer til at stille spørgsmålet: hvorfor hjælper vi ? - eller måske snarere hvorfor ønsker vi at hjælpe ? - er det samvittigheden der gnaver og den politiske korrekthed, som Lobek nævner, der stikker hovedet frem og skaber motivationen. - - og her er der klart en tyk tråd tilbage til Kirsten Hammanns: En dråbe i havet. --- Et interessant spørgsmål - bestemt, men selv er jeg nok mere optaget
af de indtryk og oplevelser, som jeg gennem romanen får omkring personernes livsvilkår. 

Men som også Lobek nævner, så er det jo indimellem - ret ofte faktisk - svært at beskrive helt konkret, hvad en roman har gjort ved en, den sandhed ligger heller ikke ligefor - for mig.  

Skulle man så have lyst til at læse om andre svigt af lignede kaliber, kan man jo passende finde Kim Leines bøger "Kalak" og "Tunu" frem. Måske vi skulle kigge lidt på vores egen baghave når vi vil være barmhjertige.

http://www.litteratursiden.dk/node/81362 tak til Connie for at henvise til denne debat, der ganske rigtigt stammer fra udgivelsen, hvor den også var til behandling hos "Smagsdommerne". Også her er vandene lidt delt og specielt Krestines indlæg er interessante synes jeg, fordi hun i dem omtaler dele af romanens handling som sin egen historie.

Det er nok en temperamentssag, om man som læser vover at hylde en roman, der på mange områder "strutter" af trøstesløshed. Men det er ligesom sket før med eksempelvis, - ved et tilfældigt greb i hukommelsen, og iøvrigt uden egentlig sammenligning - Tom Kristensens: Hærværk.

Liberty er ikke en feel good roman, men jeg synes personligt, at man af den kan erfare meget om bl.a. menneskers valg i livet - deres værdier og deres måde at være sammen på.    

Sjovt du lige nævner hende, og bogen, for idag har jeg haft en opgave på den anden ende af Ærø, og medens jeg havde " transporttid" lyttede jeg lige til P1 programmet " Besøgstid" der netop besøgte Kirsten Hammann , og det har selvfølgelig ikke så meget med denne måneds bog at gøre, andet end u-landsproblematikken der er tilfælles med hendes sidste bog, men jeg nævner det her fordi det faktisk var en spændende og hudløs ærlig samtale , bl.a om det at være forfatter og have skriveblokering, at blive overfortolket på sine skriverier, og stå til ansvar for noget man måske ikke lige havde overvejet så meget.
Måske bliver udsendelsen genudsendt, eller måske kan den pod castes - hvis nogen er interesseret Nu er jeg spændt på at høre mere til vores nye u-landsministers udkast til ny u-lands politik. Han plejer i hvert fald at være debatskabende ham hr. Pind, og så vil jeg se at blive færdig med Jacob Ejersbo- selv om jeg nok tror det bliver en af de bøger hvor personerne lever videre længe efter at sidste side er læst.

A.pro pos dagens debat om u-lands hjælp i bl.a. Somalia hvor kun 50 procent når frem til de virkeligt nødlidende, får jeg lyst til at knytte en kommentar til den del af romanen der omhandler dette emne - Ja- den er jo gennemsyret af historier der viser at det går skidt med de projekter der forsøges, netop på grund af den evige smørrelse/ koruption der finder sted i alle samfundslagene.
Christians opgivende holdning overfor hjælpen-F.eks.giver han eks-kæresten Marianne råt for usødet svar da hun ( som han tolker det)kommer ned for at dulme sin hvide samvittighed, Og historien om indsamlet tøj fra vesten der bliver solgt videre på markeder er da også tankevækkende.
Jeg tror på mikro lån ideen. Hjælp til selv hjælp, det må være sådan samfundet kan ændres, gennem bedre skolegang, demokratiske processer, og projekter der ikke bliver trukket ned over hovedet på dem, men udspringer af befolkningens egne initiativer.

I torsdags havde vi møde i vores DR-Romanklub i Odense. Det foregik som sædvanlig på biblioteket, og som sædvanlig havde vi en rigtig god snak om bogen. I det her tilfælde var det Liberty som var afsættet til en generel snak om forholdet mellem den rige og den fattige verden og ulandshjælp. Men selvfølgelig også mange indlæg om Marcus og Christian. Deres indbyrdes forhold og hver deres kamp for at forfølge deres mål.

I gruppen var der (næsten) enighed om at Liberty er en god bog. Vi brugte ikke ordet mesterværk, men der var mange som havde mange rosende ord til den.

Selv er jeg lidt nærrig med så store ord som "Et mesterværk" - men jeg vil godt skrive, at jeg syntes Liberty er det mest uddybende og ærlige portræt jeg har læst om Afrika nogensinde.

Jeg synes godt, man kan læse Liberty alene. men det giver klart et mere nuanceret billede at læse de to andre også, idet flere ting ses fra forskellige synsvinkler

Jeg er lige gået i gang med Liberty, og den tegner rigtig rigtig godt allerede nu. Mest af alt lægger jeg mærke til om sproget fungere, og det gør det. Jeg har læst Eksil (mangler Revolution) og jeg var meget begejreret, trøsteløst læsning, men er det netop ikke med til at gøre bogen fremragende?!.
Jeg glæder mig til at læse om (mest af alt) om Christians historie, han blev kun berørt ganske lidt i Eksil, hvor jo Samantha var hovedpersonen.
Jeg har ferie i næste uge, så der skal læses. Jeg vender tilbage, så kan jeg sige om det er et mesterværk :-)

Hej Inger
Du rører ved noget af det der gør bogen problematisk - for mig altså. At bogen (måske) IKKE drejer sig om hjælpearbejdet, men at det alligevel er hjælpearbejdet vi som læsere hurtigt fokuserer på og snakker om og føler os provokeret af. Selvom det "kun" er set via to drenges øjne.
Men hvis nu det ikke er fokusområdet, altså hvis vi skal bruge kræfterne på noget andet, hvad er det så, tænker jeg. Så kan det kun være de to drenges afmagt, som vi følger gennem hele 10 år...!
Grebet blev jeg undervejs. Men bagefter ... da følte jeg en slags "tomhed", hvis jeg kan kalde det sådan, for hvad var det jeg havde læst. To drenges deroute, som jeg kan tro på eller ikke tro på.
Men som jeg tidligere har skrevet, så bliver jeg mægtig usikker om det "bare er mig" der ikke kan gennemskue, hvad det er jeg skal se, eller om der er andre læsere der kan følge mig (bare lidt)?
Så det er spændende at læse kommentarer.

Jeg syntes det er mesterligt fortalt, men giver Moldt ret i at historien er spundet op på to præ pubertets / pubertetsknægtes begrænsede erfaringer, men det gør jo ikke historien ringere at det kun er det trøstesløse der bliver siddende.
I øvrigt er der da et par stykker af de voksne ( både en sort og en hvid ) der fremhæves som mønsterborgere- nemlig Gøsta der efter skilsmisse fra den moralsk anløbne hvide kone finder en rigtig dame - ikke en "Malaya" s. 310- 311 " det perfekte makkerskab til at opbygge den solide virksomhed- det gode liv ".

Selvom bogen stedvis fanger mig, har jeg svært ved at se den som et mesterværk. Jeg synes det er en god bog og man rives med i læsningen af Christian og Marcus. Men for at jeg skal tænke mesterværk om en bog, skal der være flere filosofiske tilgange og flere overvejelser end der nøgternt set, er i denne.
Jeg savner også balance. Selvom omverdenen er set med Marcus og Christians øjne (og at der derfor er meget der IKKE ses), så har jeg svært tro på beskrivelserne af de hvides ørkesløse, umoralske og deprimerende liv. Ikke at jeg ikke tror at det OGSÅ er sådan, men i bogen er det KUN sådan. Og det er dér det tipper for mig. Man bliver dybt fortvivlet ved læsningen, og for mig havde den vundet, hvis der havde været stærke personer, både sorte og hvide. For selvfølgelig FINDES de.
Jeg har også en lille ide om, om ikke Christian dog kunne have vist bare LIDT mere vilje til et bedre eget-liv. Alle mennesker er "forkerte" i hans øjne. På en måde kan jeg sagtens se det, fordi han har oplevet store svigt. men alligevel....
Jeg er sikkert ikke enig med ret mange læsere, og har også svært ved helt at sætte ord på min usikkerhed, men måske er der nogle der har nogle bud?? Det kunne være spændende.

Allerførst må jeg sige godt set Michael og Karen og Inger . Jeg kan kun tilslutte mig jeres kommentarer, og syntes det er nogle gode pointer i kommer med.
Vil lige udbygge min egen kommentar fra i går om at korruption kun kan undgå es hvis landet bliver demokratisk igennem uddannelse til alle.
Jeg bed mærke i et indslag fra morgenens P1, hvor en Steen Andersen fra udenrigsministeriet ? - beskriver det nedslående i at finanskrisen er skyld i at der hvert år mangler 16 milliarder!!!kroner for at opnå Unescos mål om uddannelse til alle i 2015, og som det altid sker rammer det de svageste først...Det er desværre de fattigste i u-landene , og især pigerne , der tages ud af ud af skolerne. Jeg kan ikke lade være med at nævne de uuddannede i historien, og især huspigen Irene- det er ikke et spændende liv hun har.
Marcus har store ambitioner, men er blændet af den vestlige livsstil, men mon ikke typer som ham netop har overlever instinktet så veludviklet, så han altid vil klare sig ?
Der er rigtig mange af personerne vi møder i bogen der på den ene eller anden måde er meget mere i krise end de to hovedpersoner, og her tænker jeg på denne 8.marts altså især på pigerne . Der er ikke meget ligestilling i denne fremstilling af livet ...Det er - som flere af de hvide i bogen siger i spøg , (men betænkeligt tæt på sandheden - som den fremstår for os læsere ) "ren kolonialisme",

Jeg syntes det er en spændende vinkel med den Europæiske drøm og Dden afrikanske drøm. Ønsket om at være et andet sted end der man er. Det med en tro på, at man finder lykken på den anden side af hækken og ikke i sin egen have.

Som en af jer skriver, så tror jeg også at Marcus opgiver hans drøm før Christian. Det er vel først til sidst, at Christian indstiller sig på, at hans liv ikke kan leves i Afrika. Men på den anden side, så tror jeg at han er så bidt af det afrikanske eventyr, at hvis en ny mulighed viser sig, så vil han springe til. Måske som kynisk u-landsfrivillig på et tidspunkt!? Det er svært at se ham få et lykkeligt liv i Danmark.

Men det var depremerende at læse, hvordan ønsket om Europa er størrer end ønsket om at ændre forholdene i Tanzania. Eller så er det bare rå realisme, fordi at forholdene ikke kan ændres i Tanzania. Så enten rejser man, eller så bøjer man nakken og forsøger at få et liv ud af det.

Måske det er den erkendelse hos Marcus som er med til at ham og Christian glider fra hinanden. Mens at Christian lever videre på den naive afrikanske drøm, så har Marcus indset, hvordan livet er.

På torsdag skal jeg snakke med min læseklub her i Odense om bogen. Det glæder jeg mig rigtigt meget til:-)

Flot klaret Anne, at du lige klarede hele Afrikatrilogien i et hug. Jeg er også igang med den - men mere omvendt. Da Eksil udkom startede jeg læsningen, men måtte opgive halvvejs, fordi jeg oplevede alt i Samanthas liv, som fyldte romanen,  var uudholdeligt trøstesløst. Da jeg i vinterferien læste Liberty, som jeg synes - på trods af stadig trøstesløshed - er langt mere panoramaagtig, fik jeg mod på også at få læst Eksil.

Den afrikanske drøm / den europæiske drøm - som I alle nævner tørner i romanen sammen i de to personer Christian og Markus' synsvinkler. Markus ser måske Christian som lidt naiv - at hans tillid til samfund og borgere i Tanzania ikke bygger på den erfaring, som Markus ligger inde med. Der vil  trods det, at Markus med hud og hår tilhører det Afrika som Christian måske/måske ikke higer efter - altid være en omvendt klasseforskel på de to.   

Jeg oplever at udviklingen, der - i løbet af de 700 sider - sker for Christian, består i en slags erkendelse/oplevelse af, at det for ham er svært at være til, finde sine ben/en platform - både i Danmark og i Tanzania - at det svære mere ligger i ham selv og hans opvækst snarere end i stedet. Samantha, der virkelig betød noget positivt for Christian - ja hun klarede den bare slet ikke.

En opvækst i en herrefolksfamilie, som Ejersbo beskriver i sin roman - ikke mindst i præpuberteten - er nok meget vanskelig at bære med sig gennem livet.  

Korruptionen i landet er totalt ødelæggende for alt - måske spørger Ejersbo: hvem har skylden ??

- og stadig er jeg helt blæst omkuld af den negative beskrivelse som Ejersbo giver af de europæiske hjælpeprojekter i landet.  

Jeg er enig med jer alle i, at den sidste bog i triologien kan virke nedbrydende på en, da personerne i bøgerne oplever den barske virkelighed i Afrika hvor man handler med alt, der kan handles med og hvor det, som bare fungerer i Danmark og Vesten (bl.a. hele retssystemet) ikke fungerer. Det er jo Afrika. Dog er jeg på samme tid også enig med Anna - at man ikke ville være bogen foruden. Jakob Ejersbo tager nemlig fat på nogle af de ting, der foregår i det i vores øjne så eksotiske Afrika, som vi vil gøre alt for at "hjælpe". Men i Ejersbos triologi kommer kortene på bordet, og det ser ud som om, at den hjælp, vi tilbyder, ikke hjælper. Der bliver i debatten her lagt op til en debat om hvorvidt de europæiske bistandsprojekter hjælper, men det mener jeg ikke er relevant for debatten, da det jo er bogen vi skal diskutere, og ikke den omgivende verden. I stedet vil jeg stille spørgsmåltegn til om man kan sige, at der sker en udvikling i bogen? Kan man sige, at Christian gennemgår en udvikling - og hvad med Marcus? I forhold til deres venskab synes jeg man kan sige, at der sker en ændring, da Marcus erkender, at han er sort og han ikke kommer til Europa. Han kommer ikke til at opnå den "europæiske" drøm. På det tidspunkt synes jeg, man mærker en kritik fra Marcus af Christians "afrikanske" drøm. Men hvad mener i om dette?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget glad for at læse "Liberty". Faktisk har jeg aldrig fået læst "Nordkraft" af Ejersbo, så det var mit første bekendtskab med ham.

Og hold da op, hvor har bogen taget mig i hånden og ført mig gennem den afrikanske virkelighed. Det har været så jeg næsten har kunne mærke og smage støvet i Tanzania. En lang rejse gennem to menneskers liv på godt og måske mest ondt.

Derfor vil jeg se frem til at skrive med jer her i klubben om denne 700 siders, på mange måder, store bog. Normalt skal jeg virkelig tage tilløb til de lange bøger. Men "Liberty" var jeg næsten ked af ikke var længere.

Du stiller nogle relevante spørgsmål, Inger. Bl.a. om bistandsprojekterne i Afrika. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, kun skrive, at jeg også var meget overrasket over hvor hårdt og udleverende Ejersbo beskriver de vestlige bistandsprojekter. Måske nogen kender mere til det?

Det er i hvert fald ikke den nye "Min afrikanske farm" vi er ude i!

Jeg forestille rmig, at vi dels kan skrive om Afrika generelt, men selvfølgelig også om personerne i bogen. Særligt med vægt på Christian og Marcus, som jo med hver deres personlige historie bliver historien om Afrika i alle dets afskygninger.